Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De dødes grave

Oprindelig forfatter JJe

Når døden kom til jæger-fiskerfolkets bopladser, kom den ofte tidligt i menneskenes liv. Gennemsnitslevealderen var lav, børnedødeligheden stor, og livet i almindelighed fuldt af dødelige farer. Det vidner pileskud og hugsår på de dødes skeletter om. Og døden tog ofte flere med sig, når den først var begyndt på sit arbejde. Fra slutningen af jægerstenalderen kender man grave med helt op til otte personer gravlagt på en og samme tid. Men man levede i de dødes nærvær. Gravene lå gerne på det sted, hvor man boede. Ja, undertiden på bopladsens centrale dele.

Det hændte, at man markerede graven med en stor sten. Men det skete også, at man blot nedgravede den døde i det affald, der lå på bopladsen.124 Der synes kun at have været få faste regler for, hvordan gravene skulle anlægges. Man praktiserede både ligbrænding og jordfæstelse, og antallet af gravgaver kunne variere meget. Nogle grave var meget rige, andre helt uden gravgaver. Det var dog næppe udtryk for mangel på skik og brug.

For med gravgaverne markerede man de dødes alder, køn og formentlig også sociale status, ganske som det var skik i senere årtusinder. Dertil kom, at man strøede okker i mange af gravene.125 Det gjaldt både de voksnes og børnenes grave. Ja, ofte var der mere okker omkring de nyfødte og børnene end omkring de voksne.126 Hos de voksne ligger okkeret gerne omkring hovedet og bækkenet. Hvad der lå bag dette gravritual, ved vi ikke, men det havde i hvert fald en historie, som rakte meget langt tilbage i tiden.

Annonce

 Mor og søn lagt til hvile på en svanevinge på gravpladsen Bøgebakken ved Vedbæk Fjord. Mellem drengens fødder anes resterne af svanevingen.

Mor og søn lagt til hvile på en svanevinge på gravpladsen Bøgebakken ved Vedbæk Fjord. Mellem drengens fødder anes resterne af svanevingen.

Selv om vi ved, at jæger-fiskerne kunne bo på et og samme sted igennem meget lange tidsrum, er det kun sjældent, at man finder et større antal grave ved deres bopladser. Undtagelsen er Bøgebakken ved Vedbæk Fjord i det nordøstlige Sjælland, som vi allerede tidligere har besøgt. Desværre var gravområdet noget forstyrret ved moderne byggeaktivitet, da man undersøgte det i 1970'erne; det lykkedes dog at redde i alt 17 grave med i alt 17 voksne og 5 børn. Gravene lå på bopladsen Henriksholm på et fremspringende næs på nordsiden af fjorden,127 og de gav et forunderligt indblik i menneskenes liv og død i det lille fjordområde i den ældste del af Ertebølletiden.

De døde må have været gravlagt i deres dragter. Det viste redskabernes og smykkernes placering på skeletterne. Og hver grav havde sin særlige historie at fortælle. I en af dem lå f.eks. en ung kvinde, kun 18 år var hun, da hun døde. Ved hendes højre side var et barn i 8.-9. fostermåned lagt til hvile på en svanevinge. Efter alt at dømme havde fødslen kostet dem begge livet. Barnet var formentlig en dreng, for ved hans bæltested lå en flintflække.

Ved siden af og delvis under kvindens hoved lå en bunke af gennemborede tandperler. 164 af dem var af kronhjort, 10 af vildsvin og 1 af elg, og dertil kom mindst 200 gennemborede sneglehuse af brakvandssneglen Neritina fluviatilis balthica. Man kan formode, at alle disse smykker havde været fastsyet til en dragt, som var anbragt sammenrullet under den dødes hoved. Under kvindens bækken fandt man yderligere 59 gennemborede tandperler af kronhjort, en enkelt bjørnetand, og henved 200 gennemborede sneglehuse. Tandperlerne og sneglehusene var arrangeret i bånd, formentlig havde de været fastsyet på bagsiden af hendes dragt.

 En ca. 50-årig kvinde, liggende på to kronhjortetakker, begravet på gravpladsen Bøgebakken ved Vedbæk Fjord. Gravudstyret er usædvanligt, eftersom kvinder ud over den fødedygtige alder sjældent fik noget med i graven. Hun må altså have haft en særlig status blandt sine samtidige. Men hvilken ved vi ikke.

En ca. 50-årig kvinde, liggende på to kronhjortetakker, begravet på gravpladsen Bøgebakken ved Vedbæk Fjord. Gravudstyret er usædvanligt, eftersom kvinder ud over den fødedygtige alder sjældent fik noget med i graven. Hun må altså have haft en særlig status blandt sine samtidige. Men hvilken ved vi ikke.

Man kan regne ud, at mindst 37 kronhjorte og to vildsvin må være blevet nedlagt for at skaffe tænderne til disse dragtprydelser. Og navnlig elg- og bjørnetænderne er interessante, for både elg og bjørn var uddøde på Sjælland i kvindens tid. De fremmede jagttrofæer blandt hendes smykker kom måske fra den anden side af Sundet – og måske kom kvinden samme sted fra. Hun har da kunnet minde sine nye frænder om både bjørne- og elgjagtens tabte glæder.

I forlængelse af kvindens grav lå der en mandsgrav. Her var en voksen mand blevet gravlagt med en enkelt tandperle af kronhjort. Måske gravens placering antyder en samhørighed mellem manden og kvinden med de mange tandperler. En sådan placering af en mandsgrav i forlængelse af en kvindegrav fandt man også et andet sted på gravpladsen.

En tredje grav var en tredobbelt grav. Her lå, på ryggen, en mand og en kvinde, og imellem sig havde de et lille barn. Manden var dræbt af en benpil, den sad endnu mellem hans to nederste halshvirvler. På kvindens bryst lå ca. 50 tandperler. De fleste var af kronhjort, men nogle var også af vildsvin, urokse og menneske.

 Rekonstruktion af barnegrav på gravpladsen Gøngehusvej ved Vedbæk Fjord.

Rekonstruktion af barnegrav på gravpladsen Gøngehusvej ved Vedbæk Fjord.

Var også denne kvinde kommet fra den anden side af Sundet? For kun derovre levede der endnu urokser – på Sjælland var de uddøde. Der lå også på hendes bryst en del kronhjortetænder, som ikke var gennemborede, sammen med en underkæbe, formentlig af en skovmår. Man kan tænke sig, at de har ligget i en lille pose og har været brugt som amuletter.

En fornem mandsgrav på pladsen var desværre noget beskadiget. Den døde var en voksen mand, og han havde ved bæltet en 18 cm lang flintægdolk og en lang flækkekniv. Desuden lå der ved hans bækken seks lange fortænder, og ved hans højre underarm en krum hjørnetand, alle fra vildsvin. Mon ikke den døde har været en stor jæger? Det samme havde formentlig også en anden mand været, som lå i nærheden af manden med flintægdolken. Han var nu gammel og gigtplaget i såvel hoften som ryggen. Ved bæltestedet lå to kraftige flintflækker. Da man lagde ham i graven, anbragte man ham på to store kronhjortetakker, som tilsammen dannede et helt gevir. Den ene lå under skuldrene, den anden under bækkenet.

Af de 22 gravlagte havde 11 fået gravgods med sig. Der var stor forskel på gravgaverne i henholdsvis mands- og kvindegravene, men mængden og kvaliteten af gravgodset syntes direkte at afspejle den dødes alder og køn. Alle mændene havde fået gravgaver med sig, dog med undtagelse af den mand, der var blevet dræbt af et pileskud. Det ser også ud til, at jo ældre mændene var, jo bedre var deres gravgods. De unge havde kun fået et eller to simple redskaber med sig. De gamle mænd havde derimod som gravgaver fået f.eks. en hjortetaksøkse, en eller flere store, fine flækkeknive eller en flintægdolk. De gamle kvinder gav man tilsyneladende ikke gravgaver, hvorimod de unge kunne få et rigt udstyr med sig i form af tandperler og sneglehuse.

 Hundegrav fra gravpladsen Gøngehusvej ved Vedbæk Fjord.

Hundegrav fra gravpladsen Gøngehusvej ved Vedbæk Fjord.

Som vi tidligere har hørt, var det formentlig de samme mennesker, som i løbet af året flyttede rundt inden for det lille område, som Vedbækfjorden udgjorde. Ude ved kystens strandvolde, ved det der i dag hedder Gøngehusvej, har man da også fundet en boplads, som er samtidig med bopladsen og gravene inde på Bøgebakken, dvs. fra den ældre Ertebølle-tid.128 Også på bopladsen ude ved kysten var der grave, bl.a. spædbørnsgrave, hvor de døde børn var gravlagt på træfade eller -bakker og nedsat i gruber ved siden af de levendes boliger.

En af gravene var en lille grube, på hvis bund der stod et træfad med et nyfødt spædbarn. Omkring barnets hoved lå to tandsæt af en kronhjort, formentlig har de udsmykket en kyse eller en hue. Ved siden af bakken lå et redskabssæt med en flintkniv og en kerneøkse; det markerer formentlig at den døde var et drengebarn.

En anden grav rummede efter alt at dømme to drengebørn. Den bestod også af en grube omkranset af en stenlægning. I bunden af gruben var hensat et træfad eller bakke, hvor der i hver ende lå et redskabssæt bestående af henholdsvis en flintkniv og en kerneøkse og to flintknive og en kerneøkse. Igen ser det ud til, at de efterlevende har markeret, at de to spædbørn var drenge.

Der var også en pigegrav på stedet. Her var gravgaverne anderledes end i drengebørnenes grave. De bestod af udskårne lister fra et rådyrs mellemfodsben og en kronhjortekæbe. Til gengæld var der hverken kerneøkser eller flintflækker i graven.

 Kvinde og dreng gravlagt på gravpladsen Gøngehusvej ved Vedbæk Fjord. Rådyrskindet, som kvinden bar over skulderen, er angivet på tegningen herunder.

Kvinde og dreng gravlagt på gravpladsen Gøngehusvej ved Vedbæk Fjord. Rådyrskindet, som kvinden bar over skulderen, er angivet på tegningen herunder.

Man fandt yderligere en brandgrav med fem personer, hvori der lå de forbrændte knogler af to voksne i midten af tyverne, måske af hver sit køn, samt en yngre teenager og en ca. femårig sammen med et nyfødt barn. Om de er blevet kremeret sammen, og om de ligefrem er blevet parteret eller skeletteret, inden de kom på ligbålet, er ikke til at sige. Men noget tyder faktisk på det sidste.

På gravpladsen var der også en gravgrube med et velbevaret hundeskelet, en unghund af jægerstenalderens sædvanlige spidstype. Alt tyder på, at der virkelig var tale om en begravelse i egentlig forstand. Og hundegrave er da også, som vi senere skal se, fundet i bl.a Skåne fra samme tid.129

Den sidste grav på bopladsen, som skal omtales her, rummede en voksen og et barn. En kvinde på ca. 40 år og kun henved 150 cm høj var gravlagt sammen med et treårigt barn. Der var strøet rigeligt med okker omkring de to døde, og de var rigt udstyrede med gravgaver. Kvinden havde på overkroppen været dækket af et rådyrskind. Af dette var der selvfølgelig ikke noget bevaret, men tre sæt af rådyrets biklove markerede skindet.

Drengen havde som gravgave fået hele to flintknive; en lå under hovedet og en ved bæltet. På hans bryst lå et brystsmykke eller en udsmykket pose med tænder af kronhjort, rådyr, vildsvin, elg, urokse, bjørn og kronhjort foruden et fuglenæb, knogler af et rådyr. Drengen har været omkring de tre år gammel. Hos kvinden fandt man smykker ligesom hos barnet. Midt på hendes bryst lå i alt ni afskårne ledender fra rådyr og en enkelt kronhjortetand. Hun havde også hos sig to såkaldte flåknive af ben. Særligt påfaldende var hendes hovedprydelse. Den havde tilsyneladende skullet skjule et skæmmende ar efter en læsion fremkaldt af et stumpt instrument, som sås i hendes baghoved. Hovedprydelsen bestod formentlig af en hætte, hvorpå der var påsat en tandperle og næbbet af en lappedykker. Det hele var fæstnet i hendes frisure med en hårnål af ben.

Den største gravplads fra Ertebøllejægernes tid ligger dog ikke i det nuværende danske område, men i Skateholm på Skånes sydkyst ud mod Østersøen.130 Her har man udgravet to gravpladser, der ligger tæt på hinanden. Den ene af dem rummede 64 grave fra den tidligste del af Ertebølletiden, dvs. omkring 5200 f.Kr. Gravene lå både på en samtidig boplads og på bakken oven for bopladsen.

Gravene lå ikke i nogen bestemt orden. Men de må have været synlige på jordoverfladen, for ældre grave blev ikke beskadiget, når nye grave blev anlagt. De fleste var enkeltgrave, men også dobbeltgrave forekom. De døde kunne ligge på ryggen, de kunne være siddende eller halvsiddende, og de kunne ligge på siden i sovestilling eller i sammenkrøben fosterstilling. En enkelt lå på maven.

Tegning, der viser det rådyrskind, som kvinden på billedet ovenfor bar over skulderen.

Tegning, der viser det rådyrskind, som kvinden på billedet ovenfor bar over skulderen.

I dobbeltgravene kunne man f.eks. finde en kvinde og et spædbarn sammen, formentlig var det mor og barn, der var døde i forbindelse med fødslen. Man fandt også i nogle af gravene en moden mand og en ung kvinde; mand og hustru måske, eller far og datter? I nogle grave var der en mand og et barn: far og barn måske? Men det gjaldt ikke den grav, hvori der lå en 14-års dreng og et spædbarn. Var de to måske døde samtidig og af samme årsag? Der var også skeletter, som ikke var begravet i korrekt anatomisk orden. Måske det er tegn på, at man undertiden opbevarede de døde et andet sted i en periode, inden de blev lagt i graven? Der var også blandt de døde flere, som havde lidt en voldelig død, ved pileskud f.eks. Andre havde skader, som kunne stamme enten fra vold eller fra uheld ved jagten f.eks.

Gravgaverne i Skateholm-gravene var noget mere fåtallige end på gravpladsen ved Bøgebakken. Mange af gravene havde slet ingen gravgaver.

Når de forekom, var det i mandsgravene utildannede flintflækker eller flækkeknive, tværpile, trindøkser, hjortetaksøkser, tandperler af vildsvin, kronhjort og elg. I kvindegravene fandt man kun tandsmykker og rav, samt i et enkelt tilfælde et ræveskelet. I børnegravene fandt man flintflækker, benspidser, rav og tandperler. Imellem gravene af mænd, kvinder og børn fandt man også grave med hunde. Og de var virkelig behandlet på linje med mennesker, for i hundegravene fandt man både gravgods og okker. Det sidste forekom også i de fleste menneske-grave. Som regel fandt man det omkring den dødes hoved, bryst og bækken. Det kunne også være strøet ud i hele graven. Ligesom på Bøgebakken var det vanskeligt at sige, om dette okker stammede fra de dødes dragter, eller om det var en del af ritualerne ved gravlægningen. Begge muligheder foreligger vistnok.

Men tilbage til jæger-fiskerfolkets grave i Danmark. Ved Strøby Egede i Køge Bugt fandt man resterne af en gravplads, der havde hørt til den stedlige bosættelse i den mellemste Ertebølletid.131 Her lå en massegrav med otte døde. Kvinderne lå i sydenden af graven, mændene i nordenden. Der var tale om tre nyfødte, en dreng på 5-6 år, en pige på 9-10 år, en kvinde på ca. 18 år, en mand på ca. 30 år og en kvinde på ca. 50 år. Ingen af dem bar spor efter en voldsom død, alligevel var de alle blevet lagt i graven på samme tid, men tragedien bag deres død kan vi ikke udrede.

 Massegrav med otte døde fra Strøby Egede ved Køge. De døde er adskilt fra hinanden ved forskellige farver.

Massegrav med otte døde fra Strøby Egede ved Køge. De døde er adskilt fra hinanden ved forskellige farver.

En anden grav med flere individer fandt man ved Dragsholm i Nordvestsjælland.132 Her lå en dobbeltgrav på sydsiden af en højning. To kvinder var begravet i den: en 40-50 årig kvinde, som lå udstrakt på ryggen, og ved hendes højre side en 18-årig kvinde i sovestilling. Omkring deres kranier var der meget okker, og der var et kraftigt okkerlag både over og under de døde. Den ældre kvinde havde på overarmen båret et smykke af vildsvinetænder. Otte tandperler lå ved hendes højre bryst og skulder, formentlig var det en halskæde. Foran på venstre side af maven, rundt om hoften og tværs over bagdelen havde der til hendes dragt været fastgjort en række af 75 tandperler ordnet i klaser, tre til fire perler var der i hver klase. Den unge kvinde havde ved bæltestedet en flåkniv, dekoreret i boreteknik. Over hendes lænd var der et bånd af ca. 50 tandperler, oprindelig sikkert fastsyet til dragten. Endelig lå der i gravens hovedende en benpren og en tværpil.

Tæller man perlerne i kvindernes smykker, viser det sig, at de stammer fra mindst 43 kronhjorte. Der er også nogle tandperler fra elg og formentlig også fra urokse. De må komme fra et sted uden for Sjælland. Og igen må man spørge, om det også var tilfældet med kvinderne? Begge blev de begravet i tiden omkring 4000 f.Kr., dvs. lige omkring den tid, hvor landbruget begyndte at vinde indpas i Danmark.

Ved den undersøiske boplads i Tybrind Vig på Fyn fandt man en intakt grav fra den tidligste del af bebyggelsen. I en snæver nedgravning lå skelettet af en 15-17 årig kvinde anbragt på ryggen. På hendes bryst lå knoglerne af et 1-3 måneder gammelt barn, men graven indeholdt ingen gravgaver. I det undersøiske bopladsområde fandt man yderligere skeletrester af 2-3 individer, deriblandt en mand med et par helede læsioner i kraniet. Her var der formentlig tale om grave, som havet havde vasket ud af havbunden.

 Dobbeltgraven fra Dragsholm, Nordvestsjælland. Begge de gravlagte kvinder var rigt udstyrede med tandsmykker, der bl.a. indgik i nogle særprægede bælter, som de døde bar om lænden

Dobbeltgraven fra Dragsholm, Nordvestsjælland. Begge de gravlagte kvinder var rigt udstyrede med tandsmykker, der bl.a. indgik i nogle særprægede bælter, som de døde bar om lænden

Ligeledes på havbunden fandt man ved Korsør Nor på Vestsjælland en velbevaret grav.133 En boplads var skyllet væk ved havstigningen i den Atlantiske tid, det samme var de grave, der hørte til bopladsen. Man fandt rester af mindst 7 mennesker. En grav var dog bevaret. Den lå nedgravet i undergrundens blåler, 1,90 m under det nuværende havniveau. Den døde var en mand på 40-60 år. Han lå udstrakt på ryggen, indhyllet i et barksvøb. Mellem den dødes ben lå en flækkekniv. I hver side af barksvøbet var der nogle stager, som under barken var forbundet med en mindre, tværgående pind. En art ligbåre har det været. Rester af noget lignende barksvøb er også iagttaget i et par af gravene på Bøgebakken.

Endelig kunne de døde også begraves i bådgrave, som vi allerede har hørt det i forbindelse med bopladsen Møllegab II ud for Ærøskøbing i det sydfynske Øhav.134 Her lå der i affaldslaget foran bopladsen en stammebåd og et skelet. Noget tyder på, at man også på tørt land har kunnet anlægge bådgrave. På Bøgebakken var der i nogle af gravene noget, man kunne tolke som spor efter en omvendt stammebåd.135 Det samme var tilfældet på gravpladsen Skateholm i Skåne.136

Noter

124: G.H. Rasmussen 1990a-b.

125: Ibid.

126: Nielsen & Petersen 1993.

127: Albrethsen & Petersen 1975, 1976.

128: E. Brinch Petersen 1990a; Brinch Petersen et al. 1993.

129: Hundegrave fra jægerstenalderen kendes også fra Djursland, se G.H. Rasmussen 1990, s. 39.

130: L. Larsson 1980, 1981, 1983a, 1984, 1986, 1988; og idem i G. Burnehult 1999, s. 234 ff.

131: E. Brinch Petersen 1988, 1990a.

132: E. Brinch Petersen 1974.

133: H. Norling-Christensen 1945; P. Bennike 1997; H. Schilling 1997; A.D. Johansson 1988, s. 211.

134: Skaarup & Grøn 1991.

135: E. Brinch Petersen 1990a, s. 31.

136: L. Larsson 1988.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De dødes grave i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430792

Afsnittet De dødes grave er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet