Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et håndværks sidste blomstring

Oprindelig forfatter JJe

Fra generation til generation havde flinthuggerne opsamlet deres erfaringer. Men i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. fik håndværket sin sidste og fornemste blomstring. Der blev nu lavet redskaber i en teknik, der overgik alt, hvad man tidligere havde set. Den elegante flintdolk var kronen på værket.

Hemmeligheden bag disse raffinerede våben var brugen af en såkaldt „blød teknik“.28 Ved direkte slag med en blød hammer af tak, hårdt træ eller lignende skete en første tildannelse af emnet til den ønskede form. Derefter fulgte en trykke-afspaltning med en trykstok af lange smalle afslag over hele dolkens overflade. Det var en huggeteknik, som flinthuggerne var begyndt at beherske allerede i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr., men først nu, i den såkaldte dolktid fik den sin virkelige blomstring. Inspirationen til at fremstille de tynde flintblade kom tydeligvis fra de metalsager, man nu i stigende grad stiftede bekendtskab med. De var imidlertid endnu så sjældne, at flinthuggerne med held kunne tage konkurrencen op, når de skulle fremstille det våben, som frem for alt var blevet symbolet på mandlig status, og som fulgte mændene i gravene.29

 Fladehuggede flintdolke fra bondestenalderens sidste århundreder.

Fladehuggede flintdolke fra bondestenalderens sidste århundreder.

I slutningen af det 3. årtusinde var dolken mandens fornemste værdighedstegn i store dele af Europa. Særligt efterspurgte var dolke af kobber, men der var mange steder, hvor metaltilførslerne ikke kunne følge med efterspørgslen. I England, Sydtyskland og Polen f.eks. tog flinthuggerne udfordringen op og lavede flintdolke, der efterlignede metaldolke, ofte af udsøgt skønhed. Særligt smukke eksemplarer fremstillede man bl.a. i Polen af den stribede wolhyniske flint.30 Tendensen var den samme over hele Europa. I Sydskandinavien overtog dolken rollen som statussymbol fra stridsøksen. Og samtidig ofrede man nu mindre opmærksomhed på flintøksernes udførelse. Sin kulmination nåede dette skifte i smag og teknik i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. med dolke som bl.a. den berømte Hindsgavldolk. Historien om den hører dog bronzealderen til og skal først berettes i det følgende bind. For selv om bronzen i det lange løb fik overtaget, fortsatte man med at fremstille flintdolke endnu flere århundreder frem i tiden.

Annonce

 Flintdolk med tilhørende læderskede fundet i Wiepenkathen i Niedersachsen.

Flintdolk med tilhørende læderskede fundet i Wiepenkathen i Niedersachsen.

Igennem 6-700 år udviklede flintdolkene sig gennem en række forskellige former. Her skal vi kun se på dolkene fra den ældste del af perioden.31 De ældste af dem var lancetformede, og bladets kant løb i ét med grebets.32 Dette var tyndt og skarpkantet og var formentlig indsat i et håndtag. Hvordan den fuldstændige dolk så ud, får man et indtryk af fra et fund, der blev gjort i en mose ved Wiepenkathen nær Stade i Niedersachsen.33 Her fandt man en lancetformet flintdolk, der ganske ligner de danske, med bevaret træhåndtag, en dekoreret læderskede foret med stof af uld – i øvrigt det ældste stykke tekstil i Nordeuropa – og læderremme til ophængning af våbenet.

De ældste dolke blev fremstillet i en række let forskellige varianter. På nogle lå bladets største bredde nær spidsen,34 på andre lå den omkring bladets midte.35 Det var dolke, som blev massefremstillet hovedsagelig i Nordjylland, især i Limfjordsområdet, hvor den gode flint forekom. Der var også former, som havde en særlig elegant finish, en såkaldt parallelhugning,36 dvs. at afspaltningerne forløb ubrudt fra æg til æg. Det var pragtstykker, som normalt var indtil 30 cm lange. Der kendes endog nogle, som er mere end 45 cm. Disse dolke var meget almindelige i Jylland, og herfra blev de eksporteret til selv fjerntliggende områder: til Närke i Mellemsverige, til Nordland i Norge og til Holsten. Til de østlige dele af Danmark kom disse parallelhuggede dolke derimod aldrig.

 Lancetformede flintdolke, den såkaldte type I. Fra venstre er vist diverse varianter, la – le.

Lancetformede flintdolke, den såkaldte type I. Fra venstre er vist diverse varianter, la – le.

En udpræget østlig udbredelse havde derimod dolke med svajede sidekanter, der fremhævede det undertiden let fortykkede greb.37 De blev fremstillet på øerne i de gode flintområder ved Stevns og Møn, som i øvrigt med tiden blev førende i produktionen og efterhånden delvis udkonkurrerede de nordjyske flinthuggerværksteder.38 Endelig var der dolke, som havde et eller flere dobbeltsidige hak på overgangen mellem skaftet og bladet. Det var en type, som var i brug overalt i landet.

En anden hovedtype af dolkene var også lancetformede, men havde et tydeligt fortykket greb med spidsovalt tværsnit.39 På disse dolke var grebets bredde større end dets tykkelse. De var relativt jævnt spredt over hele landet og fandtes i to varianter, der adskilte sig lidt fra hinanden ved grebets tykkelse.40

Endelig var der en sidste hovedtype af dolkene.41 De havde et afsat, lige greb, hvis tykkelse svarede til bredden eller oversteg denne. Almindeligvis havde grebet et rhombisk tværsnit og en afsat endeflade. Bladet var lancetformet, og kun sjældent parallelhugget.

Disse dolke var mandens fornemste våben. De blev båret i bæltet, formentlig i en læderskede, men de kunne også bruges til noget så profant som til at slå ild med.42 På hæftet var der ofte et karakteristisk slid, som må være fremkommet ved, at manden havde revet et stykke svovlkis langs kanten, så gnisterne føg. Flint hedder jo også på tysk „Feuerstein“, dvs. ildsten, og i årtusinder har mennesket kendt kunsten at gøre ild ved at slå gnisterne ned i revet fyrsvamp, dunhammerdun eller andet brændbart materiale.

 Flintdolke af den såkaldte type III. Hæftets forskelligartede udforming muliggør en underopdeling af typen i seks varianter.

Flintdolke af den såkaldte type III. Hæftets forskelligartede udforming muliggør en underopdeling af typen i seks varianter.

Hvor kom nu denne pludselige dolkmode fra? Som vi har set var den udbredt over hele det europæiske kontinent. Men der er alligevel mange tegn på, at de danske flintdolke specielt var inspireret af dem, man brugte i Vesteuropa, i England, Holland og Belgien. F.eks. brugte man i England dolke, der helt lignede de ældste danske flintdolke, blot var de noget kortere.43 Men bag dolkenes form lå forbilleder i metal, kobberdolke som var ganske almindelige i de nordvesteuropæiske områder.

Samtidig med at man begyndte at fremstille de fladehuggede flintdolke, lavede man også trekantede, fladehuggede pilespidser i en lige så imponerende teknik. De blev fremstillet af tynde afslag ved hjælp af presseteknik, og tit var æggen fint tandet. En indskæring i bagenden kunne danne to bagudvendte flige. Man lavede pilene enten med en kort eller en lang skafttunge, men i øvrigt i talløse udformninger. Fligene kunne f.eks undertiden være ekstremt lange. I et enkelt tilfælde44 har man fundet en stump af et pileskaft med spaltet ende. I den var en fladhugget pilespids med lange flige fæstnet med klæbemasse, og at dømme efter dette fund fungerede fligene ikke som modhager. De fladhuggede pilespidser blev fremstillet langt frem i tiden, helt ned i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., dvs. i hele den ældre bronzealder. Pilene, den kraftige langbue og en dertil hørende håndledsbeskytter, en buet sten- eller benplade med fastbindingshuller,45 var i øvrigt mandens standardudstyr over store dele af det nordvesteuropæiske område.

 Fladehuggede pilespidser, fremstillet af tynde afslag ved hjælp af presseteknik.

Fladehuggede pilespidser, fremstillet af tynde afslag ved hjælp af presseteknik.

Til mændenes personlige udstyr kunne også høre nogle tynde, fladehuggede flintblade med bred grebende og en spids der var bredere end spidsen på de egentlige dolke.46 Man kalder dem „madknive“, men hvad deres funktion har været, ved man ikke. De er i øvrigt ret sjældne og findes mest i de sydøstlige egne af Danmark. Enkelte er fundet i grave, i ét tilfælde lå madkniven ved hoften af et skelet. Den har formentlig været anbragt i bæltet (i et dyssekammer på Bogø i Lillebælt).47

Det redskab, der nok hyppigst blev udført i fladehugningsteknikken, var flintseglet.48 Man fremstillede det igennem hele bondestenalderens slutningstid og langt ind i bronzealderen. Seglbladene blev ligesom dolkene overvejende lavet af lettere spaltelige senonflinttyper, og man kan finde de kasserede forarbejder næsten overalt i landet på flintrige kyster. At de færdige segl er blevet brugt til afhøstning af korn og andre kiselholdige græsarter, kan man se af, at de ofte har en stærkt skinnende polering, den såkaldte gloss, på æggen.

 Tynde, fladehuggede flintblade, såkaldte madknive -deres funktion er usikker. Knivene findes i flere forskellige varianter. Type I har største bredde ved grebenden. Type II har største bredde omkring grebets midte – og type III har største bredde tæt ved spidsen.

Tynde, fladehuggede flintblade, såkaldte madknive -deres funktion er usikker. Knivene findes i flere forskellige varianter. Type I har største bredde ved grebenden. Type II har største bredde omkring grebets midte – og type III har største bredde tæt ved spidsen.

Og så var der endelig flintøkserne, hvor man kan skelne mellem retøkser og huløkser.49 På retøkserne havde æggen et retlinet forløb, mens den krummede på huløkserne. Huløkserne var meget almindelige, og lignede meget dem, man havde brugt i enkeltgravstiden. Endvidere kan man generelt skelne mellem svære flintøkser og tyndbladede flintøkser. Derudover har man udskilt en række bredæggede øksetyper. De er karakteristiske ved, at smalsiderne har et jævnt konkavt linjeforløb.50 De var de sidste udløbere af de tyknakkede retøkser, som havde været i brug i mange århundreder førhen i tiden. Øksernes smalsider var jævnt indbuede, og æggen var bred og udsvajet. Bag formgivningen fornemmer man tydeligt de samtidige kobberøkser. At dømme efter sliddet på nakkefladen og smalsiderne har øksebladet formentlig været skæftet i et tvedelt, vinkelbøjet skaft.

Tømmerhuggeren rådede således over et antal flintøkser bestående af svære, tyknakkede retøkser, svære tyknakkede huløkser, tyndbladede hul- eller retøkser samt tyndbladede, bredæggede huløkser eller retøkser. Hertil kom så en meget sjælden, næsten tyndnakket variant blandt de tyndbladede økser.51

 Forskellige former af fladehuggede flintsegle. 1: asymmetrisk halvmåneformet. 2: symmetrisk med høj hvælvet ryg. 3: symmetrisk, smal. Type 1 synes at være den ældste, mens både 2 og 3 fortsat er i brug i den ældre bronzealder.

Forskellige former af fladehuggede flintsegle. 1: asymmetrisk halvmåneformet. 2: symmetrisk med høj hvælvet ryg. 3: symmetrisk, smal. Type 1 synes at være den ældste, mens både 2 og 3 fortsat er i brug i den ældre bronzealder.

Også mejsler var fortsat i brug.52 Generelt kan man skelne dem fra økserne ved, at mejslernes æg udgør mindre end 15% af redskabets samlede længde. Der fandtes såvel buttede ret- og hulmejsler som ret- og hulmejsler med V-formet tværsnit.53

Noter

28: P.V. Petersen 1993, s. 37, 123; M. Stafford 1998.

29: H. Vandkilde 1996, s. 266 ff.

30: E. Lomborg 1973, s. 86.

31: Flintdolkene opdeles i seks typer, I-VI, hvoraf den sidste, type VI, er fra bronzealderen (E. Lomborg 1973). Af de øvrige typer er typerne I og II formentlig samtidig, men udbredt i hver sit område (T. Madsen 1978a). Type III er aldrig fundet i kombination med type IV. Til gengæld er typerne IV og V stort set samtidige. Flintdolkene har dannet grundlag for den kronologiske opdeling af den senneolitiske tid. Traditionelt regnes med en tredeling, SN A-C. På grund af usikkerhed om dateringerne af dolkene er en todeling af den senneolitiske tid blevet foreslået (H. Vandkilde 1996, s. 13). Ifølge den svarer betegnelserne SN I-II til et ældre tidsafsnit SN A, mens SN III svarer til et yngre tidsafsnit, SN B. Denne forenklede kronologi er fulgt her, idet kapitel 11 stort set kun beskæftiger sig med SN A, mens SN B behandles i bindet om bronzealderen.

32: Type I: E. Lomborg 1973, s. 32 ff; P.V. Petersen 1993, s. 126 ff.

33: E. Lomborg 1973, s. 33; J. Brøndsted 1957, s. 320; P.V. Petersen 1993, s. 130.

34: Type I A.

35: Type I B.

36: Type I C.

37: Type I D.

38: E. Lomborg 1975, s. 33 ff.

39: Type II: E. Lomborg 1973, s. 44 ff.; P.V. Petersen 1993, s. 128 ff.

40: Type IIa-b.

41: Type III: E. Lomborg 1973, s. 47 ff; P.V. Petersen 1993, s. 130 ff.

42: E. Koch 1990b.

43: E. Lomborg 1973, s. 91 ff.

44: Nybølle Mose på Fyn, se P. V. Petersen 1993, s. 93, nr. 132.

45: I et af husene på Myrhøj-bopladsen blev der fundet en sådan håndledsbeskytter, J. Aa. Jensen 1972, s. 77, fig. 16.

46: P. O. Nielsen 1974; P.V. Petersen 1993, s. 124.

47: Fundet i et dyssekammer på Bogø i Lillebælt, se P.O. Nielsen 1974, s. 106 ff. Dateringen er usikker, men antagelig tilhører den begyndelsen af den senneolitiske tid.

48: P. V. Petersen 1993, s. 138.

49: K. Ebbesen 1986b.

50: P. V. Petersen 1993, s. 112.

51: Den benævnes af arkæologerne Sandbjerg-typen, K. Ebbesen 1983, s. 27 ff.

52: K. Ebbesen 1986b.

53: K. Ebbesen 1981b.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Et håndværks sidste blomstring i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430750

Afsnittet Et håndværks sidste blomstring er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet