Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et segmentært stammesamfund

Oprindelig forfatter JJe

Det billede, vi nu har tegnet af menneskelivet i den ældre bondestenalder, lader os ane et samfund, der var opdelt i nogenlunde ensartede og lige store territorier. At dømme efter deres størrelse, boede der igennem det meste af det 4. årtusinde f.Kr. forholdsvis få mennesker på de enkelte bosættelser, formentlig omkring en halv snes på hver boplads. Bopladserne var udsnit eller segmenter af en større helhed, som i tiden efter ca. 3400 f.Kr. forenedes af et samlingsanlæg. Disse større enheder udgjorde tilsammen, hvad man kunne kalde et segmentært stammesamfund.99

Det er en samfundsstruktur, man ofte finder beskrevet i etnografiske studier af såkaldt oprindelige folkeslag.100 Et segmentært stammesamfund har ikke en egentlig central og hierarkisk struktur personificeret i f.eks. en høvding.101 Alligevel kan man i mange segmentære stammesamfund ane begyndelsen til en hierarkisk opbygning. Selv om de indbyrdes forskelle mellem menneskene først og fremmest er baseret på alder og køn, kan samfundet godt være gennemsyret af ulighed. Visse mænd kan f.eks. have større indflydelse end flertallet af mænd ved at have lettere adgang til velstand. Etnograferne kalder dem ofte Big Men, og sådanne mænd kan f.eks. konkurrere med hinanden ved at afholde store fester, hvor de demonstrerer deres magt over omgivelserne bl.a. ved uddeling af rigelige madvarer. Eller de kan f.eks. foranstalte byggeri af store gravmonumenter og afholde ceremonielle fester i forbindelse hermed for derved at markere sig i den sociale kappestrid.

Det er muligvis inden for sådanne rammer, at vi skal forstå den ældre bondestenalders samfund. Hvis vi ser på, hvordan etnograferne beskriver et segmentært stammesamfund, vil vi bemærke, at grundelementet i samfundet er husholdet. Det består som regel af en eller anden form for familie eller storfamilie. I den ældre bondestenalders Danmark var det nok den enhed, der udgjordes af den enkelte boplads. Videre erfarer vi fra etnografien, at et antal hushold gerne er forenet i en slægtsgruppe, som kaldes en æt (På engelsk „lineage“). En æt er en slægtsgruppe, hvis medlemmer alle kan spore deres afstamning tilbage til en fælles stamfader. Et antal ætter er igen forenet i en klan, som er en slægtsgruppe, hvis medlemmer betragter sig som beslægtede, men som ikke nødvendigvis kan spore deres afstamning tilbage til en faktisk stamfader. Ofte er klanens stamfader en nærmest mytologisk figur. Et antal klaner udgør så igen en stamme, som på forskellig vis kan betragte sig som værende en helhed med rådighed over et bestemt territorium.102

Annonce

Nu tillader det arkæologiske kildemateriale ikke en opdeling af samfundet i den ældre bondestenalder i så mange niveauer. Man kan kun gætte på, at et samlingsanlæg med tilhørende bosættelser måske har omfattet, hvad etnograferne kalder en klan. Men hvor stort f.eks. et stammeterritorium har været, har vi ikke nogen klar forestilling om.

Den måde, bebyggelsen og gravmonumenterne lå på i landskabet i den ældre bondestenalder, peger således i retning af det segmentære stammesamfund. Men det næste spørgsmål, som rejser sig, er, om vi kan pege på, at der i samfundet virkelig var mennesker, som indtog lederpositioner, dvs. mennesker, som f.eks. kunne mobilisere arbejdskraft til bl.a. at gennemføre større arbejdsopgaver, byggeriet af gravmonumenterne f.eks, for ikke at tale om de store samlingsanlæg. Her plejer det i arkæologien netop at være gravfundene, der kan kaste lys over de sociale forhold, der herskede menneskene imellem. Og gravfund har vi jo i store mængder fra de første bondesamfunds tid. Det begyndte tilsyneladende med grave, der endnu til dels afspejlede gravskikkene fra jægerstenalderen. Mandsgraven fra Dragsholm var et eksempel herpå. Her var den døde lagt i jorden med gravgaver, bl.a. en stridsøkse, som viste, at han må have haft en særlig status i de levendes samfund. Så fulgte de monumentale langhøje med deres indviklede gravritualer, hvor vi fornemmer, at en forfædredyrkelse var begyndt at gøre sig gældende. Derefter fulgte de store stenbyggede gravanlæg, dysserne, jættestuerne, med deres komplicerede dødekult. Og endelig fulgte kulthusene og til sidst stendyngegravene – i hvert fald i de vestlige egne af landet.

Her rejser der sig imidlertid et stort problem, som hænger sammen med den måde, gravene blev brugt på. Allerede tidligt i bondestenalderen udviklede den skik sig at bruge gravkamrene til gravlæggelser mange gange. Og den skik fortsatte også i senere perioder. Når man i vor tid udgraver gravene, ser man ofte, at senere tiders forstyrrelser og gravrøveri i de fleste tilfælde har fjernet sporene af de begravelser, der oprindelig fandt sted i gravmonumenterne. Og hertil kommer, at begravelserne, som vi har set, måske fandt sted i flere tempi. At man i første omgang tog sig af de døde andre steder end i de store stengrave, og at i hvert fald nogle af gravkamrene var en slags benhuse, hvor man flyttede rundt på og opbevarede de jordiske rester af slægtens afdøde i et stort, fælles gravrum.

Det gælder både i de tidlige langhøje og i de senere, store stengrave, at den plads, den enkelte gravlæggelse lagde beslag på, var iøjnefaldende lille i forhold til monumentet som helhed. Det tyder på, at der allerede tidligt i bondestenalderen har eksisteret en vis social opdeling i samfundene. Selv i de tidlige langhøje uden megalitkamre finder man begravelser af ganske unge individer. Måske det kan tages som udtryk for, at der allerede da fandtes mennesker, der var forudbestemt til at indtage lederpositioner fra et tidligt tidspunkt i deres tilværelse, ja, måske endda fra fødslen. Det store antal jordgrave og dysser tyder dog på, at det var et ret betydeligt antal mennesker, som fik en sådan iøjnefaldende begravelse. Måske man deraf kan slutte, at adgangen til rang og høj status har været ret åben i det tidlige bondesamfund.

Hvad der videre sker hen imod slutningen af det 4. årtusinde, er derimod vanskeligt at klarlægge. Udviklingen fra de mange jordgrave og dysser til de mindre talrige, men større jættestuer i slutningen af årtusindet er måske udtryk for visse ændringer af samfundsstrukturen, hvor adgangen til rang og høj status bliver mere begrænset. Skal man dømme ud fra ofringerne uden for de store stengrave, blev de tilsyneladende kun foretaget ret få gange i de første århundreder efter stengravenes opførelse.103 Problemet er imidlertid, at vi ikke ved, om ofringerne havde direkte forbindelse til begravelserne, eller om der var tale om en anden slags ceremonier, som blev afholdt med lange intervaller. Vi ved kort sagt ikke, hvor ofte man i begyndelsen foretog begravelser i f.eks. stordysserne og jættestuerne, og hvor stort et udsnit af befolkningen der blev begravet i dem. Der er dog flere forskere, der har antaget, at bondesamfundet på den tid havde fået en mere lukket organisationsform, idet slægtskabssystemet efterhånden var blevet mere rigidt.104

Hvorom alting er, så klinger de omfattende, rituelle ceremonier i forbindelse med storstensgravene efterhånden ud i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr., samlingsanlæggene ophører som rituelle centre, og befolkningen flytter sammen i færre og større bosættelser. Hvad der ligger bag den udvikling er stadig uklart. Men i det videre forløb frem imod enkeltgravstiden udvikler der sig en række forskelle imellem henholdsvis det østlige og det vestlige Danmark.105

I Østdanmark var det tilsyneladende et ganske stort antal personer, mænd, kvinder og børn, der blev begravet i megalitgravene. Gravskikkene foreskrev, at de afkødede knogler blev sorteret og anbragt i dynger rundt om i kammeret. Hensigten var tilsyneladende at eliminere individet og at styrke det kollektive, formentlig for at understrege tilhørsforholdet til slægten.

I Vestdanmark gik udviklingen i en anden retning. Her viser de første stendyngegrave sig i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr.106 I stedet for at begrave stadigt flere mennesker i megalitgravene, begravede man nu undertiden i individuelle grave. Megalitgravene var tilsyneladende stadig af betydning for de enkelte grupper, også selv om de nu anvendte en ny gravform. Men stendyngegravene blev anlagt inden for de samme områder, således at der opstod egentlige gravpladser. Disse kunne være placeret i tilknytning til megalitgravene, ja, undertiden fandtes der endog ældre jordgrave og kulthuse i nærheden. Det viser, at de samme områder havde betydning i gravkulten igennem meget lange tidsrum.107 Man lod så at sige glansen fra de ældre grave skinne på de nye grave.

Men forskellen i forhold til Østdanmark var ikke desto mindre tydelig. Mens man i de østlige dele af landet lagde vægt på kollektivet og gruppen som et udeleligt hele, så begyndte man i stendyngegravene at lægge mere vægt på individet. Der var således en kontrast mellem de to forskellige gravformer. Den kontrast udviklede sig yderligere i de følgende århundreder, hvor den bl.a. blev understreget af de gravgaver, man gav de døde med i graven. I vest blev det stridsøksen, i øst den slebne flintøkse, der blev den vigtigste gravgave. Og som vi senere skal se, optog man i vest i den yngre bondestenalder en lang række kulturelle elementer fra samtidige folkeslag i Nord- og Centraleuropa.

Men tilbage til gravfundene fra den ældre bondestenalder, der har rejst en lang række ubesvarede spørgsmål om, hvor stor en del af befolkningen der fik en begravelse i de monumentale gravanlæg. Her viser de genstande, der var i omløb i det 4. og begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr., at symboler på velstand og social status var meget udbredte, om end statussymbolerne næppe var noget, som alle og enhver havde adgang til. Det gælder ikke blot de genstande af metal og rav, som vi tidligere har omtalt. Det gælder også en lang række ceremonielle våben eller værdighedstegn, som var i brug lige fra bondestenalderens begyndelse og som fortsat var det helt til dens slutning.

 Polygonale og dobbeltæggede stridsøkser samt skiveformede køllehoveder -måske besiddelsen af disse fornemt udførte våben markerede lederskab i de tidlige bondesamfund.

Polygonale og dobbeltæggede stridsøkser samt skiveformede køllehoveder -måske besiddelsen af disse fornemt udførte våben markerede lederskab i de tidlige bondesamfund.

Stridsøksen var f.eks. helt tydeligt et vigtigt symbol i den ældre bondestenalder. Vi finder den allerede i den tidlige mandsgrav fra Dragsholm. Med tiden bliver stridsøkser i stigende antal nedlagt som gravgaver i megalitgravene, og brugen af dem fortsætter også i stendyngegravene. Formentlig blev stridsøksen brugt til en symbolsk markering af en eller anden form for lederskab. Man kan tænke sig, at det var overhovedet for en æt, der var i besiddelse af stridsøksen. Man kan også tænke sig, at stridsøkser var ejet af særligt fremragende krigere.108 De mange stridsøkseformede perler af rav viser også, at den var et vigtigt symbol.

De fleste stridsøkser blev fremstillet af sort diabas, en stenart som kan skinne kraftigt, når den poleres. Nogle var også fremstillet af porfyr, bl.a. den røde kvartsporfyr, en fornem stensort, som under istiden var ført hertil af isstrømmene. De polygonale stridsøkser eller mangekantøkserne havde formentlig forbilleder i metal og kom i brug i løbet af det 4. årtusinde f.Kr.,109 ikke blot i Danmark, men over en stor del af det nordeuropæiske lavlandsområde, navnlig i de østlige egne.110

I tiden omkring 3400 f.Kr. var mangekantøkserne stadig i brug, men nye, dobbeltæggede typer kom til.111 Disse dobbeltæggede stridsøkser er kendt i et antal af ca. 500 fra Danmark, hvoraf henved 100 er fundet i megalitgrave, resten er enkeltfund, en del af dem nedlagt som offergaver i vådområder. Den ældste af typerne kalder man fælleseuropæisk, idet den kendes fra hele det nordeuropæiske lavlandsområde, fra Tyskland, Polen og Tjekkiet.112 Ud af den type udviklede der sig en serie varianter, som kontinuerligt var i brug frem til tiden omkring 2800 f.Kr. De ældste af disse varianter var fortsat udbredt over det nordeuropæiske lavlandsområde, mens de yngste stort set kun var i brug i Sydskandinavien og tilgrænsende dele af Nordtyskland.113

 Udbredelsen af de dobbeltæggede stridsøkser i Danmark.

Udbredelsen af de dobbeltæggede stridsøkser i Danmark.

Endnu et formodet ceremonielt våben og statussymbol fra den ældre bondestenalder er nogle aflange slagvåben, de såkaldte tapkøller,114 som optræder i to forskellige former: køller med og køller uden hals. De er hovedsagelig lavet af grønsten, nogle få af gnejs og porfyr. Henved 100 tapkøller kendes fra det danske område. De er ikke fundet på bopladserne, men derimod i gravene og nedlagt som offergaver i vådområder. Tapkøllerne kommer i brug omkring midten af det 4. årtusinde f.Kr.115

I slutningen af det 4. årtusinde afløses de aflange køllehoveder af nogle elegante skiveformede køllehoveder.116 De blev fortrinsvis fremstillet af storkornede porfyrer, og udboringen af skafthullet skete formentlig ved hjælp af en kraftig rørknogle og ved brug af vand og sand. Den storkornede porfyr var en meget hård sten at arbejde i, med det gav meget smukke resultater. Knap en snes af disse skiveformede køllehoveder er fundet i danske megalitgrave,117 næsten alle på den jyske halvø og med en tydelig koncentration i de nordjyske megalitgrave.118

Endelig kan man blandt de ceremonielle våben nævne de såkaldte dolk-stave af flint.119 Det er aflange, tosidede kerneredskaber med en skarp nakke i den ene ende og en spids i den anden. Fra Danmark kender man mere end hundrede sådanne dolkstave. Tidsmæssigt hører de hjemme i den sidste halvdel af det 4. årtusinde f.Kr.120 Ingen af dolkstavene er fundet med træskaft. Formentlig var de skæftet som et hugvåben med et skaft, der omsluttede hele nakken.

De statussymboler, vi her har nævnt, er alle udprægede mandsvåben, som tyder på, at markeringen af social status især foregik i den mandlige sfære. Ikke desto mindre har man i den hel- og halvpopulære litteratur undertiden kunnet se den tanke fremsat, at bondestenalderens samfund var kvindestyrede. Man har set skildret, hvordan det var kvinder, der stod i spidsen for „jættestuernes klaner“.121 Hele denne matriarkalske kultur skulle ved overgangen til den såkaldte enkeltgravstid ubønhørligt være knust af en ekspanderende, maskulin og krigerisk kultur, som i det 3. årtusinde invaderede landet og etablerede patriarkalsk styrede samfund. Tanken byggede på iagttagelsen af bestemte, fælles slægtskabstermer i de forskellige indoeuropæiske sprog122 og på forestillingen om, at menneskeheden var gået igennem et udviklingsstadium, hvor ukendskabet til mandens rolle i forplantningen skulle have resulteret i samfundsformer, hvor kvinder, ikke mænd, var lederne og organisatorerne. Som vi senere skal se, er der tale om nu forældede forestillinger om de indoeuropæiske sprogs oprindelse – og på forholdene i bondestenalderens Danmark passer de slet ikke.

Noter

99: Se f.eks. C. Tilley 1984, 1996; K.-G. Sjögren 1986; A.B. Gebauer 1988; T. Madsen 1988; C. Damm 1991; N.H. Andersen 1997.

100: Hastrup & Ovesen 1980, s. 168.

101: C. Renfrew 1976, s. 205 ff.

102: Hastrup & Ovesen 1980, s. 166.

103: A.B. Gebauer 1979; T. Madsen 1988.

104: T. Madsen 1988; 1990; C. Damm 1991, 1993.

105: C. Damm 1993.

106: Stendyngegravene begynder i MN A II-III, Fabricius & Becker 1996.

107: K. Fabricius 1996, s. 248.

108: C. Damm 1993, s. 202.

109: P.V. Glob 1952, nr. 93-104; M. Midgley 1992, s. 286 ff.

110: I Danmark er de fundet i dysser og i fladmarksgrave, se K. Thorvildsen 1941, s. 63; C.J. Becker 1947, s. 157, og synes at have været i brug i Virum/Fuchsberg-horisonten.

111: K. Ebbesen 1975a, s. 172 ff; M. Midgley 1992, s. 288 ff.

112: Det er den type, som i Danmark kaldes Troldebjerg/Fredsgård-typen, type A1-A2, K. Ebbesen 1975a, s. 172 f. og 201 ff. Den kommer i brug i Fuchsbergfasen, men kendes også fra Blandebjerg-fasen, K. Ebbesen 1975a, s. 198; P. Eriksen 1984, s. 54, fig. 33.

113: K. Ebbesen 1975a, s. 186 ff; M. Midgley 1992, s. 284 ff. Type B1 (Elmelunde-typen) hører hjemme i MN A Ib; type B2 (Kjeldstrup-typen) i MN A II-III; type B 3 (Livøtypen) i MN A IV, type C1 (Svendborg-typen) ligeledes i MN A IV og type C2 (Østerbølle-typen) i MN A V.

114: P.V. Glob 1952, nr. 81-92; K. Ebbesen 1987.

115: Dateringen er TN C, tapkøllerne kommer således i brug samtidig med, at byggeriet af dysserne begynder, K. Ebbesen 1987, s. 18.

116: P.V. Glob 1952, nr. 257; K. Ebbesen 1978a, s. 108 ff.

117: K. Ebbesen 1978a, s. 107 ff.

118: Typen dateres til MN A I-III. Kronologisk ligger de således i forlængelse af de ovenfor omtalte tapkøller, som også er en hovedsagelig nordjysk våbenform.

119: P.V. Glob 1952, nr. 118-21; K. Ebbesen 1992b.

120: Dateringen er TN C – MN A II.

121: P.V. Glob 1967.

122: C. Renfrew 1988, s. 258.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Et segmentært stammesamfund i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430832

Afsnittet Et segmentært stammesamfund er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet