Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Offernedlæggelserne

Oprindelig forfatter JJe

Allerede tidligt i det 4. årtusinde f.Kr. var bønderne begyndt at lægge rituelle ofre af værdigenstande som f.eks. flintøkser og rav ud i landets talrige vådområder. Den skik var de fortsat med igennem mere end tusinde år. Også nu, i enkeltgravstiden, blev store mængder af værdigenstande taget ud af omløb ved at blive ofret i søer, vandløb og moser. Som vi senere skal se, var det en skik, man holdt fast ved endnu i et par tusinde år, helt frem til jernalderen.

I begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. var det navnlig spidsnakkede retøkser, der blev ofret. Senere, omkring årtusindets midte, fulgte de mange nedlæggelser af tyndnakkede flintøkser, som igen afløstes af de tyknakkede økser (se Øksen). Det var fortsat dem, man nedlagde i begyndelsen af enkeltgravstiden, indtil de nogle hundrede år senere blev afløst af huløkser.160 Ofringer af mosepotter var derimod næsten ophørt.161 Det samme var ofringer af rav.162

De almindeligste offergaver var enkeltgenstande, som blev nedlagt i vådbundsområder, først og fremmest slebne flintøkser,163 hvoraf nogle var forsynet med skaft ved nedlæggelsen.164 Men det kunne også være uslebne flintredskaber eller tapkiler, køllehoveder og stridsøkser.165 Navnlig i den nordøstlige del af de danske øer var enkeltnedlæggelser af stridsøkser almindelige, de kendes dog også fra resten af landet.

Annonce

 Offernedlæggelse af 16 råemner til flintøkser, fundet ved Lisbjerg nær Århus.

Offernedlæggelse af 16 råemner til flintøkser, fundet ved Lisbjerg nær Århus.

Ligesom i den ældre bondestenalder ofrede man også økser og mejsler på bopladserne.166 Nogle af dem blev lagt ned ved de stolper, som bar husenes konstruktion, formentlig skete det i forbindelse med opførelsen af husene. Andre blev nedlagt i særlige offergruber på arealet uden for husene.

Mest iøjnefaldende var dog de rituelle ofre i de vådområder, der omgav bopladserne, og hvor flere end én genstand blev nedlagt samtidig. Det var især flintøkser og flintmejsler, både færdige og ufærdige eksemplarer, mere end 70 af den slags fund kendes.167 Et enkelt stort fund fra Lisbjerg ved Århus bestod f.eks. af 14 flintplanker og to råt tilhuggede stykker flint.168 Sommetider nedlagde man også rent flintskrot, dvs. forskellige sammenbragte, brugte stykker og fragmenter.

Man nedlagde navnlig de rituelle ofre i de nordlige og østlige dele af landet. Det var de egne, hvor man havde let adgang til naturlig flint i undergrunden. I de egne, hvor man begravede de døde i enkeltmandsbegravelse i høje, dvs. i Vest- og Midtjylland, blev der derimod ikke nedlagt flintdepoter. Her var kvalitetsflint vanskeligere at få fat i, og flintredskaberne blev hovedsagelig fremstillet af moræneflint. Der synes næsten også at have været en kommunikationsgrænse mellem samfundene i det vestlige og centrale Jylland på den ene side og samfundene i den øvrige del af landet.

Hvordan skal vi fortolke disse ofringer af kostbarheder? Formentlig er de de sidste rester af komplicerede ritualer, hvis spor for altid er slettet. Vi kan kun konstatere, at offerhandlingerne meget ofte foregik i forbindelse med vand. Størsteparten af kostbarhederne er jo fundet i vådområder. Offerhandlingerne var desuden udtryk for en ødsel og demonstrativ destruktion af velstand, som formentlig igen betød, at der eksisterede en social kappestid mellem de enkelte samfund. Offerfundene viser også mange forskellige grader af velstand. F.eks. var de økser, som blev ofret flere sammen, ofte af en højere kvalitet end de økser, som blev ofret enkeltvis.169

På sin vis kan man sammenligne offernedlæggelsernes demonstrative destruktion af velstand med det forbrug af værdigenstande, som gravritualerne foreskrev. I begge tilfælde tog man f.eks. kostbare økser ud af omløb og gjorde dem derved ubrugelige for de levende. Gravgaverne blev brugt til at markere den dødes sociale position. Formentlig lå der også bag offernedlæggelserne et ønske om at demonstrere velstand og social status.170 Men hvem angik denne demonstrative adfærd. Hvem var det, der stod bag offernedlæggelserne?

I gravene afspejlede gravgaverne ikke blot de efterlevendes omsorg for den døde, men også den dødes sociale status, f.eks alder og køn. Gravene var nok så meget udtryk for den individuelle sfære i samfundet. Også selv om man ved gravritualerne i f.eks. storstensgravene netop søgte at betone individets forhold til gruppen. I enkeltmandsbegravelserne kunne man imidlertid også markere den dødes gruppe-tilhørsforhold. F.eks. blev forskelle i rang fortrinsvis markeret, når den døde var en mand. Denne betoning af mandlig prestige satte ind med begyndelsen af enkeltgravstiden. Men der skulle gå endnu et årtusinde, før kvinder blev synlige som rangspersoner i gravfundene. Det skete først i løbet af bronzealderen. De i øvrigt ret beskedne forskelle i velstand og rang, som kom til udtryk i gravene fra den yngre bondestenalder, afspejlede formentlig først og fremmest forskelle mellem aldersgrupper, f.eks. unge mænd med lav status over for ældre mænd med høj status.171

Offernedlæggelserne foregik først og fremmest uden for de områder, hvor man begravede de døde i enkeltmandsbegravelser. Dvs. i de områder i Nordjylland og Østdanmark, hvor man betonede den enkeltes tilhørsforhold til gruppen. Ja, man kan ligefrem sige, at forholdet mellem de rituelle offernedlæggelser og gravritualerne giver et fingerpeg, om hvorvidt individualitet eller kollektivitet var det dominerende princip i samfundet.172 Forskelle i betoningen af det individuelle over for det kollektive begyndte allerede at gøre sig gældende i begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr., hvor der i Østdanmark var en forkærlighed for kollektive begravelser i de store stengrave, mens man i Vestdanmark lagde stigende vægt på individuelle begravelser, f.eks i stendyngegravene. I begyndelsen af enkeltgravstiden begynder man at kunne se en regional opsplitning af landet. Ja, måske en opdeling af befolkningen i forskellige, etniske grupper, der anvendte forskellige begravelsesskikke, og som socialt, materielt og geografisk set var adskilte.173 Det var noget, der fik betydning for samfundets udvikling i de følgende århundreder, og som var et første varsel om den bronzealder, der skulle begynde omkring 2000 f.Kr.

 Offernedlæggelse af 13 uslebne, tyknakkede flintøkser, fundet i Benzon Enge, Djursland.

Offernedlæggelse af 13 uslebne, tyknakkede flintøkser, fundet i Benzon Enge, Djursland.

Vender vi tilbage til offernedlæggelserne, kan vi formentlig se dem som de sidste rester af komplicerede ritualer, udført af de lokale samfund, af grupper af individer eller måske af fremstående enkeltindivider, men på samfundets vegne. Gruppen har formentlig været ejer af velstanden, men velstanden kan i praksis godt have været båret af mænd af høj rang. Hensigten med offernedlæggelserne var formentlig at øge lokalsamfundets prestige, og variationen i indholdet af offernedlæggelserne afspejlede forskelle i velstand mellem de sociale grupper.

Når man lever i et moderne samfund med dets store vægt på individet, er det svært at danne sig et billede af et samfund, hvor gruppen var et udeleligt hele. Her må man igen skele til etnografernes beskrivelser, f.eks. af samfundsformer, som de f.eks. fandtes på den nordlige Stillehavskyst helt frem til dette århundrede.174 Blandt Nordvestkystindianerne var samfundet organiseret i slægtskabsgrupper, som levede og arbejdede sammen. Nok fandtes der i slægtskabsgrupperne mennesker med enten høj eller lav rang. Men samfundet var gennemsyret af forestillinger om, at slægten og gruppen var en udelelig helhed, og at gruppen var den højeste autoritet. Følgelig var det også slægtskabsgrupperne – ikke individerne -som var ejere af velstanden. Et individ kunne godt betragte sig selv som ejer af visse personlige værdier. Men vigtige rigdomme, såsom jord, huse og særligt betydningsfulde værdigenstande, var gruppeejede. Selv de værdier, som ejedes af enkeltindivider, kunne gruppen trække på, hvis det var nødvendigt.

En del af formålet med velstanden var, at den skulle indgå i et ødselt forbrug. Derved viste man sin velstand og magt over andre – og det gav slægtskabsgruppen anseelse. Det yderste udtryk herfor var at forære bort eller ødelægge mængder af værdigenstande. Man kalder dette fænomen for potlatch. Det kan virke mærkeligt, at man for at opnå højere anseelse end sine rivaler skal ødelægge sine mest skattede ejendele, og sådan fungerede det da også kun i sin mest yderliggående form. Men fænomenet havde eksisteret i form af ceremoniel gaveudveksling siden tidernes morgen. En person af høj rang kunne invitere til potlatch, dvs. en fest hvor de indbudte fik overrakt gaver, f.eks. tæpper, kanoer eller andre genstande af stor ceremoniel værdi. Værtens anseelse afhang direkte af, hvor store og kostbare gaver han kunne forære bort. For modtageren betød gaven imidlertid et tab af anseelse, som kun kunne opvejes ved, at han selv afholdt en potlatch, og helst af et endnu større omfang. Potlatchen var altså en mulighed for, at de forskellige slægstskabsgrupper kunne konkurrere indbyrdes om den højest mulige anseelse. En anden funktion af potlatchen var, at den styrkede solidaritet inden for gruppen.

Der er absolut ingen garanti for, at det er gået sådan for sig i bondestenalderens Danmark. Eksemplet er kun givet for at vise, hvorledes man kan omgås velstand i samfund, hvor gruppen er det styrende princip, og hvor balancen mellem individuel og kollektiv autoritet er ganske anderledes end i vort samfund. Det kan føre til et demonstrativt og tilsyneladende irrationelt forbrug af værdigenstande. Måske vi skal se stenaldermenneskenes vedholdne ofringer af deres fornemt udførte flintredskaber, en skik de fastholdt igennem mere end totusinde år, i det perspektiv.

Noter

160: K. Ebbesen 1993a.

161: Kun nogle få mosefundne lerkar kendes, f.eks. E. Koch 1998, nr. 175,6.

162: Fra hele det nordiske område kendes fra enkeltgravstiden kun to sikre fund. De er fra Stangerup på Falster (Th. Mathiassen 1942, s. 11, fig. 7) og Sattrup Moor i Slesvig (K. Ebbesen 1983a, s. 144).

163: K. Ebbesen 1983a.

164: K. Ebbesen 1979c.

165: K. Ebbesen 1984a, s. 130.

166: P. Karsten 1994, s. 145 ff.

167: K. Ebbesen 1983a.

168: Ibid.

169: P. Karsten 1994, s. 103 ff.

170: H. Vandkilde 1996, s. 275.

171: Ibid.

172: Ibid.

173: Ibid.

174: Hastrup & Ovesen 1980, s. 238; H. Vandkilde 1996, s. 277.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Offernedlæggelserne i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430744

Afsnittet Offernedlæggelserne er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet