Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De første skridt

Oprindelig forfatter JJe

Den lange fortælling om menneskets vej ind i historien begynder i Afrika for henved fem millioner år siden. At studere den historie er som at kigge ned i den historiens brønd, som forfatteren Thomas Mann skildrede i begyndelsen til sin roman „Josef og hans brødre“, en fortælling om vor civilisations ældste myter. „Dyb er fortidens brønd“, skriver han. „Måske burde man kalde den uudgrundelig … jo dybere man graver, jo længere man trænger og famler sig ned i det forgangnes underverden, så viser det menneskeliges begyndelsesgrunde, dets historie, dets civilisation sig ikke at være til at lodde, og vort lod, om vi så giver det nok så eventyrlig tidslængde, viger stadig på ny og længere tilbage i det bundløse … For med vor forskeriver driver det uudforskede en slags drillende leg: det byder den skinholdepunkter og vejmål, bag hvilke der, når de er nået, åbner sig nye fortidsstrækninger.“6

Dybt dernede i fortiden kan vi med vort lod måle, hvordan vi for omkring 5 millioner år siden skiltes fra vore nærmeste slægtninge, menneskeaberne. Nærmest blandt vore slægtninge var chimpanserne; det har molekylærgenetiske undersøgelser fastslået. Den hidtil ældst kendte art blandt de tidlige menneskelignende væsener, Ardipithecus ramidus, var da også et chimpanselignende væsen, som imidlertid både gik og løb på to ben i mere udstrakt grad end chimpansen. De ældste fund af Ardipithecus ramidus, som endnu er fremdraget, stammer fra Aramis i Awash-området i Etiopien og er 4,4 millioner år gamle.7 Noget tilfælde er det ikke, at disse første spor af menneskelignende væsener blev fundet i Afrika. For det var efter alt at dømme på det afrikanske kontinent, under tropiske forhold, at den skabning opstod, som i de følgende årmillioner skulle underlægge sig jordkloden.

 Skelettet af „Lucy“, Australopithecus afarensis (th), sammenstillet med skelettet af en nutidig kvinde (tv).

Skelettet af „Lucy“, Australopithecus afarensis (th), sammenstillet med skelettet af en nutidig kvinde (tv).

For 4 millioner år siden fulgte så det næste trin i udviklingen, slægten Australopithecus opstod. „Australo“ betyder sydlig, og „pithecus“ betyder abe, og der hersker da også betydelig uenighed om, hvordan man skal forstå forholdet mellem „de sydlige aber“ og slægten „Homo“, hvis navn betyder menneske. Den hidtil ældste art inden for slægten Australopithecus er Australopithecus anamensis, der levede for ca. 4,1-3,9 millioner år siden. Det var et væsen, som kunne færdes på to ben, men som havde et lille hoved med abelignende ansigtstræk. Man har fundet rester af det i det nordlige Kenya.

Annonce

Lidt yngre, men hørende til samme slægt, er arten Australopithecus afarensis, som levede for 4-3 millioner år siden. Det var et væsen, som kun vejede mellem 25 og 50 kg. Det havde en hjerne på størrelse med en chimpanses, og dets mentale færdigheder lå nok på samme niveau, men gangen var oprejst på to ben. Størst berømmelse har Australopithecus afarensis fået gennem fundet af kvindeskelettet „Lucy“, som blandt palæoantropologerne også bærer det mere nøgterne navn AL 288-I, og som blev fundet ved Hadar i Etiopien. Hun var kun 120 cm høj.

Det var Lucys artsfællers fodspor, man i 1978 fandt i Laetoli i Tanzania.8 De var afsat i asken fra vulkanen Sadiman. En askebyge var faldet over det landskab, der omgav vulkanen. Det var i begyndelsen af regntiden, og en regnbyge gjorde asken modtagelig for aftryk. Da nogle menneskelignende væsener kort tid efter passerede igennem området, tegnedes deres fodspor klart i den fugtige aske. Der var tre individer, det ene af dem var et barn, og deres fodspor var næsten ikke til at skelne fra nutidsmenneskenes. Snart dækkedes sporene af mere aske, forsteningsprocessen gik langsomt i gang. Det skete for ca. 3,6 millioner år siden, og her ser man for første gang mennesket undervejs på dets vandring ind i historien.

 3,6 millioner år gamle er disse fodspor af menneskelignende væsener. De er bevarede i den forstenede aske fra vulkanen Sadiman i Tanzania. Der er to sæt spor. Det mindste ses til venstre. Det andet er dannet af to individer, hvoraf det ene har sat sine fødder i sporene fra det andet.

3,6 millioner år gamle er disse fodspor af menneskelignende væsener. De er bevarede i den forstenede aske fra vulkanen Sadiman i Tanzania. Der er to sæt spor. Det mindste ses til venstre. Det andet er dannet af to individer, hvoraf det ene har sat sine fødder i sporene fra det andet.

Det næste trin fremad i udviklingen af hominiderne er arten Australopithecus africanus. Den er kendt fra en række sydafrikanske fundsteder, men er også fundet i Østafrika. Australopithecus africanus er ikke meget forskellig fra sine forgængere, hjørnetænderne er mindre, hjernen lidt større, men det er formentlig på dette trin af udviklingen, for omkring 2,5 millioner år siden, at slægten Homo skiller sig ud fra Australopithecinerne. De sidste fortsætter ad egne veje, men ender i en blindgyde. Slægten uddør for lidt over en million år siden, måske udkonkurreret af Homo-slægten, hvis ældste arter er Homo rudolfensis og Homo habilis. Disse nye arter dukker op for omkring 2,5 millioner år siden og bærer stadig mange af Australopithecinernes træk. Derfor har spørgsmålet været rejst, om de i det hele taget bør være medlemmer af slægten Homo?

Det spørgsmål skal vi ikke besvare her, blot nævne, at det første fuldgyldige medlem af slægten bærer navnet Homo erectus og kendes fra fund i Afrika, der er mindst 1,5 millioner år gamle.9 Navnet betyder „det oprejste menneske“, men oprejst gang var nu ikke noget specielt for Homo erectus. I flere millioner år havde hominiderne allerede været i stand til at færdes oprejst. Homo erectus havde mange menneskelignende fysiske træk, men hjernen var stadig forholdsvis lille, ca. 900 c mod nutidsmenneskets gennemsnitlig 1400 c. Homo erectus kunne næppe heller tale og udvikle sprog i menneskelig forstand. Ikke desto mindre var de de bedste jægere blandt samtlige hominider. De brugte ild og fremstillede groft tilhuggede stenredskaber, der kunne bruges både til slagtning, til at grave i jord og til at hugge i træ.

Fremkomsten af Homo erectus var et afgørende skridt i hominidernes udvikling. For menneskelinjen havde nu nået et stadium, hvor artens evolutionære fremdrift havde skabt et usædvanligt dyr med en stadig voksende evne til at gribe ind i omgivelserne og med en livsform, som favoriserede dets videre spredning. Nu begyndte udvandringen fra Afrika. For omkring 1,5 millioner år siden nåede Homo erectus frem til Fjernøsten. Det skete formentlig kort efter, at de var udviklet i Afrika. En rum tid derefter skete også udvandringen til Europa. Det blev begyndelsen til menneskets historie på det kontinent, som også Danmark er en del af.

 Udvandringen fra Afrika. Menneskearten Homo erectus' spredning ud over verden.

Udvandringen fra Afrika. Menneskearten Homo erectus' spredning ud over verden.

På det tidspunkt havde menneskeheden allerede taget nogle af de afgørende skridt, der skulle præge dets videre færd frem gennem Historien. I løbet af et par millioner år var størrelsen af menneskets hjerne blevet næsten fordoblet. Mennesket var begyndt at anvende redskaber og havde taget ilden i brug. Og det havde udviklet en livsform, der var baseret på en organiseret indsamling af dyre- og planteføde. Det må igen have forudsat en deling af føden, og derved var kimen lagt til komplicerede, sociale adfærdsformer.

Med denne ballast forlod grupper af Homo erectus Afrika. Rustet til at leve som jægere og samlere i områder, hvor omgivelserne var mindre gunstige end i menneskets tropiske fødested, hvor det for første gang oplevede betydelige sæsonsvingninger i klimaet, og hvor istiderne undertiden lagde store dele af det nordlige kontinent øde. Under disse vilkår begyndte, for knap 1 million år siden, Europas oldtidshistorie.

Noter

6: Thomas Mann: Josef og hans brødre, bd. 1. Gyldendal 1991.

7: For den følgende fremstilling kan generelt henvises til S. Jones et al. 1992 samt, på dansk, P.K.A. Jensen 1996.

8: Jones et al. 1992, s. 325.

9: En forløber for Homo erectus kaldes Homo ergaster.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De første skridt i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430731

Afsnittet De første skridt er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet