Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rensdyrenes veje

Oprindelig forfatter JJe

Det var et vidtåbent og lysfyldt landskab, rensdyrene begyndte at færdes i, da isen omkring 13.000 år f.Kr. havde forladt landet. Nu lå bræen i det nordlige Skåne. I det frilagte land var bevoksningen en blomsterrig, men ellers fattig tundrabevoksning. Her groede græs, urter, padderokker og lyng. Alle var de arter med et stort lysbehov, og af dem var det rypelyngen, Dryas octopetala, der gav navn til perioden, ældre Dryas. Af større vækster så man stort set kun dværgbirk, polarpil og enebærbuske.1

Først i den efterfølgende lidt varmere Bøllingtid begyndte træer og buske at indvandre. Isfronten havde nu trukket sig tilbage til det nordlige Småland, og i det sydskandinaviske område kunne man især på sydvendte skråninger og i de store dalstrøg finde små lunde og skove af birk og røn. De mere åbne strækninger var dækket af græs og småbuske. Men det var, som tøvede naturen. Det tog lang tid for pionértræerne at nå frem fra deres istidsrefugier i syd. Man kalder Bøllingtidens landskab for en parktundra, og den havde ligheder med de landskaber, man i vore dage finder i Nordskandinavien, Vestgrønland og Island. Klimaet var sub-arktisk, men studiet af insektrester indikerer, at juli-temperaturen ikke lå meget under nutidens.

 Vandrende renhjord indridset på rentak, fundet i La Mairie-grotten ved Teyjat i Dordogne, Frankrig.

Vandrende renhjord indridset på rentak, fundet i La Mairie-grotten ved Teyjat i Dordogne, Frankrig.

På den udstrakte parktundra rørte sig et ganske rigt dyreliv. Af fugle kunne man møde trane, dalrype, plettet rørvagtel, almindelig ryle, svartbag eller gråmåge, samt svaner, ænder og gæs. Og på jorden kunne man møde steppe- og tundradyr som bl.a. vildhest, hare, ræv, ulv og jærv -samt, vigtigst af alt, rensdyret.2

Annonce

Det var et hårdført dyr, som nu sæsonvist besøgte landet i store flokke. Renen kan klare sig i iskolde storme og snefog, for den er hårklædt over det hele. Selv dyrets mule er dækket af hår. Pelsen er tyk og tæt. Hvert hår består inderst af luftfyldte marvceller. Og både pelsens tæthed og de luftfyldte marvceller gør, at renen kan klare temperaturer ned til 30-40 minusgrader. Pelsen beskytter også mod, at regn og slud trænger ind til huden. Men det kraftige hårlag gør tillige, at dyret ikke slipper af med varmeoverskuddet gennem huden. På de varme, sollyse dage i den arktiske sommer kunne man se renen gispe som en hund med tungen ud af munden for at regulere kropstemperaturen.

Overalt på den åbne tundra kunne renen komme frem. Den var en dygtig svømmer og forcerede uden vanskelighed de talrige floder og brede vandløb, som gennemskar landskabet. Under svømningen brugte den de store, skålformede klove som åreblade, og pelsens hårlag holdt dyret oppe. Blev renen dræbt, mens den var i vandet, sank den ikke. I modsætning til andre hjortedyr, holdt pelsen det døde dyr flydende. Jægerne vidste også, at nedlagt ren skulle åbnes så hurtigt som muligt, ellers ville kroppen snart rådne, selv i stærk kulde, fordi dyrets kropstemperatur aftog så langsomt.

 Rensdyr på vandring. Fra Hardangervidda, Norge.

Rensdyr på vandring. Fra Hardangervidda, Norge.

For renerne var foråret den kritiske tid. I marts-april var reserveernæringen i form af lagringsfedt ved at være opbrugt. Først når de grønne vækster begyndte at spire i maj-juni endte dyrenes sultperiode. Havde det foregående års sommer- og efterårsgræsning været dårlig, satte sultperioden ind endnu tidligere. Men i juni, når snesmeltningen var til ende, kunne renerne erstatte den næringsfattige lav med spirende, proteinholdige og grønne vækster. Så vågnede kropssystemerne til live igen og krævede deres. Gevirerne voksede ud, det samme gjorde renernes nye pels.

Om sommeren var dyrenes hovedernæring forskellige græsarter, star, siv, urter, lyng og blade af dværgbirk. I det tidlige efterår, inden brunsttiden, var renerne i deres bedste kondition. Men det var også på trækket mod vinterkvartererne, hvor de samledes i store flokke, at de var særligt udsatte for overfald af jægerne. Ganske vist kunne renerne præstere hastigheder op til 70 km i timen, de var derfor svære at følge. Men jægerne vidste, at renflokkene var lettest at komme på hold af i åbent terræn mellem søer, i dale og ved andre naturlige barrierer, hvor dyrene blev tvunget ind i snævre passager, og hvorfra de havde svært ved at flygte. Jægerne vidste også, at renerne gerne trak imod vinden. At man aldrig kunne nærme sig en renflok med vinden i ryggen. Til gengæld kunne man, når vinden var rigtig, både blive set og hørt, uden at renerne flygtede. De brugte lugtesansen mere end øjnene.

For jægerne betød rensdyret rigdom. Intet kunne i deres øjne lignes med det. Alt i og på dyret kunne bruges: skindet, kødet, takkerne, knoglerne og disses marv. Også indvolde og maveindhold kunne man bruge, for herfra fik man livsnødvendige vitaminer og salte, bl.a. jod, der stammede fra det lav, der var renernes føde. Endelig var der senerne. De kunne bruges til syning af dragter, til liner på harpunerne og til surringer på våben og redskaber.

 Græssende rensdyr, indridset på et stykke rensdyrtak, fundet i Kesslerloch ved Thayngen i Sydtyskland.

Græssende rensdyr, indridset på et stykke rensdyrtak, fundet i Kesslerloch ved Thayngen i Sydtyskland.

Strengt taget ved vi ikke noget om, i hvilken retning renerne trak på de forskellige årstider. Gik de om vinteren mod syd og om sommeren mod nord? Eller var det lige omvendt, og tilbragte de vinteren heroppe i de nordlige egne, hvor snedækket i de tider var tyndt, og det teoretisk set ikke var umuligt at finde tilstrækkelig føde? Spørgsmålet kan ikke besvares med sikkerhed. Fund af knogler og gevirer i danske moser antyder, at rener har opholdt sig i Sydskandinavien om vinteren. Det har ført til en teori om, at en del af de rensdyr, som tilbragte sommeren i det nordvesteuropæiske lavland sydvest for Elben, havde deres vinteropholdssted i nord, i Slesvig-Holsten, Danmark og Sydsverige.3

På den anden side forekommer en sydgående vandring om efteråret og en nordgående om foråret mest logisk. Og ser man på de store ligheder, der er mellem de nordvesteuropæiske landskaber i senglacialtiden og nutidens Barrenland i Nordvestterritoriet i Canada, hvor der også er store renvandringer mod syd om efteråret, virker det mest sandsynligt, at de nordvesteuropæiske rensdyr også vandrede mellem skovklædte vinterområder i syd og sommer-kælveområder i nord på de åbne tundraer i den nordlige del af Sydskandinavien.4

Det var langs de forblæste bakkekamme, langs vandskellene og passagerne mellem søerne og vådområderne, at renflokkene vandrede. Oppe på bakkekammene var der luftigt. Det gjorde insektplagen mindre om sommeren, og på alle årstider var der mulighed for at observere rovdyr i god tid. Endnu er vor viden om landskabets forandringer gennem istidens slutfase ganske begrænset. Alligevel har man kunnet skitsere en række mulige ruter for renernes sæsonvandringer.5 Det er nemlig ikke utænkeligt, at rensdyrene trofast fulgte de samme veje gennem hele perioden fra ældste Dryas til slutningen af yngre Dryas.

Vi skal ned i det nordtyske område, til Deimern på Lüneburger Heide, hvor man finder den første af en række bopladskoncentrationer, som formentlig knytter sig til en trækrute, der gik fra sydvest mod nordøst, fra det nordtyske lavlandsområde over Slesvig-Holsten til Sydskandinavien. Man kan tænke sig, at store rensdyrflokke krydsede Elben omkring det sted, hvor nu Hamburg ligger. Herfra ledtes de ind i den lange Ahrensburg-tunneldal, der ligger nordøst for Hamburg, og hvor rensdyrjægernes bopladser i senglacialtiden lå tæt. Vi skal senere høre om nogle af disse bopladser, der lå ved snævre passager mellem de søer, som udfyldte dalbunden, og som renerne måtte passere.

 De formodede hovedtrækruter for rensdyrflokkene i det senglaciale landskab i Nordtyskland og Syddanmark. Fund af rensdyrjægernes fangstpladser er markeret med trekanter.

De formodede hovedtrækruter for rensdyrflokkene i det senglaciale landskab i Nordtyskland og Syddanmark. Fund af rensdyrjægernes fangstpladser er markeret med trekanter.

På deres videre færd mod de nordligere egne, i retning mod områderne nær ved isranden i det sydlige Sverige, fulgte renerne formentlig randmorænerne i det østlige Holsten og fortsatte ud over Fehmarn. Her passerede de et landskab, som så ganske anderledes ud end i dag. Helt ovre mod øst lå den store Baltiske Issø, som modtog en stor del af vandet fra den smeltende bræ. Dens afløb var den store elv, der løb gennem det nuværende Øresund ud i det kolde Yoldiahav mod nord.6 I Lübeck- og Mecklenburg-bugten lå et søbassin på størrelse med Lolland-Falster.7 Det havde sit afløb i den store elv gennem det nuværende Storebælt.

Når rensdyrflokkene sydfra var nået vest om Mecklenburg, var kommet over Fehmarn og havde krydset elven, der førte op igennem Storebælt, passerede de de højtliggende sandbakker ved Sølbjerg på det sydvestlige Lolland, hvor der er fundet fangstpladser fra senglacialtiden, som vi senere skal se. Den videre rute gik nu over det lave landskab, der i dag er Smålandshavet, men hvor Fejø, Femø og Mellemgrund ragede op som synlige højder, og hvor der også er fundet spor af rensdyrjagt i form af talrige flintspidser. Trækket fortsatte ind over roden af Knudshoved Odde. Også her gav landskabets topografi gode muligheder for jægerne – og de udnyttede det, skal vi dømme efter de mange flintspidser, som er fundet i området. Så fortsatte rensdyrflokkene ind over Sjælland, gik vest om den lange sø, som i dag udgøres af moserne ved Barmose, Sværdborg, Lundby og Køng. Dyrene fulgte nu de højtliggende, stenstrøede randmorænebakker mellem Hammer og Køge og forenedes derefter formentlig med andre rensdyrflokke, som var gået over landbroen Dars-Gedser.

At der har været en livlig trafik af rensdyr ved Issøkysten i Køge Bugt, viser store mængder af rensdyrknogler, der er fundet i Bugten i forbindelse med sandpumpning.8 Knoglerne stammer fra forskellige perioder, men kulstof 14-dateringer viser, at der her færdedes rensdyr – og rensdyrjægere – i senglacialtiden, både i Bøllingtid, Allerødtid og i yngre Dryas. Man kan tænke sig, at rensdyrflokke på deres sæsonvandringer har krydset farvandet mellem Falsterbo og Stevns i perioder med islæg. Til andre tider er passagen formentlig sket ved Issøens store elvudløb mellem Amager og Malmø.

Det er ved at forbinde de arkæologiske fund med landskabets topografiske muligheder og ud fra den tanke, at rensdyrflokkene fulgte bakkekammene langs vandskellene og søgte ind i passagerne mellem søerne og vådområderne, at man har kunnet foreslå, hvilke veje flokkene fulgte på deres træk mellem nord og syd.9 Der har naturligvis også været andre ruter, f.eks. den rute, som fulgte den sidste istids randmoræner op igennem Jylland. Det er det strøg, som i dag går under navnet hærvejen, og ved den ligger netop vigtige rensdyrjægerpladser som Slotseng og Jels,10 som vi senere skal høre mere om.

Nok rummer teorien om rensdyrenes vandringsveje mange hypotetiske elementer, virkeligheden var sikkert betydelig mere kompliceret. Men ikke desto mindre er teorien et vigtigt redskab i arkæologernes søgen efter rensdyrjægernes bopladser. Den giver nemlig et fingerpeg om, hvor det skulle være muligt at finde disse: højt i terrænet og i nærheden af oplagte tvangspassager, f.eks. ved dalindsnævringer.11 I sommerområderne, hvor dyrene bevægede sig i små grupper, var jagtpladserne formentlig ganske små. De er derfor vanskelige at finde frem til i dag. Noget lettere er det formentlig at finde de større pladser, som må ligge i Syddanmark og Nordtyskland, hvor vandringerne havde det største omfang. Det er er da også her, at man har gjort de talrigste fund.

Noter

1: Om vegetation og miljø i Danmarks tidlige senglacialtid se bl.a. E. Kolstrup i: Holm & Rieck 1992, s. 139 ff.

2: Degerbøl & Krog 1959; K. Aaris-Sørensen 1998, s. 89 ff.

3: D.A. Sturdy 1975; K. Bokelmann 1979.

4: Vang Petersen & Johansen 1996, s. 87 ff.

5: Ibid.

6: J.B. Jensen 1992.

7: O. Kolp 1965.

8: Vang Petersen & Johansen 1993, s. 31 ff og 1996, s. 77.

9: Vang Petersen & Johansen 1996.

10: Holm & Rieck 1992.

11: Ibid., s. 73.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Rensdyrenes veje i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430759

Afsnittet Rensdyrenes veje er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet