Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Metallet i syd

Oprindelig forfatter JJe

I slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. begyndte Sydskandinavien langsomt at blive inddraget i den metalkultur, som var under udvikling på det europæiske kontinent. Måske de første eksperimenter med den nye teknologi endog fandt sted herhjemme på dette tidspunkt. Metalsagerne var ikke mange. Vi kender fra de sidste fire århundreder af det 3. årtusinde kun lidt over 70 metalgenstande, fundet på 60 lokaliteter fordelt over stort set hele landet.104 Særlig mange fund er der dog i Limfjordsegnene, som netop var det sted, hvorfra der gik flest forbindelser til folkeslagene i det nordvesteuropæiske område. Limfjorden var så at sige den kanal, hvorigennem metallet i begyndelsen blev ledt ind i Danmark. Det var både kobber og guld, der nu kom til landet. Guld havde man aldrig set før, kobber havde man derimod stiftet et første bekendtskab med i en fjern fortid for henved tusinde år siden. Men formentlig var enhver erindring derom gået tabt i de mange forløbne århundreder.

 Udbredelsen af metalgenstande fra bondestenalderens sidste fase i Danmark.

Udbredelsen af metalgenstande fra bondestenalderens sidste fase i Danmark.

Det meste kobber kom til landet i form af flade økser, der i udseende ikke adskilte sig meget fra de meget simple, tidligste kobberøkser.105 Da økserne ydermere næsten altid er fundet alene, henved halvdelen af dem var nedlagt enkeltvis som offergaver i vådområder, kan det være svært med sikkerhed at afgøre, hvilke af dem der hører til i bondestenalderens slutning. Man kan dog hente nogen hjælp fra naturvidenskabelige metalanalyser. De viser, at hvis kobberet indeholder et moderat til højt antal urenheder i form af bestemte andre grundstoffer, hører de formentlig til i bondestenalderens slutning. I deres formgivning ligner de i øvrigt også de økser, som på samme tid blev fremstillet i ret store mængder i områderne ved den nedre Rhin, i England og Irland.106 Råmaterialerne til disse økser – og formentlig også de danske – kunne stamme både fra de alpine områder i Centraleuropa og fra kobberforekomster i Bretagne. I alt ser det ud til, at henved 30 kobberøkser fundet i Danmark er fra de sidste århundreder af det 3. årtusinde f.Kr. Bortset fra to ens økser, der blev fundet sammen, var alle de andre blevet lagt i jorden enkeltvis.

I de nordvesteuropæiske områder, som forsynede Sydskandinavien med metal, var også kobberdolke med en grebspids ganske almindelige. De var mandens fornemste statussymbol og var desuden forbilledet for de tusinder af flintdolke, som på samme tid blev fremstillet i Danmark. Sådanne kobberdolke kender man herhjemme mærkeligt nok kun i et enkelt tilfælde fra slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. Den blev fundet under en sten tæt ved en gravhøj i Kongens Thisted i Aalborg amt107. I formen ligner den ganske de dolke, som var i brug på samme tid i bl.a. Holland.

Annonce

 Nogle få kobberringe som denne, fremstillet i det mellemtyske område, er fundet i Danmark. Den her viste blev fundet i en grav ved Greve, Østsjælland, sammen med en flintdolk af den tidligste type.

Nogle få kobberringe som denne, fremstillet i det mellemtyske område, er fundet i Danmark. Den her viste blev fundet i en grav ved Greve, Østsjælland, sammen med en flintdolk af den tidligste type.

Der var dog også andre egne af det nordeuropæiske lavlandsområde, som formidlede kobber mod nord, til Sydskandinavien. Nogle små massive kobberringe fundet i Østdanmark, i henholdsvis Greve og Sønder Bjerge på Sjælland, stammer formentlig fra områderne syd for Østersøen, hvor metalteknologien også var ved at blive udbredt.108 De kan være fremstillet i Mecklenburg-Vorpommern eller måske i Mellemtyskland, dvs. i de områder der i tiden efter 2000 f.Kr. skulle komme til at betyde så meget for udviklingen af bronzehåndværket i Danmark. Samme oprindelse har formentlig også nogle få andre kobbersmykker, et lille stykke ubestemmeligt kobber fundet i en grav ved Allestrup i Randers amt og en lille nål og en ring fra en stenkistegrav ved Blære i Aalborg amt.109 Småting er det, men ikke desto mindre sikre tegn på, at det nye, fremmede metal langsomt var ved at vinde indpas i landet.

Særligt iøjnefaldende var dog det guld, som også nu begyndte at indgå i bøndernes offernedlæggelser. Dette første guld var formentlig vasket ud af flodsand, sådan som man kunne gøre det talrige steder i de bjergrige egne af Europa, i Irland, Frankrig, Tyskland, Spanien og i Siebenbürgen. Når en guldholdig klippe nedbrydes, vil guldet sammen med andre smuldringsprodukter af regnvand blive skyllet ud i floderne. Her aflejres det på grund af sin store vægt i flodsand eller grus og kan udvindes ved vaskning eller slemning. I dag er næsten alle de europæiske lejer af flodguld udtømte. Men i det 3. årtusinde f.Kr. var guld udvundet af flodsand i brug over det meste af Europa.

Analyser af dette tidligste guld har vist, at det havde sin oprindelse i mange forskellige områder. Både Vest-, Central- og Østeuropa kan komme på tale, men en naturvidenskabelig bestemmelse af, hvor det tidligste danske guld kom fra, råder vi endnu ikke over. Og dog kan nogle af disse ældste guldsmykkers form sige os ikke så lidt. Det er de prægtige, såkaldte lunulae, som vi kender tre af fra bondestenalderens slutning.110 I deres form viser de nemlig tydelige indflydelser fra de Britiske Øer.

 Kort over de naturlige forekomster i Europa af kobber, guld og tin, som blev udnyttet i bondestenalderens slutning. Navnlig de centraleuropæiske metalforekomster fik betydning for den begyndende danske metalproduktion.

Kort over de naturlige forekomster i Europa af kobber, guld og tin, som blev udnyttet i bondestenalderens slutning. Navnlig de centraleuropæiske metalforekomster fik betydning for den begyndende danske metalproduktion.

Alle de tre danske lunulae er enkeltfund. En fra Skovshøjrup i Næbyhoved-Broby sogn på Fyn blev fundet i et vådområde.111 En anden blev fundet ved en megalitgrav ved Grevinge på Vestsjælland.112 Og en tredje fandt man ved Fredensborg i Nordsjælland.113 Alle var de formentlig oprindelig lagt i jorden som offergaver.

Guldsmykker af denne karakteristiske form er uden for Danmark især fundet i Irland. Men de kendes også fra det nordlige England, Skotland, Wales, Cornwall, Normandiet og Bretagne.114 De er samtidige med de danske lunulae, og man må gætte på, at guldet oprindelig kom fra de irske guldforekomster. De danske lunulae er imidlertid både i teknik og dekoration noget forskellige fra de vesteuropæiske. Man kan derfor ikke udelukke, at de er fremstillet i Danmark.

Tanken om, at der skulle være guldsmede, der arbejdede i Danmark allerede i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr., får støtte fra andet hold. Der er nemlig endnu en gruppe guldsmykker, som synes at være specielt danske eller i hvert fald sydskandinaviske. Det er nogle smykker med åreformede ender, formentlig har de været ringsmykker, selv om nogle af dem er udrettede.115 Ingen af dem er fundet i grave. Derimod er de i flere tilfælde fundet nær ved gravhøje. Andre er dukket frem i vådområder, i moser og ved kyster. De findes ganske ofte parvis, og muligvis er der tale om kvindesmykker.

 Halssmykke af guld, en såkaldt Lunula. Fundet på Grevinge Mark i Odsherred.

Halssmykke af guld, en såkaldt Lunula. Fundet på Grevinge Mark i Odsherred.

Ringene med åreformede ender kender man i to varianter, en stor og en lille. Af den store er der fundet 9 og af den lille 10 eksemplarer. Ringenes udhamrede, bladformede ender er oftest helt glatte, nogle enkelte prydes dog af langsgående linjer eller prikker. Deres udseende er altså ret karakteristisk, og da de ikke kendes fra fund uden for Sydskandinavien, må man antage, at de er fremstillet i dette område. Ganske vist har man i Holland fundet en guldring af lignende form.116 Men da dens dekoration afviger fra de danske, vidner den nok kun om en generel forbindelse mellem Sydskandinavien og det nordvesteuropæiske område og afkræfter ikke tanken om et dansk guldsmedehåndværk allerede i stenalderens slutning.

Om man på samme tid også kunne foretage støbning af kobber i Sydskandinavien, er mere usikkert. Mens guld kan bearbejdes uden større metallurgisk kunnen, er støbning af kobber en langt mere kompliceret proces. Den kræver lang tids oplæring, og herhjemme fik håndværket nok kun fodfæste, fordi metalstøbere med den nødvendige viden og kunnen kom hertil udefra. De tidligste kobbergenstande var i hvert fald ikke en lokal opfindelse. Næsten alle spor peger i retning af det nordvesteuropæiske område, hvor kendskabet til støbning af kobber efterhånden var blevet vidt udbredt.117 I samme retning peger også keramikken i det nordjyske område. Her brugte man i den daglige husholdning lerkar, der meget lignede dem, der var i brug i bl.a. Holland. Ja, det er tydeligt, at man i Nordjylland på mange punkter havde optaget den livsform, som var dominerende i de vestlige egne af det europæiske kontinent.

Den samme forvandlingsproces havde også mange befolkningsgrupper i det nordvesteuropæiske lavlandsområde været igennem. I ældre tid var man meget tilbøjelig til at se det som et vidnesbyrd om folkevandringer.118 Man mente, at der havde været tale om mobile indvandrere, som på hesteryg havde bragt metalteknologien ud til selv de fjerneste dele af Europa. Den tankegang er nu helt forladt.119 I stedet har man peget på, at råmaterialer, teknologisk viden og ideer udveksledes over store afstande gennem et netværk af sociale kontakter.120 Man har ligefrem talt om, at det kunne være overskydende sønner af metalstøbere, som slog sig ned i den nærmeste region, hvor støbekunsten var ukendt.121

I slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. var smykker og redskaber af metal endnu ganske fåtallige i Danmark. Deres betydning i samfundslivet var formentlig lige så begrænset. Det var først i løbet af det 2. årtusinde f.Kr., at metalgenstande blev den vigtigste indikator for bærerens samfundsmæssige placering. Alligevel kan vi allerede i bondestenalderens slutning ane, hvilken rolle de nye materialer skulle få i de følgende århundreder. De føjede sig nemlig helt ind i de årtusindgamle grav- og offerritualer, som ellers først og fremmest omfattede genstande af flint.122

 Til de ældste guldsmykker i Norden hører også disse ringe med åreformede ender. Der kendes henved en snes af dem i Danmark, og de er formentlig fremstillet herhjemme.

Til de ældste guldsmykker i Norden hører også disse ringe med åreformede ender. Der kendes henved en snes af dem i Danmark, og de er formentlig fremstillet herhjemme.

I gravritualerne spillede metalsagerne endnu kun en ringe rolle. Deres betydning lå foreløbig især i de offerritualer, som vi hidtil har set som udtryk for slægtsgruppernes indbyrdes kappestrid. Metalsagerne blev nedlagt på linje med de offergaver af flintvåben og redskaber, som først og fremmest havde betydning i den sfære af samfundet, der betonede gruppens og ikke individets betydning. Derfor finder man også fortrinsvis offernedlæggelserne i de nordlige og østlige dele af Danmark, hvor begravelser i kollektivgrave var den vigtigste begravelsesmåde. Det kollektive aspekt i samfundet spillede stadig en stor rolle, også selv om de enkelte individer, fortrinsvis mænd, i stigende grad blev synlige. F.eks. var flintdolken jo blevet til det vigtigste udtryk for mandlig status over hele landet. Og som sådan brugte man den endnu mange århundreder frem, ind i bronzealderen.123

I slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. var således indledt en forvandlingsproces, der langsomt førte væk fra den anonymitet, som tidligere havde præget de stærkt gruppeorienterede bondesamfund. Enkeltindivider begyndte i stigende grad at gøre sig gældende, især i gravkulten. Det var en udvikling, der helt var afhængig af forholdene på det europæiske kontinent. Her var bl.a. råmaterialer og prestigegenstande af metal begyndt at sprede sig gennem et netværk af forbindelser mellem ligestillede samfund og formentlig styret af lokale ledere.

Var metalgenstandene endnu ganske få i disse århundreder, så var de dog de vigtigste vidnesbyrd om, at der var ved at blive skabt en ny samhørighed med kontinentet i syd. De kilder, hvorfra både guldet og kobberet oprindelig kom, lå både i Central- og Vesteuropa.124 Men vejen til Danmark gik hovedsagelig over det nordvesteuropæiske lavlandsområde, med hvis befolkning man navnlig i Nordjylland havde en tæt kontakt. Metalsagerne spredtes nogenlunde ligeligt ud over hele Danmark. Dog var der en koncentration omkring Limfjorden, som netop var den kanal, ad hvilken det meste af det nye metal blev ledt ind i landet. Det er f.eks. her, i Kongens Thisted, at man har fundet den eneste kobberdolk af nordvesteuropæisk type i Danmark.125 Kobberdolke af den type var meget værdsatte i de nordvesteuropæiske lavlandsområder, og det var bl.a. dem, man efterlignede i flint i Danmark, specielt i Limfjordsegnene, hvor den første store produktion af flintdolke foregik.

Men man optog også andre ting fra det nordvesteuropæiske lavlandsområde. F.eks. bueskytte-udstyr: pilespidser og undertiden også håndledsbeskyttere,126 som man formentlig også eftergjorde i træ eller læder. Bue og pil var et mandligt statussymbol, og pilespidser finder man i gravene overalt i landet. Men i Nordjylland finder man meget ofte mere end to af dem i gravene. I de samme nordjyske egne lå der også ofte i de rigeste af gravene gennemborede knapper af rav og ben.127 Det var ligeledes noget, man havde lært at kende i de nordvesteuropæiske egne. Og som vi allerede har set, viser fund af vævevægte, rav- og benknapper samt bennåle, at man var begyndt at gå klædt i vævede uldklæder holdt sammen med nåle og knapper i modsætning til tidligere klæder af læder og plantefibre.128 Også det var en mode, man overtog fra folkene i sydvest.

Meget af det nye kom som sagt ind i landet via Limfjordsegnene. Og de skiller sig da også på mange måder ud fra resten af landet i bondestenalderens sidste århundreder. Her var der en storstilet produktion af flintdolke, som spredtes ud over meget store områder. Her var der flere metalgenstande i omløb end i de øvrige dele af landet. Og her brugte man i dagligdagen mange genstande, som havde deres oprindelse i de nordvesteuropæiske lavlandsområder, keramik og smykker f.eks. Skal vi dømme efter grav- og offerritualerne, så var der også her en større kappestrid mellem individer og grupper end i de øvrige dele af landet. Alt sammen ser det ud til at skyldes de nære forbindelser, Limfjordsegnene havde med folkene i det nordvesteuropæiske lavlandsområde, med hvem man delte mange kulturtræk.

Forklaringen på dette forhold lå naturligvis i Limfjordsegnenes geografiske orientering mod vest og fjordens funktion som en trafikkorridor fra vest mod øst. De rige flintforekomster var også af stor betydning for opretholdelsen af det netværk af udvekslingsforbindelser, der forbandt området med Nordvesteuropa. Men endelig betød det også meget, at befolkningen i Limfjordsområdet allerede i enkeltgravstiden havde været optaget af forskellige former for social kappestrid.129 Det tilskyndede givetvis til kontakter med de nabofolk, hvorfra man kunne få nye og eksotiske varer, som man kunne bygge kappestriden på.

I de øvrige dele af Danmark optog man også nogle få af de træk, som var karakteristiske for de nordvesteuropæiske lavlandsområder, først og fremmest lancetformede flintdolke, pilespidser og nogle enkelte metalgenstande. Men de ændrede ikke dagliglivet på samme måde, som de gjorde det i Nordjylland. I Østdanmark havde man derimod nogen forbindelse til de områder syd for Østersøen, i Mecklenburg-Vorpommern, Polen og Mellemtyskland, hvor brugen af metal også langsomt var ved at slå igennem. Det viser bl.a. de små solide kobberringe fra Greve og Sønder Bjerge på Sjælland,130 som vi allerede har omtalt, og det viser nogle karakteristiske små bennåle, som blev brugt til at holde dragten sammen.131 Men generelt ser der i Østdanmark ikke ud til at have været den samme kappestrid mellem enkeltindivider og grupper, som der var i Nordjylland, og hvor cirkulationen af prestigevarer var større.

Det var nu ikke en situation, der holdt længe. I slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. svandt betydningen af de nordvesteuropæiske prestigevarer, de blev erstattet med andre, som kom fra områderne lige syd for Østersøen, hvor der i tiden omkring 2000 kom et veritabelt boom i metalproduktionen. Det ændrede helt situationen i Sydskandinavien. Nu blev det virkelig et projekt at få fat i metal. Men dermed er vi også inde i den næste af oldtidens store epoker: bronzealderen.

Sådan endte da bondestenalderen. Med tilsynekomsten af en ny teknologi og nye prestigevarer var grundlaget lagt for de senere bronzealdersamfund med deres tydelige forskelle i velstand og deres hierarkiske opbygning. Endnu i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. bestod Europa nord for Alperne næsten udelukkende af små bondesamfund uden større sociale forskelle. Enkeltindivider var så småt begyndt at skille sig ud og markere deres status i forhold til deres stammefrænder. Men stadig synes det at have været slægtsgruppen, klanen eller stammen, der var det bærende element i samfundet.

Der var endnu heller ikke særlige geografiske områder, der skilte sig ud fra naboområderne for at indtage en dominerende stilling i forhold til dem. I områderne nord for Alperne syntes hver region at bestå af et antal ens organiserede stammeenheder, som formentlig blev holdt sammen af slægtskabsforbindelser og alliancer af forskellig art mellem lokale ledere. Og gennem dette netværk bevægede råmaterialer, eksotiske varer og ideer sig fra egn til egn. De interne forbindelser mellem stammeenhederne i hver region var af større betydning end de ydre forbindelser til andre regioner.132

Vi har ovenfor set, at Europa nord for Alperne sent i det 3. årtusinde f.Kr. bestod af tre store hovedregioner, der alle i større eller mindre grad havde adgang til metal. En strakte sig gennem Centraleuropa langs med Donau. En anden lå i Vesteuropa, i Frankrig, England og Irland. Til den hørte også Holland og dele af Nordvesttyskland. Endelig lå en tredje i det nordøstlige Centraleuropa, i Tjekkiet, Polen og Mellemtyskland. Navnlig den vestlige af de tre grupper fik betydning for udviklingen af bondesamfundene i Danmark, og Nordjylland blev i slutningen af det 3. årtusinde direkte knyttet til den, med alt hvad det indebar i form af social kappestrid, overførsel af ny teknologi og en øget cirkulation af prestigevarer, bl.a. genstande af kobber og guld.133

I tiden omkring 2000 f.Kr. kom der yderligere gang i udviklingen. Områder, som ikke tidligere havde haft forbindelse med hinanden fik nu en sådan. I en bred zone tværs igennem Europa så man fremkomsten af individer, som klart var mere velstående end deres fæller. Det var høvdinge, som formentlig kontrollerede udvekslingen af de efterspurgte varer til deres egen fordel. Og når disse høvdinge døde, blev deres rigdom givet dem med i graven på rejsen til det hinsides. Hvad man her så, var kimen til de høvdingedømmer, som skulle udvikle sig i de følgende årtusinder.

Også i Danmark mærkedes pulsslagene fra kontinentet mod syd. Stenalderen var ved at rinde ud. Landet var ved at blive draget ind i en endnu større geografisk sammenhæng end før. Bronzealderen stod for døren.

Noter

104: H. Vandkilde 1996, s. 190, fig. 184 og s. 177 ff.

105: Ibid. S. 177 ff.

106: R.J. Harrison 1980.

107: H. Vandkilde 1996, s. 180.

108: Ibid. s. 181 ff.

109: Ibid. s. 182.

110: Aner & Kersten nr. 198, 819 og 1850.

111: H. Vandkilde 1996, s. 407, nr. 93.

112: Ibid. s. 407, nr. 94.

113: Ibid. s. 408, nr. 95.

114: Ibid. s. 182 ff.

115: H. Vandkilde 1996, s. 184 ff; L. Jørgensen & P.V. Petersen 1998, s. 33.

116: H. Vandkilde 1996, s. 186, fig. 178.

117: R.J. Harrison 1980.

118: V.G. Childe 1929.

119: Der er dog stadig forskere, som mener, at det var overflytninger af befolkningsoverskud fra en region til en anden, der førte til spredningen af de nye livsformer, se f.eks. S.J. Shennan 1993, s. 143 ff.

120: R.J. Harrison 1980; C. Renfrew 1988, s. 33.

121: H. Vandkilde 1996, s. 262 ff.

122: Ibid. s. 266 ff.

123: C. Damm 1993.

124: Guldet kom formentlig både fra vestlige og fra centraleuropæiske kilder, mens kobberet har en klar kontinental sammensætning.

125: H. Vandkilde 1996, s. 180, fig. 170.

126: En håndledsbeskytter er f.eks. fundet på bopladsen Myrhøj i det vestlige Himmerland, se J. Aarup Jensen 1973, fig. 16.

127: K. Ebbesen 1995a.

128: Ibid.

129: C. Damm 1993; H. Vandkilde 1996, s. 295 ff.

130: H. Vandkilde 1996, fig. 171-172.

131: K. Ebbesen 1995a.

132: Man har peget på, at der var tale om et primitivt eksempel på hvad den engelske arkæolog Colin Renfrew har kaldt „peer polity interaction“. C. Renfrew 1986; H. Vandkilde 1996.

133: H. Vandkilde 1996.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Metallet i syd i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430754

Afsnittet Metallet i syd er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet