Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fangstfolk ved kysten

Oprindelig forfatter JJe

Vi vender nu tilbage til begyndelsen af den Atlantiske tid, hvor den store havstigning satte ind og forvandlede landet radikalt. Det er nu, vi for første gang kan dokumentere, hvordan fangstfolkene udnyttede kystområderne og deres rigdom på føde. Det er muligt, ja, sandsynligt, at de allerede længe havde gjort det. At de allerede i tidligere årtusinder var søgt ud til havet på bestemte tider af året for at drive fiskeri og fangst på havpattedyr. Men som vi har set det, er det endnu kun i meget begrænset omfang lykkedes at finde beviser herfor. På grund af havstigningen må man jo søge tidligere årtusinders kystbopladser der, hvor der i dag er hav, og de ligger da på betydelige havdybder.

I den sidste halvdel af det 7. årtusinde f.Kr. begynder situationen at ændre sig. Stadig skal mange af tidens kystbopladser søges under vandet. Men på grund af landhævningen, kan man nu også finde dem på landjorden i bl.a. det nordlige Sjælland og i det centrale og sydvestlige Skåne. Andre steder, f.eks. i Smålandsfarvandet og på Langeland ligger de fortsat under havets overflade.

Man kalder den tids fangstfolk for Kongemosefolket.15 De hidtil ældst kendte af deres bopladser stammer fra tiden omkring 6400 f.Kr.16 Kongemosejægernes tid bestemmes som tidsrummet mellem Maglemose- og Ertebøllejægernes tid. På det tidspunkt var det stigende Littorinahavs strandlinje ved at nå højere end nutidens i Nordjylland, i Nordøstsjælland og i Skåne, men havde ikke nået vore dages niveau i resten af det danske område. Som følge af landhævningen kan man i de førstnævnte områder finde Kongemosejægernes bopladser på tørt land, mens man mod sydvest finder dem på stigende vanddybder med de ældste dybest.

Annonce

 Rekonstruktion af den nu undersøiske boplads, Musholms oprindelige omgivelser ved udmundingen af Tude Å i Storebælt. Den nutidige kystlinje er markeret med en kraftig streg.

Rekonstruktion af den nu undersøiske boplads, Musholms oprindelige omgivelser ved udmundingen af Tude Å i Storebælt. Den nutidige kystlinje er markeret med en kraftig streg.

Man har inddelt Kongemosejægernes tid i tre afsnit: et tidligt, et mellemste og et sent.17 Opdelingen hviler på små forandringer i håndværkstraditionerne, først og fremmest inden for flinthåndværket, som vi skal se det senere. Og de enkelte faser er navngivet efter karakteristiske bopladsfund. Den tidlige fase kalder man Blakfasen; den varer fra ca. 6400-6000 f.Kr. Så følger Villingebækfasen fra ca. 6000-5700 f.Kr. Og endelig kommer til slut Vedbækfasen, som rækker fra ca. 5700-5400 f.Kr., dvs. frem til Ertebøllejægernes tid. Igennem dette henved tusinde år lange tidsrum ser vi fangstfolkene udvikle en livsform, der var ligeligt baseret på jagt, fiskeri og indsamling. Nu kan vi, som nævnt, for første gang dokumentere, hvor stor en betydning havets dyreliv havde for den daglige føde – og det gælder allerede fra Kongemosejægernes allerførste tid.

Vi ser det klart alene af beliggenheden af deres bopladser.18 De ligger ofte ved smalle strømsteder i fjordområderne, og det er, hvad man kalder højproduktive, marine biotoper. Netop her er der ideelle muligheder for fiskeri. For fangstfolkene var føden naturligvis rigeligst i den varme del af året. Sent på foråret og i højsommeren kan man tænke sig, at nogle af beboerne drog til særlige jagtstationer bl.a. i indlandet. Aggemosen på Langeland, som vi senere skal høre om, var formentlig en sådan plads.19 Men man havde også andre steder, hvor man udnyttede sæsonbestemte ressourcer. F.eks. nær åmundingerne, hvor man kunne fange de fiskearter, som vandrede op i ferskvandsløbene for at gyde. Måske det kun var mindre grupper af fangerne, der tog hertil, for så at bringe udbyttet tilbage til basisbopladsen. Sent på efteråret og om vinteren var der to muligheder. Enten kunne man drage ind i indlandet for at gå på jagt, eller man kunne ude ved kysten satse på fangst af bl.a. sæler, småhvaler og trækfugle. Endnu er det ikke muligt i detaljerne at beskrive Kongemosejægernes årscyklus. Men bopladserne giver i hvert fald indtryk af, at man udnyttede naturens rigdomme meget bredt. Og at man i disse århundreder lagde grunden til den fangerkultur, som senere skulle nå sin rigeste udfoldelse på Ertebølle-jægernes tid.

Allerede fra den tidligste del af Kongemosejægernes tid kender vi deres bopladser ved kysten. En sådan boplads er fundet i Roskildefjorden og bærer navnet Blak II.20 Den var beboet på et tidspunkt, hvor der var fri passage for Kattegats saltvand ned i Roskilde Fjord omkring 6150 f.Kr. Udgravningen af bopladsen fandt sted under vandet med de marinarkæologiske metoder, som vi senere skal høre nærmere om. Den lå ved et ca. 4 m dybt og henved 100 m bredt strømsted, altså placeret netop sådan, som man nu foretrak at placere mange af fangstpladserne. De bevarede knogler viste, at der bl.a. havde stået fladfisk, ål og hornfisk på beboernes menu. Man havde også indsamlet blåmusling, og i skovene bag bopladsen havde man nedlagt bl.a. kronhjort, rådyr, vildsvin, bæver og sumpskildpadde.

 En af undervandsarkæologiens udøvere på vej ud i det våde element.

En af undervandsarkæologiens udøvere på vej ud i det våde element.

Lige så tidlig var en boplads, man har kaldt „bopladsen i elleskoven“, og som lå på 8-9 m's havdybde i Storebælt, 2 km længere ude i havet end Tude Ås nuværende udløb i Musholm Bugt.21 Man fandt den ved marinarkæologiske undersøgelser forud for Storebæltsforbindelsen, og ved hjælp af ekkolod kunne man se, hvordan bopladsen havde ligget på den beskyttede side af et tidligere næs på grænsen mellem en vidtstrakt bredning mod vest og en vig mod øst. På næsset fandt man rester af en druknet elleskov, og mellem de bevarede træstubbe lå resterne af bopladsen, som må have været beboet i perioden ca. 6300-6100 f.Kr. Stedet havde været meget velegnet for fiskeri med fiskegærder og ruser, man kunne også gå på jagt i skovene bag bopladsen. I affaldslagene fra bosættelsen lå der knogler af brasen og aborre, netop arter som trives i brakvand med tilstrømning af ferskvand.

Også andre steder i Syddanmark kan man finde lige så tidlige bopladser fra Kongemosejægernes tid. F.eks. i Aggemose på Langeland, hvor der imidlertid var tale om en indlandsplads.22 Oprindelig lå den på et lille sandet næs i en sø, ca. 4-5 km fra kysten. Ved udgravningen tegnede den sig blot som en lille flintplet, men en omhyggelig analyse, der bl.a. indebar sammensætning af flinten, har vist, at der formentlig var tale om en lille hytte med et arbejdsområde uden for indgangen. Det har nok kun været en lille familieenhed, der har opholdt sig her en enkelt sæson.

I begyndelsen af det 6. årtusinde f.Kr., dvs. i den følgende fase af Kongemosejægernes tid23 sker en markant forøgelse af fundene. Fasen bærer navn efter den nordøstsjællandske boplads Villingebæk, som ligger på en svag højning i landskabet vest for Pandehave Å.24 Da Kongemosejægerne boede her, lå bebyggelsen på en holm i indløbet til en mindre fjord. Efter alt at dømme var der kun tale om en kortvarig bebyggelse, men jæger-fiskerne havde udnyttet områdets fauna i hele dens bredde. Man havde jaget urokse, kronhjort, rådyr, vildsvin, ræv, gråsæl og marsvin. De urokser, man nedlagde, må have været nogle af de sidste eksemplarer af det eftertragtede jagtvildt i Østdanmark. For efter at Sjælland var blevet isoleret som ø, gik arten hurtigt sin undergang i møde. Desuden havde man nedlagt talrige fugle: sule, sort stork, and, knopsvane, rød glente, havørn, trane, sølvmåge, gejrfugl og krage. Og endelig havde man fanget både pighaj, torsk og gedde. Fiskeriet foregik delvis med faststående fiskeredskaber; der blev på bopladsen fundet en „kalv“ af en flettet ruse.

De kystbopladser, man hidtil har fundet, ligger navnlig i det nordsjællandske område, men det skyldes som nævnt den landhævning, som senere har fundet sted.25 Længere mod syd ligger kystbopladserne gerne under vand. På Argusgrunden ved nordenden af Guldborg Sund har man f.eks. fundet en sådan boplads fra den mellemste del af Kongemosejægernes tid.26 Her viste det sig ved dykkerundersøgelserne, at den strandlinje, som bosættelsen lå ved, skulle findes mellem 5,5 og 6 m under nutidens havoverflade. Den slags iagttagelser er vigtige i det fortsatte arbejde med at opspore Kongemosejægernes bopladser.

Men ikke alle bopladserne lå ved kysten. Selve den boplads, som har givet jægerne navn, Kongemosebopladsen, var en indlandsboplads, som lå langt inde i det vestsjællandske landskabs lune skove, i det der nu er den vældige Åmose, og som strakte sig østfra i egnen ved Store Merløse helt ud til Storebælt.27 I dag er mosen en skuffelse at besøge. Først når man ser den på afstand fra de omkringliggende højder, navnlig fra de nære Bjergsted Bakker, kan man fornemme, hvordan dette flade, grænseløse lavland engang var en frodig, skovklædt verden med åløb, søer og småholme, hvor der udfoldede sig et utrolig rigt dyreliv. Kongemosebopladsen var en stor plads, der lå dybt inde i mosen, formentlig dannet ved gentagne besøg på stedet over en længere tid. Efter alt at dømme var den en jagtboplads, hvorfra man sæsonvis drev intensiv jagt på især kronvildt.28 Man kan forestille sig, at jægerne på Kongemosebopladsen stod i kontakt med andre bopladser ude ved kysten. I hvert fald har forbindelsen været der. Det viser en analyse af kulstof 13-indholdet i de hundeknogler, der blev fundet på bopladsen.29 Hundene har nemlig overvejende levet af føde fra havet. Altså har de, hundene, og sikkert også menneskene, tilbragt det meste af deres liv ude ved det hav, som de kunne nå ved en 30-40 km lang sejltur ned ad Åmose-åen og Halleby Å.

Kongemosemenneskenes stærke tilknytning til havet viser sig også i bosættelsen i den tidligere Vedbæk Fjord i Nordøstsjælland, som vi senere skal høre mere om. Omkring 6000 f.Kr. var saltvandet fra Øresund trængt ind i det lavtliggende område og havde dannet en lavvandet fjord. Snart bosatte Kongemosejægerne sig i fjorden for at udnytte de gode fiskepladser, fjordens strømløb og muslingebanker. En af bopladserne i fjorden var f.eks. den såkaldte Vedbæk Boldbaner, der var beboet i både den mellemste og sene fase af Kongemosetiden.30 Den lå på en sandbanke, som dengang var en holm nær den skovklædte, sydlige bred af fjorden, og de måltidsrester, jægerne efterlod sig, viser med hvilken alsidighed, de udnyttede deres omgivelser. Ude i Øresund fangede de gråsæl, ringsæl og marsvin. I skovene rundt om fjorden nedlagde de kronhjort, rådyr og vildsvin. I fjorden og sundet fangede de torsk, sej, hornfisk, skrubbe og sild. Og endelig nedlagde de masser af fugle: havørn, krøltoppet pelikan, tjur, lom, and, edderfugl og skallesluger – foruden at de indsamlede mængder af hasselnødder og sikkert også meget andet, som blot ikke er bevaret.

 Bopladser fra Kongemosetiden i Danmark og Skåne.

Bopladser fra Kongemosetiden i Danmark og Skåne.

Det er på Sjælland, at vi får det klareste billede af Kongemosejægernes liv. Men vi kender dem også fra Skåne, f.eks. fra bopladserne Segebro ved Malmö,31 Ageröd V ved den forhistoriske Västra Ringsjön32 og frem for alt fra Tågerup, en meget rig boplads som lå i en datidig fjord lige øst for Landskrona i det vestlige Skåne.33 På grund af de særlige bevaringsforhold på stedet er der bevaret helt usædvanlige mængder af organisk materiale. Neden for bopladsen stod der et virvar af pæle hamret ned i havbunden. De havde tjent som fortøjninger til både og ruser eller været dele af simple landgangsbroer. Af velbevarede redskaber blev der også fundet mængder, bl.a. en trykstok af hjortetak indsat i et 1,5 m langt træskaft, nogle tre meter lange, spydlignende våben, formentlig til havjagt, samt ruser og meget andet. På bopladsen var der desuden bevaret et lille antal grave fra Kongemosetiden, formentlig var de rester af en større gravplads, som havde ligget på et plateau oven for bopladsen. Det ser ud til, at bosættelsen havde eksisteret på stedet uafbrudt igennem henved 2000 år.

Også på øerne vest for Storebælt og i Jylland kender man spor efter Kongemosejægerne, men veludgravede og kulstof 14-daterede bopladser mangler endnu. Dog skjuler der sig en del fund fra Kongemosejægernes tid i det, man tidligere kaldte Gudenåkulturen.34 Formentlig levede fangstfolkene i Jylland i disse århundreder på samme vis som i de østlige dele af landet. Muligvis begyndte man dog i Jylland at udnytte østersbankerne lidt tidligere end i Østdanmark.35 Det er i øvrigt også fra den tid, at man kender det hidtil ældste fund af et menneske fra den jyske halvø. Ved Rønbjerg Feriecenter i Limfjordsområdet fandt man i havaflejringer fra stenalderen et stykke af et menneskekranium. Ved en kulstof 14-datering kunne man datere det til perioden ca. 5650-5480 f.Kr., dvs. den sene del af Kongemosetiden.36 Formentlig var der tale om en ødelagt begravelse. En kulstof 13-analyse af kraniet af denne, den hidtil ældst kendte jyde viste, at hans eller hendes føde fortrinsvis var kommet fra havet, netop hvad man kunne forvente for et menneske fra den tid.

Der tegner sig således et billede af et fangstfolk, der i stigende grad udnyttede den rigdom på føde, der fandtes langs landets nyskabte, men også stadigt foranderlige kyster. De udnyttede stadig skovlandets vildt på deres jagter, nedlagde fortsat kronhjort, rådyr og vildsvin. Men skovlandets fauna havde forandret sig. Elg kunne man fortsat finde i Skåne og i Jylland, men på øerne øst for Storebælt var den ligesom uroksen forsvundet. Også bjørn, grævling, ilder og los forsvandt fra øerne i Kongemosejægernes tid. Netop fordi de var øer, kunne den eksisterende bestand ikke suppleres med nyindvandrede individer. På de tilbageværende arter på øerne, rådyret og kronhjorten f.eks., formindskedes kropsstørrelsen, hvad der også hang sammen med de ændrede levevilkår.37 Hertil kom formentlig også et øget jagttryk, og disse forhold i forening var på lang sigt afgørende for de store køddyrs overlevelse. Værst ramte faunaudtyndingen dog Bornholm. Af større køddyr blev der i løbet af den Atlantiske tid ikke andre end vildsvinet tilbage.38

Til gengæld indtog føden fra havet en stadig vigtigere plads i fangstfolkenes daglige kost. Det viser ikke blot knoglerne på jæger-fiskernes bopladser, men også målinger af kulstof 13-indholdet i menneskenes knogler.39 Over 50% af kosten kom fra havet, navnlig i form af småfisk fanget i ruser, men også i form af havpattedyr.40 Alt det afspejlede sig i den måde, man anlagde bopladserne på. Det var navnlig de højproduktive lavtvandsområder, man søgte. Og bopladsens placering sikrede gerne et samspil mellem flere ressourcer. Ofte var der et snævrere udnyttelsesområde lige omkring bopladsen, og et større, som fortrinsvis blev udnyttet til jagtekspeditioner. Dermed havde man grundlagt det livsmønster, som skulle blive det dominerende i de næste årtusinder helt frem til den tid, hvor landbruget åbnede for nye muligheder og på langt sigt totalt forvandlede befolkningens levevis.

Noter

15: Første gang man identificerede deres bopladser var i 1927 ved Bloksbjerg i den nu udtørrede Klampenborg Fjord (E. Westerby 1927). Man kaldte senere deres kultur for Bloksbjergkultur, Gammel og Ældre Kystkultur, Carstensmindekultur og Lammefjordskultur. I den vestsjællandske Åmose fandt man i 1952 den hidtil største boplads, Kongemosen, der nu blev navngivende for perioden (S. Jørgensen 1956). I Skåne har man udskilt to faser, IIIa og IIIb af skånsk stenalder, der svarer til de senere betegnelser ældre og yngre Kongemosetid på Sjælland, se C.A. Althin 1954.

16: Formentlig begynder de endnu tidligere, idet den hidtil yngste datering af en dansk Maglemoselokalitet lyder på 7000-6780 f.Kr. Se S.A. Sørensen 1996, s. 50, 97 ff.

17: P. Vang Petersen 1993, s. 88 ff; S.A. Sørensen 1996; A.D. Johansson 1998, s. 142.

18: S.A. Sørensen 1996, s. 165 ff.

19: O. Grøn & S.A. Sørensen 1995, 1998.

20: S.A. Sørensen 1996.

21: Fischer & Malm 1997, s. 78 ff; A.D. Johansson 1998, s. 152 ff.

22: O. Grøn & S.A. Sørensen 1995, 1998.

23: Den såkaldte Villingebækfase.

24: H. Kapel 1969; P. Vang Petersen 1982a-b, 1984; A.D. Johansson 1998, s. 157 ff.

25: De vigtigste sjællandske Kongemosepladser er: Argusgrunden (A. Fischer 1987b); Blak I-II (S.A. Sørensen 1996); Villingebæk Øst A (H. Kapel 1969); Saltvad Strand (O. Nielsen 1977); Ægvig (upubliceret); Vejlebro (C. Malmros 1975); Månedalen (upubliceret); Vænget Nord (H.J. Jensen & E. Brinch Petersen 1985); Vedbæk Boldbaner (Th. Mathiassen 1946); Bloksbjerg (E. Westerby 1927); Frihavnen (K. Andersen 1985); Carstensminde (C.L. Vebæk 1939); Køge Strandskov (upubliceret); Gislinge Lammefjord (E. Westerby 1933; P. Simonsen 1945); Kongemosen (1956, 1961); Musholm Bugt (A. Fischer 1997a-b); Storø (P. Simonsen 1945; A.H. Andersen AUD 1988); Fjordgården (P. Vang Petersen AUD 1989); Sidinge Fjord (E. Westerby 1933; P. Simonsen 1945).

26: A. Fischer 1987b; A. Fischer 1993c, s. 15.

27: S. Jørgensen 1956. Det er påfaldende, at de store sydsjællandske moser, hvor Maglemosejægerne holdt til, i denne periode er næsten fundtomme. Formentlig var de store, lavvandede søsystemer allerede på denne tid groet til og var derfor ikke mere egnede som fangststeder. I Jylland blev de store dybe søer og vandløb derimod kun langsomt omdannet til mose og sump.

28: S.A. Sørensen 1996, s. 112; N. Noe-Nygaard et al. 1998.

29: N. Noe-Nygaard 1988, 1992; Clutton-Brock & Noe-Nygaard 1990.

30: Th. Mathiassen 1946; P. Vang Petersen 1977, 1982a.

31: B. Salmonsson 1962; L. Larsson 1982a.

32: L. Larsson 1983b.

33: P. Karsten & B. Knarrström i G. Burenhult 1999, s. 202 ff.

34: S.H. Andersen 1985e.

35: På Sjælland udnyttede man tilsyneladende endnu ikke skaldyrsbankerne i Kongemosetiden. Den eneste egentlige skaldynge fra tiden er jysk og er dateret til perioden ca. 5670-5250 f.Kr; den svarer således til den seneste del af Vedbækfasen på Sjælland. Redskaberne ligner da også de østdanske.

36: S.H. Andersen 1998c.

37: A.B. Gotfredsen 1998.

38: K. Aaris Sørensen 1998, s. 176 ff; P. Vang Petersen 1990.

39: H. Tauber 1980, 1989.

40: I. B. Enghoff 1993b.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Fangstfolk ved kysten i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430777

Afsnittet Fangstfolk ved kysten er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet