Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fangstfolkets redskaber

Oprindelig forfatter JJe

De redskaber, som fangstfolkene fremstillede på deres bopladser, var alle afhængige af den flinthugningsteknik, man havde udviklet generation efter generation. Grundstammen i flinthåndværket var nu som tidligere fremstillingen af flækker. Hertil anvendte man dels direkte slag med slagsten, dels indirekte slag med en trykstok af hjortetak som mellemstykke.

Flinthuggerens arbejde bestod først og fremmest i fremstillingen af redskaber til jagten, pilespidser f.eks. Om selve pilene og buerne har vi allerede hørt. Men der er grund til at se lidt nærmere på pilespidserne. De spiller nemlig en væsentlig rolle for tidsopdelingen af jæger-fiskerfolkets bopladser.77

Som vi allerede har set, brugte man i de tidligere afsnit af jægerstenalderen skafttungepile, mikrolitter og skævpile, der alle endte i en ensidigt retoucheret spids od, som var velegnet til at trænge dybt ind i jagtbyttet.

Annonce

 Af betydning for typebestemmelsen af Kongemose- og Ertebølletidens skæv- og tværpile er en række mål og formelementer. Her vist på en skæv tværpil med konkav baseretouche. a: længde af lang diagonal. b: længde af kort diagonal. c: længde af ægkant. d: form på retoucheret vasekant. v: ægvinkel.

Af betydning for typebestemmelsen af Kongemose- og Ertebølletidens skæv- og tværpile er en række mål og formelementer. Her vist på en skæv tværpil med konkav baseretouche. a: længde af lang diagonal. b: længde af kort diagonal. c: længde af ægkant. d: form på retoucheret vasekant. v: ægvinkel.

I løbet af det 6. årtusinde, dvs. i den sene Kongemosetid var man i stedet gået over til at bruge pile, hvis od afsluttedes med en bred, skarp æg. Disse såkaldte tværpile blev den dominerende piletype i de følgende mere end 2000 år. Først i den såkaldte enkeltgravstid i det 3. årtusinde f.Kr. forsvandt de ud afbilledet. At tværpilene holdt sig så længe i brug, skyldes at de var lette at fremstille og meget effektive i brug. Deres dræbende effekt var stor, idet den brede, skarpe æg skar store sår på sin vej gennem byttet.

Ganske små ændringer i pilespidsernes udseende har gjort det muligt at inddele jæger-fiskerfolkenes bopladser fra den Atlantiske tid i en række stadier.78 Pilespidserne er særligt velegnede dertil, fordi de næsten altid har beholdt deres oprindelige udseende. De blev f.eks. ikke repareret eller genanvendt til andre formål. De andre redskaber fra bopladserne er derimod ofte ødelagte, kasserede eller omhuggede.

 Udviklingen af Ertebølletidens pilespidser:

Udviklingen af Ertebølletidens pilespidser:

Ved at lave en række målinger på pilespidserne har man kunnet skelne mellem tre forskellige piletyper, som hver for sig er karakteristiske for en tidlig, en mellemste og en sen fase af Ertebølletiden på Sjælland og i Skåne.79 Ældst er en fase, hvor det er store, skæve tværpile, der dominerer. Man kalder den Trylleskovfasen, og på bopladserne fra den tid finder man samtidig mange kerneøkser og trindøkser. I årstal rækker fasen formentlig fra ca. 5400 f.Kr. til 4800 f.Kr.

Så følger den mellemste fase af Ertebølletiden, den såkaldte Stationsvejfase.80 Det er tilsyneladende en ret kortvarig fase, som ligger i tiden mellem ca. 4800 f.Kr. og 4500 f.Kr. Nu er det brede tværpile med udsvajet æg, der dominerer, og samtidig finder man på bopladserne især de såkaldte Limhamnøkser, som vi skal høre mere om nedenfor, samt flækkeknive med skafttunge og indbuet enderetouche. I slutningen af Stationsvejfasen begynder tykvæggede lerkar også at komme i brug på bopladserne.

 Tværpil med bred, udsvajet æg, den såkaldte Stationsvejtype. Har bred æg og udsvajede æghjørner og er lavet af en regelmæssig flække. Typen er karakteristisk for den mellemste Ertebølletid, men findes også i grave og på bopladser fra bondestenalderen.

Tværpil med bred, udsvajet æg, den såkaldte Stationsvejtype. Har bred æg og udsvajede æghjørner og er lavet af en regelmæssig flække. Typen er karakteristisk for den mellemste Ertebølletid, men findes også i grave og på bopladser fra bondestenalderen.

Endelig følger så den såkaldte Ålekistebrofase, der rækker fra ca. 4500 f.Kr. til 4000 f.Kr. og er den yngste del af Ertebølletiden. Pilespidserne er nu fortrinsvis tværpile med smal æg og parallelle sider. Side om side med dem finder man på bopladserne kerneøkser af flint med specialiseret æg, som vi også senere skal høre mere om, samt skiveøkser og Limhamnøkser. Lerkar findes nu hyppigt på bopladserne.

Pilespidserne er altså en slags kronologiske ledetyper, der sammen med andre redskabsformer kan fortælle om, hvor gammel en boplads er i forhold til andre bopladser. Der er dog forskel på ledetyperne i de forskellige egne af landet, afhængig af bl.a. adgangen til råmaterialet flint. I Sydsjælland er der f.eks. bedre adgang til god flint end i Nordøstsjælland. Det afspejler sig bl.a. i skiveøkserne, som i Sydsjælland er den vigtigste kronolo giske ledetype. Men også her kan man foretage en inddeling af Ertebølle-tiden i en tidlig, en mellemste og en sen fase.81

Det samme kan man i Jylland, hvor man har kunnet afgrænse en tidlig fase af Ertebølletiden, hvor navnlig tværpile med lige, divergerende sider og ret æg samt skæve former dominerer.82 I den fase spiller fladhuggede skiveøkser kun en ringe rolle, mens der er langt flere kerneøkser i brug på bopladserne. Så følger en mellemste fase med tværpile med ret æg og indbuede sider. Side om side med dem forekommer der hjortetaksøkser med skafthul nær rosenkransen, ligesom man begynder at bruge keramik på bopladserne.

 Tværpil med smal æg og parallelle sider, den såkaldte Ålekistebrotype. Smalæggede er tværpile, hvor a:c = 1,75. Har ofte helt rette, parallelle sidekanter. Typen er karakteristisk for den seneste Ertebølletid, men træffes i øvrigt sporadisk fra sen Kongemosetid.

Tværpil med smal æg og parallelle sider, den såkaldte Ålekistebrotype. Smalæggede er tværpile, hvor a:c = 1,75. Har ofte helt rette, parallelle sidekanter. Typen er karakteristisk for den seneste Ertebølletid, men træffes i øvrigt sporadisk fra sen Kongemosetid.

Og endelig følger så en yngste fase, hvor rette tværpile med bred æg og indbuede sider dominerer.83 På dette sene tidspunkt bliver lerkar meget almindelige ligesom T-formede hjortetaksøkser, fladhuggede skiveøkser og kerneøkser med specialiseret æg.

Som vi har set, var også økser en meget almindelig redskabsform på bopladserne. Den økseform, flinthuggerne især fremstillede, var skiveøksen, som med tiden helt afløste de gammelkendte kerneøkser.84 Skiveøkserne var lavet af flintafslag, hvis skarpe sidekant var øksens æg. Øksebladene var små og fladhuggede, normalt 5-12 cm lange, men miniatureformer, ned til 3,5 cm, forekom også, bl.a. på Bornholm, hvor der ikke var adgang til så gode råmaterialer. Sidekanterne var gerne indbuede, og kanthugningen blev foretaget inden fladhugningen.

Når øksebladets æg blev sløv, kasserede man det som regel. Det kunne dog også hænde, at man opskærpede æggen ved små afslag. Skiveøkserne kunne variere en del i formen: man fremstillede både bredæggede og smalle, mejselagtige stykker. De længste økseblade fremstillede man på det flintrige Lolland. Men generelt var der en tendens til, at økserne blev mindre igennem Ertebølletiden.

 Skiveøkser er en karakteristisk redskabsform i Ertebølletiden. Økserne er normalt 5-12 cm store (1). I den sene Ertebølletid udvikles lokale varianter, f.eks. med en meget bred æg (2), særlig almindelig på Møn og i Sydøstsjælland. På samme måde er en symmetriskvariant med kanthugning udelukkende fra slagbulesiden (3) særligt dominerende på Ertebøllebopladser i Nordøstsjælland.

Skiveøkser er en karakteristisk redskabsform i Ertebølletiden. Økserne er normalt 5-12 cm store (1). I den sene Ertebølletid udvikles lokale varianter, f.eks. med en meget bred æg (2), særlig almindelig på Møn og i Sydøstsjælland. På samme måde er en symmetriskvariant med kanthugning udelukkende fra slagbulesiden (3) særligt dominerende på Ertebøllebopladser i Nordøstsjælland.

Med tiden opstod der forskelle i udformningen af skiveøkserne i de enkelte egne af landet. På Sjælland og omkringliggende øer var der således sent i Ertebølletiden tale om i alt fire varianter. På Nordøstsjælland til og med Roskilde Fjord fremstillede man overvejende kanthuggede og asymetriske skiveøkser.85 På Østsjælland og på Møn var det derimod overvejende fladhuggede skiveøkser med indbuede sider og ekstrem bred æg,86 mens man på Sydvestsjælland lavede fladhuggede skiveøkser med indbuede sider og bred æg. Endelig foretrak man på Nordvestsjælland fladhuggede skiveøkser med lige, divergerende sider og bred æg.87

Hvordan skæftede man da disse skiveøkser? På bopladsen Maglemosegårds Vænge i Vedbæk har man fundet et økseskaft, som kan give os en forestilling derom. Skaftet var lavet af et stammestykke af hassel, hvorfra der skød en lige sidegren.88 Den slags formvoksede stykker træ gav øksen stor styrke, idet træets fibre ikke blev overskåret. Den øvre del af skaftet sad vinkelret på håndtaget og havde en flad fure, der endte i en knop. Hele skaftet var i øvrigt fint glattet.

 Kerneøkse med såkaldt specialiseret æg. Ledetype for den yngste Ertebølletid. Æggen er på oversiden formet ved parallelle, flækkelignende afspaltninger slået fra selve ægkanten. På undersiden er æggen mere flad og formet af mindre, korte afslag, ligeledes slået fra ægkanten. Formentlig har økserne været skæftet som tværøkser.

Kerneøkse med såkaldt specialiseret æg. Ledetype for den yngste Ertebølletid. Æggen er på oversiden formet ved parallelle, flækkelignende afspaltninger slået fra selve ægkanten. På undersiden er æggen mere flad og formet af mindre, korte afslag, ligeledes slået fra ægkanten. Formentlig har økserne været skæftet som tværøkser.

Til furen på skaftets hoved havde man med bastsnor eller sener kunnet surre et mellemstykke, hvori øksebladet var indfattet. Surringen kunne fastgøres i et hul lige under hovedet, mens knoppen forhindrede øksebladet og mellemstykket i at glide bagud. Et mellemstykke af den art, der her er foreslået brugt, har man fundet i Kolding Fjord. Det giver sammen med økseskaftet fra Maglemosegårds Vænge formentlig forklaringen på, hvordan de tusindvis af skiveøkser fra Ertebølletidens bopladser har været skæftet, nemlig som tværøkser.

Også kerneøkser blev stadig fremstillet. De var meget almindelige i den ældre Ertebølletid, men blev i den mellemste del af perioden erstattet af skiveøkser.89 Dog fik de en fornyet anvendelse i den sene del af Ertebølletiden i form af kerneøkser med såkaldt specialiseret æg, dvs. at æggen på oversiden var formet ved parallelle, flækkelignende afspaltninger slået fra selve ægkanten.90

Øksebladets hvælvede tværsnit og buede ægforløb tyder på, at det, ligesom skiveøkserne, var skæftet som en tværøkse. Skæftningen foregik formentlig ved hjælp af et mellemstykke. Halvdelen af et sådant skæftningsmellemstykke med skafthul og hulning til skærpe, fremstillet af den cylindriske del af et stammestykke af hassel, er fundet på den sene Ertebølleboplads Maglelyng i den vestsjællandske Åmose.91

Ud over flintøkserne brugte man også slebne bjergartsøkser fremstillet i en særlig slagteknik, bl.a. de såkaldte Limhamnøkser.92 De har fået navn efter et bopladsfund i Jaravallen ved Limhamn i Skåne og er meget almindelige i det sydlige og østlige Sverige samt i Danmark øst for Storebælt. Herhjemme er hovedparten fundet i den nordlige halvdel af Sjælland, især i områderne ud mod Øresundskysten. Det kan tyde på, at de er kommet hertil som led i udvekslingen mellem jæger-fiskerfolkene på begge sider af Sundet på samme måde som de tandperlesmykker af urokse, elg og bjørn, som kvinderne bar (se De dødes grave).

 Skæftningsmellemstykke fra Maglelyng, fremstillet af hassel, beregnet til indsætning af en skærpe.

Skæftningsmellemstykke fra Maglelyng, fremstillet af hassel, beregnet til indsætning af en skærpe.

Endelig fremstillede man økser af hjortetak, hvor skafthullet sad nær rosenkransen.93 De var i brug i den tidligste og mellemste del af Ertebølletiden, men blev så i dens sene del erstattet af hjortetaksøkser, hvor skafthullet var boret gennem en sidegren. Disse såkaldte T-formede hjortetaksøkser brugte man dog kun i de vestlige dele af landet, dvs. Jylland, Fyn og Slesvig-Holsten.94 Bl.a. er der fundet mange af dem på bopladsen Ringkloster i Østjylland.95

De T-formede hjortetaksøkser er en af de redskabsformer, der viser, at der var kontakter mellem jæger-fiskerfolkene i Vestdanmark og de områder, der lå længere mod syd. Øst for Storebælt brugte man kun sjældent hjortetaksøkser i den sene Ertebølletid. I stedet anvendte man bjergartsøkser, dvs. de Limhamnøkser, som vi har omtalt ovenfor.96

Af de nedlagte dyrs takker, knogler og tænder fremstillede man også en mængde småredskaber og smykker. Vildsvinetænder blev f.eks. brugt til knive og mejsler,97 og af elgens eller uroksens ribben fremstillede man flåknive. Til de mere kuriøse genstande hørte benringe, som blev udskåret af skulderblade fra urokse, vildsvin og kronhjort.98 Hvad man brugte dem til er ukendt, men måske de udgjorde en del af dragten. Endelig skar man også kamme af ben, som enten havde et boret hul, så de kunne hænge i bæltet, eller de havde et lille, kunstfærdigt greb, som var let at holde om. Også kammene var kun i brug i Vestdanmark.99

 Limhamnøkse. Fundet ved Ramsnæs i Lynge Kronborg herred.

Limhamnøkse. Fundet ved Ramsnæs i Lynge Kronborg herred.

Det er navnlig jagten, som afspejler sig i råmaterialerne til fangstfolkenes mange redskabstyper. Men det hænder også, at man støder på redskaber, som blev brugt i helt andre sammenhænge. Ved indsamlingen af føden brugte Ertebøllemenneskene ligesom så mange andre lavere jæger-samlerfolk et universalredskab, den såkaldte gravestok.

Den bruges for det meste til at afsøge jorden for rødder og knolde samt til at grave disse op. Den kan også anvendes til at finde og evt. aflive orme, larver, myrer, smågnavere og andre smådyr, der bor i jorden.

I reglen er gravestokken et redskab, der bruges af kvinder, men også mænd kan bruge den. Ved undervandsgravningerne ved Lindholm i Nyborg Fjord fandt man en sådan gravestok.100 Den var 1,7 m lang, den velbevarede ende var tilspidset og dannede en but spids, som var slidt og opflosset, formentlig fordi den havde været stødt i jorden talløse gange. Gravestokken var lavet af hassel og var tildannet med små øksehug, som gav den en facetteret overflade. To tilsvarende gravestokke, fremstillet af eg, henholdsvis 1 og 1,5 m lange og 3 cm tykke, er i øvrigt fundet på bopladsen ved Ringkloster.101

Hen imod midten af det 5. årtusinde f.Kr. voksede et nyt håndværk frem på fangstfolkenes bopladser: pottemageriet.102 Man begyndte at fremstille lerkar til at opbevare og tilberede føden i. Og man fremstillede små skåle, der blev brugt som tranlamper. Lerkarrene var tykvæggede og spidsbundede, de var bygget op af vandrette, sammenpressede lerpølser, og deres profil havde altid et mere eller mindre udpræget S-formet svaj.

 Hjortetaksøkser fra Ringkloster, ældre (nederst) og yngre (øverst) type.

Hjortetaksøkser fra Ringkloster, ældre (nederst) og yngre (øverst) type.

Lermassen var magret med knust granit eller kvarts, som man formentlig fik fra brændte, knuste kogesten. Det hændte også, at man magrede lermassen med chamotte, dvs. knust, brændt ler.103 Karrenes yderside var afstrøget, men ru. Randens overside havde ofte negle- eller fingerindtryk. Karrene blev lavet i alle mulige størrelser, de største var op til 40-50 cm høje. En særlig kartype var de lave, ovale skåle, der blev brugt som tranlamper.104 Deres længde kunne variere mellem 8 og 24 cm. Også de kunne være dekoreret med indtryk i randen.

På nogle af bopladserne er fundet ganske mange lerkar. I Ringkloster i Østjylland er f.eks. fundet rester af mindst 34 lerkar.105 31 af dem var spidsbundede krukker, 2 var lamper. En lille del af disse kar havde mønstre på ydersiden. Det var indridsede, fladedækkende rhomber eller guirlander lavet af to til tre tætstillede indstik med en spids pind. En tilsvarende mønstring af keramikken kendes fra en række andre bopladser, især i Østjylland.106 Det tyder på, at der var kontakt menneskene imellem på disse bopladser.

 Skulderblad af urokse, hvoraf der er udskåret benringe. Fundet på Ringkloster-bopladsen.

Skulderblad af urokse, hvoraf der er udskåret benringe. Fundet på Ringkloster-bopladsen.

Det var et stort teknisk fremskridt, fangstfolkene havde taget med indførelsen af pottemageriet. Men opfindelsen kom ikke ud af den blå luft. Den var tværtimod udtryk for, at noget nyt var ved at ske. Opfindelsen og brugen af keramik var nemlig intimt forbundet med en helt anden kulturform end jæger-fiskerfolkenes. Den hørte hjemme hos agerbrugere, og sådanne levede nu ikke langt mod syd på det europæiske kontinent. Pottemageriets fremkomst var et af de første varsler om, at nye tider var på vej.

I det følgende kapitel skal vi høre mere om de store forandringer, der i det 6. og 5. årtusinde f.Kr. var sket på det europæiske kontinent, og som havde ført til, at der nu levede agerbrugere kun få hundrede kilometer syd for det sydskandinaviske område. I lavlandsområderne ud mod Nordsøens og Østersøens kyster levede befolkningen stadig som jægere, fiskere og samlere.

Men de havde kontakter til agerbrugerne længere mod syd, og de formidlede kendskabet til nogle af agerbrugernes tekniske færdigheder videre til deres frænder i Sydskandinavien, bl.a. kendskabet til fremstilling og brugen af keramik.

 Benkamme fra Ertebølletiden, fundet på Mejlgårdbopladsen på Djursland.

Benkamme fra Ertebølletiden, fundet på Mejlgårdbopladsen på Djursland.

Det ser ud til, at det skete ad to veje. Dels fra områderne omkring Oders udmunding i Østersøen, dels fra det hollandske og nordvesttyske område.107 I midten af det 5. årtusinde begyndte jæger-fiskerfolkene i disse kystorienterede områder at få kontakt til de agerbrugssamfund, der på samme tid via de europæiske floddales løssområder havde spredt sig langt mod nord.

De byttede sig til agerbrugernes lerkar, og de lærte også snart selv at fremstille lerpotter. De fik kendskab til agerbrugernes husdyr, og formentlig også til deres korn, uden at de dog selv endnu begyndte at dyrke det.

Og ad den vej, gennem Slesvig-Holsten og tværs over Østersøen, fik befolkningen i Sydskandinavien i det 5. årtusindes sidste halvdel et første, om end indirekte kendskab til en livsform, der var helt anderledes end deres egen. Men endnu skulle der gå flere hundrede år, før denne fremmede livsform begyndte at sætte sig dybere spor herhjemme.

Noter

77: P. Vang Petersen 1984. A.D. Johansson 1998, s. 180 ff.

78: C.J. Becker 1939; Andersen & Malmros 1966; E. Brinch Petersen 1973a; S.H. Andersen 1975a; P. Vang Petersen 1993; S.A. Sørensen 1996.

79: P. Vang Petersen 1982a, 1984.

80: I lidt ældre litteratur betegnes den også Vedbækfasen.

81: A.D. Johansson 1998, s. 183 ff, idem 1999.

82: Th. Mathiassen et al. 1942, Th. Mathiassen 1948b. Se også S.H. Andersen 1975.

83: Denne yngste fase kaldes i den ældre litteratur Dyrholmen II.

84: P. Vang Petersen 1993, s. 97.

85: Ibid. nr. 138.

86: Ibid. nr. 137.

87: A.D. Johansson 1998, s. 189.

88: P. Vang Petersen 1979, s. 64. Et meget lignende økseskaft er fundet på bopladsen Ølby Lyng ved Køge Bugt, se E. Brinch Petersen 1971.

89: P. Vang Petersen 1984, s. 11.

90: P. Vang Petersen 1993, s. 98, nr. 146.

91: J. Troels-Smith 1959, s. 113; A.D. Johansson 1998, s. 205.

92: P. Vang Petersen 1984, s. 14; K. Jennbert 1984, s. 104; A.D. Johansson 1999, s. 60 ff.

93: A.D. Johansson 1998, s. 190.

94: P. Vang Petersen 1984, s. 15, fig. 11.

95: S.H.Andersen 1998, s. 35 ff.

96: P. Vang Petersen 1984, s. 15, fig. 11.

97: S.H. Andersen 1998b, s. 38.

98: Ibid. s. 37.

99: P. Vang Petersen 1984, s. 15, fig. 12.

100: J. Dencker et al. 1992.

101: S.H. Andersen 1998b, s. 45, fig. 32.

102: K. Prangsgaard 1992; A.D. Johansson 1998, s. 192 ff.

103: B. Hulthén 1984.

104: Idem 1980.

105: S.H. Andersen 1975a, 1998b.

106: S.H. Andersen 1998b, s. 43.

107: E. Koch 1998, s. 175 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Fangstfolkets redskaber i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430790

Afsnittet Fangstfolkets redskaber er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet