Menneskene og sproget

Det 3. årtusinde f.Kr. var en tid, hvor oldtidsmenneskenes liv efterhånden antog former, som gør, at vi begynder at kunne genkende os selv i dem. Det er måske forklaringen på, at det også er det årtusinde, hvortil man har søgt at spore de ældste former af de sprog, som endnu tales i Europa. I arkæologien og sprogvidenskaben rettede man tidligere opmærksomheden mod de folkevandringer, som man formodede havde fundet sted i Europa i det 3. årtusinde f.Kr., og som vi allerede har omtalt i forbindelse med enkeltgravstiden. Det førte til antagelser og teorier, som vandt vid udbredelse, men som samtidig også ved deres misbrug fik skæbnesvangre konsekvenser. Vi skal derfor hellige teorierne om „indoeuropæernes“ ældste oprindelse nogle betragtninger.

I 1786 gjorde en engelsk dommer i Calcutta, Sir William Jones, den opdagelse, at der var en sammenhæng mellem sanskrit, latin, oldgræsk, de gotiske, keltiske og oldiranske sprog. Jones blev derved en af grundlæggerne af den sammenlignende sprogvidenskab, der udviklede sig igennem 1800-tallet. Også Danmark ydede sit bidrag til den nye videnskab, først og fremmest gennem sprogforskeren Rasmus Rask (1787-1832), som bidrog til det pionérarbejde, det var at kortlægge og begrunde lighederne mellem de såkaldt indoeuropæiske sprog.¹⁷⁵

I midten af 1800-tallet begyndte man at udbygge tanken om, at lighederne mellem de forskellige indoeuropæiske sprog skyldtes, at de nedstammede fra et fælles sprog, som var ældre end græsk, latin eller sanskrit. Det førte til forestillingen om et sprogenes stamtræ.¹⁷⁶ Ifølge den stammede ligheder mellem sprogene fra deres fælles oprindelse. Sprog, som var nært beslægtede med hinanden, skulle således have skilt sig fra hinanden ret sent. Men når sprogene først var opsplittede og ikke længere i kontakt med hinanden, gik de hver deres adskilte veje. Det var en tanke, som så udviklingen af latin til de romanske sprog som et typisk eksempel på sproglig udvikling. Men det var også en tanke, som var stærkt påvirket af tidens forestillinger om den biologiske udvikling, som de kom til udtryk hos bl.a. Charles Darwin.

Man udviklede samtidig det synspunkt, at når man fandt beslægtede ord i to forskellige indoeuropæiske sprog, så kunne man også finde det ord i proto-indoeuropæisk, som var oprindelsen til dem begge.¹⁷⁷ Ved at studere de fælles indoeuropæiske ord for f.eks. træer og dyr mente man at kunne slutte, at bærerne af det ur-indoeuropæiske sprog havde været nomader, dvs. omvandrende hyrdefolk, og ikke egentlige agerbrugere. Man fandt nemlig, at det oprindelige ordforråd rummede ord for bl.a. hjord, ko, svin, får, ged, hund og hest – og for flere træarter. Men derimod manglede der ord for f.eks. kornsorterne. Deraf udledte man, at indoeuropæerne havde været nomader.¹⁷⁸ Det oprindelige ordforråd manglede også ord for metallerne. Det så man som et tegn på, at det ur-indoeuropæiske sprog havde været talt før bronze- og jernalderen. Man ikke blot daterede ur-indoeuropæerne til stenalderen, men skabte også et ord-billede af deres oprindelige hjemsted. Hvad var mere nærliggende end at søge efter dette på landkortet? Centraleuropa og de sydrussiske stepper var to populære bud. Man vidste jo bl.a., at mange forskellige nomadefolk i historiens løb havde holdt til på de sydrussiske stepper fra Karpaterne og helt over til Centralasien.

Indtil slutningen af 1800-tallet havde man bygget teorierne alene på sproglige iagttagelser. Men på den tid begyndte man at overveje, om ikke også arkæologien kunne underbygge sproghistorikernes teori. Det første skridt blev taget, da den østpreussiske arkæolog og filolog Gustaf Kossinna i 1902 hævdede, at spredningen af de indoeuropæiske sprog måtte hænge sammen med udbredelsen af den såkaldte snorekeramik, dvs. den keramik som var karakteristisk for stenaldersamfundene i en del af det 3. årtusinde f.Kr.¹⁷⁹ I modsætning til mange af sine samtidige mente Kossinna, at de indoeuropæiske sprog måtte være opstået i Nordeuropa og derfra spredt ud over kontinentet. Kossinna var en af de første til at kombinere sproghistoriske vidnesbyrd med arkæologiske – og resultaterne var katastrofale.

På Gustaf Kossinnas tid begyndte forestillingerne om indoeuropæernes racemæssige overlegenhed at dukke op med stor styrke i mange europæiske lande. Det lå i tidens ånd, at man forbandt indoeuropæerne med blåøjede, blonde ariere, hvis hjemland man lokaliserede et sted i Nordeuropa, i Skandinavien, Tyskland eller Lithauen. Gustaf Kossinna døde i december 1931, kun lidt mere end et år før nazisternes magtovertagelse. Men hans ideer var allerede længe inden blevet optaget af den nazistiske propagandamaskine.¹⁸⁰ Desværre kan man ikke sige, at datidens arkæologer forsvarsløst blev udnyttet af magthaverne. Videnskabsmændene bidrog selv aktivt med at levere argumenter til den ideologi, der bl.a. skulle begrunde den nazistiske ekspansionstrang. Når arkæologerne studerede forhistoriske kulturer, jævnførte de gerne de arkæologiske fund af f.eks. lerkar med folkeslag, racer eller stammer. Og ud fra fundene mente de at kunne påvise folkevandringer, der igen blev set som forklaringen på de kulturforandringer, der med visse mellemrum fandt sted i oldtidshistorien.

Ved den 2. Verdenskrigs slutning var den arkæologiske videnskab dybt kompromitteret i navnlig Tyskland. Alligevel levede tankerne fra 1930'ernes arkæologi videre mange steder i efterkrigstiden.¹⁸¹ Bl.a. udgav den meget læste, lithauisk-amerikanske arkæolog Marija Gimbutas fra 1960'erne en serie arbejder, hvor hun argumenterede for, at indoeuropæerne havde deres oprindelse på de sydrussiske stepper nord for Sortehavet, og at de derfra havde spredt sig ud over det europæiske kontinent gennem en serie af folkevandringer i det 4. og 3. årtusinde f.Kr.¹⁸² Marija Gimbutas byggede sine tanker på kombinerede vidnesbyrd fra sprogforskningen og arkæologien, og lagde megen vægt på udbredelsen af bl.a. gravhøje med enkeltbegravelser og snoredekoreret keramik. Det var beslægtede tanker, som var kommet til udtryk, da man i 1940'ernes danske arkæologi talte om, at „enkeltgravsfolket“ skulle være indvandret til Danmark fra de sydøstlige dele af Europa.¹⁸³

Marija Gimbutas teorier hviler på et kultursyn, som i nutiden ikke deles af ret mange arkæologer. Bl.a. stiller man sig i dag langt mere kritisk over for de tidligere så udbredte forestillinger om folkevandringer i forhistorisk tid.¹⁸⁴ Forandringer i det arkæologiske kildemateriale ses i dag sjældent som resultatet af folkevandringer. I stedet har man rettet opmærksomheden mere mod de processer af økonomisk, demografisk og social art, der foregik i de forhistoriske samfund. Man har også med rette peget på, at forsøgene på at lokalisere oprindelsesstedet for de indoeuropæiske sprog ofte hviler på cirkelslutninger: sprogforskerne henviser til arkæologerne, og arkæologerne henviser til sprogforskerne.

Denne ændrede holdning kommer til udtryk i de arkæologiske studier, der siden 1980'erne har taget spørgsmålet om de indoeuropæiske sprogs oprindelse op til fornyet overvejelse. Bl.a. taler man ikke længere om „en indoeuropæisk kultur“. Megen forvirring kom tidligere af, at man blandede begreber som sprog og kultur sammen. Naturligvis går sprog og kultur ofte sammen. Det sker f.eks. ofte, at sproget skifter, når man krydser grænsen til en moderne europæisk nationalstat. Sommetider skifter også hele livsformen. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Mennesker med meget forskellige kulturer kan meget vel tale det samme sprog. Og omvendt kan der inden for et område, hvor livsformen stort set er den samme, tales flere forskellige sprog.

Man taler heller ikke længere om „den indoeuropæiske race“. Ordet race har været et af de mest misbrugte i det 20. århundrede, og det er meget sjældent klart, hvad der menes med det. Begrebet er ekstremt vanskeligt at definere med præcision. Det gælder i særdeleshed, når man kun har at gøre med fund af skeletter. Og det er oftest tilfældet i arkæologien. Der findes ikke nogen videnskabelig måde at måle et skelet på, og ud fra målene sige, at det tilhører en bestemt race.

Vi må således prøve at skille begreberne sprog, race og kultur ad og samtidig erkende, at udgangspunktet for alle overvejelser om de indoeuropæiske sprogs oprindelse altid vil være studiet af sproget. Her kan vi konstatere, at de tidligst registrerede indoeuropæiske sprog blev talt i Anatolien og i det ægæiske område i det 2. årtusinde f.Kr.¹⁸⁵ På den tid har den indoeuropæiske sprogæt imidlertid langtfra været altdominerende. Vi kender nemlig ikke-indoeuropæiske sprog fra meget senere tider i Europa og Nærorienten. Det drejer sig om etruskisk, baskisk, iberisk, tartessisk, estisk, finsk, uratisk, sumerisk, hurritisk og mitannisk. Andre sprog, som muligvis også var ikke-indoeuropæiske, er piktisk, lepontisk og ligurisk. Men i øvrigt ved vi ikke noget om, i hvilket omfang der sent i forhistorisk tid fandtes ikke-indoeuropæiske sprogenklaver i Europa nord for Alperne.¹⁸⁶

Alt hvad der ligger forud for det 2. årtusinde f.Kr. hviler således på et hypotetisk grundlag, hvor man mere eller mindre velbegrundet prøver at drage slutninger om, hvilke sprog oldtidens mennesker talte. En meget omdiskuteret teori er i 1987 fremsat af den engelske arkæolog Colin Renfrew.¹⁸⁷ Med udgangspunkt i de arkæologiske vidnesbyrd forkaster han tanken om en spredning af de indoeuropæiske sprog østfra i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. I stedet er det hans teori, at den indoeuropæiske sprogæt er blevet udbredt ved den samme fremadskridende bølgebevægelse, som i det 7. årtusinde f.Kr. spredte agerbruget ud over Europa fra den østanatolske del af landbrugets oprindelsesområde. Den efterfølgende opsplitning i alle de forskellige indoeuropæiske sprog eller sproggrupper skulle ifølge Renfrew have været mulig, uden at det indebar f.eks. folkevandringer.

Colin Renfrews teori har imidlertid mange svagheder. Dels umuliggør den store tidsdybde en efterprøvning af de sproghistoriske præmisser. Dels passer billedet af den fremadskridende bølgebevægelse ikke særlig godt med den måde, landbruget blev udbredt på over det store nord- og nordvesteuropæiske område.¹⁸⁸

En anden, måske mere plausibel teori er fremsat af den amerikanske antropolog John Robb.¹⁸⁹ Den bygger mere på samspillet mellem sociale og sproglige fænomener, og støtter sig til en lang række antropologiske undersøgelser af sproglig udvikling. Ifølge Robb har der formentlig kun eksisteret nogle få sproggrupper blandt jæger-samlerfolkene på det tyndt befolkede europæiske kontinent frem til agerbrugets begyndelse.¹⁹⁰ Med agerbrugets begyndelse skete dels en befolkningstilvækst, dels en større tilknytning til små territorier. Det skulle have ført til en sproglig differentiering, idet sproget nu i højere grad blev brugt til at markere kulturel identitet.¹⁹¹

Med den øgede kommunikation mellem de europæiske befolkningsgrupper fra det 3. årtusinde og fremefter skulle der imidlertid begynde en udvikling i retning af færre, men større sproggrupper. Også andre forskere har fremhævet den rolle bl.a. udvekslingen mellem de lokale eliter havde for den sproglige udvikling,¹⁹² og som også gav sig udtryk i større uniformitet i den materielle kultur, hvor bl.a. metal bliver et fælles udvekslingsmiddel. Tendensen skulle fortsætte og yderligere forstærkes gennem bronzealderen og den tidlige jernalder, hvor det indoeuropæiske sprog endnu kun var ét blandt et større antal sprogfamilier.

I det 1. årtusinde f.Kr. accelererer udviklingen yderligere, bl.a. som følge af den intensiverede økonomiske udvikling, der skyldtes påvirkningen fra de store civilisationer i syd. Stadigt flere sprog uddøde som følge af denne langtidstendens, og resultatet var, at kun forholdsvis få sprogfamilier forblev i live over store dele af Eurasien. At en af dem var indoeuropæisk kan synes som lidt af et historisk tilfælde. Den indoeuropæiske sprogæts placering i Den gamle Verdens politiske geografi var dog af ikke ringe betydning. Det blev både talt i den nordlige periferi af en ekspanderende civilisation, og efterhånden også i kerneområdet. Indoeuropæisk fulgte således et udviklingsforløb svarende til de semitiske sprog, i modsætning til mere marginale sproggrupper som f.eks. finsk-ugrisk.

Vender vi tilbage til Europa i det 3. årtusinde f.Kr., ville det nok have fremtrådt som noget af et sprogligt kludetæppe. Den indoeuropæiske sprogæt var formentlig i gang med en udfyldning og ekspansion, men vi behøver ikke at sætte fænomenet i forbindelse med vandringer af „øksesvingende, beredne nomader“.¹⁹³ Og på spørgsmålet, om man i Sydskandinavien på det tidspunkt talte et urgermansk, dvs. indoeuropæisk sprog, har vi ikke noget svar. Det får vi først langt senere, da skriftsproget indførtes i Norden i århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse.