Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Statussymboler og redskaber

Oprindelig forfatter JJe

Noget af det mest iøjnefaldende ved de nye enkeltmandsbegravelser i Jylland var brugen af stridsøksen som gravgave. De var små mesterværker af omhu og præcision, fremstillet af meget finkornede bjergarter som diabas og diorit. Man kan ordne stridsøkserne i en rækkefølge efter deres alder.116

De ældste havde alle en konveks overside og konkav underside. De blev fremstillet i to udformninger. Den ene med en ret dybt nedtrukken æg og en mere eller mindre knapformet nakke. Også nakken var nedtrukken, og der var ofte en længdesøm langs oversidens midte.117 Den anden type var slank og fintformet.118 Den havde knap så stærkt nedtrukken æg. Ud for skafthullet sad en vertikal liste, og der var gerne langs nakkekanten en smal kam. Disse økser kendes fra den tidligste del af enkeltgravstiden i Jylland i henved 100 enkeltmandsbegravelser.119 I henved en tredjedel af gravene var stridsøksen den eneste gravgave.

Med tiden udviklede man nye stridsøkseformer. De lidt yngre former kunne have omtrent plan over- og underside,120 eller de kunne have en let konkav overside og en stærkt tilbagetrukket, buet æg.121 Endelig kunne de være helt symmetriske med omtrent ensdannet, konkav over- og underside,122 og de var ofte prydet med lister og indridsede linjer.123

Annonce

Endelig førte udviklingen hen imod slutningen af enkeltgravstiden frem til typer, der generelt var mindre end før og noget blødere i linjerne. Den symmetriske form fastholdt man endnu i nogen tid.124 Men efterhånden rykkede skafthullet nærmere nakken, der som regel var sammentrykt eller indkneben.125 Øksen var ofte kortere end tidligere, men man lavede også lange, slanke og meget spinkle eksemplarer, hvis funktion som rangstegn var helt tydelig.

Kun i et eneste tilfælde har man fundet en stridsøkse med rester af skaftet bevaret. Det var i det ovenfor omtalte store trækammer ved Vroue i Nordjylland.126 Her havde øksen ligget på den dødes bryst. Men i andre grave finder man den ofte foran ansigtet eller ved livet. I øvrigt er det tvivlsomt, om stridsøksen var et særlig effektivt våben. Dens skafthul var for lille til at muliggøre en solid skæftning, og skaftet må have været overordentlig udsat for brud, dersom øksen blev anvendt til hug.

 Stridsøkser fra jyske enkelt-grave. Øverst de tidligste fra undergravstid. I midten økser fra bundgravstid og nederst økser fra overgravstid.

Stridsøkser fra jyske enkelt-grave. Øverst de tidligste fra undergravstid. I midten økser fra bundgravstid og nederst økser fra overgravstid.

I alt har man fundet henved 2500 af disse stridsøkser i Danmark. Hvad kan vi læse ude af det store antal? Formentlig at stridsøksen mindre var et våben end et symbol. Som sådan var den formentlig med til at understrege den enkelte families øgede status, dvs. at der var større lighed mellem de enkelte familier. I tidligere århundreder havde man også brugt stridsøkser. Også de må have været statussymboler og har på en eller anden måde formentlig signaleret bærerens rang som kriger. Krigeriske konflikter var i hvert fald et almindeligt fænomen i de tidlige bondesamfund; det tyder bl.a. de mange trepanerede kranier i storstensgravene på, som vi allerede har hørt det. Men samtidig har økserne formentlig også signaleret en eller anden form for lederrolle i familier med særlig høj status.

Med begyndelsen af enkeltgravstiden blev stridsøksen en langt mere almindelig gravgave end tidligere, i hvert fald i de vestlige dele af landet, hvor enkeltmandsbegravelser dominerede. Måske stridsøksen ikke længere var symbolet på ledere i et ættesamfund. Måske den snarere symboliserede rollen som familieoverhoved i et samfund, hvor den enkelte familie havde fået en mere uafhængig status. Det øgede antal økser kan evt. have været med til at markere en større social kappestrid mellem de enkelte familier. I hvert fald var det nu en betydelig større del af befolkningen end før, der fik en særlig fornem begravelse. Øksen blev derved endnu et tegn på det nybrud, der skete ved enkeltgravstidens begyndelse.

Endnu brugte man ikke metalsager som gravgods for at markere enkeltindividers særlige rolle. Helt uden kendskab til metalsager var man dog næppe.127 I Sverige forekommer der på den tid i nogle få tilfælde ganske små kobbersager som gravgods.128 Også på kontinentet mod syd kunne man finde på at lægge kobbergenstande i gravene. Men generelt må tiden have været ganske metalfattig.

 Ravsmykker fra enkeltgravstidens gravhøje. Øverst et lerkar med mere end 300 ravperler fundet i Sæby ved Viborg. Nederst en stridsøkse, en arbejdsøkse og to ravskiver, de sidste sandsynligvis fra et bælte, fundet i Ejstrup ved Skanderborg.

Ravsmykker fra enkeltgravstidens gravhøje. Øverst et lerkar med mere end 300 ravperler fundet i Sæby ved Viborg. Nederst en stridsøkse, en arbejdsøkse og to ravskiver, de sidste sandsynligvis fra et bælte, fundet i Ejstrup ved Skanderborg.

Rav blev derimod ofte lagt i enkeltmandsbegravelserne i Vestdanmark.129 I de ældste mandsgrave var det ofte store ravskiver, mens mindre ravperler især var almindelige i kvindegrave. Her kunne antallet ofte være ganske stort, ikke sjældent over 100 ravperler i en enkelt grav. En grav fra Tarp i Ribe amt indeholdt 375 ravperler i én hob.130 En anden grav fra Ottinggård i Ringkøbing amt rummede 428 ravperler.131 Og i en grav fra Fly nær Skive fandtes over 500 perler. Undertiden findes ravperlerne på en måde, som viser, at de indgik i komplicerede, sammensatte smykker.132

Hvad man lagde i gravene i Østdanmark er mere uklart.133 Her var genbegravelser i ældre tiders megalitgrave den almindeligste gravform. Det er imidlertid svært at skille de enkelte begravelser ud fra hinanden. Dog er det klart, at stridsøkser var en meget sjælden gravgave, navnlig i de første århundreder af perioden.134 Nogle få såkaldte tap-stridsøkser stammer formentlig fra den tidlige del af enkeltgravstiden, men kan slet ikke måle sig i antal med fundene fra Vestdanmark.135 Derimod var flintøkser og flintmejsler meget almindelige gravgaver.

Flinten til disse fint forarbejdede redskaber skaffede man sig som før i de områder, hvor skrivekridtet nåede op i dagens lys. Man kender dog kun et enkelt flintbrud fra det tidlige 3. årtusinde f.Kr. Det blev fundet ret sydligt i Østjylland, i Blegvad ved Kousted Å nord for Randers.136 I den tidlige enkeltgravstid havde man her, i kanten af en lille ådal, gravet flint ud af skrivekridtet. Der lå større værkstedsområder omkring gruberne, og de viser, at flintfolket her især fremstillede små økseplanker.

 Tyknakket flintøkse fra enkeltgravstiden. Teknisk set er disse økser ringere end økserne fra den ældre bondestenalder. De er ofte lavet af grov danienflint og slibningen er temmelig overfladisk.

Tyknakket flintøkse fra enkeltgravstiden. Teknisk set er disse økser ringere end økserne fra den ældre bondestenalder. De er ofte lavet af grov danienflint og slibningen er temmelig overfladisk.

 Skæftet tyknakket økse fra enkeltgravstiden. Fundet ved Føllenslev på Vestsjælland. Kun den øverste del af skaftet er bevaret. Det er sekundært tilskåret med en tap for neden.

Skæftet tyknakket økse fra enkeltgravstiden. Fundet ved Føllenslev på Vestsjælland. Kun den øverste del af skaftet er bevaret. Det er sekundært tilskåret med en tap for neden.

 Flintmejsler fra enkeltgravstiden. I formen ligner de mejslerne fra den ældre bondestenalder, men deres slibning er mere overfladisk end de ældre typer.

Flintmejsler fra enkeltgravstiden. I formen ligner de mejslerne fra den ældre bondestenalder, men deres slibning er mere overfladisk end de ældre typer.

Enkeltgravstidens flintøkser kan være svære at adskille fra de økser, der havde været i brug i de forudgående århundreder.137 Der findes dog en særdeles talrig variant, som især forekommer på Sjælland, Lolland-Falster og Møn samt på Bornholm og i Skåne, og som har været en af de foretrukne gravgaver i enkeltgravstiden i storstensgravene i Østdanmark. Denne sene øksetype adskiller sig tilsyneladende fra de ældre flintøkser ved en anderledes skæftning.138 Også hvad angår slibningen er der forskelle mellem de tidlige og de sene økser. Det ser ud til, at de tidlige økser havde mindre slibning på smalsiderne end økserne fra enkeltgravstiden.139

Ved Føllenslev i Nordvestsjælland fandt man en tyknakket, skæftet flintøkse fra enkeltgravstiden.140 Skaftet, der var lidt over 24 cm langt, var lavet af en gren eller en tynd stamme af asketræ, hvis marv var bevaret. Forneden afsluttedes skaftet af en ejendommelig flad tap. Den var skråt afskåret mod den øvrige del af skaftet, men der var ikke tale om et brud fra ældre eller nyere tid. Skaftet har ikke været længere. Øksebladet var 20,5 cm langt og en retøkse af tyknakket type med slibning alene på bredsiderne nærmest æggen. Nakken af flintbladet flugtede med bagsiden af skaftet. Et offerfund var det formentlig, det slutter man af, at der i nærheden var bygget en lille platform af grene, kviste og spidse pæle. Tæt ved øksen lå i øvrigt en stammebåd.141

 Diverse flintøkser fra enkeltgravstiden. 1: Mellembladet økse, dvs. en lang, tyknakket retøkse med tyndt blad fra den tidlige enkeltgravstid. 2: Tyknakket huløkse, den såkaldte Hornebytype, en firsidet huløkse, hvor bladets største tykkelse findes et stykke fra nakken. Dateres til den senere del af enkeltgravstiden. 3: Tyknakket huløkse, den såkaldte Kregme-type. Har rette sidekanter og et V-formet længdesnit. Dateres til sen enkeltgravstid og den efterfølgende dolktid.

Diverse flintøkser fra enkeltgravstiden. 1: Mellembladet økse, dvs. en lang, tyknakket retøkse med tyndt blad fra den tidlige enkeltgravstid. 2: Tyknakket huløkse, den såkaldte Hornebytype, en firsidet huløkse, hvor bladets største tykkelse findes et stykke fra nakken. Dateres til den senere del af enkeltgravstiden. 3: Tyknakket huløkse, den såkaldte Kregme-type. Har rette sidekanter og et V-formet længdesnit. Dateres til sen enkeltgravstid og den efterfølgende dolktid.

På Lindholm, en lille ø ca. 2 km fra Lollands nordkyst, fandt man yderligere en skæftet flintøkse.142 Også her var anvendt en askegren, hvis marv var bevaret i skaftets midte, og som var ganske enkelt tildannet omkring øksehovedet. Dette udgjordes af en svær, tyknakket flintøkse, eller rettere kun nakken af den, for hele den forreste part var slået bort. Nakken ragede også her kun ubetydeligt bagud af hullet.

Ud over retøkserne brugte man også huløkser som gravgave, specielt i den senere del af enkeltgravstiden.143 Det var tyknakkede, firesidede økser, hvor bladets største tykkelse lå et stykke fra nakken. De er fundet i en halv snes jyske enkeltgrave, men kendes fra talrige megalitgrave, depoter og enkeltfund i den østlige del af Danmark. Fra Sydskandinavien blev typen i stort tal spredt langs de østsvenske kyster, og højt oppe i den Botniske Bugt findes den i meget store depoter.144

 Bægre med vandret snoreornamentik

Bægre med vandret snoreornamentik

De lerkar, man satte i gravene til de døde, viser ligesom de andre gravgaver, at der på overgangen til enkeltgravstiden var sket meget nyt. Selve pottemagerteknikken blev forandret, man begyndte at magre leret med chamotte, dvs. knuste lerkarskår. Også brændingsteknikken blev forbedret.145 I tidligere århundreder havde lerkarrene været lavet af groft ler, magret med brændte granitkorn og brændt under meget iltrige forhold. Med enkeltgravstidens begyndelse blev lerkarrene generelt mere tyndvæggede, og karrene blev brændt under iltfattige forhold. Formentlig blev de brændt i ildgrave på samme måde, som man senere brændte jydepotter. Hvor hurtigt denne nye pottemagerteknik slog igennem, er dog ikke helt klart. Nogle undersøgelser tyder på, at det skete langsomt og gradvist.146 Det tog også nogen tid, før lerkar reglmæssigt blev lagt i gravene som gravgods.147 De tidligste gravkar var bægre med svajet profil og en vandret snoreornamentik, som med tiden udviklede sig til et sildebensmønster.148

 Retvæggede bægre findes næsten udelukkende i Jylland, kun i meget få tilfælde på øerne. I jættestuen fra Hagebrogård i Nordvestjylland var der 15 sådanne bægre fra begravelser foretaget i enkeltgravstiden.

Retvæggede bægre findes næsten udelukkende i Jylland, kun i meget få tilfælde på øerne. I jættestuen fra Hagebrogård i Nordvestjylland var der 15 sådanne bægre fra begravelser foretaget i enkeltgravstiden.

Som vi så i den udsædvanligt velbevarede Kobberup-kiste, klarede man sig langt hen ad vejen med trækar. Formgivningen af lerkarrene, specielt bægrene var ens over meget store områder, ikke blot i Jylland, men også i Nordvesttykland og Holland.149 Det gjaldt i øvrigt hele enkeltgravstiden igennem, at lerkarrene afspejlede bønderens kontakter med nabofolkene i lavlandsområderne mod syd og sydvest. De svajede bægre forblev i brug ganske længe,150 udelukkende svajede østlige bægertyper meget varierende i form og ornamentik. De har gerne en svajet profil og kan have en konveks overdel. Nogle af dem er dekoreret med kamdekoration eller horisontale vinkelbånd. Nogle af de sene bægre er dekoreret med horisontale bånd adskilt afblanke felter,151 men afløstes efterhånden af mere eller mindre retvæggede bægre, som kunne være dekoreret med alle mulige stregmønstre. Navnlig ét motiv vandt stor udbredelse, vinkelbånd med vandrette bånd ved randen udført med tandstok. Blandt de retvæggede bægre har nogle hul krave,152 mens andre, de almindeligste, har en helt ret side.153 Disse motiver kan man finde i mange variationer, og tit klumper ens dekorerede lerkar sig sammen i små områder. Det kan betyde, at karrene blev lavet af den samme pottemager, eller at de enkelte familier hver havde deres bestemte motivkombinationer.

 Med enkeltgravstiden viser der sig for første gang i danske oldtidsfund lerkarformer, der kan tolkes som mælkeskåle, som f.eks. disse, der stammer fra jyske gravfund.

Med enkeltgravstiden viser der sig for første gang i danske oldtidsfund lerkarformer, der kan tolkes som mælkeskåle, som f.eks. disse, der stammer fra jyske gravfund.

Gravkarrene var i øvrigt kun et lille udvalg af de lerkar, man brugte på bopladserne. Mange forskellige former var i brug: ud over bægrene også skåle, globulære kar og store forrådskar.154 Skålene, som undertiden kom med i gravene, kunne have vorteformede fødder eller en lav, indkneben fod. Det var former, som var dukket op forholdsvis tidligt i enkeltgravstiden,155 og de kan meget vel tænkes at have været brugt til mælkeprodukter. Vi skal senere vende tilbage dertil.

Store, globulære kar var også forholdsvis almindelige i bøndernes husholdninger. Det var kar med en kort, snæver hals og ører på bugen.156 Også de lignede de kar, man kunne finde længere sydpå, på kontinentet.157 Endelig var der de store forrådskar, som hørte til enhver husholdning.158 De havde ofte en pålagt bølgeliste eller en liste med fingerindtryk under mundingen.159

 Kugleformede kar fra enkeltgravstiden, fundet i henholdsvis Vroue (tv.) og Dollerup (th.) i Jylland. Karformen har nære paralleller i bl.a. Niedersachsen i Tyskland.

Kugleformede kar fra enkeltgravstiden, fundet i henholdsvis Vroue (tv.) og Dollerup (th.) i Jylland. Karformen har nære paralleller i bl.a. Niedersachsen i Tyskland.

 Lerkar fra enkeltgravstidens bopladser i Nordvestjylland. Der er bl.a. tale om snorede-korerede bægre. 1-5: Hvolris. 6: Vindum Skovmark.

Lerkar fra enkeltgravstidens bopladser i Nordvestjylland. Der er bl.a. tale om snorede-korerede bægre. 1-5: Hvolris. 6: Vindum Skovmark.

 Forrådskar fra enkeltgravstiden, fundet på bopladsen Mortens Sande i Nordvestjylland.

Forrådskar fra enkeltgravstiden, fundet på bopladsen Mortens Sande i Nordvestjylland.

Noter

116: P.V. Glob 1945, s. 15 ff. Helt forenklet kan man regne med en ældre gruppe bestående af typerne A-G, og en yngre gruppe bestående af typerne H-L.

117: P.V. Glob 1952, nr. 332-335.

118: P.V. Glob 1952, nr. 336-339.

119: K. Ebbesen 1997a, s. 77.

120: Type C (P.V. Glob 1952, nr. 340-41).

121: Type D (P.V. Glob 1952, nr. 342-45).

122: Type E (P.V. Glob 1952, nr. 346-48).

123: Type F (P.V. Glob 1952, nr. 349-50).

124: Typerne H (P.V. Glob 1952, nr. 353-54 og I (P.V. Glob 1952, nr. 355-358).

125: Typerne K (P.V. Glob 1952, nr. 359-65) og L (P.V. Glob 1952, nr. 366-67).

126: E. Jørgensen 1985a.

127: H. Vandkilde 1996, s. 177.

128: M. P. Malmer 1962, s. 168 ff, idem. 1975, s. 58 ff.; G.O. Janzon 1986.

129: K. Ebbesen 1983a, s. 163, fig. 34, idem 1986c, s. 38; D. Mahler 1986.

130: M.R. Madsen & N. Thomsen 1972.

131: H. Rostholm 1982c.

132: M. Lauenborg 1980.

133: K. Davidsen 1980.

134: I slutningen af enkeltgravstiden bliver stridsøkser af type K forholdsvis almindelige i Østdanmark. De fleste er dog fundet enkeltvis, typisk i vådområder, hvor de formentlig er nedlagt som offergaver, se A.H. Andersen 1986, s. 63.

135: K. Ebbesen 1984a.

136: B. Madsen 1993.

137: P.O. Nielsen (1977b) har påpeget, at der kan udskilles to hovedgrupper af flintøkser: Gruppe A, som består af tyknakkede flintøkser med uslebne smalsider, lige nakke og en smalsidevinkel på mindst 8 grader. De hører til den forudgående bondekultur i dens sidste århundreder. Gruppe B tilhører derimod enkeltgravstiden. Den omfatter tyknakkede flintøkser med slebne eller uslebne smalsider, lige eller skrå nakke samt en smalsidevinkel på højst 8 grader. Om diskussionen herom se bl.a. P.O. Nielsen 1977b; K. Davidsen 1980, s. 43; C.J. Becker 1981a; K. Fabricius 1996.

138: K. Ebbesen 1978a, idem 1983a, s. 129 og 140.

139: K. Ebbesen 1983a, s. 141, se også P.V. Petersen 1993, s. 111 ff.

140: C.J. Becker 1947b, s. 25, fig. 6-7; K. Ebbesen 1979c, s. 38, 1983a, s. 140.

141: C.J. Becker 1947a, s. 275.

142: C.J. Becker 1947b, s. 26, fig. 8-9.

143: Først og fremmest den tyknakkede huløkse (Hornebytype), se P.V. Petersen 1993, s. 114, opkaldt efter et depotfund fra Nordsjælland.

144: Et nordsvensk depot er f.eks. kendt fra Kusmark, se P.V. Petersen 1993, s. 34, fig. 12.

145: B. Hulthén 1977, 1986.

146: U. Engberg 1986.

147: Lerkarrene i gravene er behandlet af P.V. Glob 1945, s. 64 f. Han inddelte dem i følgende typer: A-E: svajede bægre, F: amforer med kugleformet bug, G: skåle, H: bægre med hul krave, I: rundbugede bægre, K-P: bægre med ret side. En del af Globs typer er senere blevet dateret til senneolitisk tid. Det gælder typerne B3, E2-3, K1-5 og nogle af P-gruppens bægre. Se J. Simonsen 1987, s. 147.

148: Bægrene kunne være dekoreret med snor: type A (P.V. Glob 1952, nr. 406-09), med streg: type B (P.V. Glob 1952, nr. 410-11) eller med sildebensmønster: type C (P.V. Glob 1952, nr. 414-416).

149: L. Hvass 1986.

150: Yngre bægertyper: type D (P.V. Glob 1944, s. 76, fig. 40).

151: Type E (P.V. Glob 1945, s. 78, fig. 42).

152: Type H (P.V. Glob 1952, nr. 443-447).

153: Typerne K til P. Type K (P.V. Glob 1952, nr. 448-53), type K (P.V. Glob 1952, nr 454-461), type M (P.V. Glob 1952, nr 462-64), type N (P.V. Glob 1952, nr. 465-68), type O (P.V. Glob 1952, nr. 469-74) og type P (P.V. Glob 1952, nr. 475-79).

154: L. Hvass 1986; M. Hansen 1986a; J. Simonsen 1987; D. Liversage 1988.

155: Type G (P.V. Glob 1952, nr. 432-36).

156: Type F (P.V. Glob 1952, nr. 412-13). Se også idem 1945, s. 75 ff og K. Davidsen 1976.

157: L. Hvass 1986.

158: Enkelte er fundet i megalitgrave, se f.eks. H. Rostholm 1982b, s. 60; K. Ebbesen 1979a, pl. 41, 16.

159: C.J. Becker 1955b.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Statussymboler og redskaber i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430743

Afsnittet Statussymboler og redskaber er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet