Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det rituelle landskab

Oprindelig forfatter JJe

Det landskab, der opstod overalt i Nord- og Vesteuropa i det 4. årtusinde f.Kr., kunne man kalde et rituelt landskab. Det fik ikke blot sit præg af menneskets stadigt mere dybtgående indgreb i skoven. Landskabet var også besjælet – det besad en dybere dimension derved, at det tilhørte historien og forfædrene. For overalt, hvor menneskene færdedes, byggede de iøjnefaldende mindesmærker for de døde. Således var forfædrene altid nærværende i de levendes liv – og er det endnu i vore dage. Når vi i vor tid freder oldtidsminderne derude i landskabet, er det på sin vis den sidste udløber af den pietet, vore forfædre nærede over for deres døde frænder.

I bondestenalderen havde hver egn sin måde at markere forholdet til forfædrene på. Ikke desto mindre brugte man i hovedtrækkene de samme gravformer over meget store dele af det nordeuropæiske lavland i det 4. årtusinde f.Kr. Beslægtede trosforestillinger og ritualer opstod i vidt forskellige egne og fulgte det samme udviklingsforløb. De fleste steder byggede man f.eks. gravmonumenterne af tømmer, før man begyndte at opføre dem af sten. Og de fleste steder var de små stenbyggede gravkamre tidligere end de mere komplicerede gravminder af store sten.2 Den udvikling fandt også sted herhjemme.

Som vi tidligere så, skete landbrugets spredning ud over Europa på to vidt forskellige måder. De centraleuropæiske løss-områder var blevet koloniseret meget hurtigt, en ny befolkning var flyttet ind i tidligere tyndt befolkede områder. Centrum i de første centraleuropæiske bønders liv var landsbyen med dens tømmerbyggede langhuse. At bygge disse langhuse krævede samarbejde mellem flere hushold, og landsbysamfundene må have været gennemvævet af slægtskabsforbindelser, der sikrede det arbejdsfællesskab, som landbruget krævede.

Annonce

I områderne uden for den centraleuropæiske zone var landbruget blevet optaget på en helt anden måde. I de udstrakte nordeuropæiske lavlandsområder var det for en stor del den ældgamle jæger-fiskerbefolkning, som optog den nye erhvervsform. Her skete der i begyndelsen ikke nogen radikal ændring af bosættelsesmønstret. Der opstod ikke landsbyer med store, tømmerbyggede huse, men derimod en bebyggelse af små bopladser spredt ud over det skovdækkede terræn. I stedet for landsbyer byggede man monumentale gravanlæg for forfædrene og gav derved udtryk for det fællesskab og det tilhørsforhold til jorden, som den nye livsform krævede. At de monumentale gravanlæg på sin vis var en erstatning for og udfyldte den samme sociale funktion som landsbyerne længere mod syd, ser man af, at gravanlæggene i begyndelsen havde samme form som de centraleuropæiske bønders huse.3 I generationer tjente disse gravanlæg som benhuse for de døde og som samlingssted for de levende.

 Runddysse med 19 randsten ved Vielsted i Vestsjælland.

Runddysse med 19 randsten ved Vielsted i Vestsjælland.

De første monumentale gravanlæg, som bondebefolkningen i nord begyndte at opføre, var vældige langhøje.4 De blev opført i et område, der rakte fra England i vest til Polen i øst.5 Og over dette store område kunne man finde dem i mængder i bl.a. Kujawien, Vestpommern, Mecklenburg, Nordvesttyskland og Danmark. I Kujawien kunne langhøjene være mellem 30 og 170 m lange. I Vestpommern og Niedersachsen var de ikke helt så store. Her nåede de sjældent over 50 m i længden. I Danmark kunne langhøjene blive mellem 15 og 85 m lange.

Man byggede dem i flere forskellige udformninger. Nogle havde en trapezoid grundform, andre var rektangulære, og atter andre var trekantede. De to første former var de mest udbredte. Man finder dem fra Jylland til Vestpommern. De trekantede gravminder opførte man først og fremmest i Kujawien og Vestpommern. Alle tre typer blev bygget af sten, jord og tømmer. Formen på gravmindet markerede man gerne med en indhegning af sten eller tømmer. Og inden for denne indhegning opførte man efter et stykke tid selve jordhøjen. De trekantede anlæg fik en høj, der var højest i den brede ende, og som aftog mod den smalle ende.

Helt ovre mod vest, i England, blev langhøjene opført fra omkring 3800 f.Kr. og ca. 500 år frem i tiden.6 De britiske gravanlæg var meget forskelligartede, men også her brugte man dem igennem en længere periode, inden man dækkede dem med en høj. Grundmønstret var altså det samme som i det øvrige nordeuropæiske område. Selve graven kunne f.eks. være en stor tømmerbygget kiste, hvori man anbragte hele lig eller dele af ubrændte eller brændte lig. Nogle steder var der foran graven en slags forgård, hvor ligene blev anbragt, inden de blev flyttet ind i kisten. Når man over en periode, måske på omkring 20 år, havde foretaget begravelser i anlægget, blev det forladt og sommetider forsætligt afbrændt. Derpå byggede man en langhøj på stedet, som i øvrigt senere kunne blive brugt til anlæggelsen af megalitiske grave.

Ideen om disse gravanlæg udsprang af de langhuse, som bondesamfundene i Centraleuropa havde bygget på deres bopladser i mere end et årtusinde. Langhøjene havde da også form som et hus, og de blev ydermere ofte bygget oven på en nedlagt boplads.7 Gravmonumenterne skulle tydeligvis skabe en forbindelse mellem de levendes og de dødes verden.

Efter at man havde bygget langhøje igennem adskillige århundreder, begyndte et kolossalt byggeboom. Nu var det megalitgrave, man opførte. Det betød, at man nu tog store sten i brug til gravbyggeriet. Bag megalitgravene skjuler sig et utal af forskellige gravtyper, som nok har mange fællestræk, men som ved nærmere eftersyn opløser sig i en mængde varianter. Dysserne og jættestuerne, som vi kender så talrigt i Danmark, er eksempler herpå.

Dette storstilede byggeri nåede sit højdepunkt i den sidste halvdel af det 4. årtusinde f.Kr. Men der var også steder, hvor det satte ind noget tidligere. Således begyndte man opførelsen af stengrave i Irland, Skotland og Wales allerede i tiden efter 3800 f.Kr. Det allertidligste byggeri satte dog ind i Bretagne, hvor opførelsen af megalitgravene begyndte allerede omkring 4500 f.Kr. Men byggeriet fortsatte ind i det 4. årtusinde f.Kr., hvor også bondesamfundene i Sydskandinavien og Nordtyskland begyndte at bruge store stengrave til deres døde.

Det var ikke noget tilfælde, at dødekulten fik så nært beslægtede udtryk over store områder. Den europæiske stenalders mennesker levede ikke i isolation. Over store dele af det europæiske kontinent eksisterede et netværk af forbindelser mellem menneskene i de forskellige egne, som sikrede, at ikke blot eftertragtede varer, men også tanker, ideer, skikke og tekniske fornyelser hurtigt spredte sig fra egn til egn. Brugen af metal var en af disse fornyelser, og vi skal senere se, hvor hurtigt også den spredte sig fra oprindelseslandene i sydøst til de fjerne områder i nord ved Østersøens bredder.

Engang mente man, at udbredelsen af de store stengrave havde sit udspring i de højt udviklede kulturer i Middelhavsområdet, i Egypten og den nære Orient. „Ex oriente lux“, sagde man, og mente dermed, at det var Orienten, der var udgangspunktet for også de kulturformer, som udviklede sig i bondestenalderens Europa. I dag har kulstof 14-dateringer og andre naturvidenskabelige dateringsmetoder vist os, at megalitgravene er de ældste stenbyggede gravmonumenter overhovedet, og at de opstod på et lokalt grundlag i stenalderens Europa. Men det betyder ikke, at der ikke en gang imellem gik nogle vældige pulsslag igennem det europæiske kontinent, hvor nye skikke og forestillinger spredte sig som i en bølgebevægelse fra region til region. Det er et fænomen, som vi senere skal møde mange gange i både den danske og den europæiske oldtidshistorie.

Men tilbage til de europæiske megalitgrave. Deres store blomstringstid lå i det 4. årtusinde f.Kr. Vi har slet ingen forestilling om, hvor mange der blev bygget af dem. I Danmark har vi kendskab til henved 7000 af dem, men et gæt på det oprindelige antal siger, at der i det 4. årtusinde f.Kr. blev opført henved 40.000 storstensgrave. Resten er blevet ødelagt i tidens løb, specielt når man skulle bruge store sten til byggearbejder, til kirker, herregårde, broer og veje. I Spanien og Portugal kender man 5-6000 store stengrave, men også her er det oprindelige antal ukendt. I Irland er bevaret knap 1500 megalitgrave, og i Skotland omkring 600. Men heller ikke der ved man, hvor mange af disse monumenter, der er blevet sløjfet i tidens løb. Danmark og Nordtyskland har nok den størst kendte tæthed af megalitgrave, men der er dog også områder i f.eks. Bretagne og på Orkneyøerne, hvor megalitgravene ligger lige så tæt som i landskaberne omkring den vestlige Østersø.

Megalitgravene var stammens helligdomme, hvor de levende kunne komme i forbindelse med de døde – og vidt udbredte var megalitgravene. De nordligste findes ved Oslofjorden og på Shetlandsøerne. Vindomsuste ligger de langt derude i egnene mod Atlanterhavet, på Orkneyøerne og i Skotland. De østligste finder man på Öland og Gotland ud for den svenske østkyst, og de vestligste i Vestirland, i Galicien i Nordspanien og i Portugal.

I Sydsverige er megalitgravene meget hyppige.8 I slettelandet Skåne ligner de helt danske, men der er kun bevaret få af dem, et hundrede stykker, hvoraf de fleste er jættestuer.9 Dog findes der længere nordpå, i Falbygden ved Vänern, en af Europas største koncentrationer af jættestuer.10 Området er ikke særlig stort, knap 40 x 30 km, men inden for det, på noget af Sveriges bedste landbrugsjord, ligger der mindst 250 megalitgrave. Det er ca. halvdelen af samtlige megalitgrave i Sverige.

Storstensgravene i Falbygden er bygget af store flade stenblokke af en lokal stensort. Kamrenes grundplan er rektangulær, som regel er de en halv snes meter lange og et par meter brede. Dækstenene kan veje helt op til 15 tons. Indvendig i kamrene finder man ofte små kister, bygget af flade stenfliser, langs væggene. Her har de dødes knogler ligget, men næsten alle Falbygdens megalitgrave er plyndret inden for de sidste par hundrede år, så vor viden om de begravelsesritualer, der engang foregik i disse prægtige stenbygninger, er ganske ringe.

 Stendysse ved Hofterup nær Barsebäck i Skåne.

Stendysse ved Hofterup nær Barsebäck i Skåne.

Går man ned til områderne syd for Østersøen, til Mecklenburg-Vorpommern og Slesvig-Holsten, finder man talrige megalitgrave. De fleste ligner de danske dysser og jættestuer.11 De ældste af gravene består af et lille, lukket rektangulært kammer, man kalder dem ur-dysser. De udvikler sig med tiden til større, men stadig rektangulære dyssekamre, som bliver forsynet med en indgang udefra. Efterhånden opstår de såkaldte stordysser, som kan være helt op til 8 m lange, og som har et mere udbygget indgangsarrangement. Endelig følger så jættestuerne, hvor gravkammeret ligger vinkelret på indgangen, og hvor længden af gravkammeret i gennemsnit er omkring 10 meter. Denne udvikling mod det stadig større kan man også følge i de danske megalitgrave.

Går man vest for Elben, til Niedersachsen og Holland, er det ikke dysserne, men derimod jættestuerne der dominerer.12 Højene er altid aflange, de kan være rektangulære eller langovale og er ved foden omgivet af randsten, som er trukket indad ved indgangen, der altid ligger på sydsiden. Kamrene er bygget af afrundede stenblokke og er meget store, som regel henved 15-25 m lange og op til 2 m høje.

Videre mod vest, i Frankrig bliver megalitgravene og de monumenter, der knytter sig til dem, stadigt mere spektakulære, specielt i Nordvestfrankrig, i Bretagne og Normandiet.13 Herude var megalitbyggeriet begyndt tidligere end noget andet sted i Europa. Det er da også her, man kan se nogle af de mest forbløffende udtryk for storstensarkitekturen. I Bretagne kan man f.eks. se de såkaldte alignementer, som består af kæmpemæssige, oprejste bautasten, såkaldte menhirs (bretonsk: men = sten, hir = lang), der er opstillet i kilometerlange rækker, undertiden 10 linjer ved siden af hinanden. Det bedst bevarede anlæg finder man ved Carnac på sydsiden af Bretagne. Et andet anlæg er Le Menec, hvor der stadig står mere end tusind indtil 3 m høje sten på række inden for et 100 m bredt og mere end 1 km langt område.

Det er svært at fatte, hvordan disse tidlige bondesamfund har kunnet håndtere så store sten. I Lochmariaquer-området i Bretagne ligger der f.eks. flere jættestuer, som er bygget af bautasten, der oprindelig indgik i et gigantisk megalitanlæg, bygget mellem 4500 og 4200 f.Kr. Til dette anlæg hørte bl.a. en sten, som oprindelig havde været 23,5 m høj, og som vejede ca. 300 tons! Efter stenarten at dømme havde de bretonske stenalderfolk hentet den 4 km derfra. I tiden mellem 4000 og 3800 f.Kr. havde man nedrevet anlægget og genbrugt flere af stenene til byggeriet af flere af områdets megalitgrave.

 Væltet, itubrudt bautasten ved Lochmariaquer i Bretagne. Stenen var oprindelig mere end 23 m lang og vejede ca. 300 tons.

Væltet, itubrudt bautasten ved Lochmariaquer i Bretagne. Stenen var oprindelig mere end 23 m lang og vejede ca. 300 tons.

Den samme store arbejdsindsats ved byggeriet af megalitgravene finder man på De Britiske Øer. Her begyndte udviklingen også med opførelsen af langhøje med træbyggede kamre, ganske som man kender det fra det nordeuropæiske lavlandsområde.14 Men tidligt i det 4. årtusinde f.Kr. forlader man træarkitekturen og går over til stenarkitektur. Et af de mest imponerende resultater af denne udvikling er f.eks. West Kenneth Long Barrow, der ligger på et kalkplateau i Wiltshire. Højen er ca. 100 m lang og 25 m bred. Selve gravkammeret består af et 7 m langt og 2 m bredt, mandshøjt rum med to sidekamre på hver side og et stort, nærmest kvadratisk kammer for enden. Mindst et halvt hundrede mennesker blev begravet her i forbindelse med komplicerede knogleritualer. Det viser sig ved, at der mangler mange knogler. Der er f.eks. for få kranier og lange lemmeknogler, men flere underkæber end kranier.15 De manglende knogler kan være endt i andre helligdomme, f.eks. på en af de samlingspladser omgivet af systemer af grøfter, som ligger ikke langt fra West Kenneth Long Barrow.

Også i Skotland, på Hebriderne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne finder man hundredvis af megalitgrave i store høje, som har enorme sten med tørmurskonstruktioner langs foden. Et af de mest berømte anlæg er megalitgraven Quanterness på Orkneyøerne. Her havde man begravet både enkeltknogler og hele skeletter, som der tydeligvis var flyttet rundt med, efter at kødet var rådnet bort. Graven rummede resterne af mindst 157 individer, men i mange tilfælde var de kun repræsenteret ved hånd- og fodknoglerne samt ryghvirvlerne. Derimod var der en bemærkelsesværdig mangel på kranier og lange lemmeknogler.16 Igen en understregning af, at storstensgravene mere var benhuse end egentlige gravsteder.

Endelig er der Irland, hvor der kendes over 1000 megalitgrave. Her blev de døde som regel brændt, før de brændte ben blev lagt ind i gravkamrene. Ved Boynefloden i Østirland kan man f.eks. finde en stor koncentration af megalitgrave. En af de største er „Knowth“, som er 90 m i diameter og 12 m høj. Den enorme høj indeholdt 6300 kubikmeter sten og jord. Ikke langt herfra ligger den berømte megalitgrav „New Grange“, som er 90 m i diameter og ca. 10 m høj.

Man kan spørge, hvorfor de tidlige bondesamfund brugte så kolossale mængder energi på at bygge disse store gravminder? Vi har allerede antydet et af svarene, nemlig at de skulle markere gruppens ret til det område, man boede på. Men bag det store forbrug af arbejdskraft lå også en psykologisk forklaring. Byggeriet af de store gravanlæg og de ritualer, der knyttede sig til brugen af dem, må have været brugt til at skabe det fællesskab, der var så nødvendigt i det tidlige agerbrugssamfund. Gennem arbejdet med at flytte jord, fælde træer, finde og transportere sten og bygge gravene, kunne man organisere større grupper af mennesker – og det må have skabt bevidsthed om gruppefællesskabet.17 Man vidste, hvem man selv, ens far eller ens bedstefar havde arbejdet sammen med. Der blev sikkert fortalt mange historier herom, om styrke og om kløgt og snilde. Fællesskabsfølelsen er naturligvis også blevet styrket ved, at man kunne udpege, hvor knoglerne af stammens forfædre lå, og man kunne tage dem ud og vise dem frem ved særlige lejligheder. Altsammen var det med til at skabe det fællesskab, der var så vigtigt for samfundets overlevelse.

 Storstensgrav ved Kilclooney More i det nordøstlige Irland.

Storstensgrav ved Kilclooney More i det nordøstlige Irland.

Men megalitgravene er ikke det eneste udtryk for de enorme ressourcer, bondesamfundene forbrugte i forbindelse med fællesskabet omkring dødekulten. Omkring midten af det 4. årtusinde f.Kr., netop da byggeriet af de monumentale gravanlæg kulminerede, begyndte man i Danmark og i de tilgrænsende egne af Sverige og Nordtyskland at bygge nogle ejendommelige, store anlæg, som vi i mangel af bedre betegnelse kalder samlingsanlæg.18 Det skete ret sent heroppe mod nord, fordi landbruget først sent kom hertil. Men allerede i det 6. årtusinde f.Kr., da landbrugskulturerne fik fodfæste i Centraleuropa, opførte man den slags samlingsanlæg over store dele af kontinentet, fra Sicilien i syd til Belgien og Nordfrankrig i nord. I det 5. årtusinde, da landbrugskulturerne udviklede sig over hele Europa med undtagelse af Skandinavien og England, fortsatte man med byggeriet af samlingsanlæggene. De havde tilsyneladende en vigtig funktion for de mange små agerbrugssamfund.

I deres ydre fremtoning kunne samlingsanlæggene variere en hel del. De var en slags indelukker, som tit lå på højtliggende steder i terrænet, afgrænset af stejle skrænter. De kunne ligge på lave forbjerge eller på næs, der skød sig ud i et omgivende, lavereliggende terræn. Selv lå de ofte på skrånende flader og var gerne synlige i en vis afstand. Nogle af dem lå dog så lavt, at de var oversvømmet på bestemte tider af året. Sommetider lå de ganske tæt med kun få kilometers afstand.

Samlingsanlæggene var ikke egentlige bosættelser, hvor man opholdt sig året rundt. Men de blev besøgt med visse mellemrum. Sommetider i årtier efter at de var blevet bygget, ja, måske endog i århundreder. Der lå ofte langhøje eller megalitgrave i nærheden af dem. Samlingsanlæggene bestod gerne af et antal lange grøfter og sommetider også palisader, der afgrænsede et større areal, som kunne være af meget forskellig størrelse, lige fra nogle få tusinde kvadratmeter til over hundrede tusinde kvadratmeter. Hvad der foregik på dette indhegnede område er ret gådefuldt. Måske det var et forbudt område, hvor de levende kun undtagelsesvis eller slet ikke måtte komme.

Det var ved de grøfter og hegn, som afgrænsede det forbudte område, at alle aktiviteter fandt sted. Imellem grøfterne lå der jordbroer, hvor man kunne færdes, når man udførte sine ritualer. Men ritualerne fandt sted nede i grøfterne, i systemgravene, som man kalder dem, fordi de ofte lå i et særligt system af parallelle rækker. Grøfterne blev gravet op og genfyldt, ofte mange gange efter hinanden. Og når man undersøger dem ved de arkæologiske udgravninger, finder man ofte menneskeskeletter eller dele af dem, både af børn og voksne, og specielt finder man kranier. Man finder også spor af, at der har været brændt bål, at der er ofret lerkar og redskaber, gerne af høj kvalitet, og som regel er det hele hurtigt blevet dækket til, efter at ritualerne er blevet gennemført.

Der er næsten ingen ende på de fortolkninger, man har givet af disse mærkelige anlæg. Man har forklaret dem som tilflugtssteder i urotider, som kvægfolde, som markedspladser og som forsamlingspladser. Man har også villet se dem som en slags astronomiske observatorier. Og man har endelig villet se dem som steder, hvor man foretog begravelsesritualer. Det sidste kommer nok sandheden nærmest, for de mange menneskeknogler, man finder i anlæggene, har tydeligvis været genstand for en særlig behandling, som regel efter at ligene var skeletterede.

Det er formentlig, hvad der skete i grøfterne, hvor de dødes knogler senere blev genopgravet for at blive anbragt et andet sted. Man kalder den slags begravelser for sekundære, og det er en skik, der kendes fra mange kulturer i navnlig Syd- og Nordamerika, men også i f.eks. Melanesien og Grækenland. De døde anbringes temporært enten i en bygning, en indhegning, eller på en platform. Når så liget er skeletteret, samles knoglerne eller dele af dem og anbringes på det permanente hvilested. I store dele af Europa kunne det f.eks. være i langhøjene eller megalitgravene, som netop tit ligger i tilknytning til samlingsanlæggene, og som tit rummer begravelser af sønderdelte lig.

Samlingspladserne kan således have været de steder, hvor overgangen fra de levendes til de dødes verden fandt sted. Måske det indre område bag hegnene og grøfterne var der, hvor de dødes sjæle opholdt sig i overgangsfasen. Hegnene markerede da de grænser, som de døde sjæle ikke kunne overskride. „De døde sjæles landsby“ kunne være navnet på de forunderlige samlingsanlæg, som vi senere kommer til at høre mere om.19 Men lad os nu vende blikket mod Danmark og se, hvordan vi kan følge udviklingen af den forfædrekult, der var så essentiel for bondestenalderens samfund.

Noter

2: M. Midgley 1992.

3: I. Hodder 1984, 1990; A. Sheratt 1991.

4: M. Midgley 1985.

5: Udbredelseskort se M. Midgley 1985, s. 33, fig. 4.

6: N.H. Andersen 1997, s. 243.

7: I. Hodder 1990, s. 183 ff.

8: L. Blomqvist 1989.

9: Se f.eks. M. Strömberg 1968, 1971.

10: K.-G. Sjögren i: G. Burenhult 1999, s. 302 ff.

11: E. Schuldt 1972; E. Sprockhoff 1966, 1967, 1975.

12: E. Sprockhoff 1975.

13: F. Kaul 1998.

14: M. Midgley 1985.

15: F. Kaul 1998, s. 38 ff.

16: Ibid. s. 11.

17: D. Liversage 1992, s. 88.

18: N.H. Andersen 1997, idem 2000, s. 25 ff.

19: Navnet er foreslået af N.H. Andersen i hans publikation af Sarup-anlæggene fra 1997. Se også W. Stöhr 1991, s. 120.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Det rituelle landskab i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430817

Afsnittet Det rituelle landskab er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet