Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De hellige måltider

Oprindelig forfatter JJe

I Salpetermosen syd for Hillerød lå et af de hellige steder.2 På spidsen af en lille halvø, der skød sig ud i en større sø, havde bønderne gjort den sumpede bred farbar ved at bygge en art platform af grene og kviste. Nu var stedet forladt, kun resterne af det rituelle måltid lå tilbage. Gule og hvide åkander flød på vandet omkring platformen, der var ved at gro til med alle mulige vådbundsvækster. Naturen var igen ved at få overtaget. Sådan må der have set ud allerede nogle få år efter, at bønderne sidste gang havde besøgt stedet. Senere groede søen til, blev til mose. Men måltidspladsen forblev urørt, indtil man stødte på den ved tørvegravning under 2. Verdenskrig.

Man kunne se, at platformen af grene havde fulgt bredden af søen. Den var ca. 22 m lang, 10 m bred, uregelmæssig af form og bygget af et stort antal pæle, pinde og ris. Pælene, som var af el, birk og hassel, stod nedrammet uden nogen synlig orden; de fleste var omkring 1/2 m lange og 5-6 cm tykke, den nedre ende var tilspidset ved hug med en økse. Mellem pælene lå et kompakt lag af større og mindre grene og afhuggede stykker af stammer. De fleste større stykker var afkvistede. Her og der lå nogle få håndstore sten, og pletvis kunne man også finde trækul. Dybt nede i grenlaget lå resterne af et lerkar med høj tragtformet, noget udsvajet hals. Ikke langt fra det lå to svære, tyndnakkede flintøkser. Grenlaget rummede endnu et lerkar med tragtformet hals. Det stod omgivet af pinde, som var stukket lodret ned omkring det. Uden for grenlaget lå resterne af en fint dekoreret skål, og dybt nede mellem grenene fandt man yderligere en tyndnakket flintøkse og nogle knogler, dels et kæbefragment af et lam, dels nogle lemmeknogler af en ko. De sidste var marvspaltede.3

 I åernes og søernes vand nedsænkede bønderne de lerkar, som havde været brugt ved de rituelle måltider, og inde ved bredderne lagde de deres offergaver af kostbare flintøkser.

I åernes og søernes vand nedsænkede bønderne de lerkar, som havde været brugt ved de rituelle måltider, og inde ved bredderne lagde de deres offergaver af kostbare flintøkser.

Den slags steder, hvor bønderne af rituelle grunde anbragte lerkar, kender man overalt i landet. Alene på øerne øst for Storebælt kender man 100 lokaliteter, hvor der er fundet „mosepotter“ fra bondestenalderen.4 De findes i alle mulige former for vådbundsområder, men gerne i forbindelse med vandløb. Det kan f.eks. være i ferskvandsområder i bunden af fjorde, i vådområder langs vandløb, i vådområder hvor vandløb har deres udspring, og det kan endelig være i søer og små kedelmoser.5 Findestederne ligger også ofte nær fremtrædende punkter i landskabet, der kan have tjent som orienteringspunkter, eller måske endog har haft en særlig kultisk betydning. Også i Sydsverige kendes den slags lokaliteter, om end i ret begrænset omfang.6 Til gengæld er der i de svenske vådbundsområder fundet et stort antal rituelle nedlæggelser af bl.a. flintøkser, svarende til hvad man også kender fra Danmark. Et særligt interessant fund er gjort i et moseområde ved Alvastra i Östergötland,7 hvor man fandt en træbygget, 45 m lang og 20 m bred platform af en vis lighed med de ovenfor omtalte danske. På platformen lå der ildsteder og talrige forarbejder til stridsøkser, tyknakkede flintøkser, ravperler samt en del keramik og dyre- og menneskeknogler.8

Annonce

Som regel findes mosepotterne tilfældigt ved tørvegravning. Men når de nærmere fundomstændigheder er kendt, viser lerkarrene sig ofte at være fundet i såkaldt driftsgytje sammen med frø af gul og hvid åkande. Det må betyde, at potterne blev anbragt i åbent vand, men næppe på større dybde. Tæt ved findestederne ser man undertiden platforme af træ eller stenlægninger. Det var f.eks. tilfældet i den vestsjællandske Åmose ved Tingbjerggård, hvor man fandt en platform, der oprindelig havde ligget tæt ved bredden af en sø.9 På og ved platformen blev der fundet lerkar, som viste, at stedet havde været brugt over en længere periode.10 Lignende platforme fandt man ved Sigerslev på Stevns11 og Veggerslev i Nordjylland.12 Det ene sted fandt man 13-15 lerkar,13 det andet syv lerkar og fem tyndnakkede flintøkser samt en flintmejsel.

 Lerkar med ske fundet nedsat som offergave i Tømmerup Mose i den vestsjællandske Åmose.

Lerkar med ske fundet nedsat som offergave i Tømmerup Mose i den vestsjællandske Åmose.

Meget ofte er der fundet måltidsrester sammen med potterne. I de tidligste fund er der som regel kun knogler fra et enkelt dyr, men med tiden synes menuen at være blevet udvidet. Man kan nu finde knogler af okse, får eller ged, svin, kronhjort og rådyr. De viser, at et kødgilde må have indledt de ritualer, der endte med, at man overgav lerkarrene til søens vand. Som regel er sporene efter offerhandlingen ikke ret omfattende. Hvis de er det, er det fordi man gentagne gange, over længere tid, vendte tilbage til stedet. Men som regel var det kun et enkelt lerkar, man efterlod. I sjældnere tilfælde blev 2-5 potter ofret på samme tid. Hvad det var for en slags mad, potterne indeholdt, ved vi desværre ikke. I tre tilfælde er de fundet sammen med skeer af træ.14 Undertiden finder man også benknive og bærenet af snor til karrene. Mange af karrene bærer spor af at have stået på åben ild, de har altså været brugt som kogekar. Man har også fundet fiskeskæl og fiskeben i nogle af potterne, så de må have indeholdt en fiskesuppe. Men strengt taget ved vi ikke, om det var den ret, potten indeholdt, da den blev ofret. Det er først og fremmest knoglerne, der findes sammen med potterne, der viser, at man har spist på stedet.

Langt størsteparten af de potter, der blev ofret, var tidens mest almindelige lerkar: tragtbægeret. At dømme efter lerkarrenes former begyndte man med disse offerskikke allerede tidligt i det 4. årtusinde f.Kr. Men de døde ud i årtusindets sidste del.15 Der er således en påfaldende overensstemmelse med de ofringer, man udførte i forbindelse med gravkulten. Også her ophørte ofringerne af lerkar foran indgangene til storstensgravene netop i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr.16 Moseofrene og ofrene ved forfædrenes grave må på en eller anden måde være to sider af samme sag.

I de vådområder, hvor lerkarrene blev nedsat, finder man også henlæggelser af flintøkser, enten enkeltvis eller flere sammen, samt stridsøkser og rav. Vi skal senere høre mere herom. Også efter at man ophørte med at nedsætte mosepotter, fortsatte man med at ofre disse kostbarheder.17 Med landbrugets begyndelse havde vådområderne tydeligvis fået en vigtig rolle at spille i kultudøvelsen. Men ellers ved vi så at sige intet om de religiøse ceremonier, der udfoldede sig der. Ofringerne kan f.eks. have fundet sted i forbindelse med årstidsfester. Karrene kan også tænkes at være anbragt i vandet, fordi de var urene efter at have været brugt i rituelle ceremonier. Mulighederne er legio, og vi kan kun konstatere, at de små offerpladser gerne lå nær megalitgrave og bopladser, dvs. at de lå centralt i de bebyggede områder. Men i øvrigt kunne de knytte sig til både jagtstationer, helårsbopladser og de store samlingsanlæg.

I henved halvdelen af de vådområder, hvor der er fundet keramik fra bondestenalderen, er der også fundet knogler af mennesker. Det er dog sjældent muligt med sikkerhed at påvise, at knoglerne er samtidige med mosepotterne. Vådområderne blev jo brugt til rituelle handlinger også i senere tider. En lille snes knoglefund er imidlertid blevet kulstof 14-dateret, og her viste det sig, at mere end halvdelen var fra bondestenalderen.18 Hovedparten af knoglerne stammede fra kvinder eller unge mennesker, hvis køn ikke kunne bestemmes. Knoglefundene vidner, trods al den usikkerhed de indebærer, om, at bondestenalderens religionsudøvelse også undertiden involverede menneskeofre.

 1-7: Eksempler på mosefundne lerkar fra Store Åmose i Vestsjælland.

1-7: Eksempler på mosefundne lerkar fra Store Åmose i Vestsjælland.

I en lille sidedal til Veksø Mose ved Værebro Å i Nordøstsjælland, ved Sigersdal, fandt man ved tørvegravning i 1948 skeletrester af to unge mennesker på henholdsvis ca. 16 og 18 år; begge var de muligvis kvinder.19 Omkring halsen på den ældste lå resterne af en snor lavet af plantefibre. Det tyder på, at den døde var blevet stranguleret. Skeletterne lå ca. 5 m fra hinanden, og tæt ved dem fandt man en stor øskenkrukke fra omkring 3500 f.Kr. Samme datering har en kulstof 14-datering af skeletterne givet. Der må have udspillet sig et dramatisk hændelsesforløb, inden de to personer havnede i mosen,20 og at der er tale om menneskeofre synes uomtvisteligt.

Et lignende fund gjorde man ved Boelkilde på Als, hvor man i en mose fandt to skeletter af mænd.21 Den ene var ca. 16 år, den anden var ca. 40 år og invalid efter en skade på hoften. Om den 40-åriges hals lå resterne af et reb, som han formentlig var blevet stranguleret med. Ved kulstof 14-metoden har man kunnet datere skeletterne til omkring 3400 f.Kr. De er altså fra omtrent samme tid som de to unge mennesker fra Sigersdal.

Det hænder også, at man finder menneskeknogler mellem de måltidsrester, der blev efterladt på de små offerpladser. I Gammellung ved Troldebjerg på Langeland fandt man f.eks. knogler fra fem unge tamokser, fire svin, en ged og en hund.22 Mellem disse lå tillige knoglerne af tre mennesker, bl.a. et ca. 13-årigt barn og en 40-årig kvinde. Mindst to af okserne og den 40-årige kvinde var dræbt med voldsomme slag i hovedet. Beslægtede iagttagelser kunne man også gøre ved Myrebjerg på Langeland.23 Under en stenlægning lå der måltidsrester i form af en dynge dyreknogler. Ved festmåltidet var blevet spist tamokse, vildhest, svin, får, and og sumpskildpadde. Mellem dyreknoglerne lå også knogler af mindst fem mennesker: en voksen kvinde, to unge mennesker på ca. 18 år samt to børn.

Er disse knoglerester udtryk for kannibalisme? I den arkæologiske litteratur bliver de tit beskrevet som sådan.24 Menneskeknogler findes ofte sammen med knogler af dyr. Men i modsætning til dyreknoglerne synes menneskeknoglerne ikke at være blevet marvspaltede.25 Og i betragtning af hvor meget stenalderbønderne flyttede rundt på de dødes knogler, må vi nok foreløbig lade spørgsmålet om, hvorvidt stenalderbønderne praktiserede kannibalisme, stå åbent.

Noter

2: C.J. Becker 1947, s. 16 ff.; E. Koch 1998, nr. 19.

3: Offerpladsen i Salpetermosen havde været i brug over en periode, der strakte sig fra TN I til MN A I.

4: E. Koch 1998, se også C.J. Becker 1947.

5: E. Koch 1998, s. 135.

6: P. Karsten 1994, s. 61 ff.

7: H. Browall 1986, se også N.H. Andersen 1997, s. 275 ff.

8: Fundet har også visse ligheder med de indhegnede områder i samlinganlægget Sarup II og viser, at der måske var en forbindelse mellem de ritualer, der blev udført på henholdsvis samlingsanlæggene og de hellige steder i vådbundsområderne.

9: E. Koch 1998, s. 154.

10: Fra TN I og til MN II.

11: E. Koch 1998, nr. 239.

12: C.J. Becker 1947, s. 53 ff.

13: Lerkarrene stammer fra TN II. Desværre er fundet som helhed dårligt oplyst.

14: E. Kock 1998, s. 149.

15: Gruppen af mosepotter omfatter nogle af de tidligst kendte tragtbægre, af type 0. Hovedparten af karrene hører hjemme i TN, men fortsætter ind i MN II, derefter tynder fundene kraftigt ud. E. Koch 1998, s. 172 ff.

16: K. Thorvildsen 1946, s. 92; H. Berg 1951, s. 41; E. Koch 1998, s. 189 ff.

17: I perioden MN A III-V og den efterfølgende enkeltgravstid blev der deponeret tyknakkede økser og tværøkser i de samme vådområder.

18: E. Koch 1998, s. 155 ff.

19: E. Koch 1998, fund 37. En sikker kønsbestemmelse har ikke været mulig. Bennike & Ebbesen 1987.

20: K. Ebbesen 1986a.

21: Bennike et al. 1986.

22: J. Skaarup 1985, s. 71, nr. 44.

23: J. Skaarup 1985, s. 76, nr. 69; K. Ebbesen 1986, s. 31.

24: Se f.eks. C.J. Becker 1947, s. 276; M. Rech 1979, s. 47 ff.; Bennike & Ebbesen 1987, s. 101.

25: E. Koch 1998, s. 156.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De hellige måltider i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430827

Afsnittet De hellige måltider er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet