Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det store jagtbytte

Oprindelig forfatter JJe

Det hænder, at der gøres arkæologiske fund, som får dagligdagen i disse fjerne årtusinder til at stå frem med stor klarhed. Som bl.a. kan fortælle om menneskets møde med de jagtdyr, som for jægerne var selve tilværelsens omdrejningspunkt. Størst blandt disse var uroksen, dette kæmpemæssige skovdyr, som havde levet i landet, siden skovene begyndte at brede sig i løbet af Præborealtiden. Det var et dyr, hvis store fysiske og psykiske energi altid måtte overraske. Dets vældige kræfter og forbløffende hurtighed var overvældende. Alligevel var det det bytte, jægerne mest af alt efterstræbte.

I dag er uroksen uddød, udryddet af menneskene. Den sidste europæiske urokse, en 30-årig ko, led ifølge traditionen døden i 1627 i Jaktorowskoven sydvest for Warszawa. Men fra de jordfundne knogler og fra historiske beskrivelser kender vi dette vældige dyrs udseende ganske godt.95 Stort var det, skulderhøjden kunne være omkring to meter, og det vældige hoved med de tykke, lange horn blev båret af en kraftig og muskuløs hals. Ryglinjen var noget opadstigende mod skuldrene, dog ikke helt så meget som hos det andet af Præborealtidens prægtige dyr, bisonen. Hornene var hvidlige eller grålige og havde sorte spidser. Benene var slanke og forholdsvis høje. Den må have gjort et overvældende indtryk, når man kom tæt ind på den.

 Uroksen fra Vig i Odsherred som den er opstillet i Nationalmuseet.

Uroksen fra Vig i Odsherred som den er opstillet i Nationalmuseet.

Uroksen havde en hale, der nåede ned til lidt under hælebenet. Pelsens hår var forholdsvis korte og glatte, dog længere og tykkere end hos tamkoen. I panden krøllede de kraftigt. Tyren kunne være sort til sortbrun i pelsen og havde en lysere stribe ned langs ryggen. Koen var mere rødlig, det samme var kalvene. Om vinteren kunne man møde urokserne i store flokke, men på den varme årstid færdedes de gerne i mindre flokke eller enkeltvis. Deres brunsttid var i september, og kælvningen fandt sted i maj. Når urokserne færdedes i skovene, åd de både græs og urter, løv, kviste og knopper.

Annonce

Som art kendes uroksen fra knoglefund, der går en lille million år tilbage i tiden. I den periode nåede den en udbredelse over store dele af Europa, Asien og Nordafrikas kystnære områder. De ældste danske fund af uroksen er omkring 10.000 år gamle, de stammer fra istidens allersidste fase. Dengang, på overgangen mellem tundratiden og skovtiden, da landet endnu var ungt, indtog flokke af urokser de store åbne græsgange, der dækkede landet, kun afbrudt af spredte enebærkrat og små birke- og fyrreskove. Her græssede det vældige dyr en overgang sammen med renerne, og da de forsvandt på grund af den stigende varme, græssede uroksen videre side om side med elsdyr, bison og vildhest. På de store danske øer, Sjælland og Fyn, uddøde uroksen for ca. 7000-7500 år siden. Men i Jylland klarede den sig endnu nogle årtusinder.

For jægerne betød en nedlagt urokse stor rigdom, mange hundrede kg kød og rigelige mængder af råmaterialer til redskaber. Navnlig mellemfods- og mellemhåndknoglerne, ribbenene, skulderbladene og spolebenene kunne bruges. Af dem kunne fremstilles fiskespyd, køller, hakker, økser, prene, knive og meget andet.

 Uroksen fra Prejlerup under udgravning på den gamle søbund. Dyret blev opmålt med den såkaldt fotogrammetriske metode. Der blev taget billeder fra to forskellige positioner med to synkroniserde kameraer. Derved kunne man senere med et fotogrammetrisk instrument skabe et tredimensionalt billede af udgravningen og foretage en detailleret opmåling ved hjælp af en computer.

Uroksen fra Prejlerup under udgravning på den gamle søbund. Dyret blev opmålt med den såkaldt fotogrammetriske metode. Der blev taget billeder fra to forskellige positioner med to synkroniserde kameraer. Derved kunne man senere med et fotogrammetrisk instrument skabe et tredimensionalt billede af udgravningen og foretage en detailleret opmåling ved hjælp af en computer.

Hvordan en uroksejagt foregik i det 9. årtusinde f.Kr. kan man se af et fund, der for mange år siden blev gjort ved Vig i den egn af landet, der i dag er Odsherred.96 En urokse blev fundet ved tørvegravning i en mose, hvor den var druknet efter at være anskudt af jægerne. De havde måske været på sporet af den i flere dage, og det var ikke første gang, uroksen mødte sine værste fjender. For år tilbage havde den været anskudt, der sås nemlig i dens 9. højre ribben et svampet parti, hvorfra tre flintfliser stak frem. Såret var imidlertid helet, men dyret havde endnu et møde med jægerne til gode – og det skulle blive det sidste. Jægerne indhentede den ikke langt fra en skovsø, og endnu en gang plantede de deres pile i dyrets kødfulde krop. Nederst på det 7. ribben trængte spidsen af en flintpil igennem knoglen med så stor kraft, at spidsen ragede frem på indersiden. Flere pile må også være blevet affyret mod dyret, for da det blev fundet mere end 10.000 år senere, lå der ved oksens brystparti yderligere tre spidser. Pilespidserne er store, simple lancetmikrolitter med bevaret mikrostikkelfacet af samme type, som dem man kender fra Maglemosejægernes bopladser.97 Udmattet og stresset, og måske med en flok gøende hunde i hælene, søgte det sårede dyr ud i den lille skovsø, og her døde det omsider. Da man udgravede uroksen i tørvemosen, lå knoglerne lidt spredt. Det kunne tyde på, at kadaveret havde drevet omkring i vandet et stykke tid med opspilet og opgasset bug. I takt med forrådnelsen havde det tabt forskellige dele, og var derefter gået til bunds. En kulstof 14-datering på kollagen fra en af uroksens knogler gav dateringen ca. 8600 f.Kr., dvs. at jagten var foregået i den ældste del af Maglemosetiden.

Mere end tusinde år senere fandt en lignende jagt sted ved Prejlerup i Nordvestsjælland.98 Det skete i det landskab, der i dag ligger mellem Sidinge Fjord i nord og Lammefjorden i syd. Det var et skovklædt landskab, hvor småbakker og smålavninger vekslede med hinanden. Geologerne kalder sådan et landskab for et dødislandskab, for det er præget af mange småhuller, der var opstået, da isen under sin afsmeltning efterlod en mængde større og mindre døde isklumper. Når disse isklumper endelig smeltede væk, dannede de de mange småhuller, som endnu i dag præger landskabet. Vi har også et ganske godt billede af den skov, jagten foregik i. Det var en hasselskov, hvor der dog også voksede birk, bævreasp og lidt fyr. Her og der stod der rønnebærtræer, og af buske groede der pil og ulvsrøn (kvalkved). Der var ikke mange urter i skoven, den stod nærmest som et højt krat med enkelte lysåbne steder, hvor der groede græs, bynke, hedelyng og ørnebregne. På mange af skovens træer og buske slyngede humlen sig, og der voksede også vedbend enkelte steder.

Det kan have været en vinterdag, at jægerne kom på sporet af den gamle urokse-tyr. Den var formentlig omkring 18-20 år gammel, dens skulderhøjde var mellem 1,80 og 1,90 m, og den gamle herre vejede henved en ton. Inden jagten endte, nåede jægerne at få plantet mindst 9 pile i dyret. Ingen af dem synes dog at have ramt de indre organer, ingen af dem synes at have haft en øjeblikkelig dræbende virkning. Men smertefuldt har det været, og man kan forestille sig, at det lykkedes det forpinte dyr at få strøget nogle af pileskafterne af sig, da den brasede igennem den tætte underskov. For jægerne var det nu ikke nogen alarmerende situation. Det var sjældent, at deres spinkle pile havde dræbende virkning, og at spore et dyr af den størrelse var ikke noget problem, når man havde gode hunde med sig. Ikke desto mindre endte jagten uden resultat, for ved kanten af en lille skovsø forsvandt sporene.

 Mikrolitterne, dvs. spidserne og skærperne på de pile, hvormed jægerne havde nedlagt uroksen fra Prejlerup.

Mikrolitterne, dvs. spidserne og skærperne på de pile, hvormed jægerne havde nedlagt uroksen fra Prejlerup.

Da jægerne nåede frem til søen, kunne de regne ud, at dyret var forsvundet derude i det sorte vand, hvor der voksede tornfrøet hornblad og akstusindblad. Inde i den lavvandede del af søen flød der hvide åkander og andemad, og nær bredden stod der lidt rørsump med dunhammer og pindsvineknop. Det var ikke nogen stor sø, kun omkring 1,5-2 ha stor, søbunden skrånede ret kraftigt, og en 20-25 m fra bredden var det store dyr gået til bunds på 1-2 meters dybde. Der er dog også dem, der mener, at den forholdsvis ringe dybde, dyret druknede på, taler for, at jagten skete om vinteren, hvor søen var dækket af is, der ikke kunne bære, men på den anden side forhindrede svømning. Hvorom alting er, det store vildt gik definitivt tabt for jægerne. Det blev arkæologernes held.

I 1983 fandt man den anskudte urokse. Den lå 70 cm under markoverfladen, 20 cm nede i den gamle søbundsaflejring i Prejlerup Mose. Den kalkholdige detritusgytje havde bevaret knoglerne utrolig godt. De havde nemlig ligget i et iltfrit og vandmættet miljø i de mange tusinde år. Der var kun få anatomiske forstyrrelser, dog havde højre forben revet sig løs fra skulderbladet og var flydt en meter bagud og nedad, så det nu lå neden for et af de bageste ribben. Det må betyde, at det druknede dyr havde drevet lidt omkring med opspilet bug, og at det derefter var gået i forrådnelse.

Man kunne se, at der lå flere flintspidser ganske tæt ind til uroksens knogler. De fleste blev fundet i dyrets venstre side, navnlig omkring det venstre lårben. Her lå der 5 hele spidser og 3 mindre fragmenter samt et 4 cm langt stykke af et pileskaft af udkløvet fyrretræ. I lænderegionen sad der en flintspids under tredje lændehvirvels venstre tværtap (dvs. i mørbraden). Desuden blev to små flintstykker fundet under fjerde længdehvirvels højre tværtap, ligesom der sad en enkelt mikrolit i højre knæled. Uden for bagpartiet fandt man kun en enkelt mikrolit, som sad lige over venstre skulderblad. Da man sluttelig soldede den omgivende jord, blev der yderligere fundet 4 større og mindre fragmenter af mikrolitter. Et af disse kunne sættes sammen med en af de udgravede fra venstre lårben. Alle disse flintspidser havde formentlig siddet på pileskafter af samme art, som det vi allerede har nævnt fra Loshult Mose i Skåne. To af trekantmikrolitterne lå i øvrigt på en sådan måde, at det kan antyde, at de oprindelig havde siddet som skærper i et skaft. Blandt mikrolitterne var der både lancetter og trekanter. Flere af lancetterne har sikkert været skæftet som spidser, hvor de lettere er knækket og splintret end trekanterne, der som skærper har siddet mere beskyttet længere nede på skaftet.

 Uroksen fra Prejlerup som den tegnede sig ved udgravningen. På planen er markeret de fund af mikrolitter, der som pilespidser var trængt ind fortrinsvis i dyrets bagkrop. Øverst til højre er markeret det område, som var forstyrret ved drængravning.

Uroksen fra Prejlerup som den tegnede sig ved udgravningen. På planen er markeret de fund af mikrolitter, der som pilespidser var trængt ind fortrinsvis i dyrets bagkrop. Øverst til højre er markeret det område, som var forstyrret ved drængravning.

Skal man konkludere på de iagttagelser, der blev gjort under og efter udgravningen, må tyren være blevet ramt af mindst ni forskellige pile. To traf den i højre og syv i venstre side. De fleste ramte tyrens kødfulde bagparti, dvs. at de næppe i sig selv havde øjeblikkelig dræbende virkning. Det rejser så en række spørgsmål om, hvordan jagten virkelig foregik. Havde jægerne det mål, at blodtabet, smerterne og den almindelige stress-situation, skabt af forfølgerne, skulle gøre det af med dyret? Var det måske sådan, man almindeligvis jagede urokser? Eller er der en anden forklaring? Brugte jægerne måske forgiftede pile? Den mulighed har været fremført,99 idet man har peget på, at der i de skove, som jægerne færdedes i, groede mistelten. Og alt ved misteltenen er giftigt: blade, stængler og bær. Giften er let at udvinde, man knuser blot selve planten. Og netop det, at jægerne så tydeligt sigtede efter uroksens baglårsmuskler, taler for, at de brugte forgiftede pile. Bagparten er også i dag det foretrukne sted for indsprøjtninger, f.eks. når man med injektionsprojektiler skal bedøve større dyr.

Hvem husker ikke historien om guden Balders død, som den er os overleveret i de islandske kilder? Historien fortæller om, hvordan guderne morede sig med at skyde til måls efter Balder med en pil dannet af mistelten – og dræbte ham med den, da den var den eneste ting, man ikke havde taget i ed. Men af misteltenen kan man ikke lave en pil, så historien får først mening, hvis man tænker sig en pil forgiftet med mistelten. Er historien om Balders død måske en sidste og vag erindring om, at man i oldtiden brugte forgiftede pile? Muligheden foreligger i hvert fald. Men som altid i arkæologien leder hvert nyt fund altid til, at mange nye spørgsmål rejser sig.

Pollenanalysen fra Prejlerup daterede uroksen til hassel-fyrretiden, dvs. den anden skovperiode efter istiden. Det svarer til, at en kulstof 14-datering af en af knoglerne har givet resultatet ca. 7390 f.Kr., dvs. mellemste Maglemosetid.100

Men uroksen var ikke det eneste storvildt, der færdedes i de endeløse skove. Det var også stor jagtlykke, når man kunne nedlægge en elg, et dyr der på sin vis var lige så imponerende som uroksen, i hvert fald når det gjaldt højden. Også den kunne nå en skulderhøjde på over 2 m, men vægten var ikke så stor som uroksens: indtil 450 kg kunne det dog blive til, hvis det var en tyr. Hos koen var vægten noget lavere. Jægerne kendte nøje dette prægtige dyrs veje og vaner og vidste, hvordan det navnlig var aktivt i morgen- og aftentimerne. Og de kunne på lang afstand kende det på dets karakteristiske gang eller trav. Elgen foretrak de mere sumpede og fugtige områder, og den var en fremragende svømmer, som med lethed forcerede selv større vandløb og søer.

Dens føde bestod først og fremmest af skud, blade, kviste og knopper af nåle- eller løvtræer, især ask, el, birk og pil samt af græs og urter. Man kunne også se den tage rodskud af nøkkeroser ved søbredderne. I de lange, kolde vintermåneder færdedes elgen ofte i små flokke og var ganske stationær, især når sneen lå højt. Sidst på sommeren, når de ældre tyre havde fejet deres nye gevir, kom de i brunst og blev grebet af vandre- og stridslyst. Så genlød skoven ofte af tyrenes brunstbrøl, og man så dem gå til angreb på træer og sparke store gruber i jorden, hvori de væltede sig. I maj og juni kælvede køerne så, hver ko fik mellem en og tre kalve. Sammen med dem færdedes koen og blandede sig ikke med andre familier.

Det var nok en lille vinterflok af elge, nogle af Maglemosetidens jægere var kommet på hold af i Barmosen øst for Skottemarke på Lolland.101 Flokken må have omfattet mindst seks dyr, en kvie, fire køer og en tyr. Formentlig blev de nedlagt ved en og samme jagt i perioden december til februar engang i det 9. årtusinde f.Kr.102 Man kan tænke sig, at jægerne var så langt fra bopladsen, at byttet ikke kunne hjembringes. Man parterede så dyrene på stedet, holdt ædegilde og gjorde sig til gode med den værdifulde marv. Derefter overholdt man skik og brug ved at søndre skulderbladene og samle de marvslåede knogler sammen og give dem tilbage til naturens genskabende kræfter. Men først havde man afskåret de knogler, der var mest egnede til redskaber og våben, og fordelt kødbyrderne. Efter et kort ophold på stedet drog man så med byttet tilbage til bopladsen.

Sådan har man tolket det fund, man i 1902 gjorde i Barmosen på Lolland. Man fandt to fundkoncentrationer tæt ved hinanden. Den ene var et almindeligt kulturlag, det andet rummede skeletdelene af de seks elge. Kulstof 14-dateringer har vist, at de to fundkoncentrationer er samtidige.103 I den ene fundkoncentration, som formentlig har været den midlertidige boplads, blev fundet 16 fintandede benodde og 17 skiveøkser. Mikrolitter fandt man ikke, men nok fordi man ikke var opmærksom på dem, da fundet blev gjort.

I den anden fundkoncentration, som formentlig var selve slagtepladsen, var knogler og knogledele usædvanligt velbevarede. Men skeletterne var ikke intakte. Adskillige af knoglerne, bl.a. alle de store lemmeknogler var overbrudte. Man har tilsyneladende slået, ikke på, men med knoglen for at brække den, tydeligvis fordi man har været ude efter marven. Ligeså havde man slået kæbebenenes nedre del af for at nå frem til den fedtkanal, der ligger under tænderne. Også den blev betragtet som en kulinarisk delikatesse.

Der var også knogler, der helt manglede, ligesom der var alt for få af de mindre fra hånd- og fodrod, samt tåled. Det var de knogler, som havde særlig værdi som råmaterialer til redskaber. Formentlig var de medtaget for viderebehandling på bopladsen. Man havde afskåret den nedre del af benet, derved var tåknoglerne fulgt med. Dem blev der kun fundet fem af, men det fulde antal skulle have været 144. Det har man forklaret således, at jægerne først slagtede og parterede dyrene, hvorefter skindene, stadig med lemmernes nederste dele hængende ved, blev brugt som sække til hjemtransport af kødet til basislejren. Skottemarke-fundet ligner altså ikke et almindeligt bopladsfund, hvor faunaen altid er mere artsrig, og hvor knoglerne i langt højere grad er søndret og ofte hundegnavede.

 Ikke blot skindet, hornene, senerne og kødet på uroksen blev udnyttet. Maglemosejægerne kunne også anvende dyrets knogler og tænder til redskaber, smykker og trofæer.

Ikke blot skindet, hornene, senerne og kødet på uroksen blev udnyttet. Maglemosejægerne kunne også anvende dyrets knogler og tænder til redskaber, smykker og trofæer.

I skulderbladene kunne man se skudhuller. Det er ikke overraskende, for rygmarven eller hjertet vil altid være de steder, hvor jægernes pil eller spyd søger sit mål. Tit viser knoglerne fra jægerstenalderens bopladser, at skulderbladene er gennemskudt fra indersiden, altså tværs igennem dyret. Det hænger sammen med, at man ved jagt på skovens store hovdyr holder byttet i konstant bevægelse for at udmatte det. Får dyret ikke på noget tidspunkt mulighed for at puste ud, udmattes det fatalt, og det gør det især, hvis der er hunde med i jagten. Så kan dyret, som det hedder i jægersproget, tages med hænderne. Jægeren kan gå direkte ind på livet af det og dræbe det med netop så præcist et skud, som hullerne i skulderbladene vidner om.

Men sådan var det ikke foregået ved jagtselskabet i Skottemarke for henved 10.000 år siden. Efter en minutiøs undersøgelse af skulderbladene kunne man påvise, at hullerne i skulderbladene eller afslåningen af deres kamme i nogle tilfælde var sket efter parteringen.104 Og da der ikke findes marv i skulderbladene, kan man tænke sig, at hullerne er slået, eller kammen afslået, som del af et ritual, der hørte afslutningen af jagten til.

Et ganske tilsvarende jagtritual har man for nylig fundet spor af i Lundby Mose ved Vordingborg. Her var i alt syv elsdyr, der var nedlagt på én gang, lagt ud i mosen. Ganske som i Skottemarke havde jægerne knust skulderbladene som led i jagtritualerne.105

Men lad os kaste et sidste blik tilbage på det lille jagtselskab, som for henved 10.000 år siden kortvarigt slog sig ned i skovene ved Skottemarke efter en vellykket jagt. Det er vinter med knagende kulde. Dagen igennem har solen stået på himlen isnende hvid og kold. Nu er den ved at gå ned ovre bag skovene under en ildrød himmel. Det er vindstille, ikke en lyd høres i skoven. De gamle fyrretræer står tæt omkring den lille åbne plads, hvor store rimede sten rager op af jorden mellem småbuskene. Jægerne sidder tæt sammen inde i den lille hytte bygget af rafter og tætnet med mos både ude og inde. Der ligger mange hårede dyreskind derinde, og jægerne holder stadigt ilden ved lige. De gode stykker af dyrene har været på bålet, luften er mættet med den brankede og sødlige lugt af blodigt elsdyrkød, og røgen siver ud gennem døråbningen. Det brændende ved sveder lifligt og krydrer luften inde i hytten. De er mætte og søvnige, mændene som dagen igennem har været på sporet af elgene. Snart sover de, mens nordstjernen blinker på den sorte nattehimmel over det skovklædte land.

Noter

95: K. Aaris-Sørensen 1998.

96: Hartz, Winge & Müller 1906.

97: Typen svarer til de lancetmikrolitter, der er fundet på bl.a. bopladsen Barmose I i Sydsjælland, A.D. Johansson 1990.

98: K. Aaris-Sørensen 1984a-c.

99: P. & K. Krabbe 1995.

100: Prejlerup-fundet bliver dermed samtidigt med fundene fra Mullerup (se ovenfor), der er dateret til ca. 7480 f.Kr. A.D. Johansson 1998, s. 121.

101: U. Møhl 1978.

102: U. Møhl 1978; Fundet dateres til Barmose-fasen af Maglemosetiden ca. 8600-8100 f.Kr. A.D. Johansson 1998, s. 82.

103: A.D. Johansson 1998, s. 98.

104: U. Møhl 1978.

105: Udgravet i 1999 af Sydsjællands Museum. Fundet kan dateres til Præborealtiden, og der sad i brystbenet af et af dyrene resterne af den dræbende pil.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Det store jagtbytte i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430771

Afsnittet Det store jagtbytte er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet