Øskenkrukke opfisket af havet 20 kilometer nordøst for Bornholm.

.

Stammebåd fundet ved Øgårde (III) i den vestsjællandske Åmose.

.

Åre af asketræ fundet i udsmidslag fra Spodsbjerg-bopladsen på Langeland.

.

Stammebåd fundet ved Verup (I) i den vestsjællandske Åmose.

.

Sådan bygges en udhulet stammebåd. En stammebåd kunne formentlig bygges af to mand i løbet af en uge.

.

Til søs i en udhulet stammebåd. Fra et Øresundskryds foretaget i 1978 fra Vedbæk via Ven til den skånske kyst.

.

Nede ved de åløb, som aldrig lå langt fra bopladserne, lå de både, som bønderne brugte, når de færdedes på søerne og vandløbene. Men de blev også brugt til sejlads på det åbne hav, ikke blot til øer som Hesselø, men også til togter, der gik langt videre.

Ude på Østersøens dybe vand, 20 kilometer nordøst for Bornholm, så langt ude på det åbne hav, at man knap kan ane land i horisonten, fik nogle fiskere for en del år siden en stor øskenkrukke fra stenalderen i deres net.136 Den var fra midten af det 4. årtusinde f.Kr. og må være landet på havbunden efter et forlis for over 5000 år siden. Hvad der var sket, ved vi ikke. Var de sejlende mænd blevet overrasket af et pludseligt stormvejr? Var det en forkert sø, der havde ramt båden? Under alle omstændigheder, lerkarret er et ganske håndgribeligt vidnesbyrd om de sejladser, der i disse fjerne tider førte mennesker og varer over åbne havstrækninger, fjernt fra kystens trygge bosættelser. Og det er ikke det eneste fund af den slags. Hele tre steder i farvandene omkring Bornholm har man på dybt vand fundet sådanne øskenkrukker, formentlig beholdere til ferskvand, som man bragte med på langfarterne.137 Nogle af sejladserne gik mod syd, til den tysk-polske Østersøkyst, andre gik mod nord helt op til Den Botniske Bugt, hundreder af kilometer ad vandvejen langs den svenske østersøkyst.138

Vi kender også de både, transporterne foregik i. Ganske vist er de fleste fundet i ferskvandsaflejringer, kun de færreste stammer fra kysterne. De både, man kender, er altså dem, man sejlede i på indlandets søer og åer, når man skulle fra bosættelse til bosættelse. At kystens og det åbne havs både endnu ikke er fundet, skyldes nok, at affaldslagene fra de store stenalderbopladser ved kysten kun sjældent er udgravet. I et affaldslag ved den langelandske boplads Spodsbjerg er der dog fundet en pagaj af asketræ fra bondestenalderen. Den er fuldstændigt bevaret og 144 cm lang. Den er det hidtil eneste spor efter den sejlads, der foregik fra kystbopladserne.

I alt har man fundet omkring 30 både fra yngre stenalder. Det er alle sammen stammebåde, stort set af samme konstruktion som dem fangstfolkene havde brugt med held igennem et par årtusinder. Mange af bådene er dateret ved kulstof-14 metoden,139 og man kan se, at det var den samme bådbygningsteknik, der blev overleveret fra generation til generation, igennem talløse århundreder. Langt de fleste af bådene er fundet i den store sjællandske Åmose, dette oprindeligt vidt forgrenede, vildt- og fiskerige søområde, der strækker sig langs Halleby Å i Vestsjælland.

Mens man i jægerstenalderen fortrinsvis havde fremstillet bådene af lindetræ, var man nu, i bondestenalderen, begyndt at bruge flere forskellige træsorter, ud over lindetræ også elletræ og egetræ. Tværsnittet på disse både var altid stammerundt, dvs. man beholdt stammens naturlige form. Stævnen var tilspidset og massiv, mens agterenden enten kunne være massiv som stævnen eller bestå af et løst, halvrundt skot. En sådan båd med løst agterskot fandt man f.eks. i Præstelyng i Åmosen. Båden er kulstof 14-dateret til ca. 3785 f.Kr. og stammer således fra en tidlig del af bondestenalderen. Det lange, slanke fartøj var fremstillet af lindetræ, længden havde oprindelig været 6-7 meter og bredden ca. 90 cm. Der manglede en stor del af skroget, men agterenden var bevaret og viste, at den havde været lukket med et agterskot af lindebark. Det var halvcirkelformet og havde været fastholdt med hasselkæppe. På indersiden var det forsynet med en lerforing, og hele arrangementet var tætnet med mos.

På en anden, lidt yngre båd af eg, fra Søndersted i Lille Knapstrup mose sydvest for Holbæk,140 kunne man i agterenden se to tværgående rækker af huller. Hullerne i de to rækker sad forskudt for hinanden, formentlig havde der siddet pinde i dem, som dannede et gitter, der skulle fastholde agterskottet. Dette har formentlig bestået af en halvrund plade af træ, men bark kunne, som vi har set, også komme på tale. Agterskottet kunne i nogle tilfælde også være fastgjort i en lille rille. Det var f.eks. tilfældet på en af de bedst bevarede både fra bondestenalderen. Den blev fundet i Øgårde (III) i Åmosen141 og var 7 m lang og 70 cm bred. Det var en slank, meget elegant båd med opadstigende stævn. I agterenden havde skottet været fastgjort i en rille i en ca. 20 cm bred vulst, der sad på tværs nær bagkanten af båden. Også her havde man brugt ler til at tætne forskellige utætheder.

Desværre er det kun i et enkelt tilfælde, at man har fundet agterskottet siddende på plads i båden. Det bestod af en tre cm tyk plade og var anbragt i en vulst, helt på samme måde, som i båden fra Øgårde. Det hændte dog også, at man fremstillede både med massiv agterende, dvs. uden løst skot. Sådan en konstruktion havde f.eks. en meget velbevaret båd af elletræ fra Verup (I).142 Dens stævn var spids og let opadbøjet, mens agterenden var lige afhugget og bestod af et 40 cm langt stykke af selve stammen. Langs med lønningen af denne båd sad en række lige store huller med samme indbyrdes afstand. Måske de har tjent til fastgørelsen af en ekstra planke, det man kalder et skvætbord.

Siderne af båden var ganske tynde. De var gerne hugget ned til en tykkelse på 2-3 centimeter. Det betød naturligvis, at reparationer og tætning af smårevner undertiden var nødvendige. Man kunne f.eks. klinke de større revner. Det gjorde man ved at bore en række huller på hver side af revnen. Derefter kunne den bindes sammen og tætnes med en blanding af mos og ler.

I mange af fartøjerne har man indvendig fundet brandspor. Det skyldes nu ikke, at stammebådene var blevet udhulet ved hjælp af ild og gløder, men derimod at stenalderfolkene bragte ild med sig på længere ture, ligesom indianerne i Ildlandet gjorde det. Man havde regulære ildsteder i bådene, som regel i agterenden. Her holdt man liv i ilden, som brændte på en lerplade, der skulle beskytte bådbunden.

Det er ikke svært at forestille sig de lange, slanke fartøjer, når de næsten lydløst gled forbi de tætte ellekrat, der stod langs åernes bredder. Men hvordan udhulede man de store træstammer, som båden var fremstillet af, og som undertiden kunne være op mod 70 cm i tværmål? Det har man kunnet studere ud fra hugsporene på de mosefundne fartøjer og ved hjælp af efterlignende eksperimenter. For nogle år siden byggede man på Nationalmuseet en stammebåd, en nøjagtig kopi af en af stenalderens stammebåde.143 Det var stammebåden fra Verup, man eftergjorde, og den blev fremstillet med de samme hjælpemidler, som stenalderens mennesker havde brugt. Udgangspunktet var en 60 cm tyk lindestamme og redskaberne slebne flintøkser. Sådanne flintøkser er ikke overvældende skarpe. Til gengæld tåler de hårde belastninger, og de viste sig ganske velegnede til opgaven.

Fældningen af træet foregik ved, at man først huggede to kærve med ca. 50 centimeters afstand ind i den samme side af stammen. Når man huggede øksen skråt ind i kærven, bed den sig først et stykke ind i stammen, så afbøjedes den og fortsatte på langs ad træets fibre hen imod den anden kærv. Derved afspaltedes en lang spån. Og sådan blev man ved, indtil de to kærve mødtes i et stort, v-formet hak. Nu kunne træet hugges til fald ved at hugge i den modsatte side af stammen.

Så fulgte udhulingen af stammen. Med retøkser blev der hugget et antal kærve på tværs af den liggende stamme. Dernæst blev det friske ved bortkløvet med trækiler, der bankedes ind i siden af kærven. På den måde kunne lange spaltestykker hurtigt fjernes fra stammens indre. Langsomt fremstod bådens indre hulning. Dens sider var kun nogle få centimeter tykke, bunden lidt tykkere. Så fulgte den sidste afpudsning af bådens indre. Her måtte man arbejde med tværøkser med hulsleben æg. Med dem gjorde man bådens bund glat og splintfri. Stævn og bagstavn blev ligeledes færdigpudset med huløkser. Hele arbejdet tog ca. 200 mandtimer, men for de øvede stenalderfolk må det være gået betydelig hurtigere. Man kan skønne, at de har brugt ca. 100-125 timer til et tilsvarende arbejde.

Med denne efterligning af en stenalderbåd foretog arkæologerne et Øresundskryds fra Vedbæk, via Ven, til Borstahusen i Skåne. Besætningen var på to mand, og den 15 km lange strækning blev tilbagelagt på 5 timer. Stammebåden viste sig fuldt sødygtig, selv da det blæste op under den svenske kyst. Fremdriften skete ved hjælp af padleårer, som man kender dem fra fundene på bopladserne. Sådanne årer, eller rettere pagajer, har haft et aflangt blad, som mod enden smalnede ind og afrundedes. Overgangen mellem skaft og blad var som regel umarkeret og jævn, men kunne dog også have en omløbende vulst.

Under sejladsen over Øresund kunne man konstatere, at der ikke var behov for udliggere til at stabilisere båden. Fordelte man vægten rigtigt, var der ingen kæntringsfare. Dog var det lave fribord et problem. Man kunne se, hvordan bølgerne i frisk vejr slikkede langs rælingskanten, og hvordan småskvulp let havnede i båden. Det er ikke utænkeligt, at stenaldermenneskene afhjalp den ulempe ved at overdække båden med skind, som man kender det på en kajak. De kan også have fastgjort et såkaldt skvætbord til rælingen for derved at forhøje fribordet. På mange af bådene fra stenalderen kan man netop se rækker af små huller under rælingskanten. De kan have været beregnet til fastsurring af overdækningen eller skvætbordet.

Alt i alt viste forsøgene, at stenalderens stammebåde var lette og manøvredygtige fartøjer, der på roligt vand sagtens kunne bære 3-4 personer – og som med et par mands besætning sagtens kunne klare sejlads på åbent hav. At sejle er nødvendigt, sagde de gamle romere. Det kunne man have sagt allerede i stenalderen.

Noter

136: Fischer & Sørensen 1983.

137: F. O. Nielsen & P. O. Nielsen 1990.

138: C.J. Becker 1953c.

139: Rieck & Crumlin-Petersen 1988, s. 41; C. Christensen 1990.

140: Kulstof 14-dateret til 3340-3210 f.Kr.

141: Kulstof 14-dateret til c. 3355 f.Kr.

142: Kulstof 14-dateret til 2885-2790 f.Kr.

143: C. Vemming Hansen & P. V. Petersen 1980.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Båden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig