Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hund og herre

Oprindelig forfatter JJe

Gode jagtredskaber, erfaring, viden og udholdenhed var nødvendige forudsætninger, når jægerne var på jagt efter skovens store byttedyr. Men de havde dertil endnu en hjælper: hunden. Dens knogler findes på næsten alle fangstfolkenes bopladser, hvor dette menneskets ældste husdyr levede en for sin natur „kummerlig luksustilværelse“, som man har sagt det.106

Hvordan hundens afstamning skal forstås, er et emne, som har været diskuteret livligt i mange år. I dag lever hunden overalt i verden, hvor der færdes mennesker. Og den findes i et utal af racer, som indbyrdes kan være meget forskellige. Ikke mærkeligt at det har været svært at klarlægge hundens afstamningshistorie. Det har været foreslået, at den nedstammede fra ulven eller fra sjakalen – eller at den var fremstået som en krydsning mellem de to. Forskellige former for mere eller mindre hypotetiske „vildhunde“ har også været nævnt. I dag synes der dog at være enighed blandt zoologer om, at tamhunden i alle dens forskellige former i sidste instans er den domesticerede udgave af ulven.107 Det er navnlig ved etologiske studier, dvs. forskning af hundes og ulves adfærd, at man er nået frem til den konklusion.

Hvor tidligt ulven/hunden begyndte sit samliv med mennesket står ikke helt klart. Brugen af domesticerede eller kontrollerede ulve ved f.eks. jagt på heste er muligvis allerede foregået i Centraleuropa i istidens senere del.108 Men det var sikkert først, da skove begyndte at dække de tidligere steppeområder i Europa, at ulven/hunden for alvor fik sin chance. Når byttet skulle spores i skovene, var menneskets svagt udviklede lugtesans et alvorligt handicap. Her var den tæmmede ulv mennesket langt overlegen, og den blev nu accepteret og værdsat som en værdifuld ledsager ved jagten.

Annonce

 Hunden, jægerstenalderens eneste tamdyr.

Hunden, jægerstenalderens eneste tamdyr.

De hunde, man finder på Maglemosetidens bopladser, har i form og proportioner nærmest været spidstyper, som vi kender dem fra nutiden. De forekommer i flere størrelser fra, hvad der svarer til den grønlandske slædehund, over mellemstore hunde som den norske elghund, til små former som lapphunden.109 Det er ikke utænkeligt, at man har haft forskellige hunde til forskellige former for jagt. Men det er bestemt heller ikke utænkeligt, at hundene undertiden har tjent som menneskeføde. For på bopladserne findes der talrige eksempler på knuste hundekranier, kranier med skærespor og marvspaltede hundeknogler.

Men nu til hundens herre, mennesket. Det er nemlig i Præborealtiden, at vi for første gang i Danmarkshistorien møder mennesket selv. Her kan vi fastslå, at den indtil nu ældst kendte dansker var en kvinde. Hun blev fundet i 1941 i en lille kedelmose ved Koelbjerg nær Vissenbjerg på Fyn.110 Mosen, hvori hun blev fundet, ligger klemt inde mellem høje, stejle bakker. Den var i Præborealtiden en lille sø, hvis bredder var kantede af tagrør. Længere ude i søen var der bevoksninger af kogleaks, og på mere åbne steder i sumpen strakte klaseskærm sine krogede stængler op gennem andemaden. Inde på bredderne voksede der pil og birk, elm og røn. Og mange steder i nærheden bredte hasselkrattene sig.

Hvordan hun druknede, ved vi ikke. Men hun må være sunket til bunds, for derefter, da liget begyndte at gå i forrådnelse, at komme op til overfladen. Her drev hun rundt i andemaden, indtil liget gik i opløsning og de enkelte dele sank til bunds. Dybt var her; da hun blev fundet, lå hun på omkring 3 meters dybde.

Hendes skelet var blevet godt bevaret igennem de mange årtusinder. Kraniet var påfaldende kraftigt og mindede ikke så lidt om et mandskranium. Men lemmeknoglerne og den del af bækkenet, der var bevaret, var typisk kvindelige. Ved kulstof 14-metoden kunne knoglerne dateres til ca. 8000 f.Kr. Hun har været ca. 25 år gammel, da hun døde, og kun ca. 155 cm høj – at dømme efter lårbenets størrelse. Hun har haft spinkle og fint formede lemmer, og var som mennesketype nært beslægtet med den sene istids centraleuropæiske rensdyrjægere. Og hvordan så hendes ansigt da ud? Her skal ordet overlades til en af de videnskabsmænd, som først beskrev hende: „kraftige øjenbrynsbuer har skygget over store, firkantede øjenhuler. Kindbenene er brede og mundpartiet fremspringende. I øvrigt er kraniet relativt langt og smalt med indknebne tindinger. Næseroden er smal og har ligget forholdsvis dybt. Visse forhold er påfaldende. Fæsterne for tyggemusklerne viser, at disse har været usædvanlig stærkt udviklede, og hertil kommer tændernes kraftige slid, tilsammen forhold, der tyder på megen og hård tygning. Hun har været kødspiser – og har haft runde kinder. Men var håret mørkt, og havde hun sortbrune øjne og dybe smilehuller? Vi ved det ikke, og vil aldrig få det at vide.“

 Underkæber af hunde fra danske Maglemosebopladser. Disse hunde har i størrelse og proportioner lignet grønlandske slædehunde – de er de ældst kendte i Danmark.

Underkæber af hunde fra danske Maglemosebopladser. Disse hunde har i størrelse og proportioner lignet grønlandske slædehunde – de er de ældst kendte i Danmark.

Kvinden fra Koelbjerg blev beskrevet som kødspiser. I hvert fald havde hendes kost først og fremmest bestået af føde fra indlandets skove og vandløb. Det ved vi i dag med sikkerhed fra en analyse, der blev lavet af hendes knogler, med den såkaldte kulstof 13-metode. Med den kan man nemlig afgøre, om hendes føde først og fremmest bestod af planter og dyr fra landjorden, eller om den fortrinsvis stammede fra havet.

Vi har tidligere hørt om kulstof 14-metoden, som bruges til at aldersbestemme organisk materiale. Kulstof 13-metoden er af en noget anden karakter, idet kulstofatomerne i levende organismer forekommer i flere forskellige varianter, såkaldte kulstof-isotoper.111 I modsætning til kulstof 14 er kulstof 13-isotoper ikke radioaktive. De optræder imidlertid i lidt forskellige mængdeforhold i planter og dyr afhængig af, hvilke forhold de er dannet under. I de nordlige, tempererede områder af jordkloden er der således et større indhold af kulstof 13-isotoper i alle dyr og planter fra havet end i dyr og planter fra landjorden. Hvis et menneske fortrinsvis spiser føde fra havet, får det derfor også et større indhold af kulstof 13 i sine knogler og muskler, end hvis føden fortrinsvis kom fra landjorden. Menneskeknogler vokser kun langsomt, og indholdet af kulstof 13 stammer derfor fra den daglige ernæring gennem en lang periode, måske 5-10 år. Forskellen udgør kun ca. 10 promille, men kan let måles. Undersøger man således indholdet af kulstof 13 i et menneskes knogler, kan man få oplyst, om dets ernæring enten hovedsagelig er kommet fra landjorden eller fra havet. Som vi senere skal se, er det en analysemetode, der har haft stor betydning for vurderingen af fangstfolkenes levevis i stenalderen.

I Koelbjerg-kvindens tilfælde undersøgte man hendes venstre lårbensknogle. Den var usædvanlig velbevaret, og analysen gav som resultat, at hovedparten af den føde, hun havde indtaget i sine sidste 5-10 leveår, stammede fra planter og dyr, der havde levet på landjorden. Det var for så vidt ikke overraskende, eftersom hun levede langt fra det åbne hav. Hendes føde må have bestået af kød fra landjordens dyr, indsamlede bær, nødder og rødder og fisk fra indlandets vandløb. Også ferskvandsfisk har næsten det samme kulstof 13-indhold som dyr fra landjorden. De kunne derfor ikke fortegne resultatet af analysen.

Koelbjerg-kvinden har formentlig været en typisk repræsentant for de fangstfolk, der omkring 8000 f.Kr. levede i de skovklædte områder af Sydskandinavien – og hun er den ældste, vi kender. Men hun har fået følgeskab af flere, næsten lige så gamle individer, nemlig to menneskefund fra henholdsvis Køge Bugt og bopladsen Holmegård V i Holmegårds Mose i Sydsjælland.112 De er begge ved hjælp af kulstof 14-metoden dateret til ca. 7000 f.Kr., dvs. at de er omkring 1000 år yngre end Koelbjerg-kvinden, men også de har hørt til Maglemosefolket. Formentlig stammer de begge fra ødelagte grave, hvad der er bemærkelsesværdigt, da grave fra den tid ellers endnu ikke er fundet.

 Kraniet af den 10.000 år gamle kvinde fra Koelbjerg på Fyn. Det ældst kendte menneske fra Danmark.

Kraniet af den 10.000 år gamle kvinde fra Koelbjerg på Fyn. Det ældst kendte menneske fra Danmark.

En kulstof 13-analyse af disse mennesker har vist, at de, i modsætning til kvinden fra Koelbjerg, både havde mæsket sig med føde fra indlandet og fra havet. For fundene fra Holmegårds Mose er det ganske påfaldende, idet der var ca. 150 kilometers sejlads ad åer og floder fra bopladsen til datidens kyst.113 Det understreger kun, hvad vi tidligere har fortalt, at jagt og fiskeri ved kysten må have spillet en ganske vist endnu ukendt rolle i Maglemosemenneskenes eksistens. Ja, også en hund, som man fandt på bopladsen ved Holmegård, havde fået en del af sin føde fra havet. Med sine mennesker må den have taget rejsen fra indlandet til kysten, formentlig i båd, når efteråret kom.

Både individerne fra Køge Bugt og fra Holmegård har lighedstræk med Koelbjerg-kvinden. Kranierne er ganske tykke – 9,5 mm mod nutidens 5,5 mm – øjenbrynsbuerne veludviklede, underkæben bred og ganen lav og bred. Ligesom hos Koelbjerg-kvinden var der tydelige spor efter muskelfæsterne på kranierne, og de store kindtænder havde et udtalt, plant tandslid. På kraniet fra Køge Bugt var der desuden slidspor fortil i tandrækken. Det tyder på, at tænderne har været brugt som en form for redskab, f.eks. til at bide sener over med.

Hvordan forholder disse repræsentanter for landets urbefolkning sig da til de mennesker, der lever i Danmark i dag? De tilhører alle den samme menneskeart som vi, nemlig den moderne Homo sapiens sapiens, som dukkede op i Europa for omkring 35.000 år siden. Der er intet i vejen for, at vi kunne møde mennesker med de samme træk som Maglemosemenneskerne blandt nutidens danskere. For blandt nutidige mennesker er der store og åbenlyse variationer. Sammenligner vi f.eks. to nutidige mennesker, en meget kraftig og robust person med en lille og spinkel, vil forskellen mellem dem være langt større end de forskelle, vi finder mellem en tidlig, gennemsnitlig Homo sapiens sapiens og et nutidsmenneske.114

 Menneskekranium fra Maglemosetiden fundet i Køge Bugt, kulstof 14-dateret til ca. 7000 f.Kr.

Menneskekranium fra Maglemosetiden fundet i Køge Bugt, kulstof 14-dateret til ca. 7000 f.Kr.

Ikke desto mindre er der træk ved disse, vort lands tidligste indbyggere, som man må betegne som særligt gamle, selv om de alene aldrig med sikkerhed kan sige, hvor gammelt skelettet er. For naturligvis er der fra for 35.000 år siden og til nu sket en række ganske små forandringer af menneskets udseende, ligesom det også vil ske i fremtiden. Menneskets udvikling er jo ikke afsluttet med nutidsmennesket. Men det er ændringer, der kun kan måles statistisk mellem hele befolkninger, ikke på det enkelte individ. Generelt er der tale om, at kropsbygningen blev mere spinkel. På kraniet skete der f.eks. en reduktion af tyggemusklerne og dermed af tyggemusklernes påvirkning af kraniemodelleringen og af kæberne. Kæberne blev mindre fremstående, og tænderne blev generelt mindre. De store øjenbrynsbuer formindskedes og ændrede form. Samtidig blev kraniekassen mere afrundet, bl.a. på grund af en ændret tilhæftning af tyggemusklerne på kraniesiderne. Kraniet blev som helhed kortere og højere og efterhånden også bredere. Nakkemusklernes tilhæftning til kraniet blev reduceret i omfang og placeret lavere på kraniet. Alt dette er formentlig et resultat af de radikale ændringer af levevilkårene, der er sket i det europæiske Homo sapiens sapiens' levetid, og som naturligvis også har ændret på den naturlige udvælgelse.

Sammenlignet med nutidens befolkning er skeletterne fra vort lands urbefolkning generelt kraftigt byggede. De lange rørknoglers skaft er ganske tykt. Det samme er kraniet, som også har veludviklede øjenbrynsbuer. Lemmeknoglerne er forholdsvis korte og brede. Muskelfæsterne tegner sig ofte som markante udspring på grund af et kraftigt muskeltræk. De muskelpåvirkninger, som fortidens skeletter bærer spor af, er sket gennem hele livet som følge af fysisk belastning fra de tidligste leveår. Det betyder dog ikke, at der ikke dengang kan have været et genetisk grundlag for at udvikle et kraftigt skelet, og at de arvemæssige grundlag langsomt kan være ændret. Endelig kan knoglerne være let buede, igen på grund af musklernes træk og ikke på grund af et lavt kalkindhold, som det undertiden ses i nutiden. Jægerstenalderens mennesker havde nemlig i deres knogler et kalkindhold, der var højere end hos befolkningen i dag. Knoglerne er desuden generelt massive og med en lille marvhule.

Noter

106: U. Møhl 1970, s. 60.

107: K. Aaris-Sørensen 1998; Clutton-Brock & Noe-Nyegaard 1990.

108: N. Benecke 1987.

109: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 145 ff.

110: J. Troels-Smith 1943; Brøste & Fischer-Møller 1943; P. Bennike 1986; Bennike & Alexandersen 1997.

111: H. Tauber 1980, 1981, 1986b, 1989; K. Lund Rasmussen 1994; Bennike & Alexandersen 1997.

112: Kannegaard Nielsen & Brinch Petersen 1993, s. 76; Bennike & Alexandersen 1997.

113: A. Fischer 2000b.

114: Bennike & Alexandersen 1997.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Hund og herre i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430772

Afsnittet Hund og herre er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet