Menneskene (6400-400 f.Kr.)

Det er efterhånden en helt lille flok af mennesker, vi kender fra det sidste halvandet årtusinde af jæger-fiskerfolkenes tid. Omkring 100 personer tæller den.¹³⁷ De var generelt robuste og sunde og bar kun sjældent spor af kroniske sygdomme. Med alderen fik de fleste dog gigtlidelser af forskellig art. Mange midaldrende var mærkede af gigt i rygsøjle, hofte og led. Mændenes gennemsnitlige højde var 168 cm, kvindernes kun 155 cm. Deres gennemsnitlige levealder var på omkring 35 år, men der var da også dem, som opnåede at blive 50-60 år gamle.

Generelt var jæger-fiskerfolkets lemmeknogler mere robuste end i senere perioder. De var kortere og bredere i forhold til længden. Knoglerne var også forholdsvis tykke med spor af kraftige muskler. Sammenligner man Ertebøllemenneskene med nutidens mennesker, ser man, at de første har været mindre af statur og mere muskuløse, alt sammen som følge af en hård fysisk belastning lige fra barndommen. Kvinderne havde mere robuste ansigtstræk end nutidens kvinder. De havde bl.a. en kraftigere tyggemuskulatur, fordi kosten dengang var anderledes sej. Det skyldtes også, at de brugte tænderne som redskaber til at bearbejde alle mulige materialer. Fejlernæring ser man ikke spor af. Deres kost var næringsrig og afvekslende, og som vi har set det, var den overvejende af marin art.

Det kan synes ublufærdigt at kigge disse døde stenalderfolk i munden, men de kendte så at sige ikke til karies. Der var ingen huller i tænderne, men dog mange ridser og knusninger i tændernes overflade. Til gengæld var tandsættet oftest ganske slidt.¹³⁸ Allerede hos børnene ser man i 5-6 års alderen nedslidte mælketænder. Senere begynder de at anvende tænderne til at blødgøre skind og til at bide og holde ting fast med. Hos de voksne er fortænderne ofte nedslidte til vandrette tyggeflader, og hos de gamle er der kun de afrundede tandrødder tilbage.

De voksne mænd har ofte små og større afsprængninger på for- og hjørnetænderne, som ydermere tit er mere nedslidte i den ene side end i den anden. Man har brugt tænderne til at fastholde forskellige materialer, når man bearbejdede dem. Hos kvinderne er der hyppigere et ensartet slid af alle fortænderne, hjørnetænderne og de forreste kindtænder. Det stammer sikkert fra kvindernes bearbejdning af skind og huder.

Det hænder ikke sjældent, at man hos de døde ser spor efter direkte vold. Vi har allerede hørt om manden fra Bøgebakken, der var blevet dræbt med et præcist pileskud forfra. Mange andre mandlige skeletter viser også spor af vold eller jagtuheld. På et kranium fra Korsør Nor er der f.eks. to helede læsioner, den ene stammer fra et slag med et stumpt våben, måske en kølle. Et andet kranium fra samme fund har en helet læsion efter et slag med et skarpt våben, som måske var en økse.¹³⁹ Måske disse spor efter mord og vold er udtryk for territorialkampe, som måske igen udsprang af en stor befolkningstæthed i jægerstenalderens sidste del.¹⁴⁰

Men hvordan skal vi forestille os, at disse mennesker gik klædt? I deres grave finder vi jo spor efter tilsyneladende ret komplicerede dragter, hvis vi skal dømme efter okkersporene og de påsyede tænder og sneglehuse. En del af dragterne har naturligvis været fremstillet af skind, måske vi skal forestille os dem okkerfarvede, det kunne farvesporene i gravene tyde på. Vi har ovenfor også gættet på, at menneskene kunne bære underklædninger fremstillet af bl.a. svanedun.

Men der er også fundet spor af, at fangstfolkene kunne bære dragter fremstillet af tekstiler af en eller anden art.¹⁴¹ I den mudrede bund på bopladsen i Tybrind Vig fandt man nogle flager, der lignede grov hessian eller sækkelærred, i hvert fald tekstil af en eller anden art. Trådmaterialet i tøjet var spundne plantefibre af lind. Flagerne er ganske små, kun få cm på hver led. De stammer fra Ertebølletiden, og deres alder har med kulstof 14-metoden kunnet sættes til ca. 4200 f.Kr.

Ved en analyse af de små flager kunne man fastslå, at de var fremstillet ved såkaldt nålebinding. Det er en metode, hvor man anvender korte stykker tråd, typisk omkring en meter lange. Når tråden er brugt op, øges den med en ny. På de små stykker tekstil fra Tybrind Vig er bindingen foretaget over et ekstra sæt tråde, der har været holdt udspændt ved hjælp af en ramme eller i hånden under selve syningen. Teknikken er kendt fra så sent et tidspunkt som bronzealderen, men linde-kludene fra Tybrind Vig er mere end to tusinde år ældre. Ja, de er de ældste europæiske tekstilfund overhovedet. Kludene kan godt have hørt til et enkelt større tøjstykke, måske en kofte eller kappe. Vi ved det endnu ikke, men de hjælper os da lidt på vej i forsøget på at forestille os disse fjerne jæger-fiskerfolks udseende.