Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mammutternes land

Oprindelig forfatter JJe

Mens dette drama stod på, havde det allerede længe været istid, den foreløbig sidste, Weichselistiden. I 100.000 år varede den. Alene navnet istid er skræmmende. Det leder tanken hen på noget koldt og goldt. På livløse ødemarker, på isnende vinde og årtusinder uden forandring. Men istidens klima var i virkeligheden betydelig mere omskifteligt og dramatisk, end man tidligere forestillede sig det. Det var ingenlunde stillestående. Varmere perioder vekslede med koldere, og i de varmere foregik der en indvandring af dyr og planter, som dog blev afbrudt, når den næste kuldeperiode satte ind. Nok var Danmark i perioder dækket af indlandsisen, men det var i relativt korte tidsrum. I størstedelen af istiden var landet isfrit, og isranden lå flere hundrede kilometer længere mod nord på den skandinaviske halvø. Det er en erkendelse, man først og fremmest har nået ved naturvidenskabelige dateringer af istidens aflejringer. De metoder skal vi senere høre nærmere om.

Men lad os kaste et blik på dette mere end 100.000 år lange tidsrum. Helt frem til begyndelsen af den mellemste Weichselistid var Danmark formentlig isfrit. Så indtraf det såkaldt gammel-baltiske isfremstød, hvis udstrækning og varighed endnu ikke er helt afklaret, men som efter alt at dømme ramte de sydøstlige dele af landet i tiden omkring 70-50.000 år før nu. Fra sydøst nåede isranden frem til de sydlige dele af den jyske østkyst, isen dækkede øerne, nærmere betegnet Fyn, Sjælland og de sydlige øer, og mødte i det nordsjællandske område det såkaldte palæo-Kattegat, som dækkede hele Vendsyssel. Resten af Jylland var isfrit, ligesom store dele af den sydlige Nordsø lå tørlagt og isfrit hen.21

 Fordelingen af land, hav og indlandsis gennem den sidste istid, Weichselistiden, a) I tidlig Weichselistid (før 50.000) dækkede et baltisk isfremstød det sydøstlige Danmark. b) i mellemste Weichselistid (fra 50.000, eller før, til 22.000) var landet isfrit, c) omkring 20.000 havde isen sin maksimale udbredelse og d) mellem 16.000 og 13.000 trak isen sig væk fra landet igen.

Fordelingen af land, hav og indlandsis gennem den sidste istid, Weichselistiden, a) I tidlig Weichselistid (før 50.000) dækkede et baltisk isfremstød det sydøstlige Danmark. b) i mellemste Weichselistid (fra 50.000, eller før, til 22.000) var landet isfrit, c) omkring 20.000 havde isen sin maksimale udbredelse og d) mellem 16.000 og 13.000 trak isen sig væk fra landet igen.

Så fulgte fra omkring 50.000 før nu en periode, hvor hele Danmark igen var befriet for isen. Palæo-Kattegat strakte sig nordfra ind over det nordvestlige Sjælland. Resten af landet var en del af en stor steppe, der strakte sig over et umådeligt område af det europæiske kontinent og videre østover.22 Om denne fascinerende steppe, hvor store flokke af jagtbart vildt færdedes, skal vi senere høre mere.

Annonce

Denne forholdsvis milde periode afløstes af en ny kuldeperiode, hvor isen nåede sin maksimale udbredelse for omkring 20.000 år siden. I Danmark skød gletscherne sig frem først fra nord, så fra nordøst, og til sidst kom der et nyt baltisk fremstød. Ved isens maksimale udbredelse stod isranden i Jylland ved den bekendte hovedstilstandslinje, der går fra Vestkysten ved Bovbjerg til Hald Sø og herfra sydpå ned gennem Midtjylland. Med undtagelse af det, der i dag er de vestjyske hedesletter, og som fortsatte ud i den tørlagte, sydlige del af Nordsøen, var Danmark totalt isdækket.

Men lad os vende tilbage til tiden, inden isen for 20.000 år siden nåede sin maksimale udbredelse, og se på det land, der strakte sig sydover fra isranden og langt ned i Centraleuropa. Det var et steppeland, som også Danmark var en del af. Det var hjemsted for et rigt dyreliv, navnlig en mangfoldighed af græsædende hovdyr. Efter tidens og områdets fremherskende karakterdyr kalder man steppen for „Mammutsteppen“.23 Den strakte sig over et uhyre areal: Fra Europa over den nordlige del af Asien til det nordvestligste Nordamerika, hvor en landbro over Beringsstrædet i lange perioder forenede den med det østlige Sibirien og Alaska i et fælles Beringia. Klimaet var koldt, tørt og fastlandspræget. Om vinteren var der hård kulde og så ringe nedbørsmængder, at store områder kunne ligge hen uden noget snedække. Om sommeren kunne temperaturen nå op på de samme varmegrader som i nutiden. Store temperaturforskelle var der tale om, ikke blot mellem dag og nat, men også mellem sommer og vinter.

 Mammutten som istidsjægerne selv så den. Den lille skulptur udgjorde oprindelig enden af et kastetræ. Fundet i Canecaude (Aude) i Frankrig

Mammutten som istidsjægerne selv så den. Den lille skulptur udgjorde oprindelig enden af et kastetræ. Fundet i Canecaude (Aude) i Frankrig

Vegetationen på mammutsteppen var, hvad man ville kalde mosaikagtig. Mange forskellige plantesamfund levede her som følge af forskelle i jordbund, fugtighed, højde, orientering i forhold til solen osv. Der var mange slags græsser og halvgræsser. Men der var også et væld af urter som f.eks. bynke, der groede imellem en spredt busk- og kratvegetation af især pil og birk. Kom man langt nok væk fra isranden, kunne man også støde på små skove af fyr og gran, af lærk og ene. Men generelt havde skovene ikke gode betingelser i det barske og stærkt fastlandsprægede klima. Få steder i verden kan i dag sammenlignes med denne istidssteppe. Det skulle da lige være den nordamerikanske prærie.

Det var den biologiske mangfoldighed, der udgjorde livsgrundlaget for mammutsteppens rige dyreliv. En meget stor del af steppens beboere var græssende hovdyr. Nogle levede dog især af blade, skud og kviste, men kunne også udnytte andre fødemuligheder. Dertil kom, at flokkene var mobile og vandrede ad bestemte ruter året igennem. Det betød, at vegetationen blev optimalt udnyttet, og at den fremmede den store variation af dyrearter. Og variationen var stor. Blandt de store arter kunne man træffe mammut, kæmpehjort, rensdyr, saiga-antilope, moskusokse, steppebison og uldhåret næsehorn.24 Vi kender dem alle fra fund i Danmark, men altid er de fundet omlejret af isen fra den sidste nedisning af landet.

Størst blandt steppedyrene var mammutten, derfor er det også den, der taler mest til vor fantasi. Og stor var den, dog ikke i forhold til f.eks. den afrikanske elefant. Dens gennemsnitlige skulderhøjde var omkring 3 m, dvs. at den i størrelse bedst kan sammenlignes med den indiske elefant. Men et pragtfuldt dyr var den, godt tilpasset de arktiske omgivelser. Den havde et 8-9 cm tykt fedtlag under den 3 cm tykke hud. Dertil kom den lange tætte pels, der bestod af gul uld dækket af lange, mørkebrune hår. Den dækkede hele kroppen, også fødderne, snablen og halen. Alt sammen var det et effektivt værn mod kulden. Ørerne var små for at formindske varmetab, og snablen var ret kort. De store, svungne stødtænder var stærkt spiralsnoede. De krummede sig nedad og udad, og derefter i en stor bue opad og indad. På deres underside kan man ofte se slid-facetter. Det viser, at mammutten brugte stødtænderne til at skrabe sne bort for at komme til græsset nedenunder. Hver af tænderne kunne veje 100-120 kg og nå en længde på 2,3-4 m hos de gamle hanner.

 Mammutter indridset af istidsmenneskene på væggene i Les Combarelleshulen i Dordogne, Frankrig.

Mammutter indridset af istidsmenneskene på væggene i Les Combarelleshulen i Dordogne, Frankrig.

Mammutten var en stor rejsende, den indvandrede til Nordamerika, og i den sene istid færdedes den i alle de arktiske områder. Men trods sin store størrelse og styrke blev den intenst jaget af istidsmenneskene. Nogle stammer drev endog massejagt på mammutter. Det viser fund fra bl.a. Dolni Vestonice og Predmosti i Mähren. Sidstnævnte sted blev der fundet skeletrester af henved et tusinde mammutter. Formentlig var det familiegrupper fra et større område, der søgte til jagtpladserne, når sæsonen var inde.25

De berømteste mammutfund kommer dog fra Sibirien, hvor stødtænderne stadig er en vigtig handelsvare. I disse områder har man fundet dybfrosne mammutter, f.eks. nær Berezovka-floden i det vestlige Sibirien. Her lå en mammut, som for henved 39.000 år siden var faldet i en sprække og frosset ihjel. Dyret er nu udstillet i det Zoologiske Museum i St. Petersborg. I 1977 fandt man mammutten „Dima“ ved en biflod til Kolyma-floden i Nordøstsibirien. Det var en mammutunge, som blot vejede omkring 100 kg, da den døde i en alder af 6-7 måneder. Og så sent som i 1999 kunne man i tv se optagelser fra et nyt fund af et fuldvoksent eksemplar fra Taimyr-halvøen i Sibirien.26

Men også i det, der nu er Danmark, færdedes disse prægtige dyr. Man kender herhjemmefra 130 fund af den uldhårede mammut.27 Det er fund af kindtænder, stumper af stødtænder og nogle få knogler, som er fremkommet i istidens moræne- og smeltevandsaflejringer. De er de sidste rester af døde og rådnende mammutter, som isen splittede ad, førte med sig og genaflejrede i de danske morænebakker og smeltevandsaflejringer. Et antal af disse fund er blevet kulstof 14-daterede.28 Det yngste viste sig at være kun 13.500 år gammelt, de ældste var så gamle, at de lå uden for den gængse kulstof 14-metodes rækkevidde, dvs. ældre end 40.000 år.

 Uldhåret næsehorn indridset af istidsmenneskene på væggene i Font de Gaumehulen i Dordogne, Frankrig.

Uldhåret næsehorn indridset af istidsmenneskene på væggene i Font de Gaumehulen i Dordogne, Frankrig.

Side om side med mammutten græssede en lang række flokdannende hovdyr på den store istidssteppe.29 Bl.a. moskusoksen, som med sine lange dækhår, der hang som en kappe ned over bringe, skuldre, bug og bagparti, også var godt tilpasset de barske levevilkår. Det har været et betagende syn, når man om efteråret kunne se tyrene løbe mod hinanden, pande mod pande med de kraftigt bøjede horn, der bøjede bag om øjnene, nedad og fremad. I deres vinterdragt var dyrene brunsorte til sorte og havde et bredt gråhvidt skjold over ryggen. Ligesom mammutterne var moskusokserne udbredt over hele Europa, Asien og det nordligste Amerika.

Store flokke af steppebison færdedes her også. Dyrene var større og kraftigere end deres nulevende slægtninge, den europæiske og den amerikanske bison. Steppebisonernes skulderhøjde kunne nå op til 2 m, og tyrenes vældige horn kunne spænde indtil 1,20 m fra spids til spids. Betagende ville også et møde med det uldhårede næsehorn have været. I modsætning til mammutten, steppebisonen og moskusoksen nåede det uldhårede næsehorn dog aldrig over til Den nye Verden. I størrelse og udseende mindede det en del om sin nulevende afrikanske slægtning. Der var dog pelsen til forskel. Det største af de to horn blev båret af et kraftigt næseben og blev formentlig brugt både som et våben og til at skrabe sneen væk. Det andet horn var meget kortere. Det uldhårede næsehorn bar sit store hoved med de to horn meget lavt. Derved så det ud, som var dyret evigt græssende.

Endnu et imponerende dyr i steppelandskabet var kæmpehjorten. Den var nærmest på størrelse med en elg. På hovedet bar den et kæmpemæssigt, skovlformet og vidt forgrenet gevir, der kunne spænde op til 4 m fra spids til spids. Med det kunne dyret rejse sig indtil fem meter over jordoverfladen – for angribere og rivaliserende artsfæller har det været et skræmmende syn.

Så var der endelig saiga-antilopen, som var en af de arter, der kom videst omkring. Den var et udpræget vandredyr, som på et par dage kunne tilbagelægge 120-200 km. Flokkene, som også nemt svømmede over floder, kunne tælle flere tusinde dyr. Saiga-antilopen var et charmerende lille dyr, let at kende på den opsvulmede mule. Dets vægt var ikke på mere end 25-35 kg, og det bar en pels, som om sommeren var kort og om vinteren lang og varm.

 Istidsmenneskenes selvportrætter, nogle af de ældste billeder af mennesker i verden. Indridset på nogle små stenplader fundet på en boplads ved La Marche i Vestfrankrig.

Istidsmenneskenes selvportrætter, nogle af de ældste billeder af mennesker i verden. Indridset på nogle små stenplader fundet på en boplads ved La Marche i Vestfrankrig.

Det sidste af istidssteppens mange hovdyr var rensdyret. I store flokke krydsede det steppen på sine sæsonvandringer og blev ved dermed, også da den sidste nedisning af Danmark var ophørt. Intet dyr kom med tiden til at betyde så meget for istidsjægerne som rensdyret, et let bytte var det, og det var da også det, som efterhånden gjorde det muligt for mennesket at trænge helt frem til Polarhavet i nord.

I hælene på de mange hovdyr færdedes også deres fjender, ulven, jærven, løven, bjørnen – og mennesket. Dette forunderligt tilpasningsdygtige væsen havde nu nået det biologiske stadium, hvor det står i dag. På samme tid havde mennesket lært at beherske en langt mere forfinet teknologi end sine forfædre, det havde udviklet et nuanceret sprog og det beherskede brugen af abstrakte begreber og symboler. Mennesket var begyndt at meddele sig i det, vi i dag kalder kunst. Samtidig var dets globale spredning omsider til ende.

De første af de moderne mennesker, som færdedes på mammutsteppen, kalder man Aurignacien-jægerne efter Aurignac-hulen i Sydfrankrig. De lignede os i udseende, havde samme hjernestørrelse og samme nervesystem. De er vore direkte forfædre. Aurignacien-jægerne levede i en bred zone helt fra det vestlige Frankrig og over til floden Dons bredder i Sydrusland. De var dygtige fangstfolk og brugte spyd i deres jagt på bjørne, heste, rener, bison, næsehorn og mammut. Ja, man mener endog, at de til visse jagtformer har brugt halvvilde ulve. Vi kender deres jagtbytte ikke blot fra knoglefundene på bopladserne, men også fra malerier i klippehuler. Det var nemlig Aurignacien-jægerne, der skabte den første hulekunst i Europa. Vi kender den først og fremmest fra den prægtige Chauvet-hule i Sydøstfrankrig, som blev opdaget så sent som i 1994,30 men som kan dateres til ca. 35.000 f.Kr.

 Venus fra Willendorf, en af de mange kvindefigurer, som jægerfolkene for mere end 25.000 år siden fremstillede i en zone tværs igennem Europa fra Frankrig i vest til de russiske steppeområder ved floden Don i øst.

Venus fra Willendorf, en af de mange kvindefigurer, som jægerfolkene for mere end 25.000 år siden fremstillede i en zone tværs igennem Europa fra Frankrig i vest til de russiske steppeområder ved floden Don i øst.

Efter nogle klimatiske omskiftelser for omkring 30.000 år siden ændrede jægersamfundene karakter. Man kalder dem nu Gravettien-jægerne efter et findested i Frankrig: La Gravette.31 Deres livsgrundlag var fortsat steppens store køddyr, som de nedlagde på bestemte steder, som dyrene passerede år efter år på deres sæsonvandringer. Det vigtigste jagtvåben var stadig spydet med en lang, skarp flintspids som od, og som formentlig blev kastet ved hjælp af et kastetræ af samme slags, som de australske aborigines har brugt helt op til vor tid. Derimod var bue og pil endnu ikke kommet i brug.

Gravettien-jægerne levede over et kolossalt område fra Atlanterhavet til de sydrussiske stepper. Mange steder kan man se, hvordan de tilpassede deres gruppestørrelse efter årstidens behov. De kunne nu dels leve på mindre jagtstationer, hvor de jagede bestemte dyr alt efter sæsonen, dels i større bosættelser, hvor relativt mange mennesker boede sammen. De store bosættelser lå gerne ved små vandløb eller på plateauer, med udsigt ud over større floder. I Østeuropa har man fundet rester af jægernes boliger; det var formentlig teltkonstruktioner, som kunne nå en længde på indtil 35 m. Her levede adskillige mennesker under samme tag. De mindre jagtstationer lå derimod gerne ved vildtets vandringsveje. Her levede små grupper af jægere sammen under mere kortvarige ophold. I Ukraine har man på nogle af disse jagtstationer fundet spor efter mere end et tusinde nedlagte bisoner. En tilsvarende jagtstation har man fundet ved foden af Solutré-klippen i nærheden af Mâcon i Frankrig. Her var det mængder af heste, der var nedlagt, når de årligt passerede området på deres sæsonvandringer til sommergræsningen i bjergene.

Der var et påfaldende enhedspræg over Gravettien-jægernes livsform over meget store områder, bl.a. i den måde, hvorpå de udførte deres karakteristiske små skulpturer af kvinder. Disse små mesterværker har man fundet i bl.a. Willendorf i Nedre Østrig, i Lespugue ved foden af Pyrenæerne og i Dolni Vestonice i Mähren. De vidner om, at man over store områder delte de samme forestillinger om kvindelig frugtbarhed. Men alle disse fællestræk forsvandt, da istidens kuldemaximum for omkring 20.000 år siden fjernede grundlaget for jægernes eksistens over store dele af det nordlige og centrale Europa.

 Kvindefigurer af elfenben, over 25.000 år gamle. Fra Kostenki nær floden Don i Sydrusland, hvor man har fundet hyttetomter fra istidsjægernes ophold på stedet.

Kvindefigurer af elfenben, over 25.000 år gamle. Fra Kostenki nær floden Don i Sydrusland, hvor man har fundet hyttetomter fra istidsjægernes ophold på stedet.

Men lad os, inden vi når denne istidens sidste fase, vende blikket mod det Danmark, som i den mellemste Weichselistid havde været en del af den store steppe, hvor mammutterne og de andre store køddyr færdedes. Kunne man også i disse fjerne årtusinder møde mennesket så langt nordpå som på den danske del af mammutsteppen? Endnu mangler direkte beviser. Men det er bestemt ikke utænkeligt, at mammutterne, de uldhårede næsehorn, kæmpehjortene, rensdyrene, saiga-antiloperne, steppe-bisonerne, moskusokserne og vildhestene havde skabningens herre, mennesket, lige i hælene. Det er imidlertid en vanskelig opgave at finde frem til beviserne herfor. For under den sidste store nedisning vendte isen op og ned på det danske landskab. Og uden for isranden afsatte smeltevandsmasserne mægtige lag af sand over vældige områder. Men skal vi søge disse tidlige menneskers spor, må det formentlig være på de vestjyske bakkeøer. De blev jo ikke berørt af Weichselistidens isdække. Man skal imidlertid langt mod syd, helt ned til Mellemtyskland, for at finde de nærmeste, samtidige bopladser. Måske var der dengang ikke nogen grund til, at mennesket skulle tage så langt nordpå. Levevilkårene var jo gode under de mildere, sydligere himmelstrøg. På den anden side er mennesket mere end en omvandrende mavesæk, det styres også af sin nysgerrighed. Og måske vil vi en dag finde, at opdagelsestrangen allerede dengang bragte skabningens herre så langt mod nord som til vore egne.

Noter

21: K. Strand Petersen 1985.

22: Aaris-Sørensen et al. 1990; K. Aaris-Sørensen 1998, s. 85 ff.

23: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 72 ff, se også Aaris-Sørensen et al. 1990.

24: M. Houmark-Nielsen 1989; K. Aaris-Sørensen 1998; Aaris-Sørensen et al. 1990.

25: Både Dolni Vestonice og Predmosti var jagtpladser anlagt af de såkaldte Gravettien- eller Pavlov-jægere for ca. 28.000-22.000 år siden.

26: Ved nye DNA-undersøgelser har russiske og amerikanske forskere kunnet isolere dele af mammuttens gener, K. Aaris-Sørensen 1998, s. 80.

27: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 79 ff.; Aaris-Sørensen et al. 1990.

28: Aaris-Sørensen et al. 1990; K. Aaris-Sørensen 1998, s. 76.

29: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 85 ff.

30: J. Clottes 1996.

31: Begynder med den såkaldte Denekamp-interstadial fase for omkring 30.000 år siden, G. Bosinski 1990.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Mammutternes land i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430733

Afsnittet Mammutternes land er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet