Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grave i lange baner

Oprindelig forfatter JJe

Ude i det lave vestjyske landskab, hvor vinden også i stenalderen havde frit spil over de store flader, kom der med tiden til at herske særlige regler for omsorgen for de døde. Her kunne man på visse steder se nogle mærkelige anlæg ligge i lange rækker ud over landskabet. Færdedes man langs de sandede vejspor, som gennem lyse skovstrækninger med eg og birk og her og der også med lyngbevoksede arealer førte fra bygd til bygd, kunne man komme til åbne steder, hvor bopladserne lå. Og ikke langt fra disse viste halvt formuldede stolper og stenlægninger i lange forløb, at her havde stedets beboere udført deres døderitualer.

I vore dage har man fundet sporene efter disse anlæg i et bælte, der strækker sig fra Ringkøbing over Holstebro og Skiveegnen til Vesthimmerland. Et sted, ved Engedal vest for Viborg,148 fandt man anlæggene liggende ved et formentlig samtidigt vejspor. Er det tilfældet, vil det være det ældste vejspor i Danmark.

Udbredelsen af stendyngegrave i Danmark.

Udbredelsen af stendyngegrave i Danmark.

Man kalder disse jyske døde-anlæg for stendyngegrave – vi skal senere se hvorfor – og man kan finde dem i rækker, der, ganske vist med afbrydelser, når op på 1700 meters længde. I nærheden af Torsted syd for Holstebro fandt man dele af en sådan række. 91 stendyngegrave var der, fordelt over en 1200 meter lang strækning.149 Et andet sted, ved Vroue syd for Skive, fandt man den længst kendte række af stendyngegrave. Den var 1700 meter lang.150 Ingen af linjerne var dog helt sammenhængende, der var her og der afbrydelser i dem.

Annonce

Som regel er stendyngegravene anlagt efter hinanden i en enkelt eller flere parallelle rækker. For 50 år siden kendte man slet ikke disse anlæg.151 I dag nærmer antallet af dem sig 500. De ligger noget ujævnt fordelt i Jylland. I alt kendes de fra 49 lokaliteter, hvoraf henved halvdelen ligger i Ringkøbing amt.152 Uanselige er de, disse anlæg, og det har naturligvis været medvirkende til, at mange af dem er blevet overset og ødelagt. Men det ekstensive landbrug og de store, sent opdyrkede hedearealer i Vestjylland gav dem en chance. Her overlevede mange af dem til vor tid, men det er formentlig også her, at der oprindelig var flest af dem. Vi kan nok med nogen ret tale om en lokal vest- og nordjysk variant af dødekulten.

 Sæt af gravgaver fra stendyngegrav ved Ristoft i Vestjylland.

Sæt af gravgaver fra stendyngegrav ved Ristoft i Vestjylland.

Stendyngegravene forekommer i såkaldte sæt. Et sæt består af to mandslange, ovale nedgravninger, hvis bund er flad eller afrundet. I disse nedgravninger finder man en kompakt pakning af hånd- til hovedstore sten – deraf navnet stendyngegrave. For enden af de to nedgravninger ligger gerne en lille konstruktion, det såkaldte dødehus. Det består af en firkantet, 20-30 cm dyb nedgravning, som mod bunden er delt i to aflange, smalle grøfter, hvori der undertiden er spor efter lodretstående stolper. Det hænder, at de to grøfter er forbundet med hinanden, så de danner en hesteskoformet nedgravning. Også dødehuset er gerne stenfyldt. Over såvel grave som dødehus kan der ligge en større, sammenhængende stenlægning. Det typiske er altså kombinationen to grave og et dødehus. Men undtagelser findes også, f.eks i de tilfælde, hvor der til dødehusene knytter sig fra én og helt op til otte grave.

Nu skal det straks bemærkes, at det er med et stort forbehold, man kalder stendyngegravene for „grave“. Der er nemlig ikke fundet spor af nogen form for menneskeknogler eller kistelignende anordninger i dem. At knoglerne mangler, kan måske forklares ved, at stendyngegravene især kendes fra kalkfattig jordbund, hvor bevaringsbetingelserne for knogler er meget ringe. Ser man på, hvordan stenene ligger i „gravene“, virker det dog, som om der under dem har været et hulrum. Hvordan dette hulrum evt. har været tildækket, giver fundforholdene imidlertid intet svar på. Man kunne også forestille sig, at vi under en eller anden form har at gøre med midlertidige begravelser. Der er mange træk i bondesamfundenes dødekult, der peger i den retning. Men før vi går nærmere ind herpå, skal vi se på de såkaldte dødehuse.

 Stadier i udgravningen af et sæt stendyngegrave ved Ristoft i Vestjylland. Her ses den dækkende stenlægning. Herunder ses først to stenfyldte grave og et dødehus, dernæst de samme anlæg tømt for sten.

Stadier i udgravningen af et sæt stendyngegrave ved Ristoft i Vestjylland. Her ses den dækkende stenlægning. Herunder ses først to stenfyldte grave og et dødehus, dernæst de samme anlæg tømt for sten.

Selv om der kun sjældent ses stolpehuller i dødehusene – de er normalt meget vanskelige at få øje på i den lette sandjord – så kan vi dog formode, at dødehusenes grøfter har været beregnet til en trækonstruktion af en eller anden art. Når man en sjælden gang kan iagttage nedgravninger efter stolper, er de ofte gravet ganske dybt ned. Stolperne må altså have raget ret højt op over jordoverfladen. Men hvad har de båret? Det kan vi ikke umiddelbart svare på, men meget tyder på, at aktiviteterne ved dødehusene er foregået i flere omgange. Efter en brugsperiode er stolperne taget op, og nedgravningerne fyldt med sand. Derefter blev der så lagt en stenlægning ind over tomten, som regel af hånd- til hovedstore sten i en tykkelse på 1020 cm.

Når man finder gravgaver i stendyngegravsættene, er det oftest i dødehuset, og gerne øverst på balken mellem de to grøfter.153 Der er næsten altid tale om flintmejsler og flintøkser. Svære retøkser, spidsnakkede huløkser og tyndbladede økser er de almindeligste. En sjælden gang finder man også dobbeltæggede stridsøkser af grønsten. Økserne og mejslerne er gerne meget fine eksemplarer. De er som regel ubrugte, og i kvalitet ligner de meget de offerøkser, som bondebefolkningen på samme tid nedlagde som offergaver i moserne og ved jættestuernes randsten.

 Stadier i udgravningen af et sæt stendyngegrave ved Ristoft i Vestjylland. Her ses først to stenfyldte grave og et dødehus, dernæst de samme anlæg tømt for sten. Herover ses den dækkende stenlægning.

Stadier i udgravningen af et sæt stendyngegrave ved Ristoft i Vestjylland. Her ses først to stenfyldte grave og et dødehus, dernæst de samme anlæg tømt for sten. Herover ses den dækkende stenlægning.

Derimod hænder det kun sjældent, at man finder lerkar ved stendynge-gravsættene. Det svarer til, at lerkar på den tid heller ikke indgår i gravriterne ved megalitgravene – de er i stedet blevet erstattet af redskaber og våben.154 Når man en enkelt gang finder skår af lerkar, er det normalt kun fra et enkelt kar. I nogle tilfælde er lerkarskårene fundet på eller mellem dødehusets sten. Eller også ligger de øverst i gravene. Det må betyde, at lerkarrene er henstillet ved stendyngegravsættet, enten efter at dødehuset var blevet forseglet, eller efter at gravene var opfyldt med sten. Der er dog også enkelte eksempler på, at lerkarrene er blevet anbragt i dødehuset, før dette blev forseglet med sten.

Stendyngegravene er oftest anlagt i tiden efter ca. 3100 f.Kr. og frem til omkring 2800 f.Kr. Nogle af dem er muligvis lidt tidligere eller lidt senere, men de synes alle anlagt, efter at det store byggeri af megalitgrave var ophørt.155 På den tid skete også en indskrænkning af de offerriter ved megalitgravenes indgange, som tidligere havde spillet så stor en rolle. Man gik nu over til mere beskedne ofringer af bl.a. brændte flintredskaber.

Hvordan skal man da forklare disse mærkelige anlæg? Herom er der fremsat mange meninger. Der synes dog at være enighed om, at de på en eller anden måde har haft tilknytning til stenalderbøndernes gravkult. Et af forslagene går ud på, at den eller de døde sammen med gravgaverne først blev placeret i dødehuset, som måske blot var et træstillads med en platform foroven. Når der efter nogen tid ikke var andet end skelettet tilbage, blev knoglerne flyttet og derpå placeret i en grav. Den døde kunne nu tænkes ikke længere at have brug for sine redskaber eller våben, de blev derfor liggende i dødehuset.156

Det blev videre foreslået, at et stendyngegravsæt, bestående af to grave og et dødehus, kunne være et familiegravsted. Efter at nogle af familiemedlemmerne var døde, blev trækonstruktionen fjernet, og hele anlægget blev dækket af et stenlag.

Andre forslag er også blevet fremført. Bl.a. har man peget på, at tamokser eller dele af disse undertiden er blevet ofret i forbindelse med ritualerne ved stendyngegravsanlæggene. Det var f.eks. tilfældet i nogle anlæg ved Nr. Onsild ved Hobro.157 Ved fire parvist liggende grave lå der tænder og knogler af okse umiddelbart oven for kanten af nedgravningerne. Det kunne føre til den tanke, at de ovale nedgravninger havde indeholdt ofrede dyr eller dele af dyr – to okser ad gangen, dvs. et forspand. Skulle dødehuset da være den egentlige grav? Det er jo også her, gravgaverne oftest befinder sig.158

De mange forskellige tolkningsforslag viser tydeligt, hvor svært det er at forstå de gådefulde stendyngegravsanlæg. Der synes dog at være enighed om, at de på en eller anden måde har været midlertidige begravelser. Og her kan man tænke på de nedgravede grøfter, systemgravene, på de store samlingspladser, der formentlig også har rummet lig, som senere blev gravet op for i skeletteret eller brændt tilstand at blive anbragt i de store stengrave. Er det måske noget lignende, der skete ved stendyngegravene? De er i øvrigt ofte fundet i nærheden af dysser og jættestuer, hvor der på samme tid fortsat fandt komplicerede begravelsesceremonier sted.159

Hvorom alting er, så skimter vi i stendyngegravene det samme rituelle handlingsmønster med deponering, destruktion og forsegling, som vi har set tidligere i forbindelse med bondestenalderens dødekult. Det var tilsyneladende en gammel tradition, og de jyske stendyngegrave fra tiden omkring 3000 f.Kr. opstod da heller ikke ud af ingenting. Der var i det nord- og vestjyske område en lang tradition for grave under flad mark160 og for brugen af rituelle træbygninger som f.eks. kulthusene.161 Men tiden er nu inde til at prøve at samle de mange brikker i puslespillet til et mere sammenhængende billede.

Noter

148: K. Fabricius 1996, s. 246 og 257, no. 10.

149: E. Jørgensen 1993.

150: E. Jørgensen 1977a.

151: C.J. Becker 1967; E. Jørgensen 1977a.

152: Fabricius & Becker 1996.

153: K. Fabricius 1996, s. 205.

154: M. Midgley 1992, s. 489.

155: De ældste stendyngegravsanlæg stammer fra periode II/III af mellemneolitisk tid, mens de yngste anlæg er fra slutningen af MN A. E. Jørgensen 1993; K. Fabricius 1996, s. 13.

156: C.J. Becker 1967, s. 24 ff, 1970b, s. 514.

157: K. Fabricius 1996, s. 257, nr. 25. Se også E. Stidsing 1989 og K. Fabricius 1996, s. 257, nr. 24.

158: Sådanne dyregrave kender man i øvrigt også i øst- og mellemeuropæiske bondesamfund, der er samtidige med stendyngegravene i Danmark, se K. Fabricius 1996, s. 244.

159: K. Fabricius 1996, s. 240 ff. På Vroue Hede lå stendyngegravene ned til 10 m fra den nærmeste megalitgrav, se E. Jørgensen 1977a, s. 38, fig. 32, og ved den vestligste del af stendyngegravpladsen ved Herrup syd for Skive lå der f.eks. en ødelagt megalitgrav kun 250 m borte. I den er der foregået rituelle handlinger, mens stendyngegravene ved Herrup blev anlagt og benyttet.

160: E. Jørgensen 1977a; K. Ebbesen 1992a; K. Fabricius 1996, s. 238. Grave under flad mark kendes også fra de øvrige dele af landet, f.eks. ved Stålmosegård syd for Roskilde, U.L. Hansen 1972, 1973. Fladmarksgravene er en meget uensartet gruppe grave, hvis forhold til andre af tidens gravformer er meget vanskelig at fastlægge, se K. Thorvildsen 1941, s. 64 ff; C.J. Becker 1959a, s. 60 ff; U.L. Hansen 1972, s. 48, 1973, s. 84; H. Hingst 1975b, s. 19 ff; D. Liversage 1981, s. 104 ff, 1992, s. 79 ff; K. Ebbesen 1992a, s. 51 ff.

161: K. Fabricius 1996, s. 243. Det var i øvrigt en skik, der fortsatte i den efterfølgende enkeltgravstid, jf. bl.a. E. Jørgensen 1981, 1985a; Hansen & Rostholm 1993.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Grave i lange baner i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430824

Afsnittet Grave i lange baner er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet