Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det vingede bytte

Oprindelig forfatter JJe

Var havet rigt i den atlantiske tid, så var de endeløse kyststrækninger det ikke mindre. Her kunne man hvert år møde store skarer af trækkende svømme- og vadefugle, når de om eftersommeren kom ned fra deres nordøstlige yngleområder i Skandinavien, Finland og Rusland. Der var mange steder i landet, hvor de kunne finde tillokkende områder for overvintring eller rastepladser for kortere eller længere tid.

For fangstfolkene var fuglene noget ganske særligt. Nogle af dem var blot små, trinde kødklumper, som man gerne fedtede gummerne med. Det var især sø- og havfuglene. Det kunne også være skovfugle som den kødfulde tjur, der om vinteren samlede sig i små, omstrejfende flokke. Men det kunne også være sangsvanerne, når de på efterårstrækket i store skarer fløj mod syd. Det var særlig deres fjer og dun, man satte højt. Endelig kunne det være rovfuglene, der svævede højt deroppe under himlen. Alle sammen betød de noget særligt for jægerne, og man kendte nøje deres veje og vaner.

 Buefragmenter fra Maglemosegård i Nordsjælland. Øverst rekonstruktionstegning af buen. Til venstre er vist, hvilken del af elmestammen, buen er udskåret af.

Buefragmenter fra Maglemosegård i Nordsjælland. Øverst rekonstruktionstegning af buen. Til venstre er vist, hvilken del af elmestammen, buen er udskåret af.

Fuglefangsten foregik hele året, men blev naturligvis især udøvet ved forårs- og efterårstide. Da udgjorde fuglekødet et vigtigt supplement til kosten. Men størst vægt synes man dog at have tillagt de fjer og dun, man fik fra de vingede skabninger. Hvordan jagten foregik, er uvist. Bue og pil blev naturligvis brugt i nogle tilfælde. Men i hvilket omfang man brugte f.eks. net, fælder, snarer og doner, ved vi så at sige intet om.

Annonce

Der er dog fundet bopladser, der kan give os et lidt dybere indblik i fuglejagtens betydning for fangstfolkene. En af dem lå ved Ølby Lyng ud til Køge Bugts åbne havflade. Det var en af de bopladser, der udnyttede sin beliggenhed ved både havpattedyrenes og fuglenes trækruter.49 Ved udgravningerne kunne man påvise, at mindst 18 fuglearter havde været jaget, de fleste ret tilfældigt. En enkelt art, den langnæbbede lomvie, var dog klart dominerende. Det er en fuglefjeldsfugl, der almindeligvis yngler på afsatser og hylder på lodrette fjeldvægge direkte ud til havet. I Østersøen har mindre bestande af lomvier slået sig ned ved bl.a. Gotland (Karlsöarna), på et skær i Västerbotten og på Christiansø. Her yngler de, og herfra søger de om efteråret op i de danske farvande. Det er sikkert denne baltiske bestand af lomvier, jægerne i Ølby Lyng udnyttede, når fuglene om efteråret søgte ud af Østersøen. Lomvien er ikke nogen kystnær fugl, så jagten på den foregik formentlig ude på det åbne vand.

 Bue af elmetræ fra Ringkloster i Midtjylland, ca. 160 cm lang.

Bue af elmetræ fra Ringkloster i Midtjylland, ca. 160 cm lang.

Nævnes skal også to andre fugle, som blev jaget af fangstfolkene ved Ølby Lyng. Det var havsulen og gejrfuglen. Havsulen er en vidt omstrejfende, oceanisk fugl, som yngler på klippeøer i Nordatlanten. Ligesom lomvien er den ikke nogen kystnær fugl, men den er hyppigt på sine strejftog kommet ind over Ertebøllejægernes territorier. Her måtte den ofte lade livet for jægernes pile. Det samme måtte den store, nu uddøde alkefugl, gejrfuglen, der på grund af sin godlidenhed og manglende flyveevne var så nemt et bytte for Ertebøllejægerne.50 Man kalder den „den nordlige halvkugles pingvin“. Dens knogler forekommer ikke blot i Ølby Lyng, men også på mange andre bopladser, især dem der ligger ud til Kattegat. Dens nærmeste ynglepladser lå dog længere nordpå, formentlig i den norske og svenske skærgård fra Göteborg og nordpå. Endelig blev der i Ølby Lyng også fundet knogler af havørn. Dens fjer var velegnede som styrefjer på pile, og man finder da også spor efter jagt på havørn på de fleste af Ertebølletidens bopladser.

En anden boplads, hvorfra en omfattende fangst af søfugle foregik, skal også nævnes. Det er den lille, sæsonvist udnyttede specialboplads Aggersund, der ligger, hvor Limfjorden snævrer sit løb sammen mellem Thy og Himmerland.51 I denne snævring øges strømhastigheden ved flod og ebbe, og det er til stor fordel for østers og andre muslinger. I nærheden var der store bredninger med lavt og roligt vand og en meget artsrig flora og fauna. Her landede store skarer af trækkende svømme- og vadefugle hver eftersommer, når de kom ned fra deres yngleområder i nordøst.

Jægerne på bopladsen ved Aggersund jagede bl.a. vildsvin og kronhjort i baglandets skove, men meget tyder på, at opholdet på pladsen skyldtes, at man udnyttede de årligt tilbagevendende fugletræk ved efterårs- og vintertide, i månederne oktober til februar. Knogler af svane fandtes nemlig i påfaldende stort tal. Navnlig sangsvanen havde været efterstræbt bytte. Denne store, prægtige fugl yngler i de højboreale områder fra Nordskandinavien gennem Rusland og Sibirien til Stillehavet. Om efteråret trækker store skarer mod syd og opholder sig bl.a. i de danske farvande. Der har været dage, hvor Limfjordens mørke vand glimtede hvidt af de store svaneflokke, og man hørte det tunge, regelmæssige brus af deres vinger, når flokkene lettede.52

Jagten på svanerne i Aggersund har nok ikke blot drejet sig om de store fugles kødværdi. Nej, det var formentlig deres skind med fjer og dun, som var særlig attråværdigt. Plukkede man skindet for fjer og bevarede dunlaget, ville skindet i garvet tilstand kunne forarbejdes til den varmeste og behageligste form for underklædning. Det kan være en af forklaringerne på, at knogler af svaner er så almindelige på Ertebølletidens kystnære bopladser fra såvel Jylland som Sjælland. I øvrigt er det altid sang- eller pibesvane der findes. Knopsvanen er endnu ikke med sikkerhed påvist på disse pladser. At svanerne også havde en mere omfattende betydning for jægerne, mindes man om ved den grav fra Vedbæk i Nordsjælland, hvori der lå en kvinde med et nyfødt barn på en svanevinge (se De dødes grave).

Noter

49: E. Brinch Petersen 1970; U. Møhl 1970.

50: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 170.

51: S.H.Andersen 1979a, 1998c; U. Møhl 1979.

52: U. Møhl 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Det vingede bytte i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430787

Afsnittet Det vingede bytte er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet