• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De store stengrave

Oprindelig forfatter JJe

For de mennesker, der boede på de små bopladser inde i den tætte urskov, var gravene de synlige holdepunkter for myterne om slægtens oprindelse. Forfædrene boede midt iblandt deres efterkommere i de store gravanlæg, der var rejst som et symbol på forfædrenes nærvær og slægtens ret til jorden. Så længe skoven endnu stod tæt omkring bopladserne brugte man træ til at bygge gravene. Da rydningerne bredte sig, gik man mere og mere over til sten. Således begyndte man omkring 3500 f.Kr. at opføre megalitgravene. Til dem anvendte man de store sten, istidens gletschere havde efterladt overalt i det danske landskab.

Byggeriet af storstensgravene udviklede sig, som vi har set, nogenlunde samtidigt overalt i det store nordeuropæiske lavlandsområde, inkl. Danmark. Bondesamfundene skabte nu mange forskellige variationsformer af gravene. Og udgangspunktet var de trækonstruktioner, man tidligere havde anvendt i gravbyggeriet.45 Det ser ud til, at beslægtede trosforestillinger og en beslægtet rituel praksis spredte sig over store områder – en praksis, der bl.a. krævede, at de døde fik deres endelige hvilested i meget synlige gravmonumenter. Men som også krævede, at man kunne flytte rundt på forfædrenes knogler i forbindelse med udførelsen af bestemte ritualer.

 Langdyssen Troldkirken øst for Nibe, en af de smukkeste i Danmark. Dyssen er ca. 50 m lang og ligger på en bakketop med vid udsigt over Limfjorden.

Langdyssen Troldkirken øst for Nibe, en af de smukkeste i Danmark. Dyssen er ca. 50 m lang og ligger på en bakketop med vid udsigt over Limfjorden.

De tidligste storstensgrave, som blev bygget omkring 3500 f.Kr., kalder man dysser.46 De blev navnlig opført i egnene omkring den vestlige ende af Østersøen, i Danmark, Slesvig-Holsten og Mecklenburg. Enkelte blev også opført i Niedersachsen. Oprindelig var dyssen et rektangulært eller svagt trapezformet gravkammer, sat af fire til seks sten, der vendte den flade side indad.47 Kammeret var dækket af en tonstung, hvælvet sten, en såkaldt overligger, og der var ikke nogen form for adgangsvej til kammeret. Dette var som regel mandslangt, dvs. ca. 2 m i længden og 1 m i bredden.48

Annonce

Med tiden gjorde man imidlertid den ene endesten lav, så den dannede en tærskel eller en slags indgang til kammeret, der stadig var rektangulært eller svagt trapezformet og bygget af fire til seks sidesten. Til tærskelstenen kunne man også føje en kort gang, der som regel var uden overdækning, og hvis sten aftog i størrelse udefter uden at nå helt ud til randstenskæden. Formålet med disse ændringer var at skabe et gravkammer, der lettere kunne bruges flere gange.

I nogle tilfælde ændrede man også på den rektangulære kisteform. Det kunne ske ved, at man vinkelbøjede den ene langside, således at man fik en udvidelse af dyssekammerets areal. Derved opstod en såkaldt polygonaldysse, en type som især findes udbredt i Nordvestsjælland og på Djursland. Det berømte Porskær Stenhus, som ligger mellem Knebel Vig og Mols Bjerge er et velbevaret eksempel på typen.49

Men udviklingen standsede ikke her. Man tilstræbte det stadig mere synlige og begyndte at bygge de såkaldte stordysser, dvs. dysser som havde deres gang i forlængelse af kammerets længderetning, og hvor gangens sidesten nåede helt ud til højens randstenskæde.50 I modsætning til jættestuerne, som blev det sidste led i udviklingen af storstensgravene, havde stordysserne et kammer, der sjældent var over 4 m langt.51 Den sædvanlige bredde var omkring 2-2,5 m. En til to dæksten var, hvad man normalt brugte. De lå over kammeret på tværs af gangens længderetning på samme måde som gangens dæksten. Normalt udgik gangen imod syd-sydøst. Den var vendt imod månen, som var det kraftfulde symbol på død og genfødsel.52

 Planer over de forskellige typer af dyssekamre. Øverst de ældste, rektangulære dyssekamre. Nederst de sene, polygonale dyssekamre.

Planer over de forskellige typer af dyssekamre. Øverst de ældste, rektangulære dyssekamre. Nederst de sene, polygonale dyssekamre.

Når man så dysserne ligge derude i landskabet, kunne de fremtræde på to forskellige måder: de kunne enten ligge i en rundhøj eller i en langhøj. De to fremtrædelsesformer fandtes side om side fra først til sidst, og de understregedes af de sten, der som et hegn afgrænsede højen. Randstenene stod tæt eller mere spredt, de kunne være ganske store, og var det en langdysse, stod de største sten ofte for enderne af højen. Til at lukke mellemrummene mellem de større sten brugte man opstablinger af flade stenfliser, en såkaldt tørmur. Mellem randstenene og kammeret lå jordhøjen. Den strakte sig oftest fra fodkæden til et stykke op på dækstenen. De store gravmonumenter stod altså med helt anderledes stramme linjer og former, end man ser dem i dag, hvor årtusinders vejr, vind og pløjning har blødgjort og mildnet deres fremtoning.

Almindeligvis indeholdt de runde høje kun ét dyssekammer, mens de lange høje rummede flere. Det var dog en regel med mange undtagelser. Man kunne f.eks. tit finde langdysser med kun ét kammer. De ældste, rektangulære dyssekamre kunne ligge i et antal på op til fem kamre i samme langhøj. De polygonale dyssekamre og stordysserne kunne derimod findes i stort tal enkeltvis, parvis eller med flere kamre i både langhøje og runde høje.

 Porskær Stenhus ved Knebel på Mols, den største danske runddysse. Dyssekammeret består af fem bæresten dækket af en stor overligger og omgivet af 23 randsten.

Porskær Stenhus ved Knebel på Mols, den største danske runddysse. Dyssekammeret består af fem bæresten dækket af en stor overligger og omgivet af 23 randsten.

Høj, randsten og gravkammer synes at have udgjort en ubrydelig helhed i de gravmonumenter, som bondebefolkningen byggede i århundrederne efter ca. 3500 f.Kr. Og alligevel forholdt det sig ikke altid sådan. I Knebel på Mols ligger en af landets prægtigste runddysser, Porskær Stenhus er dens navn. Det er et uforglemmeligt syn at nærme sig den en sommerdag, når der står lette cirrusskyer på himlen i den næsten umærkelige vind fra nordøst. Man ser den ligge på det skrånende terræn i et landskab, der er søndret og delt på alle leder af det omgivende hav. Den er som et samlende element i det kaos af former, af åbne banker og stejle skrænter, der omgiver den til alle sider. Dyssekammeret rejser sig med al sin tyngde direkte op fra marken derinde bag de store randsten. Men mellem dem og kammeret er der ingen eller i hvert fald kun en ganske ubetydelig jordhøjning. Måske der aldrig var nogen høj på stedet?53

Også andre steder i landet har man kunnet se det samme syn. F.eks. ved en af de store dysser ved Tustrup på Djursland.54 Og ved Gunderslevholm i Borup Ris ved sydenden af Tystrup Sø på Sjælland, hvor der ligger en meget velbevaret langdysse.55 Engang i 1808 besøgte den unge Grundtvig den sammen med sin jævnalderende ven Chr. Molbech. Grundtvig var dybt grebet af mystikken og storheden i Nordens oldtid og beskrev senere i et digt dette „Asernes Alter“. Et alter var det nu ikke, det var et 5500 år gammelt dysse-gravkammer fra bondestenalderen. Men også Gunderslevholm-dyssen er ligesom Porskær Stenhus jordfri, dvs. at der ikke er nogen synlig høj imellem randstenene og dyssekammeret. Derimod ligger der talrige større sten spredt på arealet inde bag randstenene, sådan som man også ser det ved mange andre dysser, både dem med og uden jordfyld. Nu har man i nyere tid gravet jord væk fra mange af landets oldtidsminder, og det er sjældent sket med nogen særlig pietet over for gravmindet. Men skulle man virkelig her ved Gunderslev-dyssen engang have fjernet al højjorden og have ladet stenstrøningen ligge uden i øvrigt at beskadige randstenene? Det virker ikke sandsynligt. Også Gunderslev-dyssen har formentlig siden sin opførelse stået uden dækkende jordhøj. Randsten og kammer har rejst sig direkte op fra den flade mark.

Også i de tidlige træbyggede grave fra bondestenalderens første tid var højbyggeriet blot det sidste led i den lange række af rituelle handlinger, som indgik i opførelsen af gravmindet. Men undertiden blev en høj slet ikke opført. Måske det samme var tilfældet, når man byggede gravene af sten. Vi ved endnu meget lidt derom. Der knytter sig endnu mange gåder til disse ældgamle døde-monumenters opførelse.

 Maleren J. Kornerups akvarel af en dysse ved Roskilde fra 1853. Stendyssernes fritstående gravkamre blev i 1800-tallet et nationalt symbol – og er det stadig. Men bondestenalderens dyssekamre var normalt ikke fritstående, de var dækket af jord, så kun den øverste del af overliggeren ragede op.

Maleren J. Kornerups akvarel af en dysse ved Roskilde fra 1853. Stendyssernes fritstående gravkamre blev i 1800-tallet et nationalt symbol – og er det stadig. Men bondestenalderens dyssekamre var normalt ikke fritstående, de var dækket af jord, så kun den øverste del af overliggeren ragede op.

Gådefuldt er det også, hvordan de tidlige bondesamfund magtede den kolossale arbejdsindsats, som byggeriet krævede. Vi hørte tidligere om, hvor mange megalitgrave det lykkedes dem at opføre i de forholdsvis få hundrede år, byggeriet stod på. Måske 40.000 i landet som helhed. De har ligget tæt i hver eneste af landets bygder, og hele tiden må der have været byggepladser synlige rundt om i landskabet. F.eks. så vi, at der i det lille område omkring Helnæs Bugt var registreret mere end 120 megalitgrave, hvoraf 13 var jættestuer.56 Det oprindelige antal må imidlertid have været meget større. De fleste af de kendte grave fra Helnæs Bugt-området er kun fundet, fordi man har foretaget intensive afsøgninger i terrænet. Langt de fleste af de fundne grave var ødelagte eller overpløjede.

Man har beregnet, at der i tiden mellem 3500 og 3200 f.Kr., dvs. samtidig med opførelsen af de to samlingsanlæg ved Sarup, som vi senere skal høre nærmere om, blev bygget en storstensgrav på egnen ca. hvert andet år. Det er også anslået, at det i gennemsnit har taget ca. 10.000 arbejdstimer at bygge en storstensgrav.57 Alene tallene siger noget om, hvor betydningsfulde disse byggeprojekter må have været for bondebefolkningen. Hvor megen vægt man tillagde forholdet mellem de levende og de døde.

Hvordan foregik så begravelserne i de stenbyggede grave? Her må vi erkende, at vor viden endnu er ret ringe. For de fleste grave blev brugt om og om igen til stadig nye begravelser. Derfor er det sjældent, at man kan se, hvordan de allerførste gravlæggelser i stenkammeret foregik. Det sker dog en sjælden gang, og hvad man ser kan være ikke så lidt makabert. En af megalitgravene fra Helnæs Bugt-området er f.eks. Klokkehøj. Det var en udvidet dysse.58 Inde i dyssekammeret lå den oprindelige grav. Det var et næsten fuldstændigt bevaret skelet af en mand på mellem 20 og 35 år. Men hovedet og de fire øverste ryghvirvler manglede. De må altså være blevet fjernet, mens senerne endnu holdt skelettet sammen. Dyssekammeret indeholdt også nogle knogler af en anden voksen, bl.a. den øvre del af venstre arm, venstre radius og noget af venstre kraveben, samt kraniet af et 5-årigt barn. De første begravelser i Klokkehøj havde altså ikke været af en enkelt person, men derimod dele af flere individer, hvis knogler der tydeligvis havde været flyttet rundt på.

Man har ofte ment, at de ældste begravelser i dysserne kun omfattede en enkelt person.59 Men spørgsmålet er, om de døde ikke først blev anbragt i gravkammeret, når kødet var bortrådnet andetsteds. Sådan var skik og brug hos den samtidige bondebefolkning i Nordtyskland. Her har man i flere tilfælde kunnet se, at det var dele af skeletter og ikke hele skeletter, der blev begravet i de tidlige dyssekamre.60 Tilsyneladende fulgte deres frænder længere nordpå, i Danmark, den samme skik.61 Et klart eksempel på, at de efterlevende flyttede rundt på knoglerne af de døde, fandt man f.eks. ved siden af en runddysse ved Fakkemose på Langeland.62 Her lå i en nedgravet grube knoglerne af to voksne mennesker. Ligene var helt tydeligt skeletterede, da de blev lagt i gruben. Man havde ganske vist lagt knoglerne ned i gruben i nogenlunde anatomisk orden. Men man havde alligevel lavet fejl, bl.a. lå en lårbensknogle forkert med kugleleddet på knæleddets plads.

 Udbredelsen af dyser i Danmark. Kortet er udarbejdet på grundlag af EDB-registreringer i Det Kulturhistoriske Centralregister på Nationalmuseet.

Udbredelsen af dyser i Danmark. Kortet er udarbejdet på grundlag af EDB-registreringer i Det Kulturhistoriske Centralregister på Nationalmuseet.

I en dysse ved Trekroner i Hareskoven vest for København kunne man se, at der var gravlagt fem voksne og fem børn.63 Men af flere af de døde var der kun få knogler til stede. Af børnene fandt man f.eks. næsten kun underkæberne og af de voksne var der kun små og ubetydelige brudstykker af kranierne, og der manglede også en del af lemmeknoglerne.

At man anbragte forskellige dele af kroppen forskellige steder, og at man forsætligt splittede individet ad, var en rituel skik, der opstod allerede tidligt i den første bondekultur – og den fortsatte mange århundreder frem i tiden. Vi skal senere følge denne destruktive adfærd i andre sammenhænge og se, hvorledes den udgjorde en vigtig del af de tidlige bondesamfunds opfattelse af tilværelsen.

Ødelæggelse indgik også som et væsentligt element i de ritualer, der blev udført foran megalitgravenes facader. Her blev det efterhånden skik og brug at anbringe store mængder offergaver i form af keramik på eller ved højenes randsten, gerne koncentreret omkring indgangspartiet, hvis dyssen havde et sådant. Allerede da de ældste langhøje var i brug, anbragte bønderne offerkar med madvarer foran højenes træfacader. Det er ikke helt klart, om det var som en udløber af denne skik, at man omkring 3500/3400 f.Kr. begyndte at foretage offerhandlinger foran de store stengraves indgange. Men fra det tidspunkt og nogle hundrede år frem i tiden sker der meget omfattende ofringer af navnlig lerkar på eller ved højenes randsten og som regel koncentreret omkring indgangene.64

Sådanne ofringer kendes f.eks. fra en dysse på Onsved Mark i Hornsherred, hvor en offerhensættelse af knap 20 tragtbægre var anbragt tæt ved den østlige højside nord for indgangen, måske i forbindelse med den første brug af dyssen.65 Andre store offerhensættelser af keramik kender man f.eks. fra en stordysse i Vedsted i Sønderjylland66 og fra en langdysse ved Frellesvig på Langeland, hvor der var hensat mindst 179 lerkar.67

Offerhandlingerne ved dysserne nåede deres absolutte højdepunkt samtidig med, at jættestuerne kom i brug omkring 3300/3200 f.Kr. Også jættestuernes indgange blev til en slags kult- og offerpladser ligesom dyssernes. Vi skal derfor først se på det store jættestuebyggeri, før vi igen vender tilbage til de offerritualer, der igennem et par århundreder foregik ved de store stengraves indgange.

Noter

45: D. Liversage 1992, s. 88.

46: M. Midgley 1992, s. 424 ff.

47: E. Aner 1963, P.O. Nielsen 1984b.

48: E. Schuldt 1972. Eksempler på denne tidlige dysseform er bl.a dysserne fra Ølstykke og Kellerød (P.O. Nielsen 1984b) og Strandby Skovgrave ved Sarup, med Fuchsberg keramik (N.H. Andersen 1997, s. 94 ff.

49: P. Eriksen 1999.

50: I Danmark kendes mindst 163 stordysser, særligt almindelige er de i landets sydøstlige egne. Byggeriet af stordysserne fandt sted i faserne MN Ia-b, dvs. i Troldbjerg- og Klintebakkestilens tid. K. Ebbesen 1979a.

51: Eksempler er bl.a. stordysserne fra Vedsted (K. Ebbesen 1979a) og Vroue Hede (E. Jørgensen 1977a, s. 38-39.

52: Hårdh & Roslund 1991.

53: N.H. Andersen & P. Eriksen 1996; P. Eriksen 1999.

54: P. Kjærum 1958. Tustrup-dyssen er i dag ikke længere åben. Den blev rekonstrueret som jorddækket i 1994.

55: N.H. Andersen & P. Eriksen 1996.

56: N.H. Andersen 1997, s. 94.

57: C. Renfrew 1973b, s. 547.

58: S. Thorsen 1981; P. Eriksen 1999, s. 78.

59: P.O. Nielsen 1984b; K. Ebbesen 1990.

60: E. Schuldt 1972; K. Raddatz 1980.

61: N.H. Andersen 1997, s. 343, idem 2000, s. 17 og s. 43, note 29.

62: J. Skaarup 1985, s. 207.

63: F. Kaul 1994, s. 9.

64: De tidligste ofringer ved megalitgravene synes at kunne føres tilbage til slutningen af tidligneolitisk tid, hvor offergaverne ved dysserne består af tyndnakkede flintøkser, tragtbægre og skåle m.v. (P.O. Nielsen 1977a, s. 103; J. Skaarup 1985, s. 356; E. Jørgensen 1988a, s. 203). På dette tidlige tidspunkt kunne offergaver placeres i ret stor afstand fra randstenskæden. I en runddysse ved Fakkemose på Sydlangeland var to lerkarsæt f.eks. anbragt i et par flade gruber i en afstand af henholdsvis 8 og 9 m fra randstenskæden. J. Skaarup 1985, s. 209.

65: F. Kaul 1987a.

66: K. Ebbesen 1979a.

67: Berg & Ebbesen under udgivelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De store stengrave i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 19. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430819

Afsnittet De store stengrave er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet