Med dette første af i alt fire planlagte bind er begyndelsen gjort til en skildring af Danmarks ældste historie – fra de første rensdyrjægeres tid til Danmark i 1000-tallet trådte ind i historiens lys. Det har været tanken, at værket på en alsidig og alment tilgængelig måde skulle skildre Danmarks oldtidshistorie på samme vis, som Johannes Brøndsteds trebindsværk„Danmarks Oldtid“ gjorde det for mere end en menneskealder siden. Dog måtte det ske under hensyntagen til den kolossale vækst, den arkæologiske forskning har oplevet i de seneste par generationer.

Ganske vist har det været forfatterens privilegium igennem 30 års arbejde for Nationalmuseet at kunne følge, hvordan ny viden opstod inden for så at sige hvert eneste af oldtidens emneområder. Et værk som dette ville imidlertid ikke have været muligt uden omfattende hjælp fra en lang række mennesker. Bogen skal derfor indledes med en varm tak til tidligere forlagsdirektør Kurt Fromberg og tidligere rigsantikvar Olaf Olsen, som støttede projektet helt fra begyndelsen. En tak også til de mange kolleger og venner, som beredvilligt har hjulpet mig med oplysninger om nye fund og resultater – og som i mange tilfælde har indviet mig i endnu upublicerede synspunkter. En særlig tak skylder jeg kollegerne Poul Otto Nielsen, Peter Vang Petersen og Carsten U. Larsen, som påtog sig at læse manuskriptet til bind 1 igennem og kommentere det. De fejl og mangler, den foreliggende bog måtte rumme, er dog alene mit ansvar.

En varm tak skal også rettes til Nationalmuseets ledelse, som gennem en fireårig periode har fritaget mig for tjenstlige forpligtelser, for at jeg helt kunne hellige mig skrivearbejdet, og som samtidig har stillet arbejdsplads til rådighed og sikret mig adgang til museets velordnede arkiver, registre og samlinger. En tak til Ny Carlsbergfondets Direktion, som gav mig mulighed for studierejser undervejs. En tak til forlaget Gyldendal, især til forlagsredaktørerne Lisbeth Frimodt og Mogens Kristensen, hvis uforbeholdne støtte til projektet har været en stor opmuntring. En tak til grafiker Finn Evald, som tålmodigt har stået for værkets tilrettelæggelse, og en tak til fotograf Kirsten Klein, som med sine rigt nuancerede gråtoner har skabt den landskabelige ramme om beretningen om 10.000 års oldtidshistorie.

En ganske særlig tak skal lyde til Carlsbergfondets Direktion, som har påtaget sig det økonomiske ansvar for projektet. Som har sikret forfatteren arbejdsro og samtidig muliggjort produktionen af samtlige fire bind. Tak fordi man så uforbeholdent har støttet hensigten med dette værk: på dansk at fortælle den ældste historie om de kølige egne i det nordligste Europa, som først for tusinde år siden fik navnet Danmark.

Nationalmuseet august 2001 Jørgen Jensen

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Forord.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig