Et tilstræbt kaos

Så forunderligt intakte mange af bondestenalderens jættestuer end står bevaret derude i det danske landskab, så har det dog været vanskeligt at få et klart billede af, hvad det var for ritualer, der oprindelig foregik inde i de mørke kamre. Det skyldes, at jættestuerne blev benyttet til begravelser også lang tid, efter at de var bygget. De første begravelser blev tit fjernet eller forstyrret for at give plads til de nye. Det skabte et indtryk af kaos i gravkamrene på trods af, at de ritualer, som stenaldermenneskene udførte der, sikkert var nøje fastlagte og strengt regelbundne.

Men kaotisk så det ud, når tidligere generationers arkæologer åbnede stenalderens gravkamre.⁹³ I 1891 udgravede kaptajn A. P. Madsen fra Nationalmuseet således en jættestue ved Uggerslev på Fyn.⁹⁴ Han kunne konstatere, at gravkammeret rummede rester af mindst 80 individer, som lå i stor uorden. I vestenden af kammeret kunne han se skeletrester af tre mennesker, hver lå i en lille dynge med et kranium ovenpå. I østenden af kammeret var der, som Madsen senere berettede, „pakfuldt af skeletter“, kranier var placeret side om side og oven på hinanden, og omgivet i alle retninger af ben og armknogler. Ikke et af kranierne vendte ansigtet opad, i regelen lå issen opad.

Et lige så forvirrende billede tegnede sig, da man åbnede en jættestue i Bidstrup på Sjælland.⁹⁵ Her var kammeret halvt fuldt af menneskeknogler, et sted stod tre kranier tæt sammen, et andet sted lå seks underkæber, men kun fire kranier osv. Der var ydermere spor af en voldsom ild på kammerets gulv.

Der kunne nævnes mange sådanne eksempler: I jættestuen Rævehøj ved Vårby Å på Vestsjælland var der begravet henved 100 individer. Her så man ved udgravningen, at der bl.a. lå en dynge kranier op mod væggen.⁹⁶ I dobbeltjættestuen Møllehøj ved Kyndeløse, der ligger i Hornsherred, hvor Ejby Å løber ud i Bramsnæs Vig, kunne man i det nordlige kammer og gang se knogler af mindst 50 individer. Og i det sydlige kammer var der knogler af næsten lige så mange, de lå dynget sammen hulter til bulter. I en jættestue ved Skamby på Fyn så man i den østlige halvdel af kammeret en 65 cm tyk dynge af knogler, der lå i små og større bunker mellem sten og jord.⁹⁷ Og i en dobbeltjættestue ved Snæbum i Jylland lå der langs indervæggene af det nordlige kammer dynger af lemmeknogler, ribben og kranier, ligesom der i sydkammeret lå forskellige dynger af kranier og knogler langs med væggene.⁹⁸

Ikke underligt, at udgraverne ofte syntes, det så kaotisk ud, når de nåede frem til begravelserne i jættestuerne. Ikke desto mindre var der her og der tegn på, at der alligevel herskede en vis orden, selv om skeletterne var nok så meget splittet ad. Undertiden kunne man se, at resterne af de døde var arrangeret i et vist mønster, f.eks. med et kranie eller en gruppe kranier liggende tæt sammen. Men alligevel blev man længe ved med at mene, at det især var de senere begravelser, som havde skabt de tilsyneladende uordentlige tilstande. Det gjorde man f.eks., da man i 1960-62 udgravede den store Hulbjerg jættestue på sydspidsen af Langeland.⁹⁹ Her fandt man fire forskellige begravelseslag, der viste, at jættestuen havde været brugt til begravelser igennem århundreder. Mindst 36 voksne og 17 børn var blevet begravet i den igennem tiderne. Det hele lå i tilsyneladende uorden, men alligevel var der tegn på, at knoglerne, det gjaldt især ryghvirvler, hånd- og fodknogler, var bevidst skilt ad.¹⁰⁰

Det var især undersøgelser af de store stengrave i området syd for Østersøen, i Mecklenburg, der gav næring til tanken om, at der bag de tilsyneladende uordentlige forhold i de danske jættestuer også skjulte sig mere indviklede ritualer, end man ved første øjekast skulle tro.¹⁰¹ I de mecklenburgske stengrave viste det sig, at skeletresterne ofte bestod af et udvalg af knogler af lig, som enten havde været begravet eller udstillet et andet sted. Og denne skik gjaldt ikke blot jættestuerne, men også deres forløbere, dysserne. I en tidlig dysse fandt man f.eks. en dynge knogler i et hjørne. Dyngen rummede kun et fragmenteret kranium, nogle ribben, ryghvirvler og et antal lemmeknogler. I en anden dysse fandt man et kranium uden underkæbe med nogle få knogler spredt ud på gulvet. Den oprindelige begravelsesform havde tilsyneladende bestået i en partiel begravelse af den døde.

Også i de skånske megalitgrave har man kunnet gøre lignende iagttagelser. I visse tilfælde har man kunnet se, at forskellige dele af kroppen blev arrangeret i særlige dynger, at f.eks. ribben og rygknogler lå i dynger for sig, mens lemmeknogler og fodknogler blev fundet andetsteds. Men ikke alene blev forskellige kropsdele holdt separat, der synes også at have været lagt vægt på, hvilken side af kroppen knoglen kom fra, og hvilken side af graven de blev placeret i.¹⁰²

Den slags komplicerede knogleritualer ser også ud til at være foregået i Danmark. I en af jættestuerne ved Sarup på Sydvestfyn kunne man f.eks. se, at kammeret havde haft to gulvlag.¹⁰³ På det ældste gulv lå nogle få menneskeknogler, bl.a. overkæben af, hvad der muligvis var en 16-til 18-årig pige. Foran indgangen til jættestuen havde der været anbragt mere end 350 lerkar, i alt fandt man 26.000 lerkarskår! Det var en enorm mængde i betragtning af, at der ikke blev fundet ét helt skelet i kammeret fra tiden for dets bygning. Det pegede i retning af, at jættestuen i virkeligheden ikke var blevet bygget til begravelsen af hele lig, men snarere var en slags benhus, hvor man anbragte dele af de døde, som måske havde været begravet et helt andet sted, inden man lagde knoglerne ind i gravkammeret.

Den samme tanke meldte sig ved udgravningen af en dobbeltjættestue ved Aldersro på Sjælland.¹⁰⁴ Her lå på gulvet i det ene kammer rester af de begravelser, der var foretaget kort efter opførelsen af jættestuen. De var blevet forseglet med et lag af sten og sand. Oven på det, og formentlig flere hundrede år senere, var der så foretaget nye begravelser. Det interessante ved de tidlige begravelser var, at der ikke var ét helt skelet. Der var ryghvirvler, ribben og kranier, som lå i ét kaos imellem potteskår fra mindst 30 lerkar. Men så at sige alle fod- og håndknogler manglede. Den slutning, udgraveren drog heraf, var, at det var stenaldermenneskene selv, der bevidst havde skabt de kaotiske tilstande. De døde var blevet splittet ad, lemmeknogler var blevet brudt itu, og man havde anbragt dele af skelettet på forskellige steder. Altså, en bevidst destruktiv adfærd, der formentlig havde som mål at ophæve den dødes identitet som individ. Og denne destruktive adfærd blev så til sidst afsluttet med en forsegling af knogledyngen.

I de mecklenburgske jættestuer var gulvet i gravkammeret ofte inddelt i mindre sektioner, som udgjorde de egentlige gravsteder. Tilsyneladende blev knoglerne anbragt her, efter at liget først havde været begravet et andet sted. Også i de svenske jættestuer kender man eksempler på sådanne små, kistelignende sektioner. Heller ikke her begravede man hele lig i anatomisk orden. Først når ligene var skeletterede, blev de anbragt i jættestuerne.¹⁰⁵

Beslægtede iagttagelser har man kunnet gøre i de danske jættestuer. Det forekommer undertiden, at man på jættestuernes lerstampede eller flisebelagte gulv kan se en række lave, kantstillede stenfliser, som skiller den ene ende af kammeret fra det øvrige rum. Der kan også være tale om flade fliser, der er sat lodret ned i gulvet et stykke ud fra væggen for at danne et kistelignende aflukke. Det var f.eks. tilfældet i den allerede nævnte jættestue ved Snæbum i det sydlige Himmerland, hvor en kiste var bygget op ad den ene side af kammeret.¹⁰⁶ Måske det var her, at den første begravelse fandt sted. Senere ryddede man så pladsen, hver gang en ny begravelse skulle foregå.

Sådanne inddelinger af det indre af gravkammeret leder tanken hen på de inddelinger, man kunne se i de tidligste langhøje. I begge tilfælde har det afgrænsede område måske hørt til en familie eller en gruppe af familier, som var knyttet til netop dette monument. Skikken kan meget vel tænkes at have rødder langt tilbage i tiden.

Men nu til de ritualer, som knyttede sig til brugen af jættestuerne i den makabre dødekult. I en tidlig del af jættestuernes brugstid ofrede man store mængder af lerkar uden for deres indgange. Det var tusindvis af lerkar og andre genstande, der i løbet af få århundreder overgik fra de levendes til de dødes verden. Man finder dem ofte i form af store mængder potteskår på begge sider af indgangen ikke blot til jættestuerne, men også til de sene dysser. Disse ofre er blevet opfattet på mange forskellige måder. Der er dem, der har ment, at de var spor af offerhandlinger, som blev foretaget hver gang en gravlægning fandt sted i gravkammeret. Der er også dem, der har ment, at der blot var tale om udrømninger, dvs. affald der blev kastet ud af kammeret for at give plads til nye gravlægninger.¹⁰⁷ Og endelig er der dem, som har set ofrene som indvielsesofre knyttet til byggeriet af selve jættestuen.

Ofrene består af et udvalg af tidens bedste keramik. Der er tale om Troldebjerg-skåle, fodskåle, skeer, tragtbægre, skulderkar, ornamenteret i de fine stilarter, som betegnes Troldebjerg-, Klintebakke- og Blandebjergstilen. Der er en klar overvægt af kvalitetsbetonede lerkar, sikkert udvalgt med det formål at skulle tjene som offerkar. Nogle steder har man kunnet beregne, hvor mange lerkar, der indgik i ofringerne. Vi har allerede nævnt, at der foran en af jættestuerne ved Sarup på Sydvestfyn havde været anbragt mere end 350 lerkar. Almindeligvis finder man det laveste antal lerkar ved storstensgravene i Nordjylland. Det største antal finder man i Skåne. Her kan ofrene ved en enkelt jættestue nå op på mange hundrede lerkar.¹⁰⁸

Det er svært at give en udtømmende forklaring på disse mængder af lerkarskår. Nogle af dem er givetvis udrømninger fra gravkammeret, men langt størstedelen er virkelig spor af ritualer, der blev udført uden for gravkammeret. Ved at undersøge spredningen af lerkarskårene har man kunnet vise, at der blev hensat lerkar eller dele af lerkar oven på randstenene og foran dem. Formentlig var det de lerkar, der havde været i brug under begravelsesceremonierne, der blev efterladt her. Og det var helt klart lerkar af en særlig høj kvalitet, enten udvalgt til eller fremstillet til at skulle tjene som offerkar.¹⁰⁹

Men selv om disse ofringer af lerkar må være udtryk for, at bondebefolkningen i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. var fælles om mange trosforestillinger og ritualer, så afspejler ofrene alligevel en stor variation. Den måde, man udførte ritualerne på, synes at have skiftet fra sted til sted. Tit er det dog sådan, at man kan finde bestemte former for lerkar ofret ud for bestemte steder af gravmindets facade. Da man f.eks. udgravede jættestuen Jordhøj ved Mariager Fjord,¹¹⁰ kunne man se en vis orden i den måde, hvorpå lerkarene var henstillet oven på og ved de randsten, der udgjorde facaden. Tilsyneladende var lerkarrene ikke ofret et for et, men i grupper, der muligvis afspejlede 4-7 større offerhandlinger. Det er dog ikke sikkert, at alle lerkar i en gruppe var hensat på en og samme tid.

Den samme tolkning kunne man anlægge for de fund, der blev gjort uden for jættestuerne ved Hagebrogård og Vroue i Jylland.¹¹¹ Også de er tolket som stammende fra én eller nogle få store hensættelser af lerkar, og det samme menes at gælde for et stort antal megalitgrave i det Sydfynske Øhav.¹¹² Ofringerne af lerkarene kunne, som nævnt, både ske oppe på randstenene og nede foran randstenene, og begge placeringer kunne forekomme på en og samme lokalitet.¹¹³

Et grundigt forsøg på at udrede de komplicerede forhold omkring ofringerne foran jættestuerne er gjort i forbindelse med udgravningen af Kong Svends Høj på Lolland. Her var hensat omkring 40 lerkar med et par helt markante koncentrationer omkring en randsten på hver side af gangens munding.¹¹⁴ Gruppen til højre for indgangen bestod af 10 tragtbægre, der til en vis grad var ordnet efter størrelse. Til venstre for indgangen var der 3 tragtbægre, 4 skulderkar og 1-2 forrådskar. Denne gruppe afspejler formentlig to nedsættelser. Yderst til højre ved facaden fandtes resterne af endnu en gruppe lerkar, som oprindelig må have stået oppe bag randstenene, men som var faldet ned. Den bestod af tre tragtbægre, en fodskål og et ikke nærmere bestemmeligt lerkar. Formentlig var det én samlet hensættelse. Muligvis har der også været en sådan gruppe til venstre på facaden. Her fandtes skår af et par tragtbægre, et skulderkar og en Troldebjerg-skål.

Samlet kan der meget vel være tale om to store offerhandlinger, hvor alle lerkar til højre for indgangen og de fleste til venstre blev ofret på én gang.

Men man kan også tænke sig, at hver gruppe af lerkar har været én samlet offerhandling. I så fald bliver der tale om fire samlede ofre, hver omfattende omkring eller mindre end 10 lerkar. Hvorom alting er, keramikken synes at være ofret ved nogle enkelte store begivenheder. Det kunne måske tolkes således, at offerhandlingerne knyttede sig til begravelsen af enkeltpersoner med en bestemt status i samfundet.¹¹⁵

I tiden omkring 3000 f.Kr. ophørte man med at ofre de store mængder lerkar foran jættestuernes facader.¹¹⁶ Der skete tydeligvis en indskrænkning af de tidligere så omfattende og komplicerede ritualer. Det betød dog ikke at ofringerne – og begravelserne – holdt op, men de ændrede karakter. Tid efter anden, når der boede folk i nærheden, brugte man stadig anlæggene til at bisætte de døde. Men nye offerskikke var opstået.

Nu var det navnlig redskaber af flint, der blev båret frem ved de rituelle ceremonier.¹¹⁷ Det foregik ofte sådan, at man lagde et lag af sten uden for indgangen til jættestuen. Laget kunne ligge direkte oven på skårene af de mange lerkar, man havde ofret tidligere. Så anbragte man på stenlaget flintøkser, flintmejsler og flintflækker, tilsyneladende uden nogen bestemt orden. Undertiden var det itubrudte stykker af redskaber, som var helt ødelagt af ild, men der kunne også være tale om hele og ubeskadigede redskaber. Det var i øvrigt på samme tid, at der skete en opblomstring af flintøkseproduktionen. Smukke, omhyggeligt slebne tyknakkede flintøkser, huløkser og mejsler spillede nu en betydelig rolle i byttehandelen.