De levende og døden

Det er et mangfoldigt billede, der fremstår af bondesamfundets gravskikke igennem det 4. årtusinde og frem til tiden omkring 2800 f.Kr. Allerede tidligt viser sig de første tilløb til en monumental gravarkitektur: langhøjene med deres tømmerbyggede palisader, som lader os ane, at i fællesskabet omkring byggeriet af gravene lå kimen til de ritualer, som senere skulle vokse sig så stærke.

Så fulgte efter det 4. årtusindes midte byggeriet af de første megalitgrave, dysserne. Deres udvikling gik i retning af det mere og mere monumentale og ressourcekrævende, for efter nogle århundreders forløb at ende i opførelsen af jættestuerne, den hidtil mest arbejdskrævende af stenalderens gravformer. Vi har skønnet, at der over en periode på knap 500 år blev opført omkring 40.000 megalitgrave i Danmark.¹⁶² På samme tid kulminerede også de højt udviklede og strengt overholdte ritualer, som menneskene udførte ved indgangene til gravene, og som var det grænseland, hvor overgangen fra det profane til det sakrale fandt sted.

Men ritualerne foregik også inde i de mørke gravkamre. Meget tyder på, at de døde ikke blev lagt derind i hel tilstand. Det har været svært for den arkæologiske forskning at nå til klarhed derom, men der gøres stadig flere iagttagelser, der viser, hvordan man bogstaveligt talt splittede de døde ad: forskellige dele af kroppen blev anbragt forskellige steder i gravkammeret, og bestemte knogler, f.eks. hånd- og fodknoglerne, blev undertiden helt fjernet.¹⁶³ Og denne destruktive adfærd blev ofte fulgt op af en forsegling af de døde. Over knoglebunkerne lagde man et dækkende lag af sten eller sand.

Uden for gravkammeret, oven på randstenene og foran disse ofrede man lerkar i store mængder, tallene kunne nå op i adskillige hundrede. Og det var ikke almindelig dagligdags keramik, men derimod udsøgte kar, der indgik i ritualerne. Det var kar, hvis overflade var dækket med mønstre, som havde en symbolsk betydning, og karrene var fremstillet udelukkende til brug i ritualerne. Men tit og ofte ramte ødelæggelsen også dem. Man kunne f.eks. knuse karrene med sten, hvis de ikke allerede var knust, når de blev anbragt ved graven.¹⁶⁴ Det sidste synes undertiden at have været tilfældet, måske fordi ceremonierne var foregået et andet sted, og det kun var resterne derfra, der blev hældt hen foran gravkammerets indgang. Sådan kan man fortolke fundene fra jættestuen Nissehøj,¹⁶⁵ hvor der foran indgangen var rester af mindst 105 lerkar. Disse lerkar var alle knust, ofte spredt over et større areal, men ofte var der kun nogle få skår af lerkarret til stede. De andre var tilsyneladende forsvundet op i den blå luft. Med tiden erstattedes lerkarofrene af flintredskaber, økser, mejsler og pilespidser, men også de blev forsætligt ødelagt, gerne med ild. Og når ødelæggelsen var til ende, forseglede man forpladsen eller dele af den med sten. Derved trak man en klar grænse mellem de dødes og de levendes verden.

Hvordan ritualerne i detaljerne foregik, er naturligvis svært at forestille sig. Men måske kan vi ane lyden af dem. For blandt de danske fund fra bondestenalderen er der nogle små fragmenter af lertrommer.¹⁶⁶ Man kender dem i en tilsvarende udførelse fra fund i Mellemtyskland og Tjekkoslovakiet, i Niedersachsen, Polen og Pommern. Trommerne har haft cylindrisk fod, en halvkugleformet overdel med en mundingsdiameter på omkring 20 cm, og der har siddet knopper under randen til fastgørelse af trommeskindet.

Så brudstykkevis vor viden end er om disse ceremonier, så aner vi dog, at ritualerne var udtryk for en meget formaliseret adfærd. Som det er blevet sagt,¹⁶⁷ bestræbte menneskene sig på, gennem ritualerne at holde den uorden i skak, som døden indebar. Kun gennem en strengt ritualiseret adfærd kunne døden modvirkes og kontrolleres. Talrige forskrifter og taburegler har sikkert styret bøndernes handlinger, og det er disse handlinger, vi undertiden kan spore i de arkæologiske fund.

Ser vi på det billede, som tegnes ved de arkæologiske udgravninger af bondestenalderens anlæg, er der et mønster, der gentager sig om og om igen. Det består af fire led: konstruktion, destruktion, deponering og forsegling.¹⁶⁸ Vi møder det i gravritualerne ved de store stengrave. Men vi møder det også andre steder, f.eks. i grøfterne ved de store samlingspladser. Først blev talrige grøfter gravet langs med palisaderne. Så blev dele af mennesker, lerkar og andet anbragt i dem. Lerkarrene blev eventuelt knust og bål antændt. Grøfterne blev derefter genopfyldt, men ritualerne kunne gentages med bestemte mellemrum: så blev grøfterne genopgravet, genopfyldt og genopgravet igen.

Vi møder det samme rituelle handlingsmønster i de kulthuse, som bondebefolkningen begyndte at opføre, da byggeriet af de store stengrave stod på sit højeste. Kulthusene blev kun brugt i en kort tid. Men de lerkar, man anbragte i dem, blev også knust som et led i de ritualer, der endte med, at hele bygningen blev brændt ned, hvorefter tomten blev forseglet under en kraftig stenlægning.

Endelig er der stendyngegravene, som man anlagde i dele af Jylland i tiden efter at byggeriet af megalitgravene var ophørt. Også her finder vi den samme regelbundne, destruktive adfærd. Det gælder navnlig i de dødehuse, som hørte til gravene. Det er her, gravgaverne normalt findes. Efter at liget var blevet fjernet, rev man konstruktionen ned og dækkede det hele med en forsegling af sten.

Dette regelbundne, rituelle mønster ligner meget de overgangsriter, som er velkendte fra etnografernes studier af samfund, der praktiserer genbegravelse. Her finder man ofte den opfattelse, at efter dødens indtræden bevæger mennesket sig ind i en overgangsfase mellem liv og død. Det er en fase, som er frygtet af de efterlevende, og den er derfor omgivet med talrige tabuforestillinger. Det, som ligger hinsides det forståelige, skal behandles med den yderste omhu. Og overgangen til den endelige forvandling kan kun ske ved hjælp af udførlige ritualer. For den rådnende krop hører hverken hjemme her eller hisset. Først når den totale forrådnelse af kødet er indtrådt, og knoglerne er hvide og rene, er overgangsfasen forbi og den nye tilstand nået. For bondestenalderens mennesker var det derfor nødvendigt at ødelægge de rådnende lig. Kun derved kunne de genoprette den orden, som var blevet krænket ved overgangen fra den ene tilstand til den anden. Destruktion og forsegling af liget var de symbolske udtryk for genoprettelsen af den nye orden. Igennem dem forvandlede man det farlige til noget håndterligt.¹⁶⁹

Et af de steder, hvor forvandlingen fandt sted, var indgangen til gravmindet. Den var så at sige tærsklen mellem livet og døden, mellem de levende og forfædrene. Derfor blev det også stedet, hvor man anbragte offergaverne. For skulle man ind i graven og røre de hellige knogler af de forvandlede forfædre, måtte man rense sig ved at bringe et offer. På samme måde kan vi også forstå de offerhandlinger, som blev udført ved de store samlingspladser, der lå isoleret i terrænet på bakketoppe eller halvøer. Her afgrænsede den svære palisade det indre, hellige område. Kun en snæver åbning gav adgang til „De døde sjæles landsby“. Derfor foregik så mange rituelle aktiviteter også uden for palisaden. Igen var det ved at bringe offergaver, at man rensede sig for at kunne bevæge sig fra det profane til det hellige – til det tomme område inde bag palisaden, hvor de døde sjæle holdt til.

Og hvem var så disse forfædre? Hvilke forestillinger havde bondestenalderens mennesker om de døde sjæle? Igen kan vi skele til, hvad etnograferne kan fortælle om samfund, hvor forfædredyrkelsen spiller hovedrollen i det religiøse liv.¹⁷⁰ Her vil man ofte kunne se, hvordan de levende har en ambivalent holdning til forfædrene, fordi de på den ene side er nødvendige for fortsættelsen af stammens daglige liv – på den anden side opfattes som de farlige formidlere mellem liv og død. Man forestiller sig ofte, at forfædrene er meget optaget af ikke at blive glemt. De kan finde på at sende sygdom og andre plager mod de levende for at minde dem om, at de skal ofre mad, drikkevarer og andre ting.

Det er også forfædrene meget magtpåliggende, at de levende fortsætter de skikke og ritualer, som var gældende, dengang de selv, forfædrene, var levende. Afvigelser fra traditionel skik og brug bliver straffet med sygdom og anden ulykke. Forfædrene yder til gengæld de levende beskyttelse mod andre ånder og mod trolddom. Men så forventer de også, at f.eks. kendskabet til forfædrenes navne videreføres gennem de nye børn, der fødes ind i stammen. For erindringen om, hvem forfædrene var, er vital for begge parter. Forfædrene hjælper også de levende til at opnå alle de eftertragtelsesværdige ting i livet: børn, kvæg, en god høst og en velordnet tilværelse. Gennem offerceremonierne formilder de levende forfædrenes ånder for at sikre sig, at deres ønsker går i opfyldelse. Og ånderne hjælper de levende med at opfylde disse ønsker. De to parter er afhængige af hinanden. Der foregår et samarbejde mellem de levende og forfædrenes ånder med henblik på at nå det fælles mål.

Naturligvis vil vi aldrig få klarhed over, om det var netop sådan, bondestenalderens mennesker tænkte. Men der er næppe tvivl om, at de ofte makabre spor af stenaldermenneskenes ritualer, som vi finder ved de arkæologiske udgravninger, er resterne af en forfædredyrkelse. Og sammenholder vi vore iagttagelser med, hvad vi ved om andre samfund, hvor tilknytningen til jorden og erindringen om slægtens oprindelse var lige så vigtig, begynder vi alligevel at kunne ane konturerne af stenalderbøndernes kosmologi.