Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indvandringen til Europa

Oprindelig forfatter JJe

Menneskeslægtens indvandring til Europa skete i en periode, hvor jordkloden allerede længe havde befundet sig i en ustabil fase: kvartærtiden med dens mange istider. Disse kuldeperioder, som rækker langt tilbage i Jordens historie,10 kan overordnet forklares ud fra variationer i mængden af den solstråling, der nåede nord- og sydpolen i sommerhalvåret. Variationerne foregår med en rytme, der kan beregnes ud fra Jordens bevægelser omkring solen, og de påvirkes i hvert fald af tre forhold: Jordens rotationsakses hældning i rummet, den retning i hvilken aksen peger og jordbanens form. Denne forklaring er søgt efterprøvet ved undersøgelser af boreprøver fra oceanbunden, og de synes at bekræfte, at omfanget af islagene på Jorden netop er afhængige af nuancer i Jordens stilling og bevægelser i rummet. Men omfanget af islagene på Jorden er også bestemmende for nogle dynamiske processer i oceanerne. De bestemmer bl.a. den globale cirkulation af kolde og varme havstrømme. Og netop den cirkulation udløser en række tilbagekoblingsmekanismer, som igen er med til at styre klimaudviklingen på Jorden.11

For menneskets udbredelse på jordkloden fik istiderne stor betydning. Når kulden var størst, blev store mængder vand bundet som is på Jordens poler. Derved faldt oceanernes overflade med mere end 100 m, og der opstod landbroer mellem egne af Jorden, som ellers er adskilt af hav. I kuldeperioderne var det f.eks. muligt at gå tørskoet fra Østasien til Alaska over det dengang tørlagte Beringsstræde, eller fra England til det europæiske kontinent. Det fremmede spredningen af dyre- og plantearter, og det muliggjorde udvandringen af de tidlige menneskeformer fra Afrika til Europa og Asien – og derfra (sent i Istiden) videre til Australien og Amerika. De efterfølgende havstigninger og de oversvømmelser, der fulgte med, fik også stor betydning for menneskets tilpasning til kystområderne.

 Gletscherrand som man i dag kan møde den bl.a. ved Steinsee i Schweiz.

Gletscherrand som man i dag kan møde den bl.a. ved Steinsee i Schweiz.

I Danmark kender man ikke geologiske aflejringer fra de ældste istider. Senere istider fjernede dem helt. Men andre steder på Jorden, hvor de forekommer, kan man få indtryk af, hvordan kulden ved en istids begyndelse ødelagde en rig skovvegetation. Det var en proces, der gentog sig mange gange i løbet af de 2,5 millioner år, kvartærtiden varede.

Annonce

De voldsomme temperaturfald bevirkede, at vældige ismasser bredte sig på både den nordlige og sydlige havkugle. En indlandsis skød frem og dækkede i mange årtusinder store dele af kontinenterne. Kulden varede dog ikke ved. Der kom igen tider, hvor ismasserne smeltede, og livet generobrede de landområder, der havde været nediset – men kun for snart igen at blive udslettet af den næste istid. Ved boringer på bunden af oceanerne har man kunnet konstatere, at der alene inden for de sidste 800.000 år har været otte istider med tilhørende mellemistider. Samlet har mellemistiderne næppe udgjort mere end ca. 10% af dette forløb, og klimaet skiftede næsten konstant mellem koldt og varmt eller fugtigt og tørt. Også i dag lever vi i en mellemistid. Forskellige modelberegninger udført af klimatologerne antyder, at vi kan vente den næste store nedisning om 60.000 år – og én til om 100.000 år. Hvis da ikke drivhuseffekten, som skyldes menneskets afbrænding af Jordens fossile brændsler, vælter alle forudsigelser, når den engang om 50-100 år for alvor slår igennem.

Historien om, hvordan menneskeslægten i den første halve million år tilpassede sig de skiftende levevilkår på det europæiske kontinent er endnu meget dårligt kendt. De hidtil ældste skeletfund af vore europæiske forfædre er fra Gran Dolina ved Atapuerca-bjergene nordøst for Burgos i Spanien. De er henved 780.000 år gamle og tilhører arten Homo erectus.12 Mennesket må imidlertid være kommet endnu tidligere til Europa, for vi kender menneskefremstillede stenredskaber fra Sydfrankrig, Italien, Tjekkiet og Tyskland, som er i hvert fald 1 million år gamle.

De tidligste europæiske fund af menneskeskeletter er imidlertid endnu få og usikre. Måske er de tegn på, at koloniseringen af kontinentet i begyndelsen ikke var særlig omfattende. Men for henved 300.000 år siden synes der at være kommet skred i udviklingen. På dette tidspunkt eller måske lidt senere, begynder en vækst af menneskenes hjernerumfang og en spinklere kraniebygning at gøre sig gældende. Fundene ligger i et bælte fra Grækenland og Ungarn i øst til Wales og Spanien i vest.13 De viser, at menneskeslægtens udvikling frem mod sapiens-arten nu var i gang. En foreløbig kulmination nåede udviklingen på det europæiske kontinent med det nu uddøde Homo sapiens neandertalensis, som levede overalt i Europa og så langt mod øst som Uzbekistan for ca. 200.000 til 30.000 år siden.

 Kranier af Homo sapiens neanderthalensis (øverst) og vor egen tids Homo sapiens sapiens (nederst). Neandertalmenneskenes særlige fysiske træk var måske resultatet af en tilpasning til det isdækkede Nordeuropa.

Kranier af Homo sapiens neanderthalensis (øverst) og vor egen tids Homo sapiens sapiens (nederst). Neandertalmenneskenes særlige fysiske træk var måske resultatet af en tilpasning til det isdækkede Nordeuropa.

Neandertalerne var små, tætbyggede og stærke. Deres konstitution afveg meget fra nutidsmennesket. Deres ansigt var betydeligt større end vores, øjenbrynsbuerne var kraftige og næsen stor. I gennemsnit var mændene 160 cm høje og vejede omkring 75 kg, dvs. betydeligt mere end et nutidsmenneske med samme højde. Man ved ikke præcist, hvornår Neandertalerne indfandt sig, da der ikke er nogen skarp grænse mellem dem og deres forgængere Homo heidelbergensis (også kaldet arkaisk homo sapiens). Men de synes at have kunnet tilpasse sig omgivelser af vidt forskellig karakter.

Neandertalerne var kyndige jægere, de fremstillede effektive redskaber og udnyttede store territorier med sæsonbosættelser på forskellige årstider. Storvildtjagt var deres livsgrundlag, og det kolde klima under den sidste istid stillede store krav til deres tilpasningsevne.14 Men tilsyneladende førte deres udvikling ind i en blindgyde. I hvert fald forsvandt de totalt for henved 30.000 år siden, midt i den sidste istid.

Det er muligt, at det var med Neandertalmennesket, at Danmarkshistorien begyndte. I så fald rækker den tilbage til tiden før den sidste istid. Ved Hollerup på nordsiden af Gudenå-dalen, findes en serie interglaciale søaflejringer, som består af kalkgytje og kiselalgegytje under et lag sand og morænegrus fra den sidste istid. I kalkgytjen er der fra tid til anden fremkommet ikke blot bladaftryk, frugter og frø, men også nogle næsten hele dådyrskeletter. Dådyret er en af de dyrearter, der ikke har levet vildt i Europa siden den sidste istid.15 Den nuværende bestand skyldes indførsel i historisk tid. Dådyret var imidlertid almindeligt i Danmark i den sidste mellemistid, Eem-mellemistiden,16 og fra den stammede knoglerne ved Hollerup. De omfattede bl.a. et helt, men stærkt søndret skelet, hvis knogler havde en række karakteristiske brud, der kunne forklares som spor af marvspaltning forårsaget af mennesker.17 Knoglerne havde altså været i menneskehænder for omkring 125.000 år siden. På deres vandring gennem landet havde nogle jægere, vel nok Neandertalere, fortæret et eller flere dådyr ved bredden af en lille indsø. Dyrene var parteret og spist på stedet, og nogle af knoglerne var knust for at få marven ud. Det var gjort på en måde, så man med sikkerhed kan sige, at det ikke var dyr, som havde gnavet i dem.

 Knogler af dådyr fundet ved Hollerup i Jylland. Knoglerne har været knust, formentlig af Neandertalmennesker, for at marven kunne tages ud.

Knogler af dådyr fundet ved Hollerup i Jylland. Knoglerne har været knust, formentlig af Neandertalmennesker, for at marven kunne tages ud.

Mere fortæller den lille historie ikke. Men den åbner alligevel for et sært fascinerende perspektiv. Hinsides den sidste istid, som skulle blive så afgørende for menneskehedens udvikling og for den verdenshistorie, som også Danmarkshistorien er et lille hjørne af.

Det er muligt, at der også findes andre spor af menneskets tilstedeværelse i Danmark i næsten lige så gamle eller måske endnu ældre tider, men de er alle meget usikre. Det er løsfundne flintredskaber, som teknisk og formmæssigt har større eller mindre lighed med såkaldte håndkiler, der er fundet i aflejringer i andre dele af Den gamle Verden. I Danmark er de ikke fundet i veldaterede geologiske lag. De er ej heller fundet, så man kan sige, hvor de oprindelig blev fremstillet og brugt. For alle har de været flyttet af i hvert fald den sidste istids gletschere. Ifølge de nyeste undersøgelser18 er det kun et enkelt af disse fund, en håndkile fra Fænø, der virker overbevisende. Den stammer muligvis fra Eem-mellemistiden eller en tidlig del af Weichselistiden og antyder dermed, ligesom fundene fra Hollerup, at Danmark tilhørte Neandertalernes jagtmarker for mere end 100.000 år siden.19

Neandertalmennesket uddøde under den sidste istid. Lad os derfor vende tilbage til den menneskeart, som kom til at dominere de seneste 3035.000 år af menneskehedens historie, det moderne menneske, Homo sapiens sapiens. Der hersker meget divergerende opfattelser af, hvordan denne art opstod. Nogle forskere mener, at der var tale om en samtidig og parallel udvikling i de forskellige dele af verden. De hævder, at de regionale befolkninger blandede sig med hinanden, og at alle mennesker på Jorden derfor kom til at ligne hinanden mere og mere. Der er imidlertid også et stigende antal forskere, der går ind for den såkaldte „Out-of-Africa“ teori. Ifølge den skulle nutidsmennesket være opstået i Afrika for knap 200.000 år siden og herefter have bredt sig til de forskellige egne af kloden, hvor det fortrængte og udkonkurrerede alle andre efterkommere af Homo erectus, inklusive Neandertalerne.

 Håndkile fra Fænø i Lillebælt, måske spor af Neandertalernes ophold i Danmark før den sidste istid. Håndkilen er et tosidigt, tilhugget redskab af flint eller andre bjergarter med en tilspidset eller afrundet arbejdskant. Ca. 12 cm lang.

Håndkile fra Fænø i Lillebælt, måske spor af Neandertalernes ophold i Danmark før den sidste istid. Håndkilen er et tosidigt, tilhugget redskab af flint eller andre bjergarter med en tilspidset eller afrundet arbejdskant. Ca. 12 cm lang.

At det moderne menneske skulle være opstået i Afrika før noget andet sted, er der vitterlig også meget, der taler for. I Zambia, i Sydafrika og i Tanzania har man gjort fund af, hvad man kalder tidlige arkaiske Homo sapiens, som rækker 500.000 år tilbage i tiden. Et fund fra Bodo i Middle Awash Valley i Etiopien skulle endog være 600.000 år gammelt.20 I perioden for 200.000 til 100.000 år siden finder man i det østlige og sydlige Afrika en såkaldt sen arkaisk Homo sapiens, som ligner nutidsmennesket, selv om det ikke har helt den samme anatomiske udformning. Rumfanget af hjernekassen hos den sene arkaiske Homo sapiens er lidt mere end 1350 c; det er næsten det samme som hos nutidsmennesket. De første egentlige nutidige Homo sapiens opstår formentlig for mellem 200.000 og 100.000 år siden i de samme egne af Afrika. Det er denne jævne udvikling af de afrikanske Homo sapiens-former, der er det mest overbevisende indicium for, at nutidsmennesket udvikledes i Afrika. Det skete på næsten samme tid, som Neandertalerne udvikledes i Europa, og mens arkaisk Homo sapiens levede i Fjernøsten.

Fra Afrika skulle nutidsmennesket så være spredt til Mellemøsten. Her stammer de ældste fund fra Mugharet es-Skhul i Carmelbjergene og Jebel Qafzeh i nærheden af Nazareth i Israel, og de er omkring 100.000 år gamle. Tilsyneladende har tidlige nutidsmennesker i Mellemøsten levet side om side med Neandertalere igennem 50.000 år. Men først for omkring 40.000 år siden bredte nutidsmennesket, Homo sapiens sapiens, sig videre til Europa. De tidligste europæiske fund af nutidsmennesket stammer fra Velica Pécina i Kroatien, Mladec og Zlaty Kun i Tjekkiet, Stetten i Tyskland og Cro Magnon i Frankrig. I Europa mødte nutidsmennesket den Neandertalbefolkning, som allerede længe havde levet her. De to arter synes imidlertid kun i meget begrænset omfang at have blandet sig med hinanden. Muligvis blev Neandertalerne udkonkurreret af de nyankomne og trængt ud i marginalområder, hvor der blev færre og færre af dem, indtil de til sidst helt uddøde.

Noter

10: Tidligere mente man, at istiden satte pludseligt ind med kvartærtidens begyndelse for ca. 2,5 millioner år siden efter en lang periode med stabilt klima, om end med faldende temperaturer. I dag ved man bl.a. fra boringer i bunden af oceanerne, at der har været istider betydeligt længere tilbage i Jordens historie, måske helt tilbage til for 35 millioner år siden. Se bl.a. Jones et al. 1992, s. 174 ff.

11: S. Björck 1996a.

12: De fund af Homo erectus, som ligger nærmest Danmark, stammer fra Bilzingsleven i Elb-Saaleområdet i Tyskland, de er kun ca. 370.000 år gamle. D. Mania 1998, s. 14 ff.

13: Særlig kendte fund er Steinheim, der ligger ved floden Murr, en biflod til Neckar, i Tyskland og Swanscombe i England. Se D. Mania 1998, s. 14 ff.

14: Teorierne om Neandertalernes rituelle liv med begravelser og offerhandlinger er stærkt omdiskuterede, se f.eks. P. Rowley-Conwy 1993b.

15: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 65.

16: Om landets udstrækning i Eem-mellemistiden se K. Strand Petersen 1985.

17: U. Møhl 1954.

18: Johansen & Stapert 1996.

19: Spørgsmålet om de ældste spor af mennesker i Danmark har igennem mange år været genstand for en undertiden heftig debat. Se bl.a. E. Jepsen 1973 og C.J. Becker 1971.

20: Der er formentlig tale om en overgangsform mellem Homo erectus og arkaisk Homo sapiens.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Indvandringen til Europa i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430732

Afsnittet Indvandringen til Europa er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet