Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pottemagerens kunst

Oprindelig forfatter JJe

Men lad os vende tilbage til stenalderbøndernes helårspladser og se på nogle af de dagligdags gøremål, man udførte der. Pottemageriet f.eks. Det var et håndværk, som formentlig blev udøvet af kvinder, som det er tilfældet i de fleste lavtekniske samfund, vi kender i dag. På bondestenalderens bopladser havde man allerede længe fremstillet keramik, og pottemagerne var dybt fortrolige med deres håndværk og råmaterialet: ler.76

Godt pottemagerler gravede man som regel frem i aflejringer ved bredderne af indlandets vandløb. Men man måtte tilberede leret omhyggeligt for at gøre det modstandsdygtigt over for den voldsomme varme, det blev udsat for, når krukken blev sat på ildstedet. Det gjorde man ved at magre det rå ler med knust og brændt granit, som man fik fra de ildskørnede kogesten, der lå overalt på bopladsen. Granitkornene var normalt mellem 3-6 mm store, man kan undertiden se dem i overfladen af lerkarret.

Når pottemagersken formgav lerkarret, byggede hun det op af tynde lerpølser, som blev føjet sammen på skrå. Begyndelsen blev lagt med en lerskive, på hvis kant en første lerpølse blev fastgjort. Så føjede hun en ny pølse til på indersiden, og blev ved hermed, indtil hun nåede midten af karret. Så blev karret tørret, og derefter blev overdelen lavet. Pottemagersken føjede nu lerpølserne til udvendig på karret. At det foregik sådan, kan man se ved at betragte et af bondestenalderens lerkarskår i tværsnit.

Annonce

Nu blev overfladen glattet, så magringskornene ikke stak ud. Derefter gik man over til dekorationen. Den bestod først og fremmest af indstemplede mønstre, som undertiden blev fyldt ud med hvid fyldmasse. Stempelaftrykkene blev lavet med en lille pind, en muslingeskal eller en knogle, men også fingerneglene kunne tages i brug. Man brugte også tit snor af plantefibre til de indstemplede mønstre.

Der er næppe tvivl om, at de komplicerede mønstre havde en bestemt betydning. Formentlig blev nogle lerkar fremstillet til brug ved bestemte begivenheder som f.eks. begravelse, fødsel, indvielse i voksenalderen osv. Andre var derimod til helt profan brug og blev ikke dekoreret. Det er, som om man med tiden lægger mere og mere symbolsk indhold i lerkarrenes dekoration – og også deres form. Nogle af dem, f.eks. høje, frugtskållignende karformer, blev udelukkende fremstillet til de offerceremonier, der foregik uden for gravene.

Nu var lerkarret klar til brændingen. Hvordan den foregik, ved vi ikke med sikkerhed, kun at den skete ved temperaturer mellem 500 og 700 grader. Formentlig var brændingen ret kortvarig, og den foregik næppe i en ovn eller en mile, men derimod ved brug af åben ild.77 Det er også sandsynligt, at man kun brændte keramik om sommeren. Det var nemlig vigtigt, at jorden på brændingsstedet var helt tør.

 Lerkartyper fra landbrugets første udviklingsfase.

Lerkartyper fra landbrugets første udviklingsfase.

De mange forskellige karformer og deres dekoration havde en både praktisk og symbolsk betydning for bondestenalderens mennesker. Men for arkæologien har lerkarrene endnu en betydning: de er, som vi allerede har set, et af de vigtigste hjælpemidler til at tidsbestemme de arkæologiske fund. Gennem stenalderens mange århundreder skiftede lerkarrenes form og deres dekorationer mange gange. Man kan inddele dem i et antal stilfaser af kortere eller længere varighed, og gennem disse stilfaser kan vi følge den udvikling, bondestenalderens samfund gennemgik fra begyndelsen af det 4. årtusinde og ind i det 3. årtusinde f.Kr. (se skemaet på side 271).

Vi har allerede set, hvordan udviklingen af bondesamfundene foregik i tre hovedfaser. Den første strakte sig fra omkring 4000 f.Kr. til ca. 3500 f.Kr. Det var i den fase, at landbruget fik sit første fodfæste i Danmark. Den næste fase fulgte i tiden efter ca. 3500 f.Kr. og varede ved til omkring 3100 f.Kr. Det var i den periode, at de store stengrave og de store, fælles samlingsanlæg blev opført. I den tid spillede keramikken en vigtig rolle i de mangfoldige ritualer, som man udførte i forbindelse med forfædrekulten. Det var keramikkens blomstringstid, ingensinde senere i oldtiden nåede pottemagerhåndværket et så fornemt kunstnerisk stade. Så fulgte den tredje og sidste fase, som strakte sig fra omkring 3100 f.Kr. til ca. 2800 f.Kr. Det var de århundreder, hvor de meget store bopladser opstod, men hvor man ophørte med at bygge de store stengrave og de fælles samlingsanlæg, og hvor man efterhånden ophørte med at udføre mange af de ritualer, man tidligere havde brugt så mange kræfter på. Keramikken spillede nu en stadig mindre rolle i kulten, men i dagliglivet var den naturligvis stadig betydningsfuld. Den overdådige dekoration af lerkarrene aftog nu, og i stedet fremstillede man mere simple og funktionelle former.

Som vi allerede har set, var den almindeligste slags lerkar i landbrugets første udviklingsfase simple krukker med en tragtformet hals.78 De dukker op over hele landet, inklusive Bornholm, på samme tid.79 Disse såkaldte tragtbægre kunne optræde i mange forskellige udformninger, med både lav og høj hals og mere eller mindre rundet bug. De ældste af dem havde en vis lighed med den keramik, som jæger-fiskerfolkene havde anvendt.80 Men bøndernes lerkar fik dog meget snart deres eget præg, og blev i øvrigt også lavet i en egen teknik.81 Overgangen mellem den tragtformede hals og bugen kunne enten være blød eller skarp, og bugen kunne være mere eller mindre rundet. Ud over tragtbægrene fremstillede man også såkaldte øskenbægre, øskenflasker og øskenkrukker, dvs. lerkar, som havde små, runde øskener på bugens overdel. Af skåle fremstillede man to typer: den ene med hals, den anden uden en sådan. Var der en hals, var den ofte tynd og udsvajet. Til dette enkle udvalg af former føjede sig endvidere såkaldte kraveflasker, dvs. små, ofte kuglerunde kar med en snæver, høj hals, hvorpå der var anbragt en vandret lerskive til støtte for fingrene, når man fattede om karhalsen.82 Endelig fremstillede man også nogle simple og flade lerskiver, som formentlig blev brugt som bageplader.83

Helt fra agerbrugets tidligste begyndelse kan man se forskelle i pottemagernes produkter, alt efter om keramikken var fremstillet i de østlige eller de vestlige egne af landet.84 Forskellene i navnlig lerkarrenes dekoration skyldtes formentlig, at pottemagerne fik deres inspiration fra to forskellige egne i lavlandsområderne umiddelbart syd for Danmark. I Østdanmark kom den fortrinsvis fra områder i det nuværende Polen, i Vestdanmark kom inspirationen især fra det nordvesttyske område.

I Østdanmark var dekorationen ganske enkel og fandtes gerne i en zone lige under randen. Den bestod af simple negleindtryk eller af indstik, som man lavede med en pind eller en tynd rørknogle. Med tiden blev det imidlertid almindeligt at anbringe en lodret afstribning på den øverste del af karrets bug. Striberne var enten enkle furer, eller de blev lavet som aftryk i det endnu bløde ler, før karret blev brændt. I Midt- og Nordjylland lod man derimod ornamenterne brede sig over hele karrets overflade, med skiftevis lodrette og vandrette mønsterbånd. Nogle kar kunne være rigt dekorerede med zoneopdelte, fladedækkende furestik- og stempelornamenter. Ofte brugte man den samme dekoration på karrets hals og underdel.

 Øskenkrukke udført i den såkaldte Virumstil, karakteristisk for de østlige dele af Danmark. Skuerup Mose, Stenlille sogn.

Øskenkrukke udført i den såkaldte Virumstil, karakteristisk for de østlige dele af Danmark. Skuerup Mose, Stenlille sogn.

I den næste fase af udviklingen, som indledtes omkring 3500-3400 f.Kr., begyndte en opblomstring af pottemagerhåndværket. Det hang sammen med, at keramikken nu i stigende grad indgik i de mangeartede ritualer, man udførte ved forfædrenes grave, og som vi senere skal høre meget mere om. I de første 2-300 år, frem til omkring 3350 f.Kr., forsvandt nogle af de regionale særtræk, som tidligere havde præget håndværket. Men nye lokale traditioner udviklede sig.85 I de østlige dele af landet var der én stil, som var fremherskende, man kalder den Virum-stilen. I de sydvestlige dele var der en anden stil, Fuchsberg-stilen. Og endelig var der i Nordjylland en tredje keramikstil, Volling-stilen, som i noget højere grad end de to andre stilarter byggede på traditionerne fra tidligere århundreder.

Virum-stilen finder man på de danske øer.86 I disse egne fremstillede pottemagerne øskenkrukker, øskenbægre og skåle, som var rigt dekoreret med indtryk af tosnoet og beviklet snor. Dekorationen var tit opdelt i bånd, som var udfyldt med tværstillede og vinkelstillede indtryk. Man foretrak ornamenter af vandrette eller lodrette linjer, af vinkellinjer, hængende trekanter, vandrette felter af lodrette linjer og lodrette felter af vandrette linjer samt lodrette, plastiske lister.87 I nogle tilfælde kunne man også lave koncentriske hængende buer dannet af 6-8 linjer under randen af karret.88 Som regel var dekorationen udført i beviklet snor, men man brugte også finger- og negleindtryk samt buestik.

 Tragtbægre udført i den såkaldte Virumstil, karakteristisk for de østlige dele af Danmark. Tv. Humblemosen, Slemminge sogn, th. Maglelyng, Stenmagle sogn.

Tragtbægre udført i den såkaldte Virumstil, karakteristisk for de østlige dele af Danmark. Tv. Humblemosen, Slemminge sogn, th. Maglelyng, Stenmagle sogn.

I det sydvestlige Danmark fandtes en anden keramikstil. Man kalder den Fuchsberg-stilen, og den var tydeligt påvirket af forbilleder i Slesvig-Holsten.89 I de egne af landet, hvor Fuchsberg-stilen var den fremherskende, var pottemagerens repertoire af former stadig meget præget af traditionen fra tidligere århundreder.90 Man fremstillede tragtbægre, skåle, øskenbægre, øskenkrukker, kraveflasker og lerskiver. Karrenes sider, navnlig skålene og øskenbægrene, dekorerede man med mønstre af fladedækkende vinkelbånd, udfyldt med vandrette snoreindtryk.91 Udfyldningen kunne være udført i beviklet snor, som var langt det almindeligste, men den kunne også laves med indtryk af hjertemusling, med indridsede linjer, eller såkaldte mejselstik. Mange af lerkarrene havde randornamenter i form af en vandret række af lodretstillede indtryk i beviklet snor. Var der tale om tragtbægre, bestod bugornamentikken næsten udelukkende af lodret afstribning, hovedsagelig indridset, men også af beviklet og tosnoet snor. Afstribningen kunne enten være opdelt i bundter, eller den fortsatte kontinuerligt rundt om hele karret.

 Skåle udført i den såkaldte Fuchsberg-stil, fra samlingsanlægget Toftum i Østjylland.

Skåle udført i den såkaldte Fuchsberg-stil, fra samlingsanlægget Toftum i Østjylland.

I Nordjylland arbejdede pottemagerne med en helt særegen stil, Volling-stilen.92 Her var de foretrukne karformer tragtbægre, øskenbægre og kraveflasker, de sidste blev undertiden dekoreret med plastiske lister. Men det, som frem for alt karakteriserede pottemagerens produkter, var en fladedækkende ornamentik udført i alle mulige former for pindstik.93 På tragtbægrene lavede man ofte en lodret, bundtopdelt afstribning af bugen, indridset eller i tosnoet snor. Ved randen anbragte man mønstre af tosnoet snor, indridsede linjer og mejselstempler. De fladedækkende bugmønstre bestod af indridsede linjer eller linjer i tosnoet snor. Et fremherskende ornament var vandrette linjer i tosnoet snor overskåret af grupper af korte lodrette indridsede linjer eller furestiklinjer. Herover anbragte man krydsende indtryk i tosnoet snor samt en særlig karakteristisk vandret vinkelrække „sildebensmønster“. Den nordjyske stil var meget markant og påvirkede også pottemagere på Sjælland.

I tiden omkring 3200 f.Kr. nåede pottemagerkunsten sin kulmination med et antal forskellige og meget raffinerede stilarter, hver med deres geografiske udbredelse. På øerne udviklede der sig den såkaldte Troldebjerg-stil, som efterfulgtes af en Klintebakke-stil.94 Karformerne var i det store og hele ens i de to perioder, de vigtigste forskelle lå i dekorationen. I Nordjylland havde man også sin helt egen keramikstil,95 og det samme gjaldt i Sydjylland.96

 Øskenbægre og kraveflaske udført i den såkaldte Vollingstil, karakteristisk for de nordlige dele af Jylland. Fundet i en grav under flad mark på Ravning Mark, Bredsted sogn

Øskenbægre og kraveflaske udført i den såkaldte Vollingstil, karakteristisk for de nordlige dele af Jylland. Fundet i en grav under flad mark på Ravning Mark, Bredsted sogn

I Østdanmark arbejdede pottemagerne fortsat med traditionsrige former som f.eks. tragtbægrene. Men der kom nu helt nye former til, bl.a. de såkaldte fodskåle med tilhørende rigt dekorerede skeer, herligt dekorerede skåle og skulderkar. Ingensinde tidligere havde man ofret så megen omhu på dekorationen af lerkarrene, og aldrig før havde man udvist så megen opfindsomhed, når det gjaldt motiverne. Man lavede mønstre med kanten af hjertemuslinger, man brugte alle mulige slags stempler, f.eks. tynde fugleknogler og kanten af fisks gællelåg. Og man brugte skraveringer og aftryk af forskellige former for snor, både snoet og beviklet snor.

I begyndelsen af perioden, i Troldebjerg-stilens tid, fremstillede man endnu først og fremmest bægre og skåle med tragtformet hals.97 Hertil kom, men endnu ikke i særlig stort omfang, nye former som fodskåle, lerskeer og skulderkar. Tragtbægrene var under randen oftest dekoreret med et horisontalt bånd af lodrette streger, et horisontalt zigzagmønster eller en kombination af de to. Man kunne også udsmykke med rækker af små gruber, snoraftryk, bølgelinjer eller hængende halvbuer. Bugen var så til gengæld udsmykket med indridsede, lodrette linjer, enten i et sammenhængende mønster eller arrangeret i grupper.98

 Fodskål udført i den såkaldte Troldebjerg-stil. Fundet i Lille Knapstrup Mose ved Sdr. Jernløse, Sjælland.

Fodskål udført i den såkaldte Troldebjerg-stil. Fundet i Lille Knapstrup Mose ved Sdr. Jernløse, Sjælland.

 Lerskeer af den type, som ofte findes sammen med fodskålene. Fundet i jættestuen Grønhøj ved Horsens.

Lerskeer af den type, som ofte findes sammen med fodskålene. Fundet i jættestuen Grønhøj ved Horsens.

De fleste af skålene havde en jævnt svungen side og to horisontale, gennemborede øreknopper. Halsen var tit klart markeret i forhold til skulderen, en opdeling der yderligere støttedes af dekorationen. Troldebjerg-skåle er navnet på disse kar, og det var dem, der fik den mest udførlige dekoration. Under randen var de udsmykket med horisontale bånd, mens resten af karret var dekoreret med lodrette, udfyldte zoner, som gik helt ned til bunden, og som var udført i stempelteknik med bl.a. hjertemuslinger eller beviklet tråd. Fodskåle var på den tid endnu ikke så almindelige. Når de forekom, var de gerne dekoreret med horisontale zigzagmotiver.

På et lidt mere fremskredent tidspunkt kom Klintebakke-stilen i brug.99 Den fik især sin blomstring på Langeland, Fyn og Sjælland.100 Keramikformerne var stort set de samme som tidligere, men nye var kommet til, bl.a. skulderkar. Troldebjergskåle, fodskåle og skeer var former, som man ofrede særlig stor omhu på, og dekorationen var af en endnu finere kvalitet end tidligere. Den fulgte nøje karrenes form, og pottemageren holdt omhyggeligt de enkelte mønsterformer for sig i hver sin zone. Også tragtbægrene fik en fornem udformning. De blev dekoreret under randen med små gruber, horisontale zigzaglinjer eller andre, mere komplicerede mønstre.101 Halsen var høj og udsvungen, og formgivningen i det hele taget meget elegant.

 Udvalg af pragtkar udført i den såkaldte Klintebakkestil. Fundet dels på samlingsanlægget Sarup II (1-2), dels i megalitgrave i Sarupområdet (3-4).

Udvalg af pragtkar udført i den såkaldte Klintebakkestil. Fundet dels på samlingsanlægget Sarup II (1-2), dels i megalitgrave i Sarupområdet (3-4).

Nogle af de fornemst udførte tragtbægre kalder man ligefrem „pragtbægre“, de spillede formentlig en ganske særlig rolle i de religiøse ceremonier.102 Pragtbægrene blev fremstillet ikke blot i Syddanmark, men også i et stort område syd for Østersøen fra Rügen til Niedersachsen og helt over til det nordøstligste Holland. Overalt blev de udført med en raffineret, fladedækkende ornamentik, som svarede til den, der prydede Troldebjergskålene. Og de blev brugt ved alle mulige ritualer, både ved ceremonierne ved de store stengrave og ved de ofringer, man foretog på de store samlingsanlæg.103 Hvilken betydning, de havde i ritualerne, kan være vanskeligt at udrede. Men det kan ikke udelukkes, at dekorationen har fortalt noget om, hvilke grupper i samfundet deres ejere tilhørte.

En tilsvarende kultisk betydning havde formentlig også de mærkelige fodskåle med hul fod og tilhørende lerskeer, som var i brug i både Danmark, Slesvig-Holsten og i Skåne.104 De tidligste er dekoreret i Troldebjerg-stil, men fodskåle dekoreret i Klintebakke-stil er langt de almindeligste. Overdelen og underdelen blev fremstillet hver for sig, på det færdige kar var de forbundet med to brede, båndformede hanke. Dekorationen var fladedækkende og bestod af horisontale linjer i buestik eller rhombeformede mønstre udført i diverse stempelteknikker. Til fodskålene hørte nogle ejendommelige, cirkulære skeer med en dølle, hvori der må have siddet et træhåndtag. Man kunne finde paralleller til disse mærkelige offerkar og de tilhørende skeer blandt de centraleuropæiske bondefolk, som også brugte dem i gravkulten. Og når vi finder karrene herhjemme, er de udtryk for, at der var forbindelser mellem stammesamfundene i retning mod Vestungarn, Østalperne og den nordvestlige del af Balkanhalvøen,105 forbindelser som omtrent på samme tid også bragte det første metal til Nordeuropa, som vi senere skal høre om.

 Skålen fra Skarpsalling i Himmerland.

Skålen fra Skarpsalling i Himmerland.

I Jylland fremstillede pottemagerne i tiden efter ca. 3200 f.Kr. en keramik, der havde mange ligheder med keramikken på øerne.106 Alligevel var der mange lokale særtræk, som satte den jyske keramik i en klasse for sig. Der blev dog fremstillet mange lerkar, hvis stil nøje svarede til Troldebjerg-stilen på øerne.107 Et af de fineste eksempler er skålen fra Skarpsalling i Himmerland, måske det smukkeste stykke keramik fra Europas stenalder. Den enkelt formede skål er udsmykket med en raffineret dekoration, hvis virkning beror på, at karrets overflade så harmonisk er opdelt i udfyldte og blanke felter. På halsen er brugt en enkel, lodret skravering og krydsskravering. På bugen er der derimod trekanter og smalle lodrette bånd, som er udfyldt med mønstre lavet med kanten af en hjertemusling. Imellem de lodrette bånd er der en smal zone, som er kantet af små mønstre lavet med en rørknogle. En så varieret og stilistisk sikker dekoration finder man kun på keramikken fra denne periode.

 Rigt dekorerede tragtbægre med høj udsvajet hals. Fundet nedsat som moseofre i 1: Hesselbjerg, 2: Høbjerg Hegn, 3: Sørbylille, 4: Roskilde Fjord, 5: Hjørlunde, alle på Sjælland.

Rigt dekorerede tragtbægre med høj udsvajet hals. Fundet nedsat som moseofre i 1: Hesselbjerg, 2: Høbjerg Hegn, 3: Sørbylille, 4: Roskilde Fjord, 5: Hjørlunde, alle på Sjælland.

Lige så stilsikker, om end med en helt anden virkning, er udførelsen af det samtidige skulderkar fra jættestuen Hagebrogård.108 Hele overdelen er dekoreret med horisontale, omløbende mønstre. På skulderen veksler lodrette felter med vandrette zigzaglinjer. Den kantede formgivning, den strenge dekoration og de to båndformede ører fra randen til skulderen giver lerkarret et helt andet djærvt præg end det forfinede Skarpsalling-kar.

Spændvidden af den jyske keramik fra denne tid er stor, og lerkarrene lader sig ikke altid indpasse i de to stilarter, som dominerede det samtidige pottemagerhåndværk på øerne. Selve lerkarrenes former er dog for en stor del de samme som i den øvrige del af landet. Almindeligst er tragtbægre, men også fodskåle, skulderkar og såkaldte Troldebjergskåle gør sig stærkt gældende. Men dekorationen har mange lokale særtræk. De kommer specielt til syne i den sydjyske keramik.109 Her synes den ældste keramik fra perioden kun i meget ringe grad at rumme træk, som svarer til Troldebjerg-keramikken. I stedet er det, som om gamle stiltræk fra Fuchsberg-stilens tid lever videre i lerkarrenes dekoration. Dekorative elementer fra Klintebakke-stilen er derimod mere almindelige i Sydjylland. Som helhed hører keramikken fra denne periode af bondestenalderen til det fornemste og mest komplekse kunsthåndværk, vi kender fra oldtiden.

 Lerkar fra jættestuen Hagebrogård i Nordjylland.

Lerkar fra jættestuen Hagebrogård i Nordjylland.

I tiden omkring 3100 f.Kr. begyndte den store keramiske udfoldelse langsomt at aftage. Bondekulturen var på vej ind i en ny udviklingsfase, hvor der ikke længere blev lagt så stor vægt på de kultiske aktiviteter. Den stil, som pottemagerne nu arbejdede i, kalder man Blandebjerg-stilen, opkaldt efter et langelandsk bopladsfund.110

På øerne i Østdanmark fremstillede pottemagerne ikke blot gamle og velkendte, men også nye former. Det var især skulderskåle og skulderkopper, alle dekoreret med en karakteristisk vinkelornamentik. Nogle former var langsomt ved at gå ud af brug. Det gjaldt f.eks. tragtbægre, åbne skåle og fodskåle. Til gengæld opstod nye karformer, f.eks. hængekar med skulder. Det var indtil 20 cm høje kar med en konisk hals af samme højde som bugen og med øskener enten ved randen eller skulderen. De store husholdningskar ændrede også form. Tidligere havde man mest brugt tragtbægre. De afløstes nu af dobbeltkoniske forrådskar,111 som enten var ganske enkelt dekorerede eller var helt uden ornamentik.

 Keramik i Blandebjergstil. Nr. 9 er fundet i Trustrup på Djursland, de øvrige på samlingspladsen Sarup III på Sydvestfyn.

Keramik i Blandebjergstil. Nr. 9 er fundet i Trustrup på Djursland, de øvrige på samlingspladsen Sarup III på Sydvestfyn.

 Skulderkar i Blandebjergstil fundet i Mogenstrup ved Randers.

Skulderkar i Blandebjergstil fundet i Mogenstrup ved Randers.

I Jylland arbejdede pottemagerne med de samme former som på øerne. Men der var også udtalte forskelle. De fremstillede skulderskåle og tragtbægre. De sidste var dog også her ved at blive mindre almindelige. Til gengæld holdt man i Jylland mere fast ved visse gamle former som f.eks. fodskåle, der ofte var dekoreret med udfyldte rhombemønstre. Som en ny form dukkede også hængekarret op. Hen imod slutningen af perioden opstod der i Nordjylland en særlig keramikstil, Ferslev-stilen, som imidlertid først fik sin blomstringstid i den efterfølgende fase.112 Den var præget af brugen af en dekorationsteknik, tandstok, som hidtil kun sjældent havde været brugt. Det sydvestlige hjørne af halvøen havde også sin egen individualitet, ganske som det havde været tilfældet i den forudgående periode.113 Her fremstillede man stadig i stort omfang fodskåle og tragtbægre samt hængekar.

Over hele landet var den keramiske kreativitet stadig meget stor. Men det var ikke længere helt så mange af lerkarrene, der blev dekoreret. Der var heller ikke længere den samme klare overensstemmelse mellem karrenes dekoration og form. Dekorationen blev efterhånden mindre fladedækkende. Til gengæld brugtes de enkelte motiver mere frit. Man tilstræbte især en kontrast mellem de dekorerede og de udekorerede partier af karret. Teknikken bestod mest i brug af tandstok og dybt indskårne linjer, som ofte dannede omløbende zigzagmønstre. Derimod var brugen af hjertemusling og forskellige former for snoreindtryk ikke så almindelig som tidligere. Særligt fine produkter fra pottemagerens hånd var skulderkarrene. Her bestod randdekorationen ofte af omløbende zigzaglinjer, og under dem anbragte man grupper af lodrette linjer, mens man udsmykkede karrets skulder med trekantmotiver.

 Keramik i Bundsø/Lindø-stil fundet i 1: Hyldehøj. 2: Kyndeløse. 3: Neble. 4: Kattrup. 5: Munkebo. 6: Kattrup. 7: Snesere Mark. 8: Kyndeløse. 9: Kattrup.

Keramik i Bundsø/Lindø-stil fundet i 1: Hyldehøj. 2: Kyndeløse. 3: Neble. 4: Kattrup. 5: Munkebo. 6: Kattrup. 7: Snesere Mark. 8: Kyndeløse. 9: Kattrup.

I tiden omkring 3000 f.Kr. indtræder et nyt stadium i keramikkens udvikling: den såkaldte Bundsø/Lindø-stil begynder.114 Fortsat falder antallet af dekorerede kar. Når de er dekorerede, er det som regel med skraverede, vandrette bånd, udfyldte trekanter og rhomber samt zigzagbånd. Et nyt motiv er det såkaldte fjer-mønster. Dekorationen er næsten udelukkende udført med tandstok, dvs. med et benstykke med takket kant. Blandt lerkarformerne er tragtbægeret nu næsten forsvundet. Til gengæld er der mange hængekar og skåle, men deres profil er ret udflydende, og skulderen er næsten helt forsvundet. I stedet markeres overgangen mellem hals og bug gerne med et ornamentbånd. Som helhed bruger pottemageren i denne periode ikke så mange forskelligartede dekorationsteknikker, men spiller mere på kontrasten mellem karrenes dekorerede og udekorerede flader.

 Øjendekoration på et lerkar fra Svinø-jættestuen i Sydsjælland.

Øjendekoration på et lerkar fra Svinø-jættestuen i Sydsjælland.

I de sydlige dele af Danmark kan man møde et mærkeligt motiv i lerkarrenes dekoration. To øjne omgivet af øjenbrynsbuer stirrer mod én fra lerkarrets side.115 Det er et motiv, der optræder på lerkarrene fra Sjælland, Fyn og Skåne, og syd for Østersøen finder man det i Mecklenburg. Dette sære motiv er lavet ved hjælp af halvcirkelformede øjenbrynsbuer og en næse, og man finder oftest disse ansigtskar i storstensgravene. Der er dem, der har ment, at det var udtryk for, at stenaldermenneskene havde dyrket den store modergudinde.116 Det er der nu ikke noget belæg for, men vi må erkende, at det ikke er nemt at give nogen forklaring på, at der pludselig her optræder et menneskelignende motiv midt i den ellers helt billedløse stenalder.

I de sydøstlige dele af Danmark efterfølges Bundsø-stilen af den såkaldte Lindø-stil, som blot er en svag afglans af den forudgående tids keramik.117 I det nordlige Jylland får tidens keramik derimod en helt særlig udformning. Den såkaldte Ferslev-stil, som allerede var blevet skabt i den forudgående periode, bliver nu alt-dominerende.118 Dens dekorative mønstre er næsten udelukkende udført i tandstok, og der skabes endnu kar af udsøgt kvalitet. Men som helhed er repertoiret af former under stærk indskrænkning.119

Som et udtryk for de livlige forbindelser, der bestod mellem stammesamfundene henholdsvis nord og syd for Østersøen dukker der på denne tid nogle helt fremmede lerkarformer op. Det er de såkaldte kugleamforer, som er tunge lerkar med en sækformet bug og lavtliggende bugknæk. De kendes bl.a. fra nogle af de store lollandske stengrave.120 Lignende karformer kan man finde over store dele af det nordeuropæiske lavlandsområde fra Niedersachsen i vest til Hviderusland i øst. De er dermed de første forvarsler om de endnu mere langtrækkende kontakter, der skulle opstå mellem bondesamfundene i den efterfølgende, såkaldte enkeltgravstid.121

 Lerkar fra den sidste del af den ældre bondestenalder, udført i den såkaldte Store Valby-stil.

Lerkar fra den sidste del af den ældre bondestenalder, udført i den såkaldte Store Valby-stil.

Så følger endelig i tiden omkring 2900 f.Kr. den såkaldte Store Valby-stil. Den store kunstneriske udfoldelse i pottemageriet var nu slut.122 Den fint dekorerede keramik fremstilles så at sige ikke mere. I stedet er der tale om helt enkle og funktionelle former, som findes i meget beslægtet udførelse over hele landet, dog med visse regionale forskelle.123 På Bornholm og i Skåne havde keramikken også sit helt eget præg.124 Lerkarrenes formgivning er ganske enkel.125 Særlig almindelige er store kogekar, som kan være op til 50-60 cm høje. Deres profil kan have et knæk et lille stykke under randen eller en helt ret side. Hertil kommer spandformede lerkar, skåle med tragtformet hals, simple skåle enten med en afsat hals, eller uden hals og lerskiver. Alle lerkarrene har en ret lille standflade, undertiden er de endog spidsbundede. En særlig type er små lerskiver,126 det er en traditionsbunden form, og som findes meget hyppigt på bopladserne. Lerskiverne er som regel forsynet med et hul, og de er ikke sjældent dekorerede. Det kan f.eks. være med tandmærker, der er bidt i dem fra randen. Efter alt at dømme har lerskiverne været brugt som bageplader. Hvad pottemagerne nu fremstillede, var en keramik, der afveg meget fra, hvad man tidligere havde frembragt. Selv det ler, man bruger til karrene, er anderledes. Man brugte nu en meget grov magring, tydeligvis ønskede man at lave potter, som kunne modstå høj varme og pludselige temperaturskift.

Karakteristisk for den nye keramik er en næsten fuldstændig mangel på stregdekoration. Lerkarrene bliver næsten udelukkende dekoreret med rækker af små gruber, der sidder med regelmæssig afstand lige under randen. Det var en dekorationsform, man havde brugt tidligere, men karakteristisk er, at rækkerne af små gruber nu sidder længere nede på karsiden end tidligere. Kun en sjælden gang danner dekorationen mere komplicerede mønstre, f.eks. af trekanter.

Der er en verden til forskel mellem denne keramik og den, som blev fremstillet i pottemageriets blomstringsfase i den sidste halvdel af det 4. årtusinde f.Kr. Men som vi senere skal se, følger keramikkens udvikling nøje den udvikling, som foregik i bl.a. gravkulten. Også her kan vi følge en stigende kompleksitet gennem det 4. årtusinde med en kulmination omkring jættestuernes opførelse, og derefter en langsom forenkling, som afspejlede det nye bondesamfund, der var på vej i begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr.

Noter

76: E. Koch 1987.

77: B. Hulthén 1977.

78: P.O. Nielsen 1984a: E. Koch 1998, s. 63 ff.

79: F.O. Nielsen 1994.

80: E. Koch 1998, s. 81 ff.

81: Ibid. s. 122 ff.

82: Man har peget på, at kraveflaskernes form har stor lighed med valmueplantens frøkapsel vendt på hovedet, og at kraveflaskerne kan have været brugt til opbevaring af opium, der blev brugt i forbindelse med rituelle aktiviteter, se A. Sherratt 1991.

83: K. Davidsen 1973.

84: I den arkæologiske litteratur taler man om en østlig Oxie-gruppe, som hovedsagelig stammer fra Sjælland og Skåne (Madsen & Petersen 1984, s. 98; E. Koch 1998, s. 86 ff). En anden, også fortrinsvis østdansk gruppe er Havnelev/Svaleklint-gruppen (Ebbesen & Mahler 1980, s. 43-44; Madsen & Petersen 1984, s. 100; E. Koch 1998, s. 89 ff.). Endelig er der en såkaldt Volling-gruppe, som især findes i det centrale og nordlige Jylland (Madsen & Petersen 1984, s. 99 ff.) Udbredelseskort over de forskellige stilarter, se M. Midgley 1992, s. 105, fig. 32.

85: De mange lokale forskelle i keramikken blev tidligere opfattet som udtryk for, at der i denne periode havde levet flere forskellige småstammer i Danmark, som havde sine særlige gravskikke (C.J. Becker 1954, s. 129 ff). I nyere tid har man forladt denne tolkning og taler i stedet blot om traditionsforskelle inden for pottemagerhåndværket.

86: Opkaldt efter et bopladsfund fra Virum ved Furesøen nord for København (Ebbesen & Mahler 1980). Kaldtes tidligere den syddanske megalitiske gruppe. Stilen findes bl.a. på bopladserne Virum og Knardrup Galgebakke (K.A. Larsen 1958). Tragtbægre af type IV (E. Koch 1998, s. 94 ff) tilhører efter ornamentikken Virum-stilen.

87: H.Nielsen 1988.

88: Ebbesen & Mahler 1980, s. 35.

89: Andersen & Madsen 1978; Madsen & Petersen 1984, s. 100. Man har længe diskuteret om Fuchsberg-fasen tilhører tidlig- eller mellemneolitisk tid. T. Madsen (1991, s. 489) understreger dens tilknytning til mellemneolitisk tid, idet der er tale om en ny udvikling, som står i kontrast til tidlig neolitisk tid, f.eks. ved byggeriet af dysser i denne fase (på Sydvestfyn i det mindste), nye former for keramik og rig dekoration (Fuchsberg-stilen), byggeriet og brugen af Saruppladser, klare spor i pollendiagrammerne af en eller flere landnamsfaser, brugen af ard osv. Disse synspunkter er endnu ikke alment vedtagne, og Fuchsberg-fasen betragtes stadig konventionelt som en tidligneolitisk fase, se f.eks. P.O. Nielsen 1993, s. 85.

90: Fuchsberg-keramikken kender man fra bopladser og samlingspladser i bl.a. Toftum, Søving sogn (T. Madsen 1978b), Sarup, Hårby sogn (N.H. Andersen 1997).

91: Andersen & Madsen 1978, s. 131; E. Koch 1998, s. 40.

92: Opkaldt efter en jordgrav fra Volling, som indeholdt 12 rigt dekorerede bægre, K. Thorvildsen 1941. Hed tidligere nordjysk ikke-megalitisk gruppe. Se også Andersen & Madsen 1978, s. 148.

93: Ebbesen & Mahler 1980, s. 40 ff.

94: Opkaldt efter to bopladser på Langeland, henholdsvis Troldebjerg (J.Winther 1935, 1938) og Klintebakke (H. Berg 1951).

95: Den såkaldte Hagebrogård og Vroue I stil, som skulle være synkrone med respektive MN Ia og Ib på øerne, se E. Jørgensen 1977a.

96: A. B. Gebauer 1979, 1988.

97: K. Ebbesen 1979a, s. 48; M. Midgley 1992, s. 128 ff.

98: Tragtbægre af type V 1 tilhører denne stil. E. Koch 1998, s. 97.

99: M. Midgley 1992, s. 131 ff.

100: K. Ebbesen 1975a, fig. 21.

101: Tragtbægre af typerne V.2, VI, VII og VIII tilhører denne stil, se E. Koch 1998, s. 99 ff.

102: Dateres til MN Ib, Dehn et al. 1995, s. 101 ff.

103: De er f.eks. fundet i et offerlag ved jættestuen Kong Svends høj og i offergruber i det 2. Sarup-anlæg. Dehn et al. 1995.

104: H. Schwabedissen 1953.

105: T. Madsen 1977.

106: K. Ebbesen 1979a; M. Midgley 1992, s. 136 ff.

107: K. Ebbesen 1979a.

108: E. Jørgensen 1977a, s. 30.

109: A.B. Gebauer 1979.

110: J. Winther 1943. Fasen kaldes MN A II, Blandebjergfasen, se C.J. Becker 1954, s. 55 ff; K. Ebbesen 1975a, s. 45 ff; J. Skaarup 1985, s. 344 ff. og M. Midgley 1992, s. 141 ff. I Sarup svarer Blandebjergfasen til fasen Sarup III, se N.H. Andersen 1997, s. 101 ff.

111: J. Winther 1943, fig. 34 og 35.

112: K. Ebbesen 1978a, s. 72 ff., opkaldt efter kulthuset i Ferslev (O. Marseen 1960). Vedr. diskussionen af begrebet Ferslev-stil se M. Midgley 1992, s. 147 ff.

113: A.B. Gebauer 1988.

114: Betegnet MN A III/IV, opkaldt efter bopladserne i henholdsvis Bundsø på Als (Th. Mathiassen 1939) og Lindø på Langeland (J. Winther 1926-1928; J. Hoika 1987), se C.J. Becker 1954, s. 55 ff.; K. Ebbesen 1975a, s. 45 ff; J. Skaarup 1985, s. 345. De to faser slås ofte sammen til én, se f.eks. J. Skaarup 1985, s. 364 ff.

115: K. Ebbesen 1979b.

116: P.V. Glob 1967, s. 78.

117: K. Ebbesen 1975a, s. 52 ff, 1978a, s. 75; K. Davidsen 1978, s. 116.

118: Defineret ud fra keramikken i kulthuset fra Ferslev (O. Marseen 1960; P. Kjærum 1967a). En Lindø-stil, som den kendes fra de sydlige dele af landet, synes helt at mangle i Nordjylland.

119: P. Kjærum 1966, s. 331, 1970, s. 45; K. Davidsen 1978, s. 133 ff.; K. Ebbesen 1978a, s. 75; A.B. Gebauer 1988, s. 109 ff.; K. Fabricius 1996, s. 179.

120: K. Ebbesen 1975a, s. 226 ff.; 1978a, s. 115.

121: M. Midgley 1992, s. 204, 485.

122: I den arkæologiske litteratur betegnes fasen MN A V eller Store Valby-fasen: C.J. Becker 1954, s. 57-67; K. Davidsen 1978; M. Midgley 1992, s. 164 ff. I Sarup udgør den den sidste bebyggelsesfase, Sarup V, se N.H. Andersen 1997, s. 126 ff.

123: K. Davidsen 1978, s. 95, 100, 113 ff.

124: Nielsen & Nielsen 1991, s. 63.

125: Typeskema K. Davidsen 1978, s. 100.

126: K. Davidsen 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Pottemagerens kunst i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430810

Afsnittet Pottemagerens kunst er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet