Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra stamme til stamme

Oprindelig forfatter JJe

Som vi allerede har hørt det, begyndte jæger-fiskerfolkene omkring midten af det 5. årtusinde f.Kr. at fremstille keramik. Vi så det som et tegn på, at nye tider var på vej. Pottemageriet var efter alt at dømme et håndværk, man fik kendskab til gennem indirekte kontakter med de agerbrugere, der på samme tid levede længere mod syd på det europæiske kontinent. Men fremkomsten af pottemagerhåndværket var ikke det eneste synlige tegn på kontakterne sydover.

Omkring et halvt hundrede steder i Danmark har man fundet en særlig slags økser, som også må stamme fra de centraleuropæiske agerbrugsfolk. Det er de såkaldte „skolæstøkser“, en redskabsform man tidligere antog var plovskær, men som nu snarere opfattes som økser, måske endda som våben, det gav særlig prestige at besidde. Funktionelt var de ikke Ertebøllefolkenes økser overlegne. Til gengæld må de have haft en symbolsk betydning som statussymboler.142

De er fremmede fugle, disse økser, for de er fremstillet af en stenart, som ikke kendes fra Sydskandinavien. Materialet er en amfibolrig grønskifer, en bjergart, som kun forekommer naturligt i Balkanområderne og Karpaterne langt mod syd, mere end tusinde kilometer fra det sydskandinaviske område.143 I Centraleuropa kender man talrige af den slags økser. Man finder dem både i grave og på bopladserne, men de mennesker, som brugte dem var agerbrugere, og levede altså med en helt anden livsform end jæger-fiskerfolkene længere mod nord.144

Annonce

I Danmark og Skåne finder man dem ikke sjældent i vådområder. Her nedlagde fangstfolkene dem formentlig som offergaver,145 og de er dermed begyndelsen til en offerskik, som skulle få stor betydning i århundrederne, der fulgte, og som vi senere skal høre nærmere om.

 Fire såkaldte skolæstøkser fra forskellige findesteder i Danmark. Alle økserne er forvitrede. Da de var i brug i Ertebølletiden var de mørke grønne og fint slebne.

Fire såkaldte skolæstøkser fra forskellige findesteder i Danmark. Alle økserne er forvitrede. Da de var i brug i Ertebølletiden var de mørke grønne og fint slebne.

Fra hånd til hånd, og fra stamme til stamme, er disse økser spredt nordpå. Vi kan næsten følge deres vej fra Mellemtyskland over Slesvig-Holsten til Danmark og Skåne. Vejen over Østersøen må være gået over det 18 km brede sund mellem Fehmarn og Lolland, men Ertebøllefolket veg ikke tilbage for sejlture af en sådan længde. De krydsede også f.eks. den 37 km brede strækning af Østersøen mellem Bornholm og Skåne. Og der må være kommet flere genstande ad Østersøruten. Fra Østdanmark kender man fund af økser fremstillet af en stenart, som går under den noget upræcise betegnelse jadeit.146

Også her er der tale om økser, som efter deres materiale og størrelse at dømme næppe har haft et praktisk formål, men snarere har været en art ceremoniøkser. De svarer nøje til nogle økser af sjældne alpine bjergarter, der i hundredvis var i brug i det 5. årtusinde f.Kr. i det sydlige Frankrig, ved den vestfranske kyst og i Norditalien samt i Bretagne, i Loiredalen, i Pariserbækkenet og ved den mellemste og nedre Rhin. De danske økser er formentlig kommet hertil på samme måde som de såkaldte skolæstøkser, nemlig fra hånd til hånd, over små strækninger ad gangen, via områderne ved den mellemste Elb.

Eftertragtede har de været, disse økser. Derfor efterlignede man dem også i andre materialer.147 Det er f.eks. tænkeligt, at nogle af de sidste kerneøkser, der var i brug hos jæger-fiskerfolkene i Sydskandinavien, kerneøkserne med speciel ægbehandling, som vi tidligere har omtalt, i virkeligheden var imitationer af de fremmede prestigeøkser.148

At de fremmede økser formentlig var prestigeøkser, slutter vi af deres form og forarbejdning samt af deres materiale. Råmaterialet blev fremskaffet i stenbrud langt borte, og egnede forekomster var uhyre sjældne. Øksernes størrelse gjorde dem uegnede til praktiske formål, og de blev slebet og poleret med en omhu, som ikke var nødvendig, hvis de kun skulle anvendes som arbejdsøkser. Fra primitive samfund, der har eksisteret helt op til vor tid, kender man en lignende brug af økser, f.eks. fra Ny Guinea. Her skelnede man mellem ceremoniøkser, brudeprisøkser og almindelige arbejdsøkser. Også de blev udvekslet over store afstande, ganske som det skete i Nordeuropa i jægerstenalderens slutning.149

 Udbredelsen af de såkaldte skolæstøkser. Økserne stammer fra områderne ved den mellemste Elb og Saale i det østlige Tyskland og nåede til Danmark via egnene omkring Elbens munding.

Udbredelsen af de såkaldte skolæstøkser. Økserne stammer fra områderne ved den mellemste Elb og Saale i det østlige Tyskland og nåede til Danmark via egnene omkring Elbens munding.

Ud over økserne var der også en lang række andre genstande i omløb i jæger-fiskersamfundene i nord, som vidner om, at disse dels stod i forbindelse med hinanden,150 dels havde forbindelser langt sydover til beslægtede folkeslag. Det var ikke genstande af en sjældenhed som økserne, men en symbolsk værdi havde de utvivlsomt. Det var f.eks. T-formede hjortetaksøkser, som vidnede om fangstfolkenes forbindelser med egne i Holsten, Mecklenburg og Niedersachsen. Og det var benringe, som man skar ud af jagtdyrenes skulderblade,151 og som mindede om ringe af sten, der var i brug hos agerbrugerne i Mellemtyskland.

Spredningen af disse genstande over store områder lader os ane konturerne af nogle samfund, hvor udveksling af symbolske genstande spillede en meget stor rolle i konkurrencen om prestige. Men hvordan skal vi da i øvrigt forestille os disse samfund? Undervejs i skildringen af Ertebølletidens jæger-fiskersamfund har vi flere gange antydet muligheden af, at de levede inden for afgrænsede territorier med en befolkning på mellem et halvt hundrede og et par hundrede individer. Et sådant territorium kunne f.eks. være et fjordsystem, som man ser dem langs den nordøstsjællandske Øresundskyst.152 Fra disse territorier gik der imidlertid forbindelser til naboterritorierne. Noget tyder f.eks. på, at man på den sjællandske Øresundskyst hentede kvinder på den anden side af Sundet.153

Små forskelle i udvalget af redskaber, f.eks. inden for flintredskaberne eller keramikkens formgivning og dekoration, antyder endvidere, at disse territorier samlede sig i bestemte regionalgrupper, hver med en række særpræg. Med disse særpræg markerede man formentlig sit gruppetilhørsforhold internt i gruppen og i forhold til nabogrupperne.154 Man skelnede kort sagt mellem os og de andre – det synes at være et urgammelt træk i menneskesamfundene. Og ude i yderkanten af de mange jæger-fiskersamfund, som fandtes over hele det sydskandinavisk-nordtyske område, var der ydermere grupper, som stod i kontakt med nabogrupper, hvis livsform var baseret på agerbrug.

Hvordan kommunikationen mellem disse mange grupper foregik, kan vi naturligvis kun gisne om. Her må vi vende os til etnografien, som lærer os, at gaveudveksling er en af de mest almindelige former for menneskelig kommunikation,155 og at slægtskabsrelationer og indgåelse af alliancer af mange forskellige slags spiller en meget stor rolle i samkvemmet mellem de enkelte samfund. Man kan meget vel forestille sig, at gaveudvekslingen i jægerstenalderen f.eks. er indgået i forbindelse med oprettelsen af ægteskabsalliancer, hvorved man udvekslede både genstande og kvinder.156

Skal vi give et bud på, hvordan denne udveksling styredes, skal vi måske forestille os et system, som domineredes af de ældre mænd, som kontrollerede genstandenes cirkulation og forestod indgåelsen af alliancer gennem udvekslingen af kvindelige ægteskabspartnere.157 En sådan tanke strider i hvert fald ikke mod de iagttagelser, vi kunne gøre i forbindelse med gravskikkene, hvor det så ud til, at jo ældre mændene var, jo bedre var deres gravgods. Og hvad angår kvinderne, var det påfaldende, at man tilsyneladende ikke gav gravgaver til de gamle kvinder, hvorimod de unge kunne få et rigt udstyr med sig i form af tandperler og sneglehuse.

 Økse af stenarten eklogit fundet ved Haraldsted på Sjælland. Et prestigevåben, der formentlig var importeret fra det sydvestlige Europa.

Økse af stenarten eklogit fundet ved Haraldsted på Sjælland. Et prestigevåben, der formentlig var importeret fra det sydvestlige Europa.

Men gaveudveksling er også gerne forbundet med afholdelse af fester, hvor værterne demonstrerer deres formåen ved et stort udbud af madvarer. En sådan demonstration af velstand giver magt og prestige. Og det er måske baggrunden for, at nye og eksotiske madvarer, nemlig korn og kød af tamdyr, dukker op, først i områderne syd for Østersøen og senere i Sydskandinavien, i tiden omkring 4000 f.Kr.158 Korn kunne f.eks. bruges til at lave øl. Om det har været brugt til det formål på dette tidlige tidspunkt, ved vi ikke. Men det er påfaldende, at små, tyndvæggede lerkar, som næsten kun kan være drikkebægre, kommer i brug herhjemme samtidig med, at kornet bliver kendt. Og tamdyr, først og fremmest kvæg, kunne bruges som en målestok for den velstand, det drejede sig om at demonstrere i konkurrencen om social prestige.159

Alt dette er naturligvis formodninger. Men at indførelsen af agerbruget i Sydskandinavien i tiden efter 4000 f.Kr. skulle hænge sammen med den sociale konkurrence i jæger-fiskersamfundene er en tanke, der har vundet mere og mere frem i de senere år.160 Vi skal i det følgende kapitel se på argumenterne herfor. Her skal vi nøjes med at fastslå, at med begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. var de rene jæger-fiskersamfunds tid forbi i Sydskandinavien. Landbrugsprodukter begyndte nu også at udgøre en del af menneskenes føde. I begyndelsen blot i ringe omfang, men efterhånden som man lærte agerbrugets produktionsform at kende, gik udviklingen hurtigere og hurtigere, og efter 4-500 år var oldtidssamfundet totalt forvandlet. Om forudsætningerne for denne forunderlige forvandling handler det følgende kapitel.

Noter

142: E. Lomborg 1962; A. Fischer 1981, 1982a; K. Jennbert 1984, s. 145 ff; L. Pedersen 1997b.

143: Schwarz-Mackensen & Schneider 1983.

144: F. Laux 1993.

145: P. Karsten 1994, s. 169; E. Koch 1998, s. 157 ff.

146: L. Klassen 1999.

147: En stenimitation, fremstillet af hornfels, af en jadeøkse er f.eks. fundet i Søborg Mose i Nordsjælland, se L. Klassen 1999, s. 39, fig. 16.

148: Ibid. s. 40.

149: F. Højlund 1979.

150: P. Vang Petersen 1990.

151: S.H. Andersen 1998b, s. 36, fig. 19.

152: P. Vang Petersen 1982a, 1984.

153: P. Vang Petersen 1990.

154: P. Vang Petersen 1982a, 1984.

155: M. Mauss 1925.

156: P. Vang Petersen 1990.

157: A. Sherratt 1982.

158: K. Jennbert 1984.

159: A. Fischer 2000a.

160: Se f.eks. K. Jennbert 1984; I. Hodder 1990; J. Thomas 1988; C. Tilley 1996; M. Stafford 1999; A. Fischer 2000a.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Fra stamme til stamme i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430785

Afsnittet Fra stamme til stamme er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet