Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fangstfolk ved havet

Oprindelig forfatter JJe

I de århundreder, hvor de store omlægninger af landbruget fandt sted, var der en travl virksomhed ved de danske kyster. Man havde tydeligvis fået en fornyet interesse for havets rigdomme. Især i Nordjylland, langs Limfjordens talrige forgreninger, og i de østjyske fjorde, samt mange steder på det nordlige Sjællands kyster kunne man finde fangstfolkenes bopladser. Det var, som orienterede de sig især mod Kattegat, denne mægtige vandørken midt i det frugtbare sydskandinaviske område. Opholdene ved kysterne gjorde, at fangstfolkene fik kontakt med andre fangstfolk hinsides havet, mod nord og øst. De må have krydset Kattegat i deres både på dage med roligt vejr, hvor der kun af og til kom en lille luftning fra øst, og hvor de ikke mødte andet end et par marsvin, der legede, eller måske en edderfugleflok.

De fangstfolk, de fik kontakt med på den anden side af havet, havde levet der i umindelige tider. Da kendskabet til agerbrug og kvægavl i sin tid havde nået Sydskandinavien, havde det naturligvis kun fået fodfæste i de egne, hvor jordbunden egnede sig til agerbrug, og hvor sommertemperaturen var høj nok til, at kornet kunne modnes på markerne. Landbruget var derfor kun udbredt i det sydlige Sverige, langs den svenske vestkyst og i dele af Mellemsverige, det vil stort set sige i et område, der svarede til løvskovens datidige udbredelse.56 I Norge fandtes det kun i de frugtbare dalstrøg, der grænsede op til de store fjorde på Syd- og Vestlandet. Men uden for landbrugsområderne levede der fortsat mennesker, som der havde gjort det i årtusinder. Det var mennesker, som levede i en velafbalanceret blandingsøkonomi, på den ene side afhængig af bønderne, på den anden side afhængig af de naturrigdomme, som skovene og havet frembød. Man kalder disse jægere og fangstfolk for grubekeramikerne.57 Betegnelsen skyldes, at de dekorerede deres lerkar med et motiv af små runde gruber.

Fangstfolkenes livsform var fint tilpasset de muligheder, der bød sig til i de områder, der lå mellem det mildere Sydskandinavien og de kølige, nordligere egnes endeløse skove og fjeldmarker. Fiskeri og jagt var i sommermånederne og det tidlige efterår en givtig beskæftigelse. Der var mængder af vildsvin og elge i den skandinaviske halvøs store skove. Og hen på sommeren var der en rigdom på bær og nødder. Om vinteren trak man ud til de mildere kystegne. I den indre skærgård var der gode fangstmuligheder for sæler. De samlede sig på netop den årstid på ynglepladserne.

Annonce

Der var hyppige kontakter mellem fangstfolkene og de skandinaviske bønder, og begge parter havde fordel deraf. Skind, pelsværk og sælspæk var varer, som bønderne eftertragtede. Den klingende, skarpe flint var et af byttemidlerne, den havde fangstfolkene god brug for til deres redskaber. Undertiden blev kontakterne så tætte, at en form for symbiose opstod. Mange steder kunne man se de samme mennesker både holde husdyr og holde liv i lidt agerbrug, samtidig med at de tog, hvad jagten, fangsten og fiskeriet kunne give dem.

At fangstfolkenes liv var så fint tilpasset naturen, kan man næsten se af deres fangstredskaber. Det var f.eks. velformede, kraftige og tandede harpunspidser, der blev brugt til sælfangsten. Men det var også kraftige og effektive langbuer, hvis pile var udstyret med lange, fornemt tilhuggede spidser af flint eller skiffer. Og af det gode håndværk udsprang også en naturalistisk kunst, en glæde ved at efterligne naturen, som var de samtidige bønder helt fremmed.

Det var disse folk, man kom i kontakt med på kystbopladserne langs de danske strande, hvor havfangsten igen havde fået en vis betydning.58 Måske det navnlig var den nordjyske flint, fangstfolkene fra den anden side af havet var interesserede i. Fangstpladserne lå da også særlig talrigt i Limfjordsegnene.59 Man kunne finde dem ved Selbjerg på Øland,60 Smedegårde og Livø.61 Men man kunne også finde dem på Nekselø i Sejrø Bugt, og længere ude på havet, på Anholt og Hesselø.62

 Ceremoniøkse hvis ene ende er udformet som et naturalistisk elghoved. Fundet ved Alunda i Uppland, Sverige.

Ceremoniøkse hvis ene ende er udformet som et naturalistisk elghoved. Fundet ved Alunda i Uppland, Sverige.

På disse fangstpladser fremstillede og brugte man i stor udstrækning de samme jagtredskaber og våben, som var kendt på de svenske bopladser. Den vigtigste våbentype var flækkepilen med skafttunge. Den blev fremstillet på selve kystbopladserne; det kan man se af en særlig type flækkeblok af cylindrisk form, som ofte findes der. Flækkeblokken blev tilhugget med slag fra begge ender. Derved opnåede man de lange, lige flækker, som kunne bruges til pilene. De enkleste flækkepile bestod blot af en regelmæssig flække, hvis ende var omdannet til en skafttunge, der kunne indsættes i pileskaftet. De mere komplicerede pile havde et trekantet tværsnit og kunne nå op på 16-18 cm's længde. De var navnlig i brug i Nordjylland, hvor man havde let ved at skaffe sig den gode kvalitetsflint. I Limfjordsegnene er også gjort flere fund af harpuner.63 At disse stenalderharpuner har været benyttet til sælfangst, kan man bl.a. slutte af, at de netop er fundet på steder, der også i dag er velkendte rastepladser for sæler som f.eks. Livø Tap og Rønnerne i Skive Fjord.64

En af de kystbopladser, der har givet det bredeste indtryk af befolkningens udnyttelse af naturens rigdomme i disse århundreder, er Kainsbakke, der lå på en ø eller en holm i en gren af det nu udtørrede Kolindsund på Djursland.65 Det er en meget stor boplads, som lå ved kanten af sundet, et lille stykke fra havet. Det betød gode fiskemuligheder for hornfisk, makrel, sild, torsk, fladfisk og sildehaj. Hertil kom ørred og ål, som kunne fanges i vandløbene eller i fjorden. Østers, blåmusling og snegle, både sø- og havsnegle, blev også indsamlet i stort omfang. Og endelig var der sælfangsten. Både gråsæl og grønlandssæl indgik i byttet. Det er muligt, at en forbigående temperaturnedgang ved denne tid gjorde, at flere sæler end tidligere nu søgte ind i de danske farvande. Under alle omstændigheder var der også på den tid et stort behov for fedtstof og lys i de lange, sorte vintre.

 De lange, tresidede flintpile var et nyt og effektivt våben. De blev fremstillet af lange, lige flintflækker slået af cylindriske flækkeblokke.

De lange, tresidede flintpile var et nyt og effektivt våben. De blev fremstillet af lange, lige flintflækker slået af cylindriske flækkeblokke.

Men fangstfolkene gik også på jagt i indlandets skove. Her kunne de endnu møde dyrearter, som havde beboet landet i årtusinder, men som efterhånden var ved at uddø: vildhest, urokse, bæver og den brune bjørn.66 Den sidste kunne de møde, når den hen på sommeren og ud på efteråret eftersøgte skovbunden for bær. Den brune bjørn var på sin vis en sidste rest af de store skoves Danmark. Det store dyr var indvandret til Danmark i Allerødtiden og havde siden da været det største rovdyr i landet.67 Den havde gode levevilkår i de kun lidet menneskepåvirkede skove. Her luntede den rundt på sin ejendommelige vuggende og slentrende måde, altid alene, aldrig i flok, kun når den var med unger. Et stort og bestemt ikke ufarligt dyr, som let kom frem i den tætte skov. I betragtning af dens tunge og klumpede udseende var den utrolig hurtig og behændig. Hannen kunne måle 180-190 cm fra snude til halespids og veje et par hundrede kilo eller mere, afhængig af årstiden. Men da landbruget begyndte omkring 4000 f.Kr., kom et nyt moment ind i bjørnens liv. Husdyrene – og menneskene – trængte ind på dens enemærker. Det store dyr havde en forkærlighed for at opholde sig i afsidesliggende og relativt urørte områder, den skulle have ro i leveområdet. Alligevel kunne enkelte individer af og til dukke op nær menneskenes bopladser. For selv om den var det rovdyr, som var mindst afhængig af animalsk føde, kunne den også spise både ådsler og nedlægge levende dyr. Det blev dens undergang, for nu var den efterstræbt jagtbytte. Dens brunsorte pels var værdifuld, og dens kød velsmagende. For fangstfolkene ved kysten blev den et byttedyr, som man ved særlig heldige lejligheder kunne angribe og nedlægge med køller og spyd.68

Kød og pelsværk var, hvad man efterstræbte. Man nedlagde også kronhjort, rådyr, vildsvin, ræv og grævling samt mange fuglearter. Fuglefjer var jo nødvendige som styrefjer på de kraftige pile. Af knogleresterne fra bopladsen kan man også se, at kød fra tamdyr som okse, får og svin bidrog til menuen. Det har i sandhed været et blandet erhverv, beboerne udøvede. Side om side med pasningen af husdyrene har de brugt en stor del af deres tid på jagt, fiskeri og indsamling.

Kun en kilometer derfra, ved samme vandsystem, men helt ude ved strandbredden, lå en anden boplads, Kirial Bro,69 som var af en lidt anden karakter. Her havde fangstfolk søgt ud lige siden jægerstenalderen, og altså også nu, i det 3. årtusinde f.Kr. Man fandt deres efterladenskaber i et 1-2 m bredt skallag langs stranden. Det var bl.a. kraftige skafttungepile,70 som havde været brugt til jagten på de store køddyr. Og det var lerkar, dekoreret ved munding og skulder med forskellige former for gruber i vandrette rækker. Det var en keramik, som meget lignede den, man finder på de vestsvenske bopladser, og som altså viste, at der havde været kontakter tværs over Kattegat. En serie kulstof 14-dateringer har vist, at fangstpladserne ved Kainsbakke og Kirial Bro var beboet i tiden ca. 2910-2550 f.Kr., dvs. samtidig med at bønderne længere inde på den jyske halvø opførte de små enkeltgravshøje.

 Rekonstruktion af fiskegærdet fra Oleslyst på Storebæltskysten.

Rekonstruktion af fiskegærdet fra Oleslyst på Storebæltskysten.

Ude ved kysterne stod der også mange steder ålegårde flettet af hasselvidjer, der dannede en spærring for fiskene. Vi har tidligere beskrevet et sådant anlæg, som blev fundet på havbunden ved Oleslyst nær Halsskov ved Storebælt.71 Det havde været i brug allerede i den ældre bondestenalder, men en 5-600 år senere, i begyndelsen af den yngre bondestenalder, var Halsskov Fjord stadig et godt fiskested, som det lønnede sig at komme tilbage til. Et nyt anlæg blev opført, af form ganske som det gamle, dvs. det dannede en spærring, som standsede fiskene, når de langs kysten søgte ud mod bæltet.72 Teknikken havde ikke ændret sig i de 5-6 århundreder, der var gået. Og det gjorde den i øvrigt heller ikke de følgende årtusinder. Ålegårde som den ved Oleslyst har været i brug i danske farvande helt op til nutiden.

Fiskegærderne blev sikkert taget op om vinteren, når vinterstorme og isgang kunne ødelægge dem. De var bedst til fiskeri i beskyttede farvande, men her kunne de også give store fangster. Man vidste nøje, hvornår ålen hen på sensommeren var fuldt udviklet og ad bestemte ruter søgte ud i de store have. Disse ruter kendte stenalderens fiskerbønder, og de anbragte deres risgærders fangarme, så de pegede i den retning, hvorfra fiskestrømmen kom. Når fiskene mødte spærringen, svømmede de langs med den og endte i et fangstredskab yderst ved spærringens spids, formentlig en ålekurv af flettede vidjer.

Anlæg som det ved Oleslyst var lavet af hasselvidjer op til 4-5 m lange og flettet om de lodrette stave, som var hamret ned i havbunden. Det var meget store mængder vidjer, man skulle bruge til byggeriet. Men fiskerbønderne havde også god forstand på skovdrift. Inde på land lå der store områder af kratskove, der blev passet og plejet som stævningsskov. Det var en allerede meget gammel tradition, som formentlig gik helt tilbage til jægerstenalderen.73 Når man førhen havde ryddet stykker af skoven for at skabe græsningsområder enten til vildtet eller til husdyrene, eller for at kunne dyrke jorden, skød der altid en mængde rodskud af hassel og lind frem. De var ideelle til f.eks. de vidjeflettede vægge i de lerklinede huse eller til hegn af alle mulige slags. Når man først havde fået øje for disse naturlige rodskud, var skridtet ikke langt til bevidst at beskære buskene. På den måde opstod formentlig de stævningsskove, som groede omkring bøndernes bosættelser. Og det var dem, der leverede materialerne til byggeriet af store fiskegårde ude ved kysterne.

Noter

56: G. Burnehult 1999, s. 275 ff.

57: G. Burenhult 1982, s. 158 ff.

58: Der har hersket en del usikkerhed om opfattelsen af disse såkaldt grubekeramiske folk. Var de fremmede på besøg, eller var de udgået fra den hjemlige bondekultur? Se f.eks. L. Wincentz Rasmussen 1984, 1993.

59: S.H. Andersen 1998c.

60: O. Marseen 1953.

61: O. Marseen 1963.

62: S. Nielsen 1979, 1980a.

63: S.H. Andersen 1992, fig. 8, idem 1998c.

64: S.H. Andersen 1992.

65: L. Wincentz Rasmussen 1984, 1993.

66: J. Richter 1987b.

67: K. Aaris-Sørensen 1998.

68: J. Richter 1987b.

69: L. Wincentz Rasmussen 1993.

70: Især pile af den såkaldte type A 3.

71: L. Pedersen 1997b, 1999.

72: Kulstof 14-dateringer har vist, at anden gang, stedet var i anvendelse, var i tiden mellem 2950 og 2600 f.Kr.

73: K. Christensen 1997.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Fangstfolk ved havet i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430741

Afsnittet Fangstfolk ved havet er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet