Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

I baglandets skove

Oprindelig forfatter JJe

Inde i de tætte skove bag bopladserne sprang pilen ofte fra jægerens bue. Byttet var gerne de store køddyr, og buen en mandslang bue fremstillet af skyggevokset elmetræ. Takstræet, som ellers regnes for det bedste buetræ, var endnu ikke indvandret til Danmark. Elmetræsbuer kender vi derimod fra flere af Ertebølletidens bopladser. Til fremstillingen brugte man gerne en tynd elmestamme. Derved opnåede man, at buens ryg bestod af elastisk splintved, mens bugsiden udgjordes af kerneved, som er mindre elastisk men mere trykstærkt. En bedre bue kan man kun lave ved sammenlimning af forskellige træsorter eller glasfiber. På Ringkloster-bopladsen i Østjylland har man bl.a. fundet et forarbejde til en bue og to færdige, mandslange buer af elmetræ.53 Lignende buer kendes fra Tybrind Vig54 og Rojnæs Skov i Gamborg Fjord på Vestfyn,55 også her fremstillet af elm.

På bopladsen Maglemosegård i Vedbæk Fjord fandt man et stykke af en bue. Det ene ben var fuldstændigt bevaret. Hvis buen har været symmetrisk, må den have været 1,94 m lang, dvs. mere end mandslang.56 Den har været et usædvanlig kraftfuldt våben. Buen var udkløvet og tilskåret af det ydre knastfri ved af en ca. 12 cm tyk stamme af elmetræ. Både form og forarbejdning var meget elegant. Håndtaget havde et nærmest cirkulært tværsnit. I den brede del af benet var tværsnittet spidsovalt, mod spidsen blev det igen cirkulært. Buestrengen havde været fastgjort 1,5 cm fra spidsen, hvor der var lavet to indhak, som var svedet i bunden, formentlig for at beskytte træet og buestrengen imod råd og friktion.

 Forenden af pileskaft med indsat tværpil, rekonstruktion.

Forenden af pileskaft med indsat tværpil, rekonstruktion.

Også jægernes pile kender man. De kunne være lavet af lange, retvoksede skud af busken kalkved eller ulvsrøn eller eventuelt af udkløvet fyrre- eller asketræ. Et stykke af et pileskaft med en tværpil som od, fastholdt af en surring af sener, er f.eks. fundet i Tværmose ved Ejsing i Vestjylland.57 De gammelkendte fuglepile med kølleformet hoved til jagt på fugle og mindre pelsvildt blev også brugt af Ertebøllejægerne. En sådan kølleformet pil fremstillet af hassel er f.eks. fundet på bopladserne i Ringkloster58 og Tybrind Vig.59

Annonce

For jægerne i Østdanmark var kronhjorten det vigtigste jagtvildt. En meget stor del af knoglerne af de kødydende arter på bopladserne var fra dette dyr. I Jylland ser det derimod ud til, at vildsvinet var det mest eftertragtede, selv om man også nedlagde store mængder kronhjort. Urokse og elg kunne man af gode grunde ikke nedlægge i de østdanske skove, de var uddøde. Men i Jylland levede de fortsat, om end i svindende antal, og de blev stadig efterstræbt af jægerne. Det var ikke blot kødet af det nedlagte vildt, man fortærede, også marven blev betragtet som en delikatesse. Det viser de store mængder af søndrede og flækkede knogler på bopladserne. Det var derimod sjældent, at man marvspaltede pelsdyrenes og vildsvinenes knogler. Men som køddyr indgik vildsvinet sammen med kronhjort og rådyr i den treenighed, der forsynede bopladsernes beboere med kød og råmaterialer til deres redskaber. Til rækken af køddyr skal skal man i øvrigt også føje pindsvinet. Dets kød er særdeles velsmagende; derfor finder man ganske hyppigt knogler af pindsvin på bopladserne.60

Hvordan tilberedte man da disse rigelige mængder af kød? Vi har allerede hørt om kogningen af en velsmagende og næringsrig fiskesuppe. Også kødet af jagtdyrene blev formentlig især tilberedt ved kogning. Brændte knoglestykker er f.eks. ikke særlig almindelige på bopladserne. Men ved kogning af kødet opsamlede man al dets saft, kraft og fedt. Varmepåvirkede sten (kogesten) finder man da også i store mængder på bopladserne. Det kan tyde på, at kød og fisk blev kogt eller tilberedt i gruber i jorden ved hjælp af opvarmede sten.

Men ud over kød skaffede man sig også pelsværk fra skovens dyr. De mest almindelige var bæver, skovmår, odder, ræv, grævling, ulv og vildkat. Men også små pelsdyr som egern, muldvarp og vandrotte blev nedlagt for deres bløde pelses skyld.61 På Ringkloster-bopladsen ser det ud til, at man ud over jagten på vildsvin, kronhjort og urokse specialiserede sig i jagt på skovmår og odder.62 Bopladsen var beboet fra efterår til tidligt forår, og som vi har set det, var den formentlig et forsyningssted for kød, pels, skind og tak til et større område. Skeletterne af de nedlagte pelsdyr blev smidt hele ud i affaldsområdet foran bopladsen, og knoglerne bar tydelige spor af de fælder, hvori dyrene var blevet fanget.

På kranierne kunne man også tit se karakteristiske snitmærker fra afpelsningen. Ligeledes manglede ofte de yderste lemmeknogler med kløerne. Det kunne tyde på, at flåningen foregik på samme måde som i dag, dvs. ved at man lagde et snit fra bagpoterne ned mod gattet, hvorefter skindet løsnedes omkring gat og halerod og derefter krængedes ned over ryggen.63 Inden det skete, havde man skåret forbenene op fra trædepuderne og ind til kroppen. Man flåede derefter skindet helt op til hovedet, hvor der blev skåret helt ind til benet omkring ører, øjne og mund. Skindet kunne nu krænges af kroppen og skrabes rent for fedt og kødrester.

På bopladsen Hjerk Nor ved Limfjorden fandt man så mange knogler af vildkatte og andre pelsdyr som skovmår, odder og ræv, at også det sted må kaldes en pelsjægerboplads.64 Vildkat ser i øvrigt ud til at have været et særlig almindeligt byttedyr på Ertebøllebopladserne i Limfjordsegnene. I resten af landet forekommer dette dyr kun sporadisk.

Hvad der var baggrunden for denne pelsdyrjagt, kan vi naturligvis kun gisne om. Men det er ikke utænkeligt, at den ud over at dække de nære behov også bundede i en efterspørgsel efter pelsværk, som kunne indgå i de udvekslinger, fangstfolkene foretog med hinanden, bl.a. for at erhverve sjældne prestigevarer. Vi skal senere se, hvordan sådanne udvekslinger foregik i stigende omfang hen imod jægerstenalderens slutning. Og det er da også i den forbindelse interessant, at man på samme tid på fangstfolkenes bopladser kan se en øget brug af skrabere, som netop brugtes til at forarbejde skind og huder.65

 Kranium af hund fra Maglemosegårds Vænge ved Vedbæk på Sjælland.

Kranium af hund fra Maglemosegårds Vænge ved Vedbæk på Sjælland.

Endelig var der hunden, som jo allerede årtusinder tidligere havde begyndt sit samliv med menneskene. Dens knogler findes på næsten alle den Atlantiske tids bopladser,66 og skal man pege på en typisk repræsentant for disse hunde, kan man pege på en, hvis kranium blev fundet på bopladsen Vedbæk Boldbaner i Nordøstsjælland.67 Den var ganske vist fra de sidste Kongemosejægeres tid, men den svarede ganske til de hunde, der levede på Ertebøllejægernes bopladser. Det var en fuldt udvokset, men ganske ung hund. Den havde haft et forholdsvis langt, slankt hoved og ingen egentlig pandeafsats, som det ses hos mange hunde, hvor panden rejser sig brat op fra snuden. Dens skulderhøjde må have været mellem 50-55 cm, men pelsens farve og længde ved vi naturligvis ikke noget om. Hunden fra Vedbæk Boldbaner var, hvad vi i dag kalder en spidshund, og den så ud som en mellemting mellem Lapphunden og den Grønlandske Hund. Begge har de en forholdsvis lang, fyldig pels. Variationsbredden for de hunde, vi kender fra jægerstenalderens bopladser, er imidlertid ret stor. Man har haft ganske små hunde og ganske store hunde, samt mellemformer som hunden fra Vedbæk Boldbaner, og de har formentlig tjent mange andre formål end at være jagthunde. Som vagthunde f.eks. og muligvis også som last- og trækdyr, foruden at de lejlighedsvis også har tjent som menneskeføde. Det viser mange eksempler af marvspaltede hundeknogler på bopladserne. Det sidste var naturligvis ikke en eftertragtelsesværdig skæbne for en hund.

Noter

53: S.H. Andersen 1998b, s. 44, fig. 28.

54: S.H. Andersen 1985a, s. 64, fig. 16a.

55: Marinarkæologisk Nyhedsbrev fra Roskilde 12, 1999, s. 8.

56: P. Vang Petersen 1979, s. 71; A.D. Johansson 1998, s. 204.

57: P. Vang Petersen 1979, 1993, nr. 120; A.D. Johansson 1998, s. 204.

58: S.H. Andersen 1998b, s. 44, fig. 29.

59: S.H. Andersen 1985a; A.D. Johansson 1998, s. 204.

60: Aaris-Sørensen & Andreasen 1995.

61: Ibid.

62: S.H. Andersen 1998a; P. Rowley-Conwy 1998.

63: S.H. Andersen 2001.

64: T. Hatting et al. 1973.

65: M. Stafford 1999.

66: M. Degerbøl 1943; N. Noe-Nygaard 1992.

67: K. Aaris-Sørensen 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: I baglandets skove i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430788

Afsnittet I baglandets skove er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet