Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den store fortælling

Oprindelig forfatter JJe

„Danmark er ved en voldsom Naturomvæltning opdukket af Havets Skjød.“ Sådan begyndte den første, store fortælling om Danmarkshistoriens ældste tider. Den blev skrevet i året 1843, og forfatteren var den unge videnskabsmand Jens Jakob Asmussen Worsaae, en af de første arkæologer i dette land. Worsaaes bog, „Danmarks Oldtid“,1 blev skrevet midt i den danske Guldalder, den tid da vi danskere begyndte at opfatte os selv som et folk. Det var kun en menneskealder efter de store nationale katastrofer: tabet af flåden i 1807, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814. En nationalfølelse var ved at blive født. Og digterne og malerne lagde pen og pensel til denne følelse. De skabte et Danmarksbillede med en historisk dybde, som blev hvermands eje generationer frem i tiden.

Læser vi videre i Worsaaes bog om Danmarks Oldtid, ser vi, hvordan han beskriver, at landets „nøgne Grusbanker efterhaanden blev dækket med Skove … først bevoxedes Landet med Eeg; derefter fremtraadte Skove af El, og endelig var alt saaledes forberedt og udviklet, at den lyse, smukke Bøg kunde sprede sine Kroner ud over Landet“. Det er som at betragte et af Guldalderens landskabsmalerier. Et billede af Johan Thomas Lundbye f.eks. Hvor det lyse danske landskab åbner sig for os med sine fine og harmoniske linjer, med spredte skovvækster i det bakkede terræn, hvor kvæget græsser på de halvåbne og kratfyldte marker – og hvor historien næsten altid er til stede, gerne i form af en gravhøj, en stendysse, eller en fjerntliggende landsbykirke.

 Af J. Th. Lundbyes illustrationer til J.J.A. Worsaaes „Danmarks Oldtid“ fra 1843.

Af J. Th. Lundbyes illustrationer til J.J.A. Worsaaes „Danmarks Oldtid“ fra 1843.

Guldalderens kunstnere og videnskabsmænd skabte deres Danmarksbillede ud fra en dyb følelse af, at noget var ved at forsvinde. „Det gamle land“, som man kalder landskabet før de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet, var på tilbagetog.2 Det havde udspillet sin rolle som landbrugsland og var ved at blive erstattet af et landskab med et ganske andet udseende. Med udflyttede bondegårde, hegnede skove og marker, som blev dyrket helt anderledes intensivt end før. Og oldtidsminderne blev nu sløjfet i tusindvis. „Bonden skulle skaane Stendyssen, naar han saa den aftegnet“, sagde Lundbye om sine fine, indtrængende billeder af landets store stengrave. Men det landskab, som i sig havde båret så stærke mindelser om oldtiden, var uigenkaldeligt ved at forsvinde. Derfor skabte Guldalderens kunstnere og videnskabsmænd i fællig en stor fortælling om folkets og landets skabelseshistorie, en fortælling som hvilede trygt i den nationalfølelse, alle danskere nu havde del i.

Annonce

I det toneleje hvilede også den næste store fortælling om vor ældste historie, som udkom i 1892. „Vor Oldtid“ hed den.3 Den var skrevet af Nationalmuseets direktør, den store videnskabsmand og arkæolog Sophus Müller. Efter det bitre nederlag til Preussen i 1864 var arkæologien blevet til en national videnskab. Den var nu en videnskab, der var „stolt over at være fremgaaet af Folkets Skød“, og hvis opgave det var, at opfylde „Folkets Trang til Selverkjendelse og dets Kjærlighed til sine Minder“, som Müller skrev det.4

Det er da heller ikke tilfældigt, at den sidste store genfortælling af danskernes ældste historie udkom i årene 1938-40, i tiden op til den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. „Danmarks Oldtid“ var titlen på det store trebindsværk, hvis forfatter var arkæologen Johannes Brøndsted. Det tredje bind, jernalderbindet, udkom efter den 9. april 1940 og skildrede, hvordan der efter en strålende og solgylden bronzealder fulgte en mørk og regnfuld epoke, jernets tid, som Brøndsted beskrev med ord som „vareknaphed og kulturnedgang“, og hvis årsager man skulle søge hos de stridbare germanske naboer i syd.

 Johannes Larsen: Stendyssen Kong Humbles Grav på Langeland, 1921.

Johannes Larsen: Stendyssen Kong Humbles Grav på Langeland, 1921.

Johannes Brøndsted skrev under stærk påvirkning af digteren Johs. V. Jensen, som bl.a. sammen med maleren Johannes Larsen havde skabt et billede af det danske bondeland, som det mytiske sted, hvor natur og historie forenedes. Igen gik videnskabsmændene, digterne og billedkunstnerne sammen om at fremmane et billede af „Det gamle land“, som i 1920'erne og 30'erne gennemgik en ny forvandling som følge af den begyndende industrialisering.

I dag er det danske landskab atter under forvandling. Hvert år bliver talrige landbrug nedlagt i den moderne stordrifts navn. Og hver dag arbejder vor tids redskaber sig dybere ned i de jordlag, som rummer sporene af landets ældste historie. Når vi gør indgreb i landskabet, er det ikke længere et enkelt hjørne af naturen, vi ændrer. Det er hele landskabet. Vi bygger motorveje og industrikvarterer. Vi forbinder kyst med kyst med broer, vi bygger nye øer, og vi sammenlægger landbrug. Vi er i færd med at skabe et nyt landskab, der har sin egen skønhed og sit eget store udsyn, og som uden grænser leder direkte ned til det europæiske kontinent – og vi er ved at lære at se på det landskab på en ny måde.

Men også vort forhold til det nationale har ændret sig. Vor selvforståelse udfordres gang på gang. Og når vore folkekære digtere i dag skildrer den danske skabelsesmyte, lyder det i al sin korthed sådan:

I begyndelsen var isen

derpå kom indvandrerne

de første jægere sydfra

5

Også i nutiden gør vi den samme erfaring som guldalderens og nationalromantikkens mennesker: De rammer, der tidligere omgav vor tilværelse som nation, er ved at forvandles. Og vi begynder at forstå, at Historien ligner den menneskelige erindring: Den udvælger og forarbejder bestandig nye temaer, samtidig med at den er udtryk for noget bestandigt svindende. Vi ser, hvordan den historiske erindring i stigende grad slettes fra landskabet. Hvordan vi med den moderne teknologi er nået ned i de dybeste lag af landskabets erindring, og hvordan de svage spor fra oldtiden nu oftest kun tegner sig som mørkfarvede skygger under pløjelaget i det lyse undergrundssand.

Ligesom i 1800-tallet og i 1900-tallet er der også i dag mange mennesker, hvem det ligger på sinde at bevare landskabets erindring. Det er en naturlig følge af den globalisering af vor civilisation, som vi alle er vidne til her ved begyndelsen af det 21. århundrede. Der er ikke tvivl om, at der i mange mennesker i vor tid findes en dyb længsel efter at bevare evnen til at se og fornemme alt det, som vor civilisation endnu ikke har kontrol over. Det gælder både naturens mangfoldighed og de spor, mennesket som kulturvæsen igennem årtusinderne har efterladt i netop naturen. Mange oplever det som en kamp imod en kulturel forarmelse. For ligesom der i naturbevarelsen ligger en kamp imod den indskrænkning af den biologiske mangfoldighed, der giver sig udtryk i udslettelsen af arter – ligesådan ligger der også i studiet af menneskets historie en kamp for at bevare den kulturelle mangfoldighed.

 Et nyt element i det danske landskab. Storebæltsbroen, færdigbygget 1998.

Et nyt element i det danske landskab. Storebæltsbroen, færdigbygget 1998.

Det er en kamp, der opfordrer til fantasi og kreativitet. Derfor har man også i den seneste menneskealder set arkæologien udvikle sig til at være et særfag i den humanistiske klasse, som kan engagere både læg og lærd. Og arkæologien er på samme tid blevet til en videnskab, der har forgreninger langt ind i flertallet af de naturvidenskabelige discipliner. Man kan i dag ikke studere oldtidshistoriens mennesker uden et omfattende kendskab til geologiske og miljøhistoriske forhold. Det kræver dyb indsigt i fortidens flora og fauna, i fangststrategier og domesticeringsprocesser – og det nødvendiggør indsigt i bl.a. geologi, kvartærbiologi, osteologi, zoologi, etologi og biologi. Og samtidig har man erkendt, at oldtidens samfund heller ikke kan studeres uden et indgående kendskab til samfundsvidenskaberne, først og fremmest socialantropologien. Dertil kommer at arkæologien næsten altid må analysere sine kilder laborativt med naturvidenskabelige metoder af forskellig slags, fra radioaktivt kulstof 14 til DNA-analyser af skeletter. Det vil sige, at kemi, fysik, og molekylærbiologi også er centrale dele af den arkæologiske tolkning.

Arkæologien er blevet til en universalvidenskab, der studerer alle aspekter af den menneskelige udvikling. Og i overensstemmelse hermed, er det også i dag arkæologens rolle at være koordinator og fortolker af meget store, kombinerede datamængder. Kun på den måde kan han eller hun skabe den store fortælling, dvs. den tværvidenskabelige syntese, som er fagets mål. Den moderne arkæologi er blevet en videnskab, der kan skabe en vision om menneskets mangfoldighed. Og den kan give vor lokale historie perspektiv ved at sætte den ind i den store sammenhæng, som omfatter menneskets samlede udviklingshistore.

Noter

1: Dens fulde titel var „Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie“, udgivet i København 1843 af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug. Bogen udkom i et for datiden usædvanligt stort oplag, 7000 eksemplarer, se J. Jensen 1992, s. 208 ff.

2: H. Mathiesen 1942.

3: Bogen udkom i hefteform på Det Nordiske Forlag i København og dannede på sin vis en indledning til den „Danmarks Riges Historie“, som i de samme år var under udgivelse ved historikerne Joh. Steenstrup, Kr. Erslev, A. D. Jørgensen m.fl.

4: S. Muller 1897, s. 702.

5: Benny Andersen: Denne kommen og gåen. Digte – prosadigte – prosa. København 1993.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Den store fortælling i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430730

Afsnittet Den store fortælling er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet