Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hugget og skåret i træ

Oprindelig forfatter JJe

På bopladserne fra bondestenalderen finder man næsten altid store mængder simple flintredskaber. Flintskrabere er nogle af de almindeligste, men de er også så simple, at det er svært at sige, hvad de har været brugt til. Men ligesom det var tilfældet med flintseglene, har mikroskopiske slidsporsanalyser givet os et indblik i den verden, disse enkle flintredskaber kom fra. Man har naturligvis gættet på, at nogle af dem havde været brugt til at skrabe og bearbejde huder fra f.eks. tamkvæg. Det var også tilfældet med mange af dem. Men en overraskende stor del af flintskraberne har vist sig at have været brugt til arbejde i træ.127 Fra bopladser på kontinentet i syd, i Schweiz, ved vi, at bearbejdning af træ til fremstilling af redskaber, hustømmer og meget andet foregik i stort omfang i bondestenalderen. Men herhjemme er bevaringsforholdene sjældent så gunstige, at vi kan få et indblik i denne vigtige side af stenalderbøndernes liv.

Og dog er der i danske moser fundet flere fine træskærerarbejder, som stenalderbønderne havde fremstillet med redskaber af flint og ben. Man kender f.eks. små udskårne skåle og beholdere af træsorterne el, elm og røn. De viser, at træskærekunsten i disse fjerne årtusinder stod på et meget højt stade. I Christiansholms Mose tæt ved København fandt man i 1876 flere forskellige træting fra den tidligste bondekultur,128 bl.a en halvrund træskål. Den var skåret af elletræ og havde en diameter på 18 cm. Formen var ganske som de keramikskåle, der blev brugt i bøndernes husholdning. Det samme var et andet kar, der også blev fundet i Christiansholms Mose, et tragtbæger skåret af rønnetræ. Dets diameter har været 10 cm, halsen var cylinderformet og svagt udsvajet foroven, på overgangen mellem halsen og bugen sad der en lille knop i stedet for et øre. Også dette kar svarer nøje til de tragtbægre af ler, som var så almindeligt husgeråd på bøndernes bopladser.

Endelig fandt man i Christiansholms Mose stumperne af yderligere et trækar, formentlig et øsekar med håndtag. Det er fremstillet af elmetræ, men veddet har en ejendommelig, uregelmæssig, forvreden struktur. Det er en slags træ, som kaldes „masret“ ved, og som stammer fra træer, der har haft en særlig knudret vækst. En sådan vækst opstår gerne ved, at man har afkvistet det levende træ, og en sådan afkvistning er formentlig netop foregået på de træer, som voksede i nærheden af bøndernes bopladser, bl.a. når man beskar de unge skud på stammerne for at samle løvfoder til husdyrene.

Annonce

 Del af træskål udskåret af elletræ. Fundet i Christiansholms Mose nord for København.

Del af træskål udskåret af elletræ. Fundet i Christiansholms Mose nord for København.

Fundet fra Christiansholms Mose rummede også en træske. Den var skåret af egetræ, og selv om både skaftet og det yderste af skebladet var afbrudt, virker formen overraskende bekendt. Nogle ting ændrer sig næsten ikke med tiden. Skeen var skåret således, at skaftet dannedes af det inderste stykke af en sidegren. Den bevarede længde var 11 cm, og meget større har skeen næppe været. En endnu mere velformet ske, skåret af hasseltræ, blev fundet i et lerkar i Tømmerup Mose i den vestsjællandske Åmose.129 Skebladet var forholdsvis fladt og var vinkelbøjet i forhold til skaftet.

Det var den samme fine træskæreteknik, man anvendte, når man skar f.eks. skafterne til de små økseblade. Den vinkelbøjede del, som øksebladet blev fastgjort til, var roden af en kraftig sidegren, mens selve håndtaget blev gjort af stammens ved. Skaftets nederste del kunne have form som en knop. Både skafterne til lette økser og til de tunge skovhuggerøkser blev lavet af hassel, men også birketræ og især asketræ blev anvendt til skæftningen af de kraftige økseblade. Skulle man lave et langt skaft til en skovøkse, brugte man som regel træ fra udkløvede stammer eller tykke grene.

 Øsekar udskåret af masret elmetræ. Fundet i Christiansholms Mose nord for København.

Øsekar udskåret af masret elmetræ. Fundet i Christiansholms Mose nord for København.

Tildannelsen af buer til jagten var også en vigtig del af træskærekunsten. Udvælgelsen af træ til en langbue krævede et godt blik for materialet og en hel del tålmodighed, for træet skulle lagres en tid, inden man kunne begynde tilskæringen. Den bedst bevarede bue, der kendes fra bondestenalderen, er fundet på jagtpladsen Muldbjerg i Åmosen.130 Den er lavet af langsomt vokset elmetræ og har været 155-160 cm lang. Den er formgivet med stor nøjagtighed og under hensyntagen til strukturen i træet, så holdbarheden blev størst mulig. Det anslås, at man med sådanne buer har kunnet skyde over en afstand af 150-200 m. Også de pileskafter, der hørte til buen, blev fremstillet af udkløvet træ. Man kender nogle få af dem.131 De er skåret af ask, og pilespidsen af flint, som var en såkaldt tværpil, var indsat i en slidse i skaftets ene ende og fastgjort med en surring.

Tit er det kun indirekte, at vi kan få et indtryk af de træarbejder, som blev fremstillet på bøndernes bopladser. Til gravearbejder lavede man f.eks. træspader, men sådanne er endnu ikke fundet fra disse fjerne tider. Men vi kender aftryk af træspaderne fra nogle af de anlæg, som bønderne opførte. På den store samlingsplads ved Sarup på Sydvestfyn fandt man f.eks. i en af grøfterne aftryk af et 10 cm bredt graveredskab, formentlig en spade.132 Vi kender også, som vi allerede har hørt, spor i undergrunden af de træ-arder, bønderne pløjede med. Fra senere fund af bevarede træarder ved vi, at oldtidens mennesker ikke kendte til vaklen med hensyn til valg af træsort og kendskab til de enkelte træsorters egenskaber, når man skulle fremstille dette redskab.

 Træskeer fundet i henholdsvis Tømmerup Mose i Vestsjælland (skåret af hassel) og Christiansholm Mose nord for København (skåret af egetræ).

Træskeer fundet i henholdsvis Tømmerup Mose i Vestsjælland (skåret af hassel) og Christiansholm Mose nord for København (skåret af egetræ).

Endelig var der hjul- og vognmageriet, som også må være blevet udøvet på bopladserne. Endnu kender vi ikke fund af vogndele fra de første bønders tid, men nogle steder har man fundet hjulspor, der viser, at man også fremstillede kærrer eller vogne.133 Ved udgravningen af en 50 m lang langdysse i Slesvig-Holsten fandt man i undergrunden hjulspor fra en vogn eller kærre med skivehjul med en akseafstand på ca. 1,2 m. Man kunne se, at vognen havde kørt flere gange frem og tilbage formentlig for at bortkøre noget ler.

Men arbejdet i træ omfattede også f.eks. tildannelsen af det tømmer, man brugte i husbyggeriet. Hertil skulle man bl.a. bruge udkløvet træ. I tomterne af de nedbrændte kulthuse, som vi skal høre mere om senere, har man kunnet se rester af vægge, der var bygget af lodrette planker, som var nedgravet i en væggrøft. I et tilfælde kunne man se, at vægplankerne havde haft en dyb not i den ene smalside; væggen har altså været, hvad man kalder en stavvæg.

  Elmetræsbue fra Mulbjerg-bopladsen i den vestsjællandske Åmose.

Elmetræsbue fra Mulbjerg-bopladsen i den vestsjællandske Åmose.

Til dette tømmerarbejde brugte man ikke blot et udvalg af forskellige arbejdsøkser fremstillet af flint. Man brugte også mejsler til de finere detaljer, sommetider fremstillet af flint, sommetider af knogler. I Ferle Enge i Nordsjælland fandt man 13 sådanne mejsler.134 De var alle fremstillet af okseknogler, 9-16 cm lange, og man kunne se, at de alle havde været brugt; på nogle af dem var æggen opskærpet. Benmejslerne blev fundet sammen med et par mejsler af flint. Disse redskaber har næppe været skæftede, formentlig blev de brugt med en kølle eller træhammer, præcis som moderne stemmejern. Det har praktiske forsøg med moderne mejsler lavet af friske koknogler vist.

 Skematisk fremstilling af firhjulede vogne på et lerkar fra slutningen af det 4. årtusinde f.Kr., fundet ved Bronocice nær Krakow i Polen.

Skematisk fremstilling af firhjulede vogne på et lerkar fra slutningen af det 4. årtusinde f.Kr., fundet ved Bronocice nær Krakow i Polen.

Det var ikke kun træernes ved, men også deres bark som blev brugt. Ruller af birkebark er fundet på en af bøndernes bopladser. Barken kan have tjent forskellige formål, som underlag, til indpakning og som tætningsmiddel. Ved brænding af birketræ kunne man udvinde birketjære, et bindemiddel og tætningsmiddel, der også havde mange anvendelsesmuligheder. Lindetræets seje bark blev, som tidligere nævnt, udnyttet til fremstilling af bast, f.eks. til bærenet til krukker.135

Noter

127: J. Jeppesen 1984.

128: Skovshoved sogn, C. Blinkenberg 1898; J. Troels-Smith 1959; E. Koch 1998, s. 280, nr. 46.

129: E. Koch 1998, s. 324, nr. 130 & pl. 73.

130: J. Troels-Smith 1959.

131: Ibid.

132: N.H. Andersen 1997, note 238.

133: Tidligneolitiske hjulspor er f.eks. fundet i Flintbek syd for Kiel i Slesvig-Holsten, se B. Zich 1992; I. Bakker et al. 1999.

134: C.J. Becker 1962.

135: Fundet i Christiansholms Mose, se E. Koch 1998, s. 280.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Hugget og skåret i træ i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430811

Afsnittet Hugget og skåret i træ er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet