Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Øernes fangstfolk

Oprindelig forfatter JJe

Hvis vi nu fra de østjyske kyst- og indlandsbosættelser fortsatte i fugleflugt østpå mod Sjælland, ville vi passere over den nordlige del af Samsø, som også i disse tider fremtrådte som et åbent havområde med mange små og store øer adskilt af sunde og strømrender.104 Man kan forestille sig, at vi passerer området en højsommerdag, hvor det ligger lige under solglansen. De mange små øer ligner koralrev i et eksotisk, kviksølvblinkende hav, der udsender et bedøvende reflekslys. Landet og vandet ser til alle sider ud som et mægtigt kort. De skovklædte småøers grønne farve løfter sig kraftigt mod havfladens blånen.

Lige under os har vi det, der i dag er Stavns Fjord. Da stenalderhavet stod med sin højeste vandstand, fremtrådte fjorden som et arkipelag, dvs. et åbent havområde med mange små og store øer adskilt af sunde og strømrender. Nordlandet og sydlandet af øen var delt af et bredt sund over Nordby Hede, som gav fri forbindelse fra det nuværende fjordområde ud til Aarhus Bugt og Samsø Bælt. I den Atlantiske tid var Stavns Fjord stærkt udsat for havets kræfter, kun mod syd var der læ af Sydlandet. Her gik en fjord ind i Besser Made. Havets strøm og bølger skabte en kraftig kystnedbrydning, som man kan se det af de mange nu græsklædte klinter og de udstrakte, lavvandede områder med spredte store sten. Det er de sidste rester af et morænelandskab, der blev skyllet bort af havet. Dengang fortsatte landet også længere ud nordøst for Besser.

 I Stavns Fjord på Samsø kan man endnu i dag få en fornemmelse af, hvordan den Atlantiske tids danske ørige så ud.

I Stavns Fjord på Samsø kan man endnu i dag få en fornemmelse af, hvordan den Atlantiske tids danske ørige så ud.

Her på nordøen lå der i Ertebølletiden mange bopladser. Der var en stor køkkenmødding på Hjortholm, og syd herfor, ved Alstrup og Endebjerg lå der også talrige bopladser. Jægerne og fiskerne udnyttede intensivt Stavns Fjord i den sene Atlantiske tid, for havet rummede rige muligheder for sælfangst, fiskeri og indsamling af muslinger og snegle.105

Annonce

Fra Samsø når vi over til Sjælland et stykke nede på Storebæltskysten, ved det, der dengang var Halsskov Fjord og Korsør Nor. Igen ser vi et hav i lysende perlemorstoner, og et landskab opsplittet i inderlavninger, små øer, halvøer og holme, intensivt udnyttet af Ertebøllemenneskene. Inde i Korsør Nor har den største boplads ligget lige ved indsejlingen, på den østlige side af en lille halvø.106 Her stod der fiskegårde, der gav en stabil fangst, og her anlagde man også de dødes grave.107 På øerne og ved strømløbene i den vestlige ende af noret lå adskillige bopladser, hvor man havde udnyttet de rige fiskemuligheder lige siden Kongemosejægernes tid.

Lidt længere mod nord skar den nu udtørrede Halsskov Fjord sig ind. Også her opstod der gode muligheder for kystfiskeri omkring 6000 f.Kr., da havet tvang sig vej igennem Storebælt. Mange små bopladser blev anlagt langs kysterne af fjorden, overalt strakte fiskegårdene deres arme ud i vandet108 og blev ved dermed langt ind i den efterfølgende bondestenalder. Der er heller ikke noget andet sted i Danmark, hvor der er fundet så mange stammebåde fra stenalderen som her.109

Følger vi nu Storebæltskysten nordpå, har vi ude på venstre side havets store, lysende flade. På højre side kan vi kigge ind over det skovklædte vestsjællandske landskab. Dets bakker ligner dønninger, der svinder bort i disen. Vi kommer ind over Tissø og kan følge de søer og vandløb, der nu er Lille og Store Åmose, et terræn der dengang var en rig jagtmark for navnlig kronhjort og rådyr. Her kom jægerfolkene hyppigt på sæsonbesøg110 Formentlig var den en del af et udnyttelsesmønster, der lignede det, vi så i Østjylland, i Ringkloster. Men hvordan forholdet mellem kystbopladserne og indlandspladserne har været er ikke helt klart. Det kan have været en og samme befolkningsgruppe, der udnyttede dem. Der har også været argumenteret for, at der var tale om to forskellige befolkningsgrupper, som dog havde kontakt med hinanden.111

 Fordelingen af fund fra jægerstenalderen, fortrinsvis fra Ertebølletiden, omkring Stavns Fjord på Samsø.

Fordelingen af fund fra jægerstenalderen, fortrinsvis fra Ertebølletiden, omkring Stavns Fjord på Samsø.

Indlandspladserne finder vi også andre steder på Sjælland og omliggende øer, f.eks. i Godsted Mose112 og Vestermose ved Vester Ulslev på Lolland.113

Vi flyver nu mod nordøst, ind over Sejrøbugten. Mod sydvest glimter Saltbæk Vigs vande i sollyset. Til den anden side ser man Ordrup Næs ligge dybt dernede, omtrent midtvejs mellem Røsnæs og Sjællands Odde. Yderst på den ø, som i Atlantisk tid udgjorde spidsen af næsset, lå en boplads, som jægerne besøgte i forbindelse med sælfangst og fiskeri.114 Men fortsætter vi videre mod nordøst på vor luftfærd, når vi frem til Roskilde Fjords og Isefjords udmunding i Kattegat. Også her så man et landskab, der var opsplittet i talrige øer, halvøer og små holme. Arresø stod i åben forbindelse med Kattegat, og overalt i dette område, der blev intensivt udnyttet af fangstfolkene, lå bopladserne tæt.

Ved vestsiden af den fjord, der i Atlantisk tid opfyldte Arresø, lå ved foden af en bakke den store køkkenmødding Kassemose.115 Og i fjordens sydlige ende lå bopladsen Vejlebro på et sted, som førte et 100-200 m bredt sund ind til et stort fladvandet område.116 Bopladsen lå på et lille næs ved østbredden af dette sund, og her kunne fisker-jægerne i Atlantisk tid leve et liv næsten i overflod. I de store skove og langs kysterne kunne de jage kronhjorte, rådyr og vildsvin, og ved det smalle sund var det let at nedlægge de dyr, der forsøgte at svømme over til den modsatte bred. Tidevandsstrømmen i sundet gav masser af næring til fisk og muslinger, og endelig var der i det fladvandede område syd for bopladsen et rigt fugleliv. Overalt langs kysterne lå der små bopladser.

Vendte man fra dette nordlige sted på Sjælland blikket ud over Kattegat, kunne man på klare dage helt ude i horisonten se den lille Hesselø, som var en vigtig fangststation for sæljægerne, ikke blot i den sene jægerstenalder men også århundreder videre frem i tiden – og hvorfra jægerne kom sejlende hjem til Halsnæs med bådene bugnende af sælskind og spæk.117

 Fordelingen af bopladser fra Ertebølletiden i Roskilde Fjord.

Fordelingen af bopladser fra Ertebølletiden i Roskilde Fjord.

På Halsnæs, ved Sølager nord for Kulhusrenden mellem Isefjord og Roskilde Fjord lå, på sydskrænten af en større bakkeø, en stor skaldynge, som strakte sig et godt stykke ud på den flade strandeng, og som var beboet i adskillige århundreder, helt ind i den efterfølgende bondestenalder.118 Og foretog man en afstikker ned i Roskilde Fjord, syd for snævringen ved Frederikssund ville man se, at fjorden også her var rig på små, funklende vandarme, vige, odder og øer. På og ved næsten hver eneste af disse lå Ertebølle-folkets skaldynger.119 Det var her, man i midten af 1800-tallet for første gang klarlagde køkkenmøddingernes betydning som bosteder for stenalderjægerne. Her ligger da også nogle af de fangstpladser, som senere blev berømte i litteraturen, bl.a. skaldyngen ved Havelse Mølle, der lå på en lille ø i mundingen af en fjordarm, der strakte sig østpå til Strø Bjerge120 og skaldyngen ved Bilidt, der lå på en lille ø i fjorden.121

Hernede i den sydlige ende af Roskilde Fjord er skaldyngerne ofte meget store. Flere af dem var over 100 m lange, den største lå ved Svineholmens nordende og var 130 m lang, 60 m bred og over 1 m tyk. Andre af skaldyngerne var dog kun få meter på hver led. Som regel lå de umiddel bart ved strandbredden, eller på en jævn skråning, der fra en lav bakke førte ned til den daværende strandbred. De fleste lå på odder, kystfremspring og småøer, gerne ved strømløb. Kort sagt på samme måde som i Jylland. Derimod undgik man tilsyneladende kysterne ud mod det åbne Kattegat. Også ovre i Isefjordens mindre forgreninger, i Bramsnæs Vig, Holbæk Fjord og Lammefjorden lå bosættelserne tæt.

Fra Roskilde Fjord er vi omsider nået helt over til Øresundskysten og kan se sydover langs de skovbevoksede kyster. Mange steder er der nøgne ler- eller grusskrænter, som er vasket frem under stormperioder. Her ligger der store egestammer med de renvaskede rødder strittende op i luften. Men forløbet af kystlinjen brydes tit af fjordmundinger, og det er her, vi skal søge jæger-fiskerfolkets bosættelser. Der ser ud til at have været en 4-5 bebyggelseskoncentrationer i et tilsvarende antal fjorde langs med den danske del af Øresundskysten.

Det var her, jæger-fiskerfolkene holdt til. Forestiller vi os en halvcirkel med en radius på ca. 10 km tegnet omkring hver enkelt bebyggelseskoncentration, får vi et billede af, hvordan befolkningen havde adgang til en meget stor variation af fødemidler, og derved kunne udnytte hele den nordlige Ørsundsregion intensivt uden at fjerne sig mere end de ca. 10 km fra bopladserne.122 Sammenligner vi med forholdene i Østjylland, ser bopladserne ud til at have ligget mere spredt og været mere ensartede i størrelse. Der er dog en tendens til, at bopladserne ude i fjordmundingerne er de største.

Vi kan kaste et blik ned på en enkelt af disse Øresundsfjorde. Ved Vedbæk strakte sig i Atlantisk tid en sådan ind i landet. Den er i dag udtørret og kaldes Maglemosen. Men i Atlantisk tid stod den med åbent vand og fjordbredder lodne af krat og højskov og småholme med træbevoksning. Umiddelbart uden for skovbrynene bredte en bred sivskov sig. Den blev dog smallere eller manglede helt på de mere udsatte kyster nær fjordens munding. Den beskyttede fjord var et godt sted for jæger-fiskerne at slå sig ned. Næringssalte blev til stadighed udvasket fra fjordbredderne, og det brede, dybe indløb sørgede for frisk vandtilførsel. Det begunstigede alt sammen mulighederne for fiskeri og indsamling af skaldyr.

 Littorinahavets største udstrækning i Nordøstsjælland med angivelse af de vigtigste bosættelsesområder. Hævningslinjerne angiver højden af stenalderhavets strandlinjer i m over det nuværende havspejl.

Littorinahavets største udstrækning i Nordøstsjælland med angivelse af de vigtigste bosættelsesområder. Hævningslinjerne angiver højden af stenalderhavets strandlinjer i m over det nuværende havspejl.

Man har kunnet følge de strandforskydninger, som den Atlantiske havstigning forårsagede i området, og som bestemte bopladsernes beliggenhed.123 Fjorden var oprindelig en ferskvandssø, men i begyndelsen af den Atlantiske tid trængte saltvand fra Øresund ind i den og skabte en lavvandet fjord, der med sine talrige øer og næs indbød til bosættelse. Man har også gennem de naturvidenskabelige undersøgelser kunnet vise, hvordan fjordmundingen i tidens løb indsnævredes, og strandvoldene næsten lukkede for adgangen til havet. Dette nåede i løbet af det 5. årtusinde f.Kr. sit højeste niveau, nemlig fem meter over nutidens havoverflade; derefter faldt det atter kraftigt. Fjorden sumpede til, sivskovene bredte sig, og det var slut med bl.a. det gode fiskeri, som i 272 årtusinde havde tiltrukket menneskene.

Mens fjorden endnu stod åben, lå der adskillige bosættelser på dens små øer og halvøer. De lå ved de bedste fiskepladser, fjordens strømløb og muslingebanker. Køkkenmøddinger med massive lag af østersskaller var der derimod ikke, for åbenbart trivedes østers dårligt i Øresund og de fjorde, der mundede ud heri. I alt har man fundet henved 35 bopladser, som dog ikke alle var samtidige.124 De flyttede i takt med havstigningerne, men nogle af bopladserne var i brug i mere end 1000 år.

Bebyggelsen i Vedbæk Fjord begyndte allerede i Kongemose-jægernes tid. Og gennem en række faser kan man følge den helt ned til slutningen af Ertebølletiden omkring 4000 f.Kr. Inden for fjordområdet har man fundet ikke blot jæger-fiskernes bopladser, men også deres grave. Dog har udgravningerne, ligesom andre steder i landet, endnu ikke frembragt sikre fund af de boliger, menneskene boede i. Året igennem vekslede menneskene mellem det ydre og det indre af fjorden. Meget tyder på, at det var de samme mennesker, som i løbet af året flyttede rundt inden for det lille område, fjorden udgjorde.

Det ser i øvrigt ud til, at fjordområdet var et af flere stammeområder eller -territorier, som lå ned langs Øresundskysten. Formentlig var de mennesker, som boede her, lige så stedbundne som skovens vildt og lige så territorialhævdende. Men på samme måde, som vi så det i Limfjordsområdet, stod de også i forbindelse med deres naboer og tiltuskede sig efterspurgte prestigegenstande langvejs fra. I Vedbæk-området er f.eks. fundet tre af de såkaldte skolæstøkser, som formentlig var fremstillet så langt borte som i det sydvestlige Polen.125

Men udgravningerne i Vedbæk Fjord har først og fremmest givet os et detaljeret indblik i fangstmetoderne og i de fødemidler, hovedsagelig fra havet, der var grundlaget for menneskenes eksistens. Det var både pattedyr som sæl og marsvin og en lang række hav- og kystfugle samt selvfølgelig fisk i store mængder, navnlig torsk, makrel, hornfisk og fladfisk.126 Hertil kom skaldyr som blåmusling, hjertemusling og strandsnegle. I indlandets skove hentede man køddyr som kronhjort, rådyr og vildsvin, mens moserne og de åbne ferske vande hver gav deres, lige fra ferskvandsfisk og sumpskildpadde til bæver og odder. Man udnyttede altså dyrelivet meget bredt i de mange forskellige biotoper, der var tilgængelige inden for en radius af højst 10 km fra de centralt placerede bopladser. Man har antagelig boet ved fjordbredden året rundt. Her var vegetationen mest varieret, her samledes de ferske vandløb, og ad disse gik vejene ind i indlandet og til søerne. Her kunne man opstille selvfiskende ruser, samtidig med at man havde overblik over Øresund og kunne følge ikke blot de sæsonbestemte fiskestimer, men også de rastende og ynglende sæler langs kysten.

På vor videre rejse sydover passerer vi Køge Bugt, hvis kystlinje også dengang forløb anderledes end nu. På en lerbanke, som i Atlantisk tid var en lille ø i en indbugtning af Køge Bugt, ligger bl.a. en af de tidligste bopladser fra Ertebølle-folkets tid.127 Her lå også, på den østligste del af Karleås Bakke eller på en mindre ø foran denne, helt ude ved kysten, bopladsen Ølby Lyng.128 Det var en plads, Ertebølle-jægerne besøgte i det sene efterår i forbindelse med jagt på trækkende grønlandssæler, men det var også en plads, hvorfra man jagede køddyr og fiskede torsk.

 Bosættelsen i stenalderfjorden ved Vedbæk, Nordsjælland. Udgravede bopladser er markeret med en firkant.

Bosættelsen i stenalderfjorden ved Vedbæk, Nordsjælland. Udgravede bopladser er markeret med en firkant.

På vor luftfærd hen over det sjællandske landskab i den Atlantiske tid er vi omsider nået frem til Karrebæk og Dybsø Fjorde sydvest for, hvor Næstved ligger i dag. Igen kan vi se ud over et udstrakt kystlandskab, der med sine naturrigdomme bød Ertebølle-jægerne særdeles gode levevilkår.129 De to fjorde ligger på Sydsjællands vestkyst ud mod Smålandshavet. I dag er de adskilt fra havet af en række øer, som er delvis forbundne ved strandvolde. Denne næsten sammenhængende yderkyst, som kun er brudt af Karrebæksmindekanalen og strømløbene nord og syd om Dybsø, er imidlertid dannet efter stenalderen ved havets nedbrydning af kysterne og ved aflejring af materialet som strandvolde. Det giver i dag fjordene en karakter af laguner. Men sådan så her ikke ud i Ertebølle-jægernes tid. Dengang var fjordene åbne bugter med mange øer og holme. Karrebæk Fjords munding var omkring 1 km bred. Men i øvrigt er der ikke den store forskel mellem kystforløbet i dag og i slutningen af den Atlantiske tid.

I dette engang biologisk meget rige område i Karrebæk-Dybsø fjordkomplekset har man hidtil fundet næsten 100 bopladser fra Ertebølle-jægernes tid. De største og fleste bopladser lå ved strømløbene ved indsnævringer af farvandene og ude på kystens fremspringende punkter. Det er præcis de samme steder, hvor fiskerne helt op til vor tid, indtil forureningen begyndte, satte deres bundgarn. Og man har helt rigtigt stillet spørgsmålet, om det ikke er, fordi Ertebølle-menneskene dyrkede det samme erhverv som fjordfiskerne helt op i 1900-tallet.130 Indtil da var Karrebæk Fjord et af landets bedste fiskesteder – og det var den også i slutningen af den ældre stenalder, hvor man har anslået, at den kunne bære en befolkning på omkring 250 mennesker.131

De mange bopladser var naturligvis ikke alle samtidige. Man har kunnet inddele dem i seks faser, og man kan se, at de ældste af bopladserne alle er fundet i den ydre del af fjordene. Så følger en markant udvikling, hvor bebyggelsen breder sig ind i fjordene.132 Det svarer til, at landhævningen i Sydsjælland har været ringe i forhold til Nordøstsjælland. De største af bopladserne opstår nu, og flere af dem har været benyttet igennem længere tid. Det gælder dem, der ligger ved strømrenden sydvestligt i Dybsø Fjord, Karlsgab, og strømrenden mellem Gavnø og Lindholm. På disse store bopladser finder man mange skiveøkser, og det er foreslået, at det netop er de redskaber, der har været brugt til at afhugge og tildanne vidjer og tynde pæle til de flettede ruser og fiskegærder, som man i stor udstrækning brugte ved fiskeriet.133 Tre fjerdedele af bopladserne ligger ved strømløb. Når bopladserne lå ved mundinger af fjorde og vige, var deres placering normalt på fastlandet, hvor man både kunne fiske i fjorden og gå på jagt i baglandet. Boede man derimod ved snævringer inde i fjordene, var det normalt på en ø. Her kunne man nemlig sætte fiskegærder til flere sider, og almindeligvis var der ikke nogen vanskelighed med at forcere det rolige farvand.

Alt i alt må man sige, at bopladsernes beliggenhed svarede til, hvad vi har set andre steder i landet134 f.eks. ved Roskilde Fjord.135 Ertebølle-menneskene var for en stor del fjordfiskere. Deres basisbopladser, hvor de formentlig boede hele året, anlagde de ved de givtige fiskevande.136 Herfra kunne de også drive jagt og indsamling i baglandet. Mere årstidsbestemte ressourcer udnyttede de så ved at slå sig ned i kortere perioder på mindre bopladser f.eks. ude på de små øer og holme ved det åbne hav.

 Fund fra Ertebølletiden i Karrebæk-Dybsø-fjordsystemet i Sydsjælland. De største og fleste fund samler sig om strømløbene ved indsnævringer af farvandene.

Fund fra Ertebølletiden i Karrebæk-Dybsø-fjordsystemet i Sydsjælland. De største og fleste fund samler sig om strømløbene ved indsnævringer af farvandene.

Lad os nu på den sidste del af luftfærden over Danmark i den Atlantiske tid slå et sving ud over Østersøen, til klippeøen derovre i øst: Bornholm. Her kender vi endnu ingen bopladser fra Kongemosetiden eller den ældre Ertebølletid. Men ovre på østkysten, hvor Frenne Odde skyder sig ud i Østersøen med havdybder på 30-40 m kun få minutters sejlads fra kysten, lå i slutningen af det 5. årtusinde f.Kr. en boplads ved en lavvandet bugt.137 Grisby hedder stedet i dag. På bopladsen boede en fangerbefolkning, der som frænderne i den øvrige del af landet udnyttede alle de muligheder for fangst og fiskeri, som omgivelserne gav dem.

Beboerne på Grisby-bopladsen var storfangere, når det gjaldt torsk (87% af fiskeknoglerne på bopladsen var fra torsk), og de tog dem ved fiskeri med net eller krogliner på det dybe vand, der lå tæt uden for bopladsen. I skovene bag bopladsen fangede de vildsvin. Men deres hovedbeskæftigelse var frem for alt jagt på havpattedyr. De jagede gråsæl, grønlandssæl, ringsæl og marsvin, og jagten foregik fortrinsvis, når disse havpattedyr under træk passerede farvandet omkring Bornholm og kom tæt på kysten ved Frenne Odde (68% af de bestemmelige pattedyrsknogler på bopladsen stammer fra disse arter). Ingen anden sydskandinavisk Ertebølleboplads udviser den samme høje grad af udnyttelse af havet. I den henseende var de bornholmske Ertebølle-fangstfolk meget nærmere beslægtede med deres frænder på Öland og Gotland længere oppe i Østersøen. Deres levevis var et smukt eksempel på tilpasning til de lokale forhold. Øens vildtbestand var på den tid ganske sparsom, og der var ingen muligheder for fjordfiskeri. Men det kompenseredes der rigeligt for ved dybtvandsfiskeri og havfangst.

Noter

104: C. Malmros 1995, s. 35 ff.

105: C. Malmros 1995.

106: H. Norling-Christensen 1945; H. Schilling 1997.

107: P. Bennike 1997.

108: L. Pedersen 1997a-b, 1999.

109: C. Christensen 1999.

110: Th. Mathiassen 1943a-b. En vigtig sæsonboplads er f.eks. Præstelyngen i den østlige ende af Åmosen, N. Noe-Nygaard et al. 1998.

111: N. Noe-Nygaard 1988.

112: Upubliceret, udgravning 1903-04 ved A.P. Madsen, J. Olsen og C. Neergaard.

113: Upubliceret, udgravning ved H. Petersen 1874, se C.J. Becker 1939, s. 251.

114: C.J. Becker 1939.

115: Undersøgt for Nationalmuseet i 1906 af G. Sarauw, upubliceret, se J. Brøndsted 1957, s. 167.

116: C. Malmros 1975; A.D. Johansson 1998, s. 240 ff.

117: J. Skaarup 1973.

118: Undersøgt ved Nationalmuseet 1901 og 1907.

119: Fra 1917-1919 foretog Th. Mathiassen et pionérstudie af skaldyngerne i dette område. Han kunne kortlægge i alt 104 inden for det ca. 250 km2 store område. Th. Mathiassen 1919.

120: Undersøgt af Japetus Steenstrup i 1847 og 1850 af den første køkkenmøddingkommission nedsat af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, se Th. Mathiassen 1919.

121: Undersøgt af Japetus Steenstrup i 1847, se V. Nordmann 1928: Der Kökkenmödding bei Bilidt. D.G.U. V Rk. Nr. 5.

122: P. Vang Petersen 1984.

123: C. Christensen 1982a-b, se også idem 1995.

124: C. Christensen 1982a; Juel Jensen & Petersen 1985; E. Brinch Petersen 1979, 1990a; Petersen & Albrethsen 1975; E. Brinch Petersen et al. 1976, 1977, 1982, 1993. P. Vang Petersen 1977, 1979, 1982a-b.

125: P. Vang Petersen 1982a, s. 188.

126: I. B. Enghoff 1994, 1995.

127: Bopladsen Trylleskoven, kulstof 14-dateret til ca. 5370 f.Kr., hvis redskaber vidner om klare forbindelser tilbage til Kongemosejægernes tid. P. Vang Petersen 1978, 1982a; A.D. Johansson 1998, s. 223.

128: U. Møhl 1970; E. Brinch Petersen 1970.

129: A.D. Johansson 1964, 1992, 1999; K. Møller Hansen 1997. Se også A. Fischer 1993c.

130: A.D. Johansson 1999.

131: Det er det samme antal, som i begyndelsen af 1900-tallet levede af fjordfiskeri i Karrebæk-Dybsø området, A.D.Johansson 1999.

132: Iflg. A.D. Johansson 1999 indikerer bopladsernes placering på stedse stigende niveauer, at bebyggelsen viger for en generel stigning af vandspejlet frem til kulminationen af den senatlantiske transgression. Så begynder tilsyneladende en regression, der dog er knap så udtalt som i Vedbækfjorden i Nordøstsjælland, se C. Christensen 1993.

133: A.D. Johansson 1999, s. 60.

134: S.H. Andersen 1995; A. Fischer 1995b.

135: Fischer & Sørensen 1983.

136: Jf. A. Fischer 1997c.

137: P. Vang Petersen 2001.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Øernes fangstfolk i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430781

Afsnittet Øernes fangstfolk er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet