Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Havets rigdomme

Oprindelig forfatter JJe

Mennesket er, hvad det spiser, siger man. Det gælder ikke mindst de mennesker, som levede i Danmark i jægerstenalderens sidste del. De var nemlig ikke blot jægere og samlere, de var også, og i mindst lige så høj grad, fiskere og fangstfolk på havet. Det er ikke mange år siden, at man ved hjælp af kulstof 13-analyser af menneskeknogler fra Ertebølletiden kunne vise, at datidens mennesker i overvejende grad havde levet af føde fra havet.1

Samtidig begyndte man ved hjælp af moderne udgravningsmetoder at få et mere detaljeret indtryk af sammensætningen af Ertebøllemenneskenes daglige kost.2 Talrige fiskeknogler og -skæl kunne artsbestemmes. Efterhånden begyndte man at få et indtryk af, hvor stor en rolle føden fra havet havde spillet i dagligdagen på bopladserne i det 6. og 5. årtusinde f.Kr. Ikke blot fiskeriet, men også fangsten af havets pattedyr var i høj grad med til at forme menneskenes liv.

Det var mange forskellige fiskearter, man fangede på Ertebølletidens bopladser. Det kunne tyde på, at man brugte faststående fiskeredskaber som f.eks. ruser. Som vi senere skal se, var det netop tilfældet. Men der var også store forskelle fra boplads til boplads, hvad angik fangsternes sammensætning og mængde. Det skyldes forskelle i fiskebestanden i de enkelte egne af landet, men kan i øvrigt også skyldes, at man på visse bopladser specialiserede sig i fangst af bestemte arter.3

Annonce

 Fiskekroge fra Tybrind Vig på Fyn. På krogen nederst er et stykke af linen bevaret. Det er fastgjort med et dobbelt halvstik.

Fiskekroge fra Tybrind Vig på Fyn. På krogen nederst er et stykke af linen bevaret. Det er fastgjort med et dobbelt halvstik.

Lad os vende blikket mod nogle af de bopladser, vi beskrev under vor rejse gennem landet i det foregående kapitel. I Bjørnsholm, som lå ved Limfjorden, var det f.eks. vandrefisk, der var dominerende. De udgjorde 63% af de fangede fisk. Man må i høj grad have koncentreret sig om ål, som alene udgjorde 56% af fangsterne. Saltvandsarter tegnede sig for 22% og arter fra ferskvand for 15%.4 Fangsterne synes overvejende at være taget ved kystnært fiskeri om sommeren og efteråret.

I Ertebølle, som ligger ikke langt derfra, ud til den åbne og salte Limfjord, udgør ferskvandsfisk overraskende nok 71% af fangsterne, mens vandrearter som f.eks. ål udgør 17%, og saltvandsfisk kun tegner sig for 12%.5 De fleste af ferskvandsfiskene er karpefisk, hovedsagelig skaller. De er formentlig kommet til som en bifangst ved ålefiskeriet.

I Norsminde, der ligger i det østlige Midtjylland ved mundingen af Norsminde Fjord, er næsten samtlige fangede fisk salt- og brakvandsfisk.6 Fladfiskene udgør 57%, det er især skrubber, mens torskefiskene udgør 29% og ål 9%. Også på bopladserne ved Vedbæk-Fjord i Nordøstsjælland er torske- og fladfisk dominerende.

I Tybrind Vig på Vestfyn er det små torsk, pighaj og ål der dominerer fangsterne.7 Pighaj er en udpræget vandrefisk, der bl.a lever af torskefisk og ål. Måske har den været bifangst i ruser og net, men den kan også være taget med krog.

På indlandspladser som Åkonge i den vestsjællandske Åmose og Ringkloster ved Skanderborg Sø bestod fangsterne først og fremmest af ferskvandsarter som karpefisk, efterfulgt af gedde og aborre.8 Men det er interessant, at der i Ringkloster også er fundet et lille antal torske- og flynderfisk. Det er formentlig føde, fangstfolkene har medbragt, f.eks. i form af tørfisk, fra en af de østjyske kystbopladser, måske den ved Norsminde.

Det var altså et meget varieret og omfattende fiskeri, der foregik fra bopladserne. Efter alt at dømme udgjorde det grundlaget for den vedvarende bebyggelse langs kysterne i den sene del af jægerstenalderen.9 Man kan da også se, hvordan fangstfolkene gerne slog sig ned ved gode lokaliteter for rusefiskeri.

Netop fiskegærderne og ruserne spillede en stor rolle. Disse faststående fiskeredskaber blev som regel sat fra stranden ud over en skråning på havbunden. Rigtig gode steder var ved åmundinger og strømsteder, på fjordenes holme og fremspringende næs ud for skråninger på fjordbund. Fiskeanlæggene adskilte sig i udseende ikke meget fra de ålegårde, der har været i brug i de indre danske farvande til ind i dette århundrede.10 De var bygget op i sektioner bestående af lodretstående kæppe, hvorimellem der var flettet tynde hasselkæppe. De enkelte sektioner blev fastgjort fortløbende til nedrammede pæle, der gik i en række fra kysten ud mod et strømsted. I den ydre ende af denne række ledtes fiskene ind i en flettet ruse.

 Oversigtsplan over Lystrup-køkkenmøddingen nord for Aarhus – en af de ældste danske køkkenmøddinger, dateret til ca. 5300 f.Kr. Foran skaldyngen ses fiskeområdet, hvor fiskegærderne stod. De fremtrådte ved udgravningen som hundredvis af væltede hasselkæppe, hvoraf kun nogle få stod lodret på deres oprindelige sted. I samme område fandtes også tre stammebåde.

Oversigtsplan over Lystrup-køkkenmøddingen nord for Aarhus – en af de ældste danske køkkenmøddinger, dateret til ca. 5300 f.Kr. Foran skaldyngen ses fiskeområdet, hvor fiskegærderne stod. De fremtrådte ved udgravningen som hundredvis af væltede hasselkæppe, hvoraf kun nogle få stod lodret på deres oprindelige sted. I samme område fandtes også tre stammebåde.

Den slags ruser, som brugtes både ved ferskvands- og saltvandsfiskeri, har været kendt fra de arkæologiske fund i mange år. En særlig velbevaret ruse blev fundet ved Lille Knapstrup, syd for Holbæk.11 Fundet blev gjort på et sted, hvor der oprindelig havde stået flere ruser. En af disse havde tydeligvis været fortøjet med bastsnore til en række mindre sten, som lå i en kreds omkring rusen. Ruserne blev lavet af tynde linde- eller birkekviste, der blev holdt sammen ved flettede bånd af bast eller flækkede småkviste.12

I formen lignede de en gammeldags ålekube. Den spidse ende kunne være lukket med en træprop, som blev holdt på plads ved en udvendig surring. I den modsatte ende var der en stærk mundingskant, hvortil der var fastgjort en tragtformet konstruktion. Det var den såkaldte kalv, hvis spids vendte bagud mod rusens lukkede ende. Kalvens spids var åben og lige stor nok til, at en fisk kunne komme igennem, ind i rusens bageste, lukkede del. Var fisken først kommet ind, kunne den ikke komme ud igen. Når rusen skulle røgtes, behøvede man blot at løse op for den bageste ende, så kunne fiskene tages ud denne vej.

Ruserne kunne, som nævnt, indgå som en del af et fiskegærde. Dele af to sådanne gærder fra jægerstenalderen blev udgravet i området ved Halsskov Fjord.13 De lå ved kysten af en lille ø, Halsskovholm. Et af dem havde stået på sydsiden af øen. En stav fra dette fiskegærde kunne kulstof 14-dateres til ca. 5400 f.Kr., dvs. at det havde været i brug i den tidlige Ertebølle-tid. I formen svarede det ganske til de gærder, vi kender i bedre bevaret stand fra bondestenalderen, og som vi senere skal høre nærmere om. Stavene var indtil 3 m lange, og der var bevaret rester af vidjefletning. Også på østsiden af den lille ø var der bevaret spor af fiskegærder. En stav herfra kunne dateres til ca. 4800 f.Kr. dvs. den mellemste Ertebølletid. Anlæggene var blevet skyllet rundt af havet, men man kunne se, at de havde været bygget af hassel. Elm, lind, birk og eg havde dog også været brugt. Vi må formode, at fiskerne gik ud i både, når ruserne for enden af disse anlæg skulle tømmes.

Det var et stort arbejde at bygge og vedligeholde fiskegærderne. De skulle jævnlig fornyes, og krævede tilgang til navnlig store mængder lige hasselkæppe. Dem kunne man ikke uden videre hente i skoven, for det er kun, når hasselen bliver skåret helt ned til rødderne, at nye og lige skud vokser frem derfra. Fangstfolkenes store forbrug af navnlig hasselvidjer krævede således, at de plejede hasselkrat inde på landjorden – dvs. drev en form for skovbrug, hvor de foretog en jævnlig stævning af buskene.14 I tilgift fik de så om efteråret en rig høst af næringsrige nødder.

 Fiskeruse udgravet ved Lille Knapstrup syd for Holbæk.

Fiskeruse udgravet ved Lille Knapstrup syd for Holbæk.

Det er en velkendt sag, at mange fiskearter i den koldere del af året søger ud på dybere vand, mens andre ligger nedgravet i den mudrede bund i en slags dvaletilstand. Det betød, at rusefiskeriet, som var den mest givtige form for fiskeri, måtte indstilles i en periode i årets koldeste tid. Analyser af vækstringene på fiskeknoglerne fra Ertebølletidens bopladser viser da også, at der overvejende var tale om sommer- og efterårsfiskeri.15 På andre årstider måtte man gå ud på dybere vand.

Brugen af fiskegærder og ruser kan følges meget langt tilbage i tiden.16 De ældste danske fund ligger helt tilbage i det 6. årtusinde f.Kr., dvs. i Kongemosetiden.17 Hvordan det forholdt sig med netfiskeriet, ved vi derimod mindre om. At det har været udøvet, antyder dog enkelte fund af gennemborede kalksten, bl.a. fra Ertebøllebopladsen Helgenæs i Jylland. De har formentlig tjent som netsynk.18 Fra den sjællandske Åmose kendes også ubearbejdede sten, hvorpå der sidder rester af snore af lindebast, formentlig fra et fiskenet.19 Rester af et sådant fiskenet af lindebast kendes i øvrigt fra Ertebøllebosættelsen i Satrup Mose i Sydslesvig.20

Det var dog ikke kun et såkaldt passivt fiskeri, f.eks med ruse, net, fiskegård og lignende, som foregik fra bopladserne. Fiskekroge, harpuner og lystre er fundet i stort tal på Ertebølletidens bopladser. De kræver et aktivt fiskeri, og det foregik i stort omfang både i søerne og åerne, hvor man kunne tage gedde, aborre og brasen og sandsynligvis også ørred, laks, ål og malle – og ude på havet, hvor man kunne fange torsk, sej, fladfisk, ål og pighaj. Den slags fiskeri kunne foregå hele året, enten fra båd eller gennem isen. På bopladsen Ølby Lyng i Køge Bugt vejede hovedparten af de fangede torsk omkring 1 kg. Torsk af den størrelse træffes på vanddybder mellem 20 og 50 m. Det må betyde, at fiskeriet foregik til havs med net, krog eller line. I øvrigt var der blandt de torskeknogler, man fandt på bopladsen, en påfaldende mangel på kranie- og kæbeknogler. Det kan betyde, at torsken blev oparbejdet til en slags klipfisk, inden man transporterede den hjem til bopladsen.21 Måske fisken blev renset på søen, som man ofte gør det i vore dage.

 Stævneskov, der kan give en forestilling om udseendet af Ertebølletidens plejede hasselkrat, findes kun få steder i Danmark. Billedet er fra en lille stævneskov ved Vesterlyngen på Vestsjælland.

Stævneskov, der kan give en forestilling om udseendet af Ertebølletidens plejede hasselkrat, findes kun få steder i Danmark. Billedet er fra en lille stævneskov ved Vesterlyngen på Vestsjælland.

Et særlig vigtigt redskab i det aktive fiskeri var lysteren. Den blev formentlig brugt til ålestangning, måske ved blusning fra båd på lavt vand.22 Rester af dette redskab er fundet på bopladser både fra Kongemose- og Ertebølletiden. Et næsten fuldstændigt eksemplar er fundet på en sen Ertebølleboplads ved Næbbet på det nordvestlige Ærø.23 Skaftet var af hassel, sidegrenene af havtorn, mens surringen var udført med en snor af tvundne plantefibre. Der var ingen midterspids på redskabet, så de fangne ål blev udelukkende holdt fast ved at sidegrenenes hæl klemte sammen om dem. Det er dog muligt, at nogle varianter af redskabet også havde en midterspids af ben.

Ved mange af Ertebølletidens bopladser var havets bløddyr også en let tilgængelig fødekilde, som stort set kunne udnyttes hele året. Den bedste årstid til indsamling af østers var dog nok det sene forår og sommeren, dvs. fra midten af maj til midten af oktober, hvor skaldyrene var mest næringsholdige.24 Når man ser mængderne af skaldyr i en køkkenmødding, kan man nemt få en overdreven forestilling om skaldyrenes betydning for jæger-fiskerne. Man har dog kunnet vise, at næringsværdien af den kødmængde, som fiske-, fugle- og pattedyrknoglerne i dyngerne repræsenterer, langt overgår næringsværdien af skaldyrene. Skulle en voksen mand dække sit kaloriebehov ved at spise østers, måtte han dagligt indtage ca. 650 stk. Skaldyrenes betydning lå mere i, at de dækkede vigtige fysiologiske behov for salte og mineraler.25

Indsamlingen krævede ikke mange redskaber, formentlig kun en kurv og måske en gravestok. Til gengæld krævede det en del arbejde at indsamle, hjemtransportere og åbne skaldyrene. Man var også kritisk med, hvad man bragte hjem. Undersøgelser af muslingernes størrelse og alder har vist, at der skete en vis sortering ude på banken eller inde på stranden. Kun de store skaldyr blev taget med hjem til bopladsen. Muslingerne havde desuden den fordel, at de kunne tørres eller røges og derved gemmes til senere forbrug. Om noget sådant skete på Ertebøllebopladserne, ved vi dog ikke. Ej heller om man også indsamlede de næringsholdige tangplanter i havet. Man kan gætte på det, for tang er den dag i dag, efter at være kogt, et vigtigt kosttilskud hos eskimoerne.

 Til venstre en let beskadiget lyster med bevikling af snor af plantefiber, fra en Ertebølleboplads ved Næbbet på Ærø. Til højre en rekonstruktion af fangstredskabet.

Til venstre en let beskadiget lyster med bevikling af snor af plantefiber, fra en Ertebølleboplads ved Næbbet på Ærø. Til højre en rekonstruktion af fangstredskabet.

Efter denne omtale af de mange gode råvarer, som var tilgængelige for Ertebøllefolkene, var det måske på tide at kigge ned i et af de kogekar, der som noget nyt var kommet i brug på bopladserne, og som vi senere skal høre nærmere om. Måske vi kan se, hvad det var for en slags mad, de indeholdt. Vi kan tage en af de spidsbundede krukker, der blev fundet på den undersøiske boplads ved Tybrind Vig.26 Den havde på indersiden en skorpe, som på grund af de gunstige bevaringsforhold var tykkere end normalt. Indkapslet i den sorte belægning sad der aftryk af plantedele og talrige levn af småtorsk: skæl, finne- og gællerester samt knoglestumper. Det meste stammede fra de ydre dele af fiskene. Det tyder på, at de var blevet lagt hele, eller i alle fald uflåede, ned i krukken den uheldige dag, da maden brændte på. Desværre kunne man ikke komme bestemmelsen af plantedelene nærmere, end at der var tale om bladdele og græsser. Men konklusionen var klar nok. Krukken havde oprindelig indeholdt en fiskesuppe tilsat urter. En slags Ertebølletidens bouillabaisse, som udgraverne udtrykte det. Det er ikke svært at forestille sig, hvor godt suppen har smagt.

Det var et rigt hav, som omgav Ertebøllejægernes land. Ikke blot var det rigt på fisk og skaldyr, men det var også levested for mange havpattedyr. Her færdedes grønlandssælen, gråsælen og ringsælen, og her var marsvinet en hyppig gæst i sunde og bælter, navnlig når det om efteråret var på træk ud af Østersøen.27 Småhvaler var her også, og alle blev de efterstræbt af jægerne. Jagten foregik især fra de bopladser, der lå ud til Kattegat, Øresund og Limfjorden. I nogle tilfælde blev dyrene jaget med harpun fra båd på åbent hav. Men de blev også nedlagt på strandene, på øer, rønner, rev og grunde, når de solede sig, eller når de var der i forbindelse med ungernes fødsel, som foregår på land i januar-februar.

Man kan godt overraskes over grønlandssælens tilstedeværelse i den varme Atlantiske tid. I nutiden har den sine faste ynglepladser på isen i de arktiske have, hvor den føder sine unger omkring februar. Når forårets isløsning begynder, begiver dette havkære dyr sig ud på lange trækvandringer, for atter ved islæg at vende tilbage til ynglepladserne i nord. Det er dog også muligt, at der i sen Atlantisk tid levede en ynglebestand af grønlandssæl i Østersøen. Det har da været sæler fra ynglepladserne på isen i den Botniske Bugt, der forår og efterår trak igennem de danske farvande, og som blev jaget af Ertebøllejægerne ved f.eks. Grisby på Bornholm og Ølby Lyng i Køge Bugt.28

 Typeinddeling af Ertebølletidens harpuner. Type A kan have fra en til tre modhager. I midten af basis er der boret et hul til fanglinen. Type B er krumme, enradede harpuner af kronhjortetak med krumt omrids og en til fire modhager. I midten af basis er der oftest et linehul. Type C er en eller toradede harpuner af rådyrtak. Længden følger takkens naturlige krumning. Takkens sidegrene er enten udskåret til enkelte krogformede modhager eller helt bortskåret. Ved basis har man bibeholdt rester af rosenkransen til linefæste. Type D er toradede harpuner af kronhjortetak med mange små, tætsiddende modhager.

Typeinddeling af Ertebølletidens harpuner. Type A kan have fra en til tre modhager. I midten af basis er der boret et hul til fanglinen. Type B er krumme, enradede harpuner af kronhjortetak med krumt omrids og en til fire modhager. I midten af basis er der oftest et linehul. Type C er en eller toradede harpuner af rådyrtak. Længden følger takkens naturlige krumning. Takkens sidegrene er enten udskåret til enkelte krogformede modhager eller helt bortskåret. Ved basis har man bibeholdt rester af rosenkransen til linefæste. Type D er toradede harpuner af kronhjortetak med mange små, tætsiddende modhager.

Af endnu større betydning var gråsælen, der også i disse fjerne årtusinder ofte kom til land for at føde og give sine unger die på strandbredden. Her kunne den forholdsvis let overraskes og dræbes. Den hørte til kystlandets faste beboere. Man finder gråsælens knogler på så at sige alle de kystnære bopladser i Danmark fra Atlantisk tid.29 Knogler af spættet sæl, og af ringsæl findes derimod mere sjældent.

Ringsælen kendes dog fra knoglefund i bl.a. køkkenmøddingerne ved Ertebølle og Mejlgård.30 Denne lille charmerende sæl, om hvem zoologerne kan fortælle, at den glædes ved musik, holdt til i en reliktbestand i Østersøen. Men den kunne ikke som de fleste andre sæler friste Ertebøllejægerne ved at optræde i store koncentrationer i yngle- og fældetiden. Derfor fik den aldrig den store betydning for stenalderjægerne.

Og så var der endelig marsvinet. Ofte, når stenalderjægerne var ude i deres både, kunne de se dette dejlige dyr, tumleren, som man også kalder den, skyde sig igennem vandet i korte, krumme buer. Marsvinene trækker normalt i større eller mindre flokke ud af Østesøen hvert efterår og vinter fra november til februar, og kommer man dem nær, kan man høre deres blide, sagtmodige snøften.31 Disse årlige træk udnyttede Ertebøllejægerne gerne. På steder, hvor der var snævre passager i trækruten, udnyttede man fangstmulighederne. Formentlig organiserede man drivjagt på marsvinene, ganske som det er blevet praktiseret helt op til vore dage, hvor de jages om vinteren i perioden november til februar. Marsvinets kød er særdeles velsmagende, og dets spæklag er omkring 4 cm tykt. Netop spækket kunne bruges til olie og tran, der blev fyldt på de små tranlamper og gav lys og lidt varme i den lange mørketid fra november til februar.

Marsvinet er en lille hval på størrelse med et menneske. Spor efter marsvinefangsten finder man specielt på Bornholm og langs Lillebælt og den østjyske kyst.32 Man kan tænke sig, at jægerne bevidst har udnyttet de danske farvandes mange lavvandede områder og systematisk skræmt dyrene ind på grundt vand. Det var f.eks. tilfældet ved Grisby på Bornholm, hvor bugten var et velegnet sted til stranding og slagtning af de marsvin og andre småhvaler, som forfølgerne under drivjagt havde held til at skræmme ind på lavt vand.33 Her strandede de så og kunne dræbes med harpun og lanse. Deres nytteværdi var stor, ikke blot på grund af kødet og spækket. Deres skind kunne også bruges til remme, harpunliner og yderbeklædning på både, mavesækken kunne forarbejdes til poser og sække, og de fedtholdige knogler havde stor værdi som brændsel.

 Forslag til skæftning af Ertebøllejægernes harpuner.

Forslag til skæftning af Ertebøllejægernes harpuner.

De redskaber, som jægerne anvendte til fangsten på havpattedyr, finder man kun sjældent på bopladserne. Til gengæld kender man et ret stort antal løsfundne harpunspidser, som må være gået tabt under jagten.34 En harpunspids skulle kunne frigøres fra sit skaft, samtidig med at den med en line stadig var forbundet med skaftet eller med den jæger, der anvendte harpunen. Fanglinen kunne være fastgjort til skaftet enten gennem et hul, eller den kunne være bundet rundt om spidsens basis.35 Som regel sluttede skaftet rundt om basis, der var afglattet således, at spidsen let kunne frigøres fra skaftet.

Kronhjortetak var det foretrukne råmateriale til fremstillingen af disse spidser. Man skar strimler ud af kronhjortetakken med en stikkel i skurerendeteknik. Hvalknogle og rådyrtak kunne i øvrigt også anvendes.36 Langt de fleste harpuner er fundet i marine aflejringer, tilsyneladende fjernt fra datidens bopladser. Det må skyldes, at de gik tabt under jagten. De fleste har været brugt i saltvand, enkelte synes dog at have fundet anvendelse ved fangst ved søer og åer inde i landet. Måske de blev brugt til fangst af store fisk som gedde, laks og malle.

Harpunspidserne dukker første gang op i den ældre del af Ertebølletiden. I begyndelsen er de dog fåtallige.37 Men i tidens løb øges deres antal og variationsbredde, og i slutningen af det 5. årtusinde er deres antal ganske betragteligt. Tilsyneladende er der sket en øget specialisering af redskaberne til fangst af marine pattedyr. Havjagten har fået en væsentlig større betydning end tidligere.

 Forskellige harpuntyper fra Ertebølletiden. 1-2 fundet i Gudsø Vig, Østjylland. 3 fundet ved Tubæk Mølle på Østsjælland og 4 fundet i Horsens Fjord.

Forskellige harpuntyper fra Ertebølletiden. 1-2 fundet i Gudsø Vig, Østjylland. 3 fundet ved Tubæk Mølle på Østsjælland og 4 fundet i Horsens Fjord.

Ikke alle harpuner har haft den samme geografiske udbredelse. Nogle kendes fortrinsvis fra Jylland-Fyn. Andre kendes kun i de østlige egne, Sjælland, Skåne og Rügen. Måske de har været brugt ved jagten på de store sæsontræk af grønlandssæl, der gik gennem de danske farvande ved forårs- og efterårstide.38 Atter andre er navnlig almindelige omkring den sydvestlige del af Østersøen.

Det ser altså ud til, at fangstmetoderne var tilpasset den art, man jagede.39 Og ikke alle sæler blev nedlagt med harpun. F.eks. nedlægges gråsæl nemmest på ynglepladserne, hvor de i årtusinder har kunnet træffes i stort tal om vinteren. Der er mange historiske kilder, der fortæller, at det oftest var køller eller net, der blev brugt. Samme metode har Ertebølle-jægerne formentlig også anvendt. Harpunerne blev nok i højere grad anvendt til de andre sælarter. Eller de blev anvendt til jagt på gråsæl ude på havet i forårs-, sommer- og efterårsmånederne, hvor dyrene lever spredt i farvandene. Kastetræ har formentlig også været brugt til at forøge harpunens kraft. Man kender et enkelt sådant, fundet på en undersøisk boplads i Gamborg Fjord på Vestfyn.40 Det er fremstillet af elmetræ med et 65 cm langt håndtag, der afsluttes i et tungt, golfkøllelignende hoved.

 Kastetræ til harpun, fundet i Gamborg Fjord på Vestfyn.

Kastetræ til harpun, fundet i Gamborg Fjord på Vestfyn.

Et sidste vidnesbyrd om fangsten på havpattedyrene er de spæklamper, som rummede den eftertragtede olie. De er aflange skåle og kendes i flere størrelser. Som regel er de udekorerede, bortset fra simple stik- og fingerindtryk i randen. Tydelige brandspor i skålene viser, at de formentlig blev brugt som lamper.41 Fyldt med fedt eller olie og med en væge i en eller begge ender kunne de give lys og varme inde i jægernes boliger. Undersøgelser af lampernes lergods har i øvrigt vist, at de blev fremstillet af en helt anden og mere varmebestandig lermasse end de spidsbundede kogekar, som også var i brug på bopladserne.

De vigtigste og mest efterstræbte byttedyr var, som nævnt, gråsælen og marsvinet. Jagten på dem foregik oftest langt fra hovedbopladserne, på åbent hav eller på rev og små øer. Alligevel findes deres knogler næsten altid på bopladserne, selv på de mindste, og på steder hvor bevaringsforholdene er dårlige.42 Ja, også på indlandsbopladserne, f.eks. i Ringkloster, kan man finde dem.43 Sælknoglerne stammer fra alle skelettets dele. Det må betyde, at sælerne jævnligt, men ikke nødvendigvis altid, blev hjembragt i hel tilstand.

På de enkelte bopladser er sælknoglerne sjældent særlig talrige. Det siger imidlertid ikke meget om næringsværdien af sæler som jagtbytte. På køkkenmøddingen Mejlgård på det nordlige Djursland udregnede man f.eks. næringsværdien af de dyrearter (køddyr, fugle, fisk og skaldyr), hvis rester man fandt i affaldsdyngen. Det viste sig, at de ganske få sælknogler repræsenterede hele 32% af den samlede næringsværdi.44

Der er således ingen tvivl om, at fangsten på havpattedyr spillede en meget stor rolle i Ertebøllejægernes liv. Alligevel har det været vanskeligt at udpege kystbopladser, hvor havjagten var beboernes hovedbeskæftigelse. De er dog ved at dukke op. F.eks. den lille lokalitet Vængesø på Helgenæs, der i Atlantisk tid var en isoleret og ganske lille ø, og som indgik i et rev, omskyllet af Kattegat på alle sider.45 I Vængesø er der i knoglefundene et meget stort indslag af søfugle, fisk, sæler, småhvaler og større hvaler. Mange af hvalknoglerne er splintrede, og på en enkelt kan man se tydelige øksehug. Hertil kommer, at der på bopladsen blev fundet et større antal forarbejder til harpuner af såvel kronhjortetak som hvalknogle. Noget taler for, at fangstfolkene ved Vængesø havde udnyttet den lille bugt, bopladsen lå ved, og som havde form som en „kæmperuse“. Man havde drevet hvalerne ind i bugten, hvor de enten strandede ved lavvande eller let kunne harpuneres fra både.46 Også andre steder i landet er sådanne mulige jagtstationer ved at dukke op.47

 Spæklampe fundet ved Gudsø Vig i Østjylland.

Spæklampe fundet ved Gudsø Vig i Østjylland.

Havets betydning som fødekilde for datidens mennesker får vi i øvrigt bekræftet ved målinger af kulstof 13-indholdet i menneskeskeletter fra de sidste to årtusinder af jægerstenalderen. De har generelt samme værdier som eskimoskeletter fra Grønland, og det betyder, at fangstfolkene i overvejende grad skaffede sig føden ved fiskeri, sæljagt, indsamling af skaldyr osv.48

Noter

1: H. Tauber 1980,1981a-b.

2: Det sker bl.a. ved, at man ved hjælp af vand lader jorden fra de udgravede bopladser passere igennem finmaskede net (vådsoldning). Herved opfanges selv meget små objekter som f.eks. fiskeknogler og -skæl.

3: I.B. Enghoff 1991, 1993a-b, 1994, 1995, 1998.

4: I.B. Enghoff 1993a.

5: I.B. Enghoff 1987.

6: I.B. Enghoff 1991.

7: T. Trolle-Lassen 1984.

8: I.B. Enghoff 1998.

9: S.H. Andersen 1998c.

10: A.D. Johansson 1998, s. 197.

11: C.J. Becker 1941, idem.: Rusefiskeri i Stenalderen. Salomonsens Leksikon Tidsskrift 1946, Hæfte 10.

12: H.M. Myrhøj 1997.

13: L. Pedersen 1997, s. 136.

14: K. Christensen 1997.

15: S.H. Andersen 1998c, s. 102; I.B. Enghoff 1994, s. 83 ff.

16: A. Fischer 1993c, s. 24.

17: L. Pedersen 1997, s. 142. Den hidtil ældst kendte ruse er fundet i Villingebæk i Nordsjælland, se H. Kapel 1969.

18: S.H. Andersen 1981b, s. 133.

19: P. Rønne 1989.

20: H. Schwabedissen 1960.

21: U. Møhl 1970.

22: A.D. Johansson 1998, s. 199; J. Skaarup 1993a.

23: J. Skaarup 1993a.

24: H.S. Jensen 1982.

25: U. Møhl 1979, s. 65 ff.

26: Andersen & Malmros 1984b; S.H. Andersen 1984b.

27: U. Møhl 1971.

28: U. Møhl 1970; P. Vang Petersen 2001.

29: U. Møhl 1971.

30: U. Møhl 1971, s. 301.

31: U. Møhl 1970, 1971.

32: S.H. Andersen 1997a; P. Vang Petersen 2001.

33: P. Vang Petersen ibid.

34: S.H.Andersen 1972, 1997a.

35: S.H.Andersen 1972, s. 109, idem 1997a, s. 76, fig. 25.

36: S.H.Andersen 1997a.

37: Ibid. s. 89.

38: Ibid. s. 89.

39: Ibid. s. 78.

40: Ibid. s. 82.

41: B. Hulthén 1980.

42: S.H. Andersen 1997a.

43: S.H. Andersen 1975a, s. 88.

44: G.N. Bailey 1978; S.H. Andersen 1997a, s. 79.

45: S.H. Andersen 1997a, s. 83, se også idem 1975b.

46: S.H. Andersen i tryk.

47: H. Skousen 1998.

48: H. Tauber 1980, 1981a-b, 1986b, 1987, 1989; K. Lund Rasmussen 1994; Bennike & Alexandersen 1997; A.D. Johansson 1998, s. 196.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Havets rigdomme i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430786

Afsnittet Havets rigdomme er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet