Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Flint, flintminer og flinthuggere

Oprindelig forfatter JJe

Skarpt værktøj skulle der til alt det træarbejde, som bønderne udførte. Og flint var ideelt, også fordi den gode kvalitetsflint findes så mange steder i Danmark, først og fremmest i kridttidens aflejringer. Den ligger i den skrivekridt og limsten, som udgør så solid en del af landets undergrund.144 I de nordlige og østlige dele af landet er disse kridtforekomster blottede – og her foregik der en storstilet råstofudvinding igennem hele det 4. og 3. årtusinde f.Kr. Genopdagelsen af flintminedriften er et af de helt store eventyr i dansk arkæologi.

De mest eftertragtede flintsorter var den jyske flint fra egnene nord for Limfjorden – og den østdanske flint, som man bl.a. kunne finde i skrivekridtet på Stevns og Møn. Hver havde de deres særlige kvaliteter og kendetegn. Flinten kunne man finde indlejret i kridtet i form af større eller mindre knolde, der strakte sig lagvis ind i den faste, hvide kridtmasse. Her var flinten finkornet og kunne let spaltes i blanke, gennemsigtige brud. Den lettest spaltelige, næsten sorte flint fandt man i mindre, flade knolde. De tykkere knolde havde i de ydre partier en tilsvarende mørk og klar flint, men i midten af knoldene var flinten mere grålig, mat og uigennemsigtig.

 De områder af Danmark og Skåne, hvor undergrundsflinten når op i dagens lys.

De områder af Danmark og Skåne, hvor undergrundsflinten når op i dagens lys.

Den blanke flint fra skrivekridtet kaldes af arkæologerne stadig for „Senonflint“. Geologerne derimod taler i stedet om flint fra Maastrichtetagen, dvs. skrivekridtet. Senonflinten finder man i skrivekridtet på Stevns og Møn. Knoldene har en ganske tynd, kridtagtig skorpe, og indeni er de sorte. Dog er flinten i de større knolde gerne mørk til mellemgrå og med større eller mindre lysere pletter. Den samme flinttype findes i den nordjyske skrivekridt, men her har den sit eget præg, idet den har mange ganske små eller lidt større, hvide prikker.

Annonce

Senonflint finder man også på Falster, f.eks. på Hasselø, en lille halvø, der skyder sig ud i Guldborgsund på Falsters vestside. Her er flinten nærmest blålig og kan ofte være stribet. Den betragtes i øvrigt som en af de fineste danske flintsorter.

Den anden vigtige flintsort er Danienflint, som forekommer i de øvre kalkstenslag på Stevns Klint, men i øvrigt også i Nordjylland. Denne flintsort har oftest en grå, helt ensartet struktur. Den er sværere at bearbejde end Senonflinten, navnlig er det svært at hugge tynde afslag af den. Men til at fremstille økser af er den ganske fortrinlig og blev meget brugt af stenalderens mennesker. Danienflinten findes også i en klar udgave, der er næsten lige så glat og gennemsigtig som Senonflinten. Den blev dog sjældent brugt til større redskaber.

 Møns Klint. De buede flintlag ligger ikke, som da de i kridttiden blev aflejret på havets bund. De er brudt op af indlandsisen, som i istiden gled frem over det danske landskab og forårsagede voldsomme forstyrrelser.

Møns Klint. De buede flintlag ligger ikke, som da de i kridttiden blev aflejret på havets bund. De er brudt op af indlandsisen, som i istiden gled frem over det danske landskab og forårsagede voldsomme forstyrrelser.

Behovet for flint var næsten uudtømmeligt. Man afsøgte kysterne for udvasket moræneflint. Man kendte de særligt flintrige strandvolde, hvor de eftertragtede sten var lige til at gå til. F.eks. neden for Stevns Klint og ved Sangstrup Klint ved Fornæs på Djursland. Her kunne man ofte høre den karakteristiske lyd af flint, der blev slået, når flinthuggeren sad og tilvirkede sine halvfabrikata eller de færdige redskaber.

Men det var slet ikke nok. Skulle man dække behovet for f.eks. gode tømmerøkser, rakte naturens forråd af fritliggende flintblokke slet ikke. Der måtte en anderledes rationel udnyttelse af flintforekomsterne til. Derfor vendte man sig til de steder i landet, hvor de flintførende kridtlag kunne nås fra overfladen. Det gjorde man bl.a. i kridtområderne i Thy nord for Limfjorden.

Heroppe i lysegnene mod nord når det hvide undergrundskridt helt op i dagens lys. Står man en sommerdag med høj himmel ved disse kridtforekomster, der ofte kun er dækket af et tyndt lag muld, fornemmer man nede mod syd Thisted Brednings og Limfjordens stærke og rige lys. Vandfladerne kaster lyset opad, som var det fra et spejl, og skaber atmosfæriske syner; uden dem kan landskabets topografi ikke beskrives. Det var i disse egne, ved Hov og Bjerre, at man i 1950'erne opdagede sporene efter stenaldermenneskenes bjergværksdrift.145 Minerne lå i en vis afstand fra datidens kyster, så stenaldermenneskene må have fundet frem til flinten ved at lægge mærke til, hvor kridtet kun var dækket af tynd overfladejord. Ved Hov lå mineområdet på et sted, der skrånede ned mod en lavning, som engang i stenalderhavets tid havde dannet en af Limfjordens inderste forgreninger. Ved de arkæologiske udgravninger fandt man snesevis af nedgravede skakter liggende tæt sammen på et forholdsvis begrænset område. Når skakterne var blevet tømt, kunne man kravle rundt i minegangene, omgivet af de samme kølige og fugtige kridtvægge, som engang havde omsluttet stenalderens mennesker.

 Stoller i flintminerne i Bjerre.

Stoller i flintminerne i Bjerre.

Når flintfolket i stenalderen kom hertil, var det måske først på foråret, hvor den tørre vind endnu mest var i øst eller nordøst, og hvor Store Bjørn endnu stod højt på himlen. På de første tørre forårsdage begyndte de det møjsommelige arbejde med at grave søgehuller ned i kridtet. Det var 1,5 til 2,5 m brede nedgravninger, som blev smallere mod bunden. Med disse skakter søgte de ned i undergrunden mod de flintlag, som de vidste skjulte sig dybere nede i kridtet. Det var nu ikke altid, at de nåede frem til lag med brugbar flint. Så opgav de og gravede et nyt prøvehul på et sted, hvor de mente at chancerne var bedre.

Gav prøvehullet det ønskede resultat, udvidede de det og lavede en ca. 4-5 m bred nedgravning med skrånende vægge. Det var det sikreste, fordi man heroppe i de øvre lag måtte tage hensyn til sammenstyrtningsfaren. Men så snart kridtet blev mere stabilt, kunne man arbejde sig nedefter i en ca. 3 m bred, lodret skakt. Man fortsatte så, indtil man nåede den eftertragtede, brugbare flint. Det skete gerne i 5-6 meters dybde. Så gravede man vandrette gange (stoller) ud til siderne med det formål at bjerge så mange flintknolde som muligt.

 Plan over skakt 7 i flintminen i Hov.

Plan over skakt 7 i flintminen i Hov.

I en af de største gruber havde man over et ca. 60 m2 stort areal fulgt det horisontale flintlag. Hernede i 5-6 meters dybde havde flintfolket kun ladet de nødvendige piller og støtter blive stående for at forhindre sammenstyrtning. Den længste af sidegangene var næsten 7 m lang. Når man fornemmede, at kridtet ikke var helt stabilt, lod man sidegangenes loft få form som spidse, gotiske buer. Andre steder, hvor kridtet var mere solidt, lod man lofterne være flade. Den del af sidegangene, der vendte ud mod den lodrette skakt, kunne være så høje, at en mand kunne arbejde i oprejst stilling. Længere fremme blev gangen lavere, så den inderste flint måtte man udhugge liggende.

Det var tydeligt at se, hvordan flintfolket havde arbejdet sig ned i kridtet. Ganske vist fandt man ikke deres redskaber, men man fandt aftrykkene af dem. Hundredvis af spor var der, og de viste tydeligt, at man havde anvendt hakker eller mejsler af hjortetak. Hul ved hul, rundt om i væg og loft, sad aftrykkene. Flere steder så det ud, som om stenaldermanden lige havde forladt stedet.

 Aftryk af hakker i flintminens kridtvægge, skakt 5, Hov.

Aftryk af hakker i flintminens kridtvægge, skakt 5, Hov.

Da mineskakterne blev udgravet og undersøgt i 1960'erne, kunne man også gøre en anden interessant iagttagelse. Den viste, hvordan stenaldermenneskene havde bevæget sig op og ned i skakterne. Ved at tømme en af de opfyldte skakter, kunne arkæologerne nemlig følge et ca. 10 cm bredt hul ned i fylden. Det gik skråt ned igennem lagene, og flere steder kunne man se, at det var aftrykket efter en næsten lige træstamme med sidegrene, der var hugget af 5-10 cm fra stammen. Før stammen engang i stenalderen rådnede, havde skaktens løse fyld pakket sig så fast omkring den, at aftrykket var blevet stående. Det viste, at der var tale om en klatrestige, dannet af en slank træstamme, hvis sidegrene var kappet af, så de dannede trin.146 Det danske sprog rummer endnu en betegnelse for en sådan primitiv stige – den kaldes en krage.

Et sted kunne man også se, hvordan flintknoldene og den løshuggede kridt var blevet transporteret op af skakterne. I en af skakternes vægge viste der sig en vandret række af huller, indtil 12 cm i diameter og 30-40 cm dybe. Hullerne spidsede alle sammen til mod bunden. De stammede fra groft tilspidsede træpæle, som man havde drevet ind i den faste kridtvæg. Hullerne sad et par meter over grubens 7 m dybe bund. Formentlig var de spor efter en platform, der havde været lavet over den halve skakt for at lette arbejdet med at få det løsgravede kridt op af hullet.

Et kolossalt slid havde det været, og alligevel havde man ikke sikkerhed for, at arbejdet førte til det ønskede resultat. Et sted kunne man f.eks. se, hvordan man, da man var nået 6,5 m ned i kridtet, havde opgivet arbejdet og havde fyldt gruben op igen. Et andet sted kunne man se, hvordan man efter at have udtømt det første flintlag i 5 meters dybde, var fortsat yderligere 3 m ned i undergrunden. Åbenbart har man vidst, at der hernede lå endnu et flintlag. Men udbyttet havde ikke været godt nok, og så havde man opgivet.

Oppe omkring skaktens munding lå det opgravede kridt. Her blev det nu ikke liggende længe. For når man ville grave en ny skakt tæt ved den gamle, måtte man rydde pladsen. Det opgravede kridt blev så kastet ned i skakten igen. Det skete i den samme rækkefølge, som det var kommet op. De dybest liggende lag med den mest stabile kridt blev først kastet i hullet. Så fulgte resten af det rene kridt og til sidst en blanding af knust kridt og overfladejord. Det må være sket ret hurtigt. Intet tyder på, at skakterne stod åbne ret lang tid efter, at de var blevet gravet.

Ved undersøgelserne af fylden i skakterne kunne man overalt finde levninger fra den første tilhugning af flinten. Den var sket lige oven for skakten. Man fandt ituslåede flintknolde og flintafslag samt mislykkede forarbejder til økser. Man fandt også de slagsten af kvartsit og andre hårde bjergarter, som flintfolkene havde brugt. På den måde kunne man direkte se, hvor stort udbyttet af flint havde været i hver enkelt skakt.

 Kort over de europæiske flintminer, som var i brug i bondestenalderen.

Kort over de europæiske flintminer, som var i brug i bondestenalderen.

Den nyopgravede, kølige og fugtige flint havde altså fået en første tilhugning, så snart den var kommet op til jordens overflade. Men den var stort set kun udnyttet til fremstilling af økseplanker, dvs. grove forarbejder, som havde den rette rektangulære form og det korrekte tværsnit. Barrens form skulle altså ligge så nær den færdige økse som muligt. Den endelige forarbejdning af økserne må være foregået andetsteds. Den må have resulteret i tyndnakkede økser af ca. 25 centimeters længde. Det er, hvad man kalder forholdsvis små eksemplarer. De meget store økser af nordjysk flint med en længde på helt op til 46 cm, som man kender fra danske fund, må altså stamme fra flintminer med en endnu bedre kvalitet af flint end dem i Hov og Bjerre. De er blot endnu ikke fundet af arkæologerne.

Det var ikke mange spor, minearbejderne havde efterladt af deres dagligdag på stedet. Der var dog nogle måltidsrester med bl.a. lerkarskår, som viste, at minerne har været i brug i midten af det 4. årtusinde.147

Så imponerende de nordjyske flintminer end er, så er de dog ikke enestående. Lignende anlæg kender man i Skåne, hvor man på en enkelt lokalitet har fundet omkring 30 mineskakter.148 Også i områderne syd for Østersøen, i Polen og Nordtyskland samt længere mod vest, i Belgien, Holland og Sydengland er der talrige kendte flintminer.149 De danske og svenske flintminer er i virkeligheden blot de nordligste udløbere af et stort nordeuropæisk kompleks af flintminer, hvor man overalt anvendte de samme metoder ved råstofindvindingen. Går man f.eks. over Østersøen til Rügen, finder man her et produktionscenter, der udnyttede en flintsort, der var nært beslægtet med den sjællandske Senonflint. Fra Rügen spredtes såvel råflint som færdige produkter langt sydpå, bl.a ind i de polske områder.

Også i Polen, i Lysa Górabjergene, Góry Swietokrzyskie, ca. 400 km fra Østersøkysten, var der mineområder.150 Her udvandt man nogle karakteristiske flintsorter, dels den såkaldte chokolade-flint, dels en stribet flint (også kaldt Krzemionki-flint), som vandt vid udbredelse i de østlige dele af det nordeuropæiske lavlandsområde.151 Den polske flintmineindustri havde et kolossalt omfang. På et af udvindingsstederne var antallet af mineskakter op imod 3000. Fra dette mineområde blev flinten, ligesom den danske, spredt ud over et stort areal med en radius på mere end 500 km fra selve minerne. Et lignende billede tegner sig i det nordvestlige Europa, i Holland, Belgien, Frankrig og England. Også her var minedriften i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. betydelig, og afsætningsområdet stort.

Men tilbage til de danske flintminer. Når flintknoldene havde fået deres første tilhugning oven for minen, blev de bragt videre til flinthuggerværkstederne, hvor de næste skridt i tilhugningen blev taget. Derved fik råemnet endnu en tilhugning. Men denne gang var den mere præcis end den første. Man huggede nu med indirekte slag, dvs. med en hammer på et hjortetaksredskab, for at opnå den ønskede præcision.152 Under denne tilhugning lå den flintblok, der skulle blive til en økse, på flinthuggerens lår eller blev holdt fast mellem disse. Flintafslagene var nu mindre, og tyndere. Bredsiderne af råemnet blev tilhugget fra to sider, så afslagene mødtes på midten af siderne.

Så fulgte den endelige formgivning af øksen. Æggen blev hugget færdig, og hvor de fire langsider mødtes, pressede man små afslag af og dannede derved en art zigzag-sømme. Den tilhugning af kanterne gav øksen dens karakteristiske buede tværsnit. Hele arbejdet med at fremstille den færdige men uslebne økse, tog næppe mere end et par timer for en øvet flinthugger. Så fulgte endelig øksens slibning. Var det en såkaldt tyknakket økse, foregik den på begge bredsiderne og fjernede alle tidligere spor af tilhugning. Smalsiderne forblev normalt urørte.

Formentlig lå huggepladsen eller værkstedet, hvor råemnerne blev videreforarbejdet, i nærheden af råstoflejet. Vi kender dog ikke sådanne værksteder fra det nordjyske område. Derimod er de fundet i Østdanmark. Et af dem er udgravet ved Hastrup Vænget lidt syd for Køge.153 I dette østsjællandske område havde flintproduktionen et omfang, som mindst må have svaret til, hvad man på samme tid kunne finde i Nordjylland. Hastrup Vænget var en flinthuggers værksted. Det var i brug omkring 3200 f.Kr., og var naturligvis blot ét blandt talløse andre i dette produktionsområde, hvorfra flint spredtes over store dele af Danmark.

Den omhyggelige analyse af flinthuggerpladsen, som blev foretaget efter den arkæologiske udgravning, sandsynliggjorde, at kun en enkelt flinthugger havde arbejdet på stedet. Udgangspunktet for produktionen havde tilsyneladende været råemner med en vægt på omkring 4-6 kilo. I den korte tid, værkstedet fungerede, må mellem 20 og 30 færdige, men uslebne økser være blevet fremstillet her, hvis man skal dømme efter mængden af flintafslag. Samlet har dette antal økser repræsenteret mellem 40 og 60 timers sammenhængende arbejde, altså en flittig mands arbejdsuge.

Det sidste stadium i øksebladets fremstilling var slibningen, som blev foretaget ikke blot på æggen, men over hele overfladen. Det var en tidrøvende proces, som indebar brugen af en slibesten, som regel en finkornet sandsten, der blev anbragt horisontalt på et træunderlag. Øksen blev holdt med to hænder og førtes hen over slibestenene, ligesom når man høvler et stykke træ. Det er ikke utænkeligt, at man i nogle situationer forøgede trykket på stenen ved at kile øksen fast i f.eks. en lang askegren og anbringe en tung sten oven på denne, for netop at øge vægten. Efterlignende forsøg har vist, at metoden er anvendelig, men den kræver også i hvert fald tre mand i arbejde.154 Det var ikke nødvendigt at anvende grus eller sand på slibestenen, men arbejdet tog sin tid. Det krævede f.eks. en dags arbejde at slibe en mellemstor, tyndnakket flintøkse.

Noter

144: P.V. Petersen 1993.

145: C.J. Becker 1951a, 1958, 1993b.

146: En tilsvarende er fundet i Sallerup i Skåne, se G. Weisgerber 1980, s. 194, fig. 181.

147: Fra et tidligneolitisk bæger i Volling-stil, C.J. Becker 1993b, s. 120. Samme datering har også Bjerre-minerne.

148: D. Olausson et al. 1980.

149: G. Weisgerber 1980.

150: M. Midgley 1992, s. 235 ff.

151: R. Schild 1987.

152: B. Madsen 1984.

153: P. Vemming Hansen & B. Madsen 1983.

154: B. Madsen 1984.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Flint, flintminer og flinthuggere i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430813

Afsnittet Flint, flintminer og flinthuggere er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet