Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Med gravestok og plov

Oprindelig forfatter JJe

Hvordan bønderne bearbejdede jorden på de allerførste små, opdyrkede jordstykker, som lå inde i skoven mellem træstammerne og de store sten, står endnu ikke helt klart. Den nyryddede jord lod sig næppe bearbejde med plov. Hertil var rydningerne formentlig for små. I stedet måtte man bruge gravestokke, spader og hakker. Gravestokken synes jo også allerede at have været brugt af jæger-samlerfolkene i Ertebølletiden. Men omkring midten af det 4. årtusinde skete en vigtig fornyelse: man gik over til en mere langsigtet, men også mere arbejdskrævende bearbejdning af jorden. De første, primitive plove blev taget i brug.

Plovene var af træ og uden muldfjæl, dvs. at de kun ridsede en fure i jorden, men uden at vende den. Med et udtryk fra det oldnordiske kalder man et sådant pløjeredskab for en „ard“. Ordet findes endnu i en lang række sprog: germanske, romanske, slaviske og gæliske; det viser dets høje alder. Men hvordan arden så ud, ved vi kun fra fund, der stammer fra en senere del af oldtiden. Endnu har man ikke i Danmark gjort fund af oldtidsarder, der er ældre end bronzealderen.44 Der er dog næppe tvivl om, at de ældste arder var fremstillet af en gren-tveje, dvs. en kløftet gren, hvis ene del, den korte, dannede det vandrette skær, mens den anden dannede åsen, hvortil forspandet blev spændt.

 Således tegner ardsporene sig i undergrunden: som mørke striber, der går vinkelret på hinanden. Fundet under jættestuen Jordehøj på Møn.

Således tegner ardsporene sig i undergrunden: som mørke striber, der går vinkelret på hinanden. Fundet under jættestuen Jordehøj på Møn.

Når bønderne pløjede med arden, efterlod den sine spor i undergrunden i form af mørke, parallelle striber i én eller flere retninger.45 Man finder sporene efter ard-pløjningen, når man ved den arkæologiske udgravning af gravhøje når ned til den oprindelige markoverflade. Så tegner der sig undertiden et netværk af mørke striber i undergrunden. Det er bunden af ardfurerne, som kan ses, fordi der er ført muldjord ned i den lysere undergrund. Ofte kan man se, at jorden havde været pløjet to til tre gange, før gravhøjen blev opført. Man kan også undertiden se ardsporene skære sig igennem mørkfarvede pletter. Det er aftryk efter de store sten, som havde ligget her siden istiden, og som bønderne måtte rydde af vejen for at kunne dyrke jorden.46 Det giver en fornemmelse af, hvor slidsomt et arbejde det var at tilvejebringe tilstrækkelig store, dyrkelige arealer. Formentlig var det okser, man brugte som trækdyr. Omsider havde rydningerne fået et omfang, hvor dyrene kunne arbejde over større strækninger. Men brugen af arden gjorde på langt sigt samfundet mere rodfast, efter at man i århundreder havde haft en mere omskiftelig form for landbrug.

Annonce

Indførelsen af plovbruget skete efter alt at dømme i midten af det 4. årtusinde f.Kr. Og det var ikke blot i Sydskandinavien, men over store dele af det nord- og mellemeuropæiske område, at den oksetrukne ard kom i brug på omtrent samme tid. Man brugte den overalt på samme måde, nemlig til at løsne et tyndt, let muldlag, som man derefter kunne så korn i.

Hvor kom da denne nye opfindelse fra? Formentlig fra Mellemøsten, hvor den tidligste dyrkning af kornafgrøder ganske vist var foregået på frugtbare jorder, som kun krævede et minimum af bearbejdning – og altså næppe pløjning.47 Men i det 6. årtusinde f.Kr. spredte landbruget sig til egne, hvor jorden krævede en mere intensiv bearbejdning for at kunne dyrkes. Det gav formentlig stødet til udviklingen af plovbruget. Ganske vist ved vi det ikke med sikkerhed, men det er sandsynligt, at det nye landbrugsredskab blev udviklet i det nordlige Irak i det 6. eller det 5. årtusinde f.Kr. Her havde man i øvrigt også de bedste betingelser for at avle de trækdyr, som var nødvendige for brugen af ploven – og i øvrigt også for den oksetrukne vogn, som synes at komme i brug på omtrent samme tid.48

 Miniaturefremstilling af et okseforspand af kobber, formentlig oprindelig forspændt en vogn eller en plov. Fra det 4. årtusinde f.Kr., fundet i Bityn i Polen. Et af de tidligste vidnesbyrd om brugen af trækdyr i Nordeuropa.

Miniaturefremstilling af et okseforspand af kobber, formentlig oprindelig forspændt en vogn eller en plov. Fra det 4. årtusinde f.Kr., fundet i Bityn i Polen. Et af de tidligste vidnesbyrd om brugen af trækdyr i Nordeuropa.

Trækokser, plove og vogne var vigtige landbrugstekniske fornyelser, som bondesamfundene i Europa tog til sig i løbet af det 4. årtusinde f.Kr.49 Fornyelsen spredte sig efter alt at dømme ad to veje. Den ene var via Balkanhalvøen, den anden var via egnene nord for Sortehavet. I begge tilfælde spillede landbrugskulturerne i Anatolien en vigtig rolle som formidlere.

Frem til dette tidspunkt havde dyreholdet i de tidlige bondesamfund i Central- og Nordeuropa været af ret begrænset omfang. Rydningerne i skovene var endnu for små til, at man kunne holde store flokke af kvæg. Men med indførelsen af plovbruget begyndte en langsom, men gennemgribende ændring af bøndernes livsform. Det tidligste landbrug havde formentlig været en slags havebrug af meget begrænset omfang. Nu begyndte udviklingen at gå i retning af et mere ekstensivt landbrug, og det foregik i et landskab, hvor stadig større områder omdannedes til græsningsarealer. Det betød igen, at husdyrholdet voksede i omfang. Indførelsen af plovbruget i midten af det 4. årtusinde f.Kr. var således den første, spinkle begyndelse til den landbrugsform, som skulle vokse sig stærk igennem bronzealderen og jernalderen.

Men endnu havde man kun taget de allerførste skridt i den retning. Det landbrug, man udøvede i bondestenalderens begyndelse, var yderst beskedent. Og når det gjaldt pløjningen, stod den efter alt at dømme kun på over ret kortvarige åremål, sikkert kun to til tre sæsoner. Det er i hvert fald det indtryk, man får ved de pollenanalytiske undersøgelser af stenalderbøndernes marker.50

Da man for et halvt århundrede siden først blev opmærksom på sporene efter oldtidsbøndernes ardpløjning,51 rejste der sig en diskussion om deres fortolkning. Nogle forskere mente, at ardsporene var af rituel karakter.52 Det skyldtes, at de oftest blev fundet i forbindelse med gravhøje. Andre forskere mente dog, at ardsporene blot stammede fra bøndernes dagligdags gøremål. De seneste års undersøgelser synes mest at tale for det sidste: ardsporene stammer fra marker, der var under dyrkning kort tid inden højene blev opført.53 I øvrigt har det vist sig, at ardspor er langt mere almindelige end tidligere antaget. I dag er det snarere regelen end undtagelsen, at man finder dem ved de arkæologiske udgravninger.

 Spor af pløjning med ard i gammel markoverflade under en jættestue, Sarup Gamle skole II, på Sydvestfyn.

Spor af pløjning med ard i gammel markoverflade under en jættestue, Sarup Gamle skole II, på Sydvestfyn.

Nogle få eksempler kan vise, hvorledes ardsporene oftest kommer til arkæologernes kendskab.54 De findes ofte under gravene fra bondestenalderen. Ved Snave på Sydvestfyn udgravede man således tomten af en stendysse, og i den sorte jord fra det gamle marklag, som dyssen var anlagt på, kunne man over mere end 200 kvadratmeter se de karakteristiske, sorte spor i undergrunden.55 Ved Steneng i Sønderjylland fandt man to dysser liggende tæt sammen på et sandet næs, der engang havde skudt sig ud i Brede Ådal. Igen kunne man her se ardsporene i undergrunden under gravanlæggene.56 Det samme var tilfældet ved en stor langdysse, som blev udgravet på Sjørup Hede syd for Skive.57 Også ved de storstilede udgravninger i stenalderbygden omkring Sarup på Sydvestfyn har man i flere tilfælde fundet ardspor under megalitgrave.58 Fælles for disse fund er, at ardsporene formentlig hører hjemme i tiden omkring 3500-3100 f.Kr. Derimod har man endnu ikke fundet ardspor under de tidligste gravanlæg med trækamre, dvs. fra den første halvdel af det 4. årtusinde f.Kr. Det kan være et tilfælde, men formentlig betyder det, at pløjning med ard først begyndte omkring årtusindets midte.

Ardsporene viser i øvrigt også, at stenalderbønderne ikke var særlig kritiske i deres valg af dyrkningsjord. Det var ikke blot lette jorder, som blev pløjet, men undertiden også tung, leret jord. Set fra et moderne synspunkt var det første landbrug ganske primitivt.59 Ved at ødelægge store skovområder, især gennem svedjebrug, og derefter lade disse ligge efter en kort dyrkningsperiode, skabte man øgede muligheder for en udvaskning af jorden og ødelagde den skovmuld, eller mor, der havde været til stede før landbrugets opkomst. Resultatet var et ganske arealkrævende landbrug, der hele tiden nødvendiggjorde, at nye områder blev inddraget til dyrkning.

De muldlag, man finder under stenalderens grave, er normalt ret tynde, blegsandslignende lag. Alligevel har svedjebruget nok givet et ganske pænt foldudbytte på grund af de næringsstoffer, som blev frigjort ved afbrændingen. Til gengæld opnåede man kun et gunstigt udbytte et år eller to; så måtte man overlade markerne til kreaturerne, og dyrkning kunne først komme på tale igen efter en meget lang hvileperiode for jorden.

Som vi allerede har hørt, dyrkede man lige fra landbrugets første tid kornsorterne enkorn og emmer samt nøgen og avneklædt byg. Det var dog klart emmerhvede, som var den mest dyrkede kornsort.60 I det følgende årtusinde forblev emmer og enkorn de almindeligste kornsorter, men i begyndelsen af det 3. årtusinde begyndte byg at gøre sig stadig mere gældende.61 Det var en tendens, som blev forstærket videre frem i tiden.

De husdyr, som færdedes på bopladserne og i landskabet omkring dem lige fra landbrugets allerførste tid, var okse, svin, får og ged i en nogenlunde ligelig blanding.62 Alle var de kommet til landet udefra med landbrugets begyndelse. Fårets fjerne stamform var den asiatiske mouflon, som levede i bjergområderne fra Tyrkiet til det sydlige Iran. Omtrent den samme udbredelse havde gedens stamform, bezoargeden.63 Naturligvis kunne man tænke sig, at kvæget nedstammede fra de urokser, der tidligere havde levet så talrigt i landet, men som nu kun var at finde i Jylland. Men det kan ikke have været tilfældet. Der er intet i knoglefundene fra den første bondestenalder, der tyder på, at der var foregået en sådan lokal domestikation64 – og det samme gælder svinet, hvis vilde frænder jo levede overalt i landet ved bondestenalderens begyndelse. De dyr, der levede på bøndernes bopladser i det 4. årtusinde f.Kr. var klart mindre end deres vilde stamformer. De må således have været efterkommere af for længst tæmmede racer i Mellem- og Sydeuropa, om end man for tamsvinenes vedkommende godt kan tænke sig, at der fortsat skete en opblanding med de vilde arter.

For kvæget var de bedste græsningsarealer de lavereliggende dele af skovlandet og områderne mellem havet og skoven. Her var der rigeligt med løvfoder, og i det hele taget var skoven den bedste og mest stabile foderkilde. Om sommeren gav den græs, urter og løv. Om vinteren kviste, nødder og tørrede plantedele. Også svinene kunne fouragere i skoven, men holdt naturligvis også til ved bopladserne, hvor de kunne rode i affaldet fra menneskenes boliger. De krævede ikke megen pasning og mindede i øvrigt en del om vildsvin. De var kortere end nutidens tamsvin, havde et stort hoved i forhold til kroppen og bar sikkert også lange børster ligesom vildsvinet.

Det var et blandet husdyrhold, og det var sund økonomi at sprede sig over så mange ressourcer som muligt. For jo mere man var afhængig af en enkelt ressource, jo mere sårbar var man.65 Men det var ikke desto mindre kvæget, der var den største kødleverandør – mælkeprodukterne spillede endnu ikke nogen rolle i bøndernes økonomi. Kød fra en enkelt okse svarede til kød fra 4-5 svin og 7 geder eller får. Slagtealderen for kvæget var normalt mellem to og fire år, det var den bedste for kødets skyld.66 Stude blev i øvrigt efterhånden ret almindelige på bopladserne. Det skyldes formentlig, at de blev brugt som trækdyr for de primitive plove, som kom i brug i løbet af det 4. årtusinde f.Kr. På samme tid var der i øvrigt også tegn på, at kvægholdet fik øget betydning, mens svineholdet gradvist trådte mere i baggrunden.67

Noter

44: P.V. Glob 1951a, se også H.J. Jensen 1994, s. 102 ff og J. Precht 1998.

45: H. Thrane 1982, 1991.

46: N.H. Andersen 1997, s. 94.

47: A. Sherratt 1980.

48: I. Bakker et al. 1999.

49: A. Sherratt 1983.

50: S. Th. Andersen 1993c.

51: G. Hatt 1937, 1941.

52: J. Patzold 1960.

53: S.Th. Andersen 1993c.

54: H. Thrane 1991.

55: C. Madsen & H. Thrane 1982.

56: O.Voss 1963.

57: E. Jørgensen 1977b.

58: N.H. Andersen 1997, s. 98.

59: S. Nielsen 1980b.

60: H. Helbæk 1954, 1955; G. Jørgensen 1977; S.Th. Andersen 1993a, D. Robinson 1994.

61: G. Jørgensen 1982: H. Rostholm 1986a.

62: Liste over dyreknogler på bondestenalderens bopladser, se E. Koch 1998, s. 243 ff.

63: K. Aaris-Sørensen 1998.

64: Degerbøl & Fredskild 1970.

65: E. Koch 1998, s. 152 ff.

66: C.F.W. Higham 1969; G. Nyegaard 1985.

67: T. Madsen 1982.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Med gravestok og plov i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430808

Afsnittet Med gravestok og plov er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet