Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vogne og veje

Oprindelig forfatter JJe

Lad os forestille os, at vi engang omkring midten af det 3. årtusinde f.Kr. nærmede os en af de bebyggelser, som bønderne gerne anlagde på veldrænet jordbund på små sandede forhøjninger i nærheden af vandløb eller andre vådområder. Allerede på en vis afstand kunne man få øje på de tunge arbejdsvogne, som bragte tømmer til bopladsen eller kørte store sten bort fra de små ryddede, og indhegnede markstykker, hvor kornet groede.

Sådanne vogne havde bønderne brugt længe, formentlig siden det 4. årtusinde f.Kr. De tidligste vogne kender vi dog kun fra deres hjulspor, som man undertiden har fundet ved de arkæologiske udgravninger. Men nu, i det 3. årtusinde f.Kr., lærer vi vognene nærmere at kende, eller i hvert fald deres hjul. I en mose ved Kideris syd for Herning fandt man i 1940 dele af to vognhjul, der havde siddet på en vogn eller kærre, som engang i begyndelsen af enkeltgravstiden havde kørt ad de sandede hjulspor i Vestjylland. Hjulene var af egetræ, og deres diameter var henholdsvis 73 og 78 cm.50 De var begge tunge skivehjul, og begge var de knækket gennem navet. Det ene af hjulene var lavet af to stykker, der var samlet med grater. Et ganske tilsvarende hjul var få år tidligere fundet ved Bjerregårde, lidt sydvest for Herning, også i en mose.

 Vognhjul fra det 3. årtusinde f.Kr. fundet i en mose ved Kideris syd for Herning.

Vognhjul fra det 3. årtusinde f.Kr. fundet i en mose ved Kideris syd for Herning.

De tre hjul var alle udhugget i ét stykke af træstammer med en diameter på omkring 1 meter. Skærer man hjulet af stammens yderste del, vil træet være tilbøjeligt til at skrumpe og slå sig. Skærer man derimod nær stammens marv, vil årerne komme til at forløbe på en sådan måde, at hjulet nemt flækker under kørslen. Det var netop det problem, disse tidlige hjulmagere havde mødt. Alle tre hjul var flækkede på langs af årerne og havde brudflader, der gik parallelt med marvstrålerne. Det ene af hjulene havde man repareret ved hjælp af to tværlister eller indgratede trærevler på hjulets forside. Det var en teknik, man senere udviklede, så man kunne fremstille hjul af planker, der blev udskåret og sammensat sådan, at risikoen for brud blev nedsat.

Annonce

Et andet svagt punkt ved de tunge, massive skivehjul var navet. På de tre jyske hjul var der et fast nav, dvs. at det var udskåret af samme stykke træ som skiven. På et sådant hjul vil årerne i de fremspringende ender af navet gå vinkelret på akselhullet, og de vil derfor meget let kunne brække af. Det problem havde man prøvet at løse ved at gøre navene meget kraftige. 1517 cm lange var de og mellem 18 og 26 cm i diameter inde ved skiven, dvs. at de optog omkring en tredjedel af skivens diameter. Selve akselhullet på de tre hjul var i øvrigt godt slidt. Det vil sige, at hjulene havde drejet på akslen og ikke med akslen.

Ved hjælp af kulstof 14-metoden har man kunnet datere de tre jyske skivehjul til omkring 2900-2800 f.Kr., dvs at de netop stammer fra den tid, hvor der foregik så store forandringer i det danske landskab. Men hjulet var, som allerede nævnt, kommet til Danmark endnu tidligere. Sin ældste oprindelse havde det i den nære Orients kulturlande, formentlig allerede i det 5. årtusinde f.Kr. De ældste eksemplarer kendes fra Mesopotamien og er skivehjul som de danske. I den form er de fra Vestasien nået frem til Europa, og formentlig er spredningen foregået ret hurtigt.51

Men i Danmark har man også fundet spor af de veje og vadesteder, som de tunge, okstrukne kærrer eller vogne skrumplede hen over. Ikke sådan at forstå, at der var et vejnet, som dækkede landet. Færdslen foregik ad brede færdselskorridorer afgrænset af landskabets naturlige barrierer, som forbandt de enkelte bygder med hinanden.52 Men enkelte steder, hvor færdselsforholdene var særligt vanskelige, anlagde man dog regulære vejanlæg.

I ådale på Sjælland har man f.eks. fundet kortere vejforløb eller vadesteder bestående af tykke lag af grene eller ris, der var lagt på tværs af færdselsretningen, ofte sammen med sandlag og støttet af lodrette pæle. Enkelte af disse anlæg har man med kulstof 14-metoden kunnet datere til overgangen mellem den ældre og den yngre bondestenalder. Nogle af de ældste er risveje, som er fundet ved Risby og Elverhøj på Stevns.53

Et andet, næsten samtidigt vejanlæg fandt man i det lange mosedrag, Ellemosen, der strækker sig fra den sjællandske Arresø i syd til Holløse-Ørby-bakkerne i nord.54 I bondestenalderen var det en lavvandet saltvandsfjord, og her havde bønderne bygget en tre m bred stolpesætning.55 Ved stolpesætningens ender, især den ene, stod pælene regelmæssigt ordnet i tre rækker efter længderetningen, og også tværs over stod de på rad, tre og tre. På det midterste og længste stykke var det dog ikke muligt at skelne noget bestemt system i stolpernes indbyrdes placering. Der var bevaret over 200 pæle, gennemgående 8-10 cm tykke. De fleste stolper havde oprindelig stået lodret eller næsten lodret, men nogle var nedrammet under en vinkel på 40-45 grader. Måske det var en stolpevej over åbent vand, eller måske en bro. Anlægget havde retning ud mod en lille holm i fjorden. Overdelen var naturligvis for længst forsvundet. Men dets funktion er i dag stadig lidt af en gåde.

Noter

50: H. Rostholm 1977a.

51: H. Rostholm 1977a; I. Bakker et al. 1999.

52: M. Schou Jørgensen 1993.

53: V. Hansen & H. Nielsen 1977.

54: G. Kunwald 1984; C. Malmros 1986.

55: En kulstof 14-datering viste, at anlægget var bygget omkring 2800 f.Kr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Vogne og veje i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430740

Afsnittet Vogne og veje er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet