Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ved indlandsisens rand

Oprindelig forfatter JJe

For omkring 20.000 år siden havde isen nået sin største udbredelse. I en lang, iskold periode var Sydskandinavien næsten helt dækket af indlandsisen. Kun de vestjyske landskaber lå uden for den store bræ, men var aldeles uegnede til menneskelig beboelse. Om sommeren blev de overskyllet af kraftige smeltevandsstrømme, der brusede af sted, gråhvide af opslemmet ler og sand. Kun de flade, afrundede morænebakker fra den sidste istid blev ikke berørt af vandmasserne. Om sommeren tøede solen de øverste, frosne centimeter af jorden, men det var kun få vækster, der kunne få fodfæste her.

Også de store lavlandsområder i det, der nu er Nordtyskland og Polen, var i denne kolde periode helt eller delvis ubeboet af mennesker. De områder, som ikke var dækket af isen, udgjorde en kold, arktisk tundra, der var kraftigt påvirket af periglaciale fænomener som permafrost, kraftige vinde, fygning af løss, erosion og jordflydning. Det var i sandhed en ugæstfri region. Klimaet var arktisk og fastlandspræget, og landet var dækket af en træløs tundra og løss-steppe.

 Indlandsisens maksimale udbredelse for omkring 20.000 år siden.

Indlandsisens maksimale udbredelse for omkring 20.000 år siden.

Både det store jagtvildt og jægerne var søgt sydover til mildere egne. Her fortsatte de livet i de bjergrige områder i Sydfrankrig og på den Iberiske Halvø og mod sydøst, på Balkan og i de sydrussiske steppeområder.42 Centraleuropa var for en stor del ubeboet. Man kalder jægerne i de sydvestlige dele af Europa for Solutréen-jægerne. De brugte til jagten redskaber med fladehuggede, bladformede spidser fremstillet i en huggeteknik, hvis lige man aldrig før havde set, og de udviklede en billedkunst, småskulpturer og basrelieffer med raffinerede gengivelser af den dyreverden, mammut, urokse, hest og bison bl.a., som udgjorde deres eksistensgrundlag.

Annonce

Også i sydøst fortsatte livet i denne intense kuldeperiode. Her muliggjorde omgivelserne, at menneskene specialiserede sig i jagten på mammutter. Ja, man kan i disse områder finde boliger, som jægerne havde bygget af disse kæmpedyrs stødtænder.

 Omtrent som her ved Skiftesjøen ved Hardangerjøkulen i Norge må landskabet have set ud i Danmark, da isen begyndte at trække sig tilbage mod slutningen af den sidste istid.

Omtrent som her ved Skiftesjøen ved Hardangerjøkulen i Norge må landskabet have set ud i Danmark, da isen begyndte at trække sig tilbage mod slutningen af den sidste istid.

For omkring 15.000 år siden var kuldeperioden forbi, en klimamildning satte ind. Helt oppe mod nord, i Jylland fik den gletscherfronterne til at trække sig tilbage fra hovedstilstandslinjen.43 Nok siger man, at isen trak sig tilbage, men det gjorde den naturligvis ikke. For gletschermasserne kunne kun bevæge sig én vej: fremad. Isen smeltede bort, fordi tilførslen af nye is- og snemasser efterhånden blev mindre end den afsmeltning, der foregik.

Nu begyndte store smeltevandsfloder at strømme bort fra randen af den kæmpemæssige bræ. De løb både langs dens overflade og sivede ned i den gennem sprækker og revner. Under isen samlede vandmasserne sig til store floder, som strømmede ud gennem gletscherportene og videre ud over det øde land foran bræen.

Bortsmeltningen foregik i uregelmæssigt tempo. Undertiden gik den helt i stå, og ismasserne lavede igen fremstød. For selv om klimamildningen skyldtes en forholdsvis jævn stigning i solindstrålingen, foregik der alligevel en række kraftige klimasvingninger.44 Der var ingenlunde tale om en gradvis afsmeltning af isdækkerne.

 Rypelyng, Dryas octopetala, var en karakteristisk plante i det åbne og kolde landskab, som isen efterlod sig.

Rypelyng, Dryas octopetala, var en karakteristisk plante i det åbne og kolde landskab, som isen efterlod sig.

I Danmark begyndte afsmeltningen i nord, hvor israndslinjen igennem en lang periode havde stået i en linje fra Bovbjerg til Viborg. Nu trak den sig tilbage over Mors, Fur og Himmerland og frigjorde derefter hele det nordjyske område, som dog for størstepartens vedkommende blev dækket af et iskoldt hav, det yngre Yoldia-hav, hvor hvalrosserne levede. Det rakte ned til Nordsjælland og øst for Djursland.45 Så begyndte linjen ned gennem Jylland at vige mod sydøst. Undervejs gik gletscheren mange steder i opløsning i mindre lokale partier og efterlod kæmpemæssige isklumper begravet dybt nede i jorden. Man kalder dem dødisklumper, og de smeltede først bort mange århundreder senere. Man ser endnu i dag sporene efter dem i landskabet: Dybe grydeformede fordybninger, det er de såkaldte dødishuller. Efter mange frem- og tilbagerykninger nåedes et stadium, hvor kun de østligste og sydlige dele af Sjælland var dækket. Det var det sidste stadium, inden isen helt slap sit tag i landet. For omkring 13.000 år siden var Danmark atter isfrit.

Det var et åbent, øde og træløst landskab, isen efterlod. Intet menneskeligt øje så det. Skarpskåret var det, modsat i dag, hvor årtusinders erosion og opdyrkning har mildnet dets former. Overalt lå der stenblokke i alle størrelser, som bræen havde bragt hertil fra de nordskandinaviske fjelde. Muld var her intet af, den var endnu ikke dannet. Til gengæld var her endeløse, stenede strækninger og områder, der lyste hvidgult i det stærke lys. Det skyldtes al den kalk, som isen havde rodet op fra undergrunden.

 Bison-skulptur fra La Madeleine-hulen i Frankrig. Størrelse ca. 10 cm.

Bison-skulptur fra La Madeleine-hulen i Frankrig. Størrelse ca. 10 cm.

Vand var der overalt. Der var rivende strømme, bække og store vandfyldte lavninger. Talrige store og dybe søer var her også, og vandet virkede hele tiden ind på jordoverfladen. Navnlig om sommeren, når solen fik magt, skete der store jordskred fra de stejle bakkesider, som fyldte de lavtliggende områder op. Men jorden var endnu ganske næringsfattig til trods for et stort indhold afkalk og andre mineraler. Det tog lang tid, før den var så moden, at træer og buske kunne finde rimelige vækstbetingelser. Kun langsomt begyndte vækster at brede sig over det øde land. De kom nede sydfra og med forskellig hastighed fra art til art. Deres ankomst til landet afhang dels af klimaudviklingen, dels af deres evner til at sprede frugter, frø og bær.

Koldt og goldt, men lysfyldt var landskabet. I sommertiden kunne det stå med en egen lysende skønhed. Nogle steder groede hele tæpper af renrosens eller rypelyngens elfenbenshvide blomster. Man har opkaldt periodens begyndelse, ældste Dryas, efter rypelyngen, som på latin hedder Dryas octopetala. I dag finder man hovedsagelig denne plante i de skandinaviske fjeldområder og helt oppe ved ishavskysten. Andre steder var det beskedne bevoksninger af stenbræk, klokkeblomst og den gule Ølandssoløje. Heder med lavt krat af havtorn, pil og lidt enebær strakte sig i nogle egne fra horisont til horisont. Men ellers var det kun få planter, der kunne klare den lave sommertemperatur på 8-9 graders varme. Alle var de nøjsomme pionérplanter, så de kunne nå at blomstre og sætte frø i den korte sommer.

 Indridsning af kvindefigur fra Magdalénien-bopladsen La Marche (Vienne) i Frankrig.

Indridsning af kvindefigur fra Magdalénien-bopladsen La Marche (Vienne) i Frankrig.

Man kunne tro, at der nu var ved at danne sig en ny mammutsteppe. Og mammutter kom der også igen til landet: En mammuttand fundet i Skåne er dateret til 13.200 før nu.46 Isbjørnen og den brune bjørn levede her også. Men de forrige tider var forbi. Af de syv store pattedyrarter, der er fundet i danske istidsaflejringer, uddøde de fire, ikke alene i Danmark, men overalt i verden ved afslutningen af istiden. Det var mammutten, det uldhårede næsehorn, steppebisonen og kæmpehjorten. De forsvandt alle sammen med det istidsmiljø, hvortil de var tilpasset.47

Fra den periode, som geologerne kalder ældste Dryas, og som indledtes for omkring 15.000 år siden, har vi ingen tegn på menneskers tilstedeværelse i Nordeuropa. Klimaet var endnu køligt, og landskabet var på grund af smeltevand stadig ret ufremkommeligt. Landet tilhørte rensdyrene og de sidste mammutter. Men langt nede mod syd i Europa, i det centrale og sydlige Frankrig, var en ny jægerkultur på den tid ved at vokse frem. Man kalder disse jægere for Magdalénien-jægerne efter fund fra grotten la Madeleine ved Vézèrefloden i Dordogne. Igennem de næste årtusinder udviklede de en jægerkultur, der i rigdom og kunstnerisk udfoldelse overgik alt, hvad man tidligere havde set i Europa.48

 Urokse fra Lascaux-hulen i Dordogne, Frankrig, malet af istidsjægere for mere end 17.000 år siden.

Urokse fra Lascaux-hulen i Dordogne, Frankrig, malet af istidsjægere for mere end 17.000 år siden.

Magdalénien-jægernes tidligste bopladser lå langt mod syd i Frankrig, men efterhånden, og navnlig efter at Bølling-mildningen var begyndt omkring 13.000 f.Kr., spredte de sig over en bred centraleuropæisk zone fra Atlanterhavet i vest til Mähren i øst. Magdalénien-jægerne drev mange forskellige former for jagt afhængigt af, hvilke naturomgivelser de færdedes i. I nogle områder var der mulighed for drivjagt på rensdyr, i andre var der mulighed for massedrab på vildheste, og i atter andre foretog man en mere opportunistisk jagt på diverse jagtdyr.

Jægernes jagtvåben var fortrinsvis spyd, hvis stødkraft og dødbringende præcision man forøgede ved at bruge kastetræ.49 Man udviklede også jagtspyd med aftagelige odde.50 Mange af disse tekniske forbedringer hang sammen med en udvikling af skæftningsteknikken. De forbedrede jagtredskaber hang også sammen med en større planlægning af jagten. Magdalénien-jægerne var ingenlunde tilfældigt omflakkende, primitive væsener, der levede fra hånden og i munden.

 Hestehoved fra Mas-d'Azil (Ariège) i Frankrig, muligvis fra et kastetræ.

Hestehoved fra Mas-d'Azil (Ariège) i Frankrig, muligvis fra et kastetræ.

Deres livsform var nøje tilpasset omgivelserne. Den sigtede mod to mål: At opnå en sikkerhedsmargen ved fødens tilvejebringelse, så krisesituationer kunne undgås – og at holde den dermed forbundne arbejdsindsats inden for acceptable rammer. Det krævede en række valg, hvad angik placeringen af bopladserne, varigheden i brugen af disse og reguleringer af gruppestørrelsen, kort sagt en udviklet social adfærd. Indsigtsfulde og erfarne fangstfolk var de, med en kultur, som byggede på årtusinders opsamlede viden.

Det, som frem for noget har gjort Magdalénien-jægerne kendt, er deres raffinerede billedkunst. På væggene i underjordiske klippehuler, i Lascaux-hulen i Dordogne f.eks., afbildede de vældige fortællinger om de dyr, de delte verden med. Man har kaldt Lascaux-hulen for Magdalénien-jægernes Sixtinske Kapel. Mere end 200 sådanne huler er kendt, de fleste i et begrænset område i Vesteuropa. I lyset fra små lamper malede jægerne nogle af de fornemste dyrefremstillinger, verdenskunsten har frembragt: polychrome dyrebilleder med sorte konturer. Det var lange fortællinger om heste, hjorte, bisoner, urokser, næsehorn – og dertil symboler af forskellig art, hvis mening i dag er uigennemskuelig.

 Indridsning af skægget mand med hjortehorn og dyrehale, måske en åndemaner? Fra Lourdes (Hautes-Pyrénées) i Frankrig.

Indridsning af skægget mand med hjortehorn og dyrehale, måske en åndemaner? Fra Lourdes (Hautes-Pyrénées) i Frankrig.

Mærkeligt nok er der i Lascaux-hulen kun ét motiv, der (måske) forestiller et rensdyr. Og det var endda tidens vigtigste jagtbytte. Men man afbildede ikke altid de dyr, som man jagede mest. Man har udtrykt det sådan: Stenaldermalerne havde heste og bisoner på hjernen, mens de havde rensdyr og fjeldryper i maven. Der var altså nogle dyr, som var bedre at tænke på end andre. Måske dyrene på billederne var indfanget i en fremmed verden, på grænsefladen mellem den virkelige verden og åndernes verden. Måske det var shamaner, som malede dem.

Og shamanerne begrænsede ikke deres kunst til billeder på klippevæggene. De fremstillede også basrelieffer af jagtdyrene, småskulpturer og indridsede billeder. Småskulpturerne prydede ikke sjældent jagtredskaber som f.eks kastetræer. Der var en høj grad af kulturel enhed over Magdalénien-jægernes store udbredelsesområde.

Men jo mere Magdalénien-jægernes udbredelsesområde udvidedes, jo mere svandt også enheden i deres kultur. I Bølling-mildningen begyndte grupper af dem at trænge nordpå, ud i det store, jomfruelige nordeuropæiske lavlandsområde, hvor flokke af rener færdedes i tundralandskaberne.51 Det bød på store udfordringer, på krav om tilpasning til nye omgivelser, men gav også nye muligheder. Mennesket var nu på vej mod Danmark.

Noter

42: Soffer & Gamble 1990.

43: Se K. Strand Petersen 1985.

44: S. Böorck 1996a.

45: K. Strand Petersen 1985.

46: Berglund & Lagerlund 1981.

47: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 88.

48: For en generel oversigt se G. Bosinski 1990.

49: U. Stodieck 1989.

50: M. Julien 1982.

51: Om sammenhængen mellem Magdalenien-jægerne og Hamburg-jægerne, de første rensdyrjægere i Danmark, se B. Madsen i Holm & Rieck 1992, s. 122 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Ved indlandsisens rand i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430735

Afsnittet Ved indlandsisens rand er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet