Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skovlandets og sumpenes jægere

Oprindelig forfatter JJe

De mennesker, som færdedes i det unge, skovklædte land i de første årtusinder efter istidens slutning, kalder man for Maglemosejægerne. Navnet har de fået efter Maglemosen i Vestsjælland, hvor man omkring 1900 fik et første indtryk af menneskenes levevis i disse fjerne tider.17 Men Maglemosejægernes særegne livsform var ikke begrænset til Danmark alene. Igennem et umådelig langt tidsrum var der et enestående fællespræg over de jægersamfund, som levede over hele det store, sammenhængende, nordeuropæiske lavland. Det var et skovdækket jagtterritorium, som dækkede henved 300.000 kvadratkilometer.

Nok kunne man se forskelle i livsformen mellem de enkelte jægersamfund inden for dette store område. For menneskenes liv var dybt afhængigt af dyrenes veje og vaner, og disse varierede naturligvis alt efter, om det f.eks. var et udpræget lavlandsområde som Danmark, eller om det var et område med et mere uroligt overfladerelief, som f.eks. England. Alligevel var fællespræget i menneskenes levevis umiskendeligt.

 Danmark og Kattegat-regionen på overgangen mellem præboreal og boreal tid med angivelse af nogle af de vigtigste fund fra Maglemosetiden.

Danmark og Kattegat-regionen på overgangen mellem præboreal og boreal tid med angivelse af nogle af de vigtigste fund fra Maglemosetiden.

Maglemosetiden varede fra omkring 9000 f.Kr. til ned i det 7. årtusinde f.Kr. Dette lange tidsrum kan man opdele i en tidlig, en mellemste og en sen del,18 som hver for sig er karakteriseret ved små ændringer i fangstfolkenes adfærd, og som formentlig hang sammen med en vedvarende tilpasning til den omgivende natur. Den største forvandling lå imidlertid i begyndelsen af perioden, da rensdyrflokkene forsvandt, og jagten i stigende grad måtte baseres på spredtlevende standvildt.

Annonce

Endnu kan man ikke i detaljerne beskrive den forvandling, jægersamfundene gennemgik. For i begyndelsen af Præborealtiden er de arkæologiske fund ret sparsomme og ofte lidet oplysende.19 Til gengæld kender man jægersamfundene betydeligt bedre efter den tid, hvor den første store forvandlingsproces var gennemført.

Skal vi forstå fangstfolkenes levevis, må vi bl.a. se på, hvad det var for vilkår, naturen bød dem. Her havde hver årstid sine fordele og sine ulemper, som gjorde, at man kunne udøve bestemte sider af fangsten mere intensivt end andre: jagt på køddyr, fiskeri, fuglefangst, pelsdyrjagt osv. Hertil kom indsamlingen af planteføde, som naturligvis også var stærkt årstidsbestemt. Disse rytmisk svingende ændringer af fødemængderne året igennem er dog ikke nok til, at man nøjagtig kan forudsige, hvor i landskabet jægerne opholdt sig. De forskellige fødeemner betød nemlig ikke lige meget for placeringen af bopladserne. De store køddyr var f.eks. mobile, og var næppe så bestemmende for bopladsernes placering som visse andre former for føde, f.eks. den der blev skaffet fra indlandets søer.

 Halleby Ås vandsystem og de søer, der senere blev til den vestsjællandske Åmose. Nogle af de vigtigste fund fra Maglemosetiden er markeret.

Halleby Ås vandsystem og de søer, der senere blev til den vestsjællandske Åmose. Nogle af de vigtigste fund fra Maglemosetiden er markeret.

Alt dette påvirkede jægersamfundenes måde at færdes på i landskabet og skal tages i betragtning, når man vurderer de arkæologiske fund. Men hertil kommer den største vanskelighed ved studiet af disse tidlige jægersamfund i Danmark: fastlandstidens kystlinje ligger, hvor der i dag er hav. Man har sagt, og sikkert med rette, at de kendte fund fra Præboreal- og Borealtiden er at ligne ved toppen af et isbjerg, idet alle tidens kystbopladser ligger ude på dybt vand som følge af den postglaciale havstigning.20 Det er et alvorligt handicap for vor viden om jægernes livsform, for kystbopladserne ville sikkert afsløre detaljer i deres samfundsform, som vi kun har vage forestillinger om i dag. Selv om man er begyndt at udvikle en undervandsarkæologi, er sporene efter den tids kystbosættelser endnu uendelig få.21

Nok var kystzonen i den tidlige skovtid biologisk set ikke så rig som i senere perioder af jægerstenalderen. Men der er næppe tvivl om, at i hvert fald nogle af jægerne udnyttede det marine miljø, f.eks. i de fødeknappe vinter- og forårsmåneder. Fund af knogler af gråsæl på Maglemosetidens bopladser i den vestsjællandske Åmose og i Sværdborg Mose i Sydsjælland røber, at man i visse perioder foretog jagt og formentlig også fiskeri ved havet.22 Men generelt efterlod disse ophold ude ved kysten kun få spor på bopladserne i indlandet. Den samme iagttagelse kan man f.eks. gøre i nutidens Grønland. Nok er det et stort og rigt arkæologisk materiale, man kender fra Maglemosekulturen i Danmark. Men det er stadig for utilstrækkeligt til, at man kan danne sig et helhedsbillede af jægernes liv året rundt. Én ting synes dog at stå fast: jægersamfundene var mobile, og de levede formentlig i grupper af vekslende størrelse alt efter årstiden.

 Udgravningplan over den lille sommerhytte fra Maglemosetiden ved Ulkestrup i Nordvestsjælland. Se fotografiet til højre.

Udgravningplan over den lille sommerhytte fra Maglemosetiden ved Ulkestrup i Nordvestsjælland. Se fotografiet til højre.

Vi kender fra Maglemosetiden et stort antal af jægernes bopladser. Men de er alle indlandspladser, og de er i de fleste tilfælde fundet i og ved moser, ved søer og langs større vandløb. Mange var oprindeligt anlagt på flader af tagrørtørv nær åbent vand. Man kan kalde dem sumpbosættelser, og de ser alle ud til at have været beboet i de varmere måneder af året.23 Om vinteren var det derimod for fugtigt at bo på sumpbopladserne. Men hvor man så flyttede hen, står stadig ikke særlig klart. Det er imidlertid givet, at vi må tage kysten i betragtning og regne med, at den ligesom i senere tider var en vigtig del af fangstfolkenes eksistensgrundlag.

I den store vestsjællandske Åmose, som ligger øst og nordøst for Tissø, kan man få et tydeligt billede af den del af Maglemosejægernes årstidscyklus. For tusinder af år siden var mosen en serie af søer langs med et vandløb. I tidens løb groede disse søer gradvist til og blev til et af de største lavmoseområder i Danmark. Maglemosejægerne kom her om foråret, de slog sig ned så tæt ved søerne som muligt, dvs. langt ude i sumpene, hundreder af meter fra bredderne af det omgivende morænelandskab. For at bo så tæt ved vandet måtte de bygge platforme af stager og bark som underlag for deres hytter. Her levede de så i den varme årstid af fisk, skaldyr og fugle fra søen, samtidig med at de samlede planteføde og gik på jagt i de omgivende skove. Når de om efteråret havde høstet skovens mange hasselnødder, forlod de sumpbopladsen, formentlig fordi der blev for fugtigt at være.

 Fra udgravningen af sommerhytten ved Ulkestrup. Man skimter de stokke af birk, fyr og hassel, som hytten var bygget af.

Fra udgravningen af sommerhytten ved Ulkestrup. Man skimter de stokke af birk, fyr og hassel, som hytten var bygget af.

En boplads af den art fandt man i 1947 ved Ulkestrup i den østlige del af Åmosen.24 Med 20 m's afstand fandt man to hyttetomter, hvoraf den ene var særlig velbevaret. Sporene efter hytten viste sig ved fundet af et gulvlag, der bestod af store barkflager af fyr og birk. Her lå bl.a. blade af bregnen kærmangeløv, som må have været underlaget for beboernes sovesteder. På gulvet lå der skaller af hasselnøder, trækul og forarbejdet flint i et tykt og tæt lag. Dette lag standsede brat inden for nogle nedstukne stolper, der må have været vægstolper. De bestod af 3-6 cm tykke grene, de fleste af hassel, der måske blot havde været et rammeværk for skind eller tagrør. Det areal, der således var indrammet af de nedstukne stolper var ca. 7 x 4,75 m, dvs. at hytten har været omkring 33 m2 stor. Midt på gulvet var der et ildsted opbygget af et ca. 3 cm tykt lag ler, der igen var dækket af et sandlag. Det skulle forhindre bålets gløder i at brænde ned i barkgulvet. Den smalle ende af hytten vendte ud mod søen. Det så ud til, at indgangen havde været her. Uden for boligen lå der udsmidt affald: flintaffald og redskaber, bl.a. en udskåret padleåre. Den båd, som den lille jægerfamilie var kommet sejlende i, har nok ligget fortøjet udenfor.

Udgravningen af Ulkestrup-hytten viser, hvad der blev efterladt af en enkelt lille menneskegruppe, formentlig en familie på en 6-8 personer, i løbet af de måneder fra det sene forår til hen på efteråret, man levede her.25 Fra det faste land, dvs. fra den tætte skov, kunne man næppe nå frem til hytten. Det forhindrede utilgængelige ellebevoksninger i en sump af sortbrunt vand. Man var snarere ankommet fra søsiden, hvor man havde padlet og staget sig frem gennem sivskove og rørsumpe.

 Rekonstruktion af en sommerboplads fra Maglemosetiden. Udført i Skånes Djurpark.

Rekonstruktion af en sommerboplads fra Maglemosetiden. Udført i Skånes Djurpark.

Ulkestrup-hytten er ikke den eneste af sin art. Lignende fund er gjort i bl.a. Barmosen ved Vordingborg,26 og i Holmegårds Mose ved Næstved27 – man kender dem også fra Skåne og Nordtyskland. På mange af bopladserne er hytternes barkgulve dog ikke bevaret eller iagttaget. Alligevel kan man ofte ved en analyse af oldsagernes fordeling på det areal, hvor menneskene færdedes, påvise, at der oprindelig har stået en hytte.28 Maglemosejægernes hytter synes at have været bygget efter et fast mønster, de har gerne et gulvareal på mellem 20 og 35 m2, og til hver hytte hørte der et ildsted.

Sumpbopladserne fra Maglemosetiden udgør imidlertid et særligt problem for arkæologien. I den sidste menneskealder har omlægningerne inden for landbruget medført, at de fleste moser, og navnlig dem med de rigeste arkæologiske fund, er blevet helt eller delvis ødelagt ved dræning og pløjning.29 Det ser man f.eks. tydeligt i den vestsjællandske Åmose. Mens tidligere tiders tørvegravning kun havde sænket jordoverfladen fra 72 til 1 m, betød dræning og dyrkning fra 1960'erne og fremefter, at terrænet satte sig yderligere fra 3/4 til 17 m. Og frem til midten af 1980'erne skar plovene sig hvert år 3-4 cm dybere ned i moselagene og ødelagde derved et enestående stykke kulturhistorie. I 1980'erne blev situationens alvor erkendt, og en fredning af et mindre område gennemført i håbet om at kunne efterlade blot en lille del af de bedste moseområder til eftertidens forskning.30

 Forenklet plan over udgravningen af en sommerhytte fra Maglemosetiden ved Lavringe sydvest for Roskilde. Til højre udgraverens forslag til hyttens rekonstruktion.

Forenklet plan over udgravningen af en sommerhytte fra Maglemosetiden ved Lavringe sydvest for Roskilde. Til højre udgraverens forslag til hyttens rekonstruktion.

I de mange andre danske moser er situationen lige så alvorlig. Det gælder ikke mindst i de sjællandske moser, hvor Maglemosejægernes bopladser førhen blev fundet i stort tal. Nogle af de tidligste bopladser fra Maglemosetiden er f.eks. fundet i Barmosen nord for Vordingborg.31 Mosen var i stenalderen en sø, der havde afløb i Avnø Fjord, og der findes her en række samtidige bopladser, hvis beliggenhed markerer søens daværende nordbred. På bopladsen Barmose 1 fandt man f.eks. tomten af en hytte, hvis gulvareal var 6 x 4,5 m stort. Gulvet havde været dækket af bark, formentlig af bævreasp, og midt på det lå et sandlag, der havde været brugt som ildsted. Rundt om det fandt man flintredskaber og -affald samt trækul og enkelte fragmenter af dyreknogler. Det var sikkert kun en enkelt familiegruppe, der havde boet her nogle få sæsoner, formentlig i månederne april til oktober. At der i gruppen også var indgået børn, røbedes af nogle små klumper af beg, hvori der sad tandaftryk af et 7-8 årigt barn og et ungt menneske på omkring 11 år.32 Fra bopladsen havde jægerne jaget urokse, kronhjort, rådyr og vildsvin, og i søen havde man med fintandede benodde spiddet gedde og karpefisk.

En anden af Maglemosejægernes tidlige bopladser fandt man ved Klosterlund i den nu udtørrede Bølling Sø i Midtjylland, som er Karup Ås kildeområde.33 Bopladsen lå på en lav sandterrasse ved den tidligere søs nordbred og strakte sig over ca. 80 m i en bredde af indtil 20 m. Her fandt man ingen hyttetomter, men derimod flere fundkoncentrationer af bl.a. flint og trækulstumper, som viste, at stedet må have været besøgt gang på gang på overgangen mellem Præboreal- og Borealtiden.34

Også uden for Danmark kender man beslægtede fangstpladser fra Præborealtiden. F.eks. Starr Carr i England, som formentlig var en specialiseret sæsonplads, overvejende beboet om sommeren.35 Dens beboere jagede kronhjort, urokse, elg, rådyr og vildsvin i de omkringliggende skove. Og skal vi dømme efter bopladsens beliggenhed, gjorde de også deres fangster i den store, nærliggende ferskvandssø. Også i Duvensee i Slesvig-Holsten, midt mellem Lübeck og Hamburg, har man fundet bopladser, som ligner de sjællandske,36 dvs. at det har været sommerbopladser på mere eller mindre sumpede småholme i en indsø. På nogle af bopladserne har man fundet rester af hyttetomter med ildsteder opbygget af ler og sand ganske som på de danske sumpbopladser.

Det er først med Borealtiden, at vi i større omfang finder Maglemosejægernes bopladser – og de er først og fremmest fundet i Østdanmark. Fra den allertidligste del af perioden stammer søbredsbopladsen Flådet, som lå på en tidligere holm i et stort mosedrag syd for Tranekær by på Nordlangeland.37 Igen var der tale om en hytte, som havde været benyttet gennem flere sommersæsoner.38

 Ved at registrere mængderne af flintredskaber og -affald inden for hver enkelt kvadratmeter af det udgravede område kan man undertiden sandsynliggøre, at der har stået en hytte på stedet. På bopladsen Sværdborg II i Sydsjælland tegnede den formodede hytte sig som en rektangulær konstruktion med et centralt ildsted.

Ved at registrere mængderne af flintredskaber og -affald inden for hver enkelt kvadratmeter af det udgravede område kan man undertiden sandsynliggøre, at der har stået en hytte på stedet. På bopladsen Sværdborg II i Sydsjælland tegnede den formodede hytte sig som en rektangulær konstruktion med et centralt ildsted.

En lige så tidlig plads kender man fra Melsted på Bornholm.39 Det er en ganske lille boplads, som ligger i Østerlarsker sogn, ca. 250 m nord for Kobbe Å på en senglacial strandterrasse, men ikke direkte ved stranden. På Bornholm kendes flint i god kvalitet blot som ganske små blokke, strandrullet kugleflint, der kun kan anvendes til ganske små redskaber. Derfor havde mange af jægernes redskaber et andet præg end i de øvrige dele af landet. De meget almindelige mikrolitter, dvs. de små flintstykker, der tjente som spidser og skærper på jægernes pile, havde de bornholmske Maglemosejægere dog til fælles med deres frænder i resten af det sydskandinaviske område. Som vi senere skal se er det netop mikrolitterne, der gør det muligt at jævnføre de forskellige pladser med hinanden.40

Endnu en boplads med en hyttetomt fandt man i Lavringe Mose på Sjælland, ca. 10 km sydvest for Roskilde.41 Bopladsen lå på et gruset næs, der skød sig ud i en sø. Om sommeren lå den på tørt land, men om efteråret må vandet være steget og overskyllede formentlig bopladsen vinteren igennem. Igen var der tale om en plads, som kun havde været beboet nogle måneder i den varmere del af året. Den nærmest trapezformede hytte tegnede sig ved de nedre, bevarede ender af vægpælene og ved rester af et gulv af fyrre- og birkebark. Nogle få skaller af hasselnød viste, at hytten havde været beboet til ind i det tidlige efterår.42

Det er kun få af Maglemosejægernes bopladser, der ikke ligger på lave, sumpede steder i terrænet som de allerede nævnte. En af undtagelserne er en boplads på Rude Mark nær Odder i Østjylland.43 Den lå nær toppen af en skråning ned mod den nu udtørrede Kysing Fjord. Da pladsen var beboet, var fjorden formentlig en ferskvandssø. Man har boet omkring 800 m fra søbredden og har haft en vid udsigt over søen. Efter alt at dømme har bopladsen bestået af en hytte og en arbejdsplads, hvor man har tilhugget flintredskaber, især mikrolitter til pilespidserne, og gjort forberedelser til jagten.44

En mere typisk beliggenhed har den lille boplads Stallerupholm nord for Kolding, der lå på en lille holm i et område med mange søer og moser.45 Men som helhed er fund af Maglemosejægernes bopladser i Jylland endnu ret sjældne.46 Det store flertal af Maglemosejægernes bopladser er som nævnt fundet i de sjællandske moser: i Barmosen, i Køng-Lundby-Sværdborg Mose og i Holmegårds Mose i Sydsjælland samt i Mullerup Mose og Store og Lille Åmose i Vestsjælland.

I Sværdborg Mose fandt man et sted sporene af henved 10 sommerhytter fra gentagne ophold på stedet. De havde ligget på en fugtig, lav halvø, der fra sydøst skød sig ud i en fladvandet sø, og stedet havde givetvis kun været beboeligt i den tørre årstid.47 Efterhånden som søen groede til, fulgte jægerne den vigende søbred udad for at have adgang til søen. En anden boplads lå ca. 400 m nord for den første og var betydelig mindre. Her var ikke bevaret spor af jægernes bolig i form af et hyttegulv eller lignende.48 Men ved et omhyggeligt analysearbejde og sammenligninger af bevarede hytterester kunne det alligevel sandsynliggøres, at der havde stået en enkelt hytte tæt op til søen. Den havde formentlig været rektangulær og havde haft et gulvareal på ca. 25 m2. En formodet hytte fra et kortvarigt ophold fandt man ligeledes ved Hasbjerggård, som også er en del af Sværdborg Mose.49

 Menneskefigurer, to mænd og tre kvinder, afbildet på en urokseknogle fra Ryemarksgård i Jyderup sogn på Vestsjælland. Måske en fangerfamilie på størrelse med dem, der boede i Maglemosetidens sommerhytter.

Menneskefigurer, to mænd og tre kvinder, afbildet på en urokseknogle fra Ryemarksgård i Jyderup sogn på Vestsjælland. Måske en fangerfamilie på størrelse med dem, der boede i Maglemosetidens sommerhytter.

Andre af Maglemosejægernes bosættelser lå i Lundby Mose, som var en del af samme mosekompleks som Køng og Sværdborg Moser mellem Vordingborg og Næstved. Oprindelig havde stedet været en åben sø, der afvandedes i Dybsø Fjord. I Lundby Mose udgravede man to bopladser. De lå med ca. 100 ms afstand på en lille holm, som i oldtiden havde ligget i et lavvandet sumpområde med åbent vand mod både øst og vest.50 Igen var der tale om bopladser, der kun havde været beboet i sommerhalvåret. Den ene boplads er tolket som et aktivitetsområde, hvor der ved gentagne besøg på pladsen var foregået partering af jagtvildt og tilvirkning af redskaber. Rester af boliger blev ikke iagttaget inden for det udgravede areal. På den anden boplads blev der derimod fundet rester af en hytte, foran hvilken der lå talrige flintredskaber og afslag.51

Den tredje af de sydsjællandske moser, som rummede et stort antal af Maglemosejægernes bopladser, er Holmegårds Mose ikke langt fra Næstved.52 Da jægerne færdedes her, var bakkerne omkring mosen dækket af vældige fyrreskove, hvor hasselen dannede en tæt og frodig underskov. Og hvad der nu er mose, var dengang en åben, fladvandet sø, ved hvis bredder menneskene slog sig ned for at drive jagt og fiskeri. Bopladsen Holmegård I lå på en lille lav og sumpet holm og havde igennem en årrække om sommeren været brugt som jagt- og fiskestation.53 Holmegård II lå et par kilometer øst for Holmegård I. Den var en del forstyrret ved tørvegravning, men dens beliggenhed og kortvarige brug svarede ganske til Holmegård I.

Midtvejs mellem de to pladser gik en lav odde ud i den tidligere sø, yderst på den lå bopladsen Holmegård IV.54 Ved udgravningen kunne man se, at fundene var spredt over et ca. 45 m langt og knap 25 m bredt areal, men ikke hele terrænet havde været beboet og slet ikke på én gang. Igen havde der været tale om en hel række små bopladser, der er blevet benyttet ved kortvarige ophold over en længere årrække. Et sted fandt man to ret velbevarede gulve af Maglemosejægernes hytter. Gulvene var lagt af svære barkflager, der lå krydset ind over hinanden. I det ene tilfælde udgjorde de en nærmest rektangulær flade, ca. 6,5 m lang og 3 m bred. Midt for den ene langside var der spor af et rundt ildsted. Det svære barklag har sikkert skullet isolere gulvet mod fugtighed nedefra. Over barkflagerne lå et lag fint sand, og på det lå tusindvis af flækkede og itutrådte hasselnøddeskaller.

Fundene i Holmegårds Mose viste således det vanlige billede af Maglemosejægernes sommer- og tidlige efterårsbopladser. Der er dog en af pladserne, som afviger noget fra de øvrige ved sin placering og ved de fund, der er gjort på den. Det er bopladsen Holmegård V.55 Den lå på tørt land oven for mosen, og det 60 x 80 m store og 0,5 m tykke bopladslag rummede i modsætning til de øvrige bopladser ikke fiskeredskaber. Det har bl.a. derfor været foreslået, at der var tale om en boplads, som var beboet om vinteren.56 Studier af de knogler, der er fundet på bopladsen, indikerer imidlertid, at også Holmegård V er en sommerboplads.57 Pladsen har dog en lidt anden karakter end de øvrige sommerbopladser i mosen. Der er bl.a. fundet grave på den,58 ligesom der også er spor af kultiske/ceremonielle aktiviteter.59

Den sidste gruppe af Maglemosejægernes bopladser stammer fra vestsjællandske moser, dels fra Store og Lille Åmose,60 dels fra Maglemosen ved Mullerup på Vestsjælland. Det er de sidste, som har givet navn til jægerne.61 Fra Maglemosen kender man to bopladser, en sydlig udgravet år1900 og en nordlig, udgravet 1904 og 1915. Begge var de små sæsonbopladser, måske benyttet af en enkelt lille familiegruppe, ganske som hovedparten af de bopladser vi hidtil har omtalt. I hvert fald den sydlige af pladserne har ligget så lavt, at den om vinteren har stået under vand. Det som sætter Mullerupbopladserne i en klasse for sig, er deres meget velbevarede knogler og benredskaber, som viser, hvilke dyr Maglemosejægerne nedlagde i terrænet omkring bopladserne. På deres menukort har stået kød af urokse, elsdyr, kronhjort, rådyr, vildsvin. Men de nedlagde også en lang række andre dyr: landbjørn, grævling, skovmår, ræv, vildkat, bæver, egern og hare samt et vældigt udvalg af fugle, og de drev et omfattende fiskeri efter især gedde.

 Fra udgravningen af Maglemosen ved Mullerup i Vestsjælland 1900. I forgrunden ses tørven, der er gravet af mosens overflade. Udgravningen blev foretaget af arkæologen og botanikeren Georg Sarauw, der ses siddende midt i billedet.

Fra udgravningen af Maglemosen ved Mullerup i Vestsjælland 1900. I forgrunden ses tørven, der er gravet af mosens overflade. Udgravningen blev foretaget af arkæologen og botanikeren Georg Sarauw, der ses siddende midt i billedet.

Så detaljeret billedet af Maglemosejægernes bopladser end tegner sig, så er det alligevel meget ensidigt. Nok varierer pladserne i størrelse fra små fundkoncentrationer på 5-10 m i tværmål til pladser som f.eks. Sværdborg i Sydsjælland med en udstrækning på mere end 100 m. Men alle synes de at repræsentere små familiegruppers ophold på stedet i sommerhalvåret. Når nogle af pladserne er så store, skyldes det formentlig blot, at man er vendt tilbage til den samme lokalitet år efter år, over lange tidsrum. At der er så få fund fra det første halve årtusinde af perioden kan eventuelt skyldes, at der var særlig lav vandstand i søerne i den tid. De brednære bopladser vil derfor ligge så lavt i terrænet, at de oftest vil være skjult under senere tiders dynd- og tørveaflejringer.62

Hvor opholdt jægerne sig da om vinteren? Man kan tænke sig, at de havde særlige vinterbopladser ved kysten, hvor de samledes i større grupper. Hvor de udnyttede fællesskabet til at gøre jagten på bl.a. de store køddyr mere effektiv, og hvor de lod større, sociale sammenkomster være baggrund for indgåelse af giftermål, udførelsen af rituelle handlinger osv. På grund af senere havstigninger skal sådanne kystbopladser imidlertid søges på betydelige havdybder, og kun fremtidige undervandsarkæologiske undersøgelser vil kunne vise, om vinterhalvårets bosættelser virkelig lå ved kysten. Men vender vi blikket mod f.eks. Vestsverige, finder vi, at kystbosættelser var meget almindelige i Maglemosetiden. Men her har stenalderens kystlinje i modsætning til den danske hævet sig, og bopladserne er derfor meget lettere at finde.63

Noter

17: G.F.L. Sarauw 1903.

18: Tidlig Maglemosetid ca. 9000-7800 f.Kr. Mellemste Maglemosetid ca. 7800-7000 f.Kr. Sen Maglemosetid ca. 7000-6400 f.Kr.

19: I Danmark og Sydsverige mangler der endnu en klar forbindelse mellem Maglemosetidens jægere og Ahrensburg-jægerne i det forudgående tidsafsnit, se dog A. Fischer 1978.

20: A. Fischer 2000b.

21: A. Fischer 1996c.

22: A. Fischer 2000b.

23: A. Fischer 1993b, s. 60.

24: Ulkestrup Øst, I. K. Andersen 1951; S. Jørgensen 1963; K. Andersen et al. 1982; H.P. Blankholm 1984, 1992, s. 64 ff; J. Richter 1998. Ved kulstof 14-metoden har man kunnet datere beboelsen til omkring 7080 f.Kr., dvs. på overgangen mellem den mellemste og sene Maglemosetid, A.D. Johansson 1998, s. 126 ff.

25: J. Richter 1998.

26: A.D. Johansson 1990.

27: C.J. Becker 1945b.

28: H.P. Blankholm 1984; S.A. Sørensen 1988a, s. 60.

29: A. Fischer 1993, 1999.

30: A. Fischer 1999.

31: A.D. Johansson 1990; idem 1998, s. 100. Bopladsen Barmose I er typefundet for den ældst kendte fase af Maglemosetiden i Østdanmark. Pladsen er ved kulstof 14-metoden dateret til ca. 8110 f.Kr., dvs. til slutningen af Præborealtiden.

32: A.D. Johansson 1990 s. 43 og 89, note 63.

33: E. Brinch Petersen 1966; S.H. Andersen 1985d; A.D. Johansson 1998, s. 108.

34: Fundene fra Klosterlund er vigtige, fordi de er så tidlige. Ud fra dem har man endog villet afgrænse en særlig Klosterlund- eller proto-Maglemoseperiode. Se S.H. Andersen 1985d; J. Troels-Smith 1957. Kulstof 14-prøver taget under kulturlaget har givet dateringen ca. 8200-8080 f.Kr.

35: Legge & Rowley-Conwy 1988; Mellars & Dark 1998.

36: K. Bokelmann 1991b, se også A.D. Johansson 1998, s. 95 ff. Middelværdien af fire kulstof 14-dateringer af trækul fra en af pladserne er 8.590 f.Kr.

37: J. Skaarup 1979; A.D. Johansson 1990, 1998, s. 112 ff.

38: Flådet udgør sammen med Duvensee 1 og 2 (K. Bokelmann 1991b), Sønder Hadsund i Jylland (E. Brinch Petersen 1966), Hasbjerg II i Sydsjælland (A.D. Johansson 1990) og Melsted på Bornholm (C.J. Becker 1952b) en gruppe af tidlige Maglemosebopladser, hvor simple lancetmikrolitter stadig er dominerende, men hvor der også begynder at optræde lancetter med fuldt retoucheret side samt brede ligebenede og brede skævbenede trekanter. Fra Flådet har vi ingen kulstof 14-dateringer, men pladsen er formentlig fra tiden mellem 8000 og 7700 f.Kr., dvs. tidligt i Borealtiden.

39: C.J. Becker 1952b; E. Brinch Petersen 1966; A.D. Johansson 1998, s. 117 ff.

40: En kulstof 14-datering af hasselnøddeskaller fra Melsted har givet tallet ca. 7140 f.Kr. Det er formentlig for sent, bopladsen stammer snarere fra tiden omkring 7700 f.Kr., se A.D. Johansson 1998, s. 120.

41: S.A. Sørensen 1988a-b.

42: En kulstof 14-datering viste, at hytten var fra Maglemoseperiodens tidlige del.

43: N.A. Boas 1987.

44: Kulstof 14-dateringer af trækul og forkullede hasselnøddeskaller har givet et gennemsnitstal på 7050 f.Kr. Det er dog muligt, at pladsen er noget tidligere, mellem 7500 og 7300 f.Kr., se A.D. Johansson 1998, s. 124.

45: Blankholm & Andersen 1968.

46: Et stort materiale skjuler sig dog i det, der tidligere blev kaldt fund fra Gudenå-kulturen, og som især består af overfladeopsamlinger af stenoldsager langs de jyske vandløb, især fra Gudenåområdet. Dette store materiale omfatter imidlertid oldsager fra både Maglemosejægernes, Kongemosejægernes og Ertebøllejægernes tid. Se S.H. Andersen 1985e.

47: Bopladsen Sværdborg I, udgravet af Nationalmuseet i 1917-18 og 1923 samt i 1943-44. K. Friis Johansen 1919; H.C. Broholm 1924; C.J. Becker 1951; J. Brøndsted 1957, s. 65; B. Bille Henriksen 1976; H.P. Blankholm 1992, s. 75 ff.

48: Sværdborg II, udgravet af Nationalmuseet i 1946, E. Brinch Petersen 1972; H.P. Blankholm 1992, s. 103 ff; A.D. Johansson 1998, s. 129 ff.

49: Hasbjerg II, undersøgt 1969, A.D. Johansson 1990, s. 54 ff.

50: Lundby I undersøgt 1929-31, Lundby II i 1945 og igen i 1995, B. Bille Henriksen 1980; K. Møller Hansen 1995. Lundby II hører til C.J. Beckers fase 1, mens Lundby I er noget yngre og hører til fase 2 af Maglemosetiden, se C.J. Becker 1953d.

51: K. Møller Hansen 1995.

52: H.C. Broholm 1924; C.J. Becker 1945b; J. Brøndsted 1957.

53: Undersøgt af Nationalmuseet i 1922-23. J. Brøndsted 1957, s. 68.

54: Udgravet af Nationalmuseet 1944, C.J. Becker 1945b, s. 61 ff., idem 1953d, s. 180 ff; S.A. Sørensen 1988a, s. 59 ff.

55: C.J. Becker 1953d; A. Fischer 1975, 1993, s. 60.

56: Se bl.a. O. Grøn 1987, 1990; J. Sobotta 1991.

57: P. Rowley-Conwy 1993a, 1999.

58: Bennike & Alexandersen 1997.

59: A. Fischer 1975.

60: Th. Mathiassen 1943b; Th. Mathiassen 1959b; K. Andersen 1960, 1978, 1983; S. Jørgensen 1963.

61: G. Sarauw 1903; J. Brøndsted 1957, s. 58; H.P. Blankholm 1992, s. 59 ff.

62: A. Fischer 1993b, s. 59.

63: H. Kindgren 1995.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Skovlandets og sumpenes jægere i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430769

Afsnittet Skovlandets og sumpenes jægere er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet