Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Øksen

Oprindelig forfatter JJe

Den slebne flintøkse var frem for noget det redskab, der lå bag de første bønders landnam. Effektiv var den, det har efterlignende forsøg vist – og et kraftfuldt redskab, som ført med de rette hug kunne bringe selv de største træer til fald.155 Den var uden sammenligning mandens vigtigste redskab. Den blev brugt, når markerne skulle ryddes, når der skulle bygges hegn og opføres huse, når der skulle fremstilles større redskaber, hugges brænde, osv. Men den havde også vigtige sociale og rituelle funktioner. Det skal vi senere vende tilbage til.

I tiden omkring landbrugets begyndelse var øksens blad spidsnakket og havde et ovalt tværsnit. Når det ikke var slebet, havde det stor lighed med Ertebøllefolkets store kerneøkse. Den slebne, spidsnakkede flintøkse brugte man især i de østlige dele af Danmark.156 Men den var også i brug uden for dette område: i Skåne, i Slesvig-Holsten og i egnene langs den tyske Østersøkyst. Man brugte den ikke som gravgave, men der er gjort mange fund af den på de første bønders bopladser. Dens brugstid var i den tidlige del af det 4. årtusinde f.Kr.

 De slebne, spidsnakkede flintøkser findes i tre varianter. 1. En tosidet variant, som er den ældste. 2. En variant med rundet, tre- eller firesidet tværsnit. 3. En firesidet variant.

De slebne, spidsnakkede flintøkser findes i tre varianter. 1. En tosidet variant, som er den ældste. 2. En variant med rundet, tre- eller firesidet tværsnit. 3. En firesidet variant.

Den slebne, spidsnakkede flintøkse fandtes i tre varianter.157 Én var tosidet med spidsovalt tværsnit. En anden havde afrundet tre- eller firsidet tværsnit. Og en tredje havde firsidet tværsnit.158 De var alle skæftet som retøkser, dvs. at øksens æg havde samme retning som skaftet på samme måde som på en moderne skovøkse. I Christiansholms Mose ved København159 og på jagtpladsen Muldbjerg i den vestsjællandske Åmose160 har man fundet økseskafter, som må have hørt til spidsnakkede økser. Skaftet har omsluttet den midterste del af øksebladet lige bag dets bredeste og stærkeste sted, således at nakken ragede frit ud.161 Praktiske forsøg har vist, at det er øksebladets smalsider, der opfanger trykket, når man hugger med øksen. Derfor udviklede man den firsidede form, som bedst sikrede, at øksebladet ikke beskadigedes under brugen.162

Annonce

På denne tid brugte man ikke blot flint, men også forskellige former for bjergart til økseblade. De kaldes gerne „grønstensøkser“, og slibning af bjergartsøkser var kendt herhjemme siden Maglemosetiden. De tidligste af bjergartsøkserne fra bondestenalderen var spidsnakkede og lignede i deres form meget flintøkserne. I modsætning til disse var de mindre udsat for at springe itu under hugningen. Deres skæftning lignede meget flintøksernes.163 Efterhånden gik de ud af brug for dog siden hen at dukke op i slutningen af bondestenalderen.

Den erfaring, som bønderne efterhånden fik ved at arbejde med flintøksen i det daglige, lærte dem, at det tunge redskab kunne forbedres yderligere. Man ændrede på øksebladets form og udviklede således den firsidede, tyndnakkede skovøkse. Den havde større vægt og en bedre balance; det var et afgørende fortrin, og den blev om noget de første bønders vigtigste redskab; den forblev i brug igennem henved 600 år.

 De syv varianter af den tyndnakkede økse, den dominerende øksetype i det 4. årtusinde f.Kr. Varianterne 1 og 2 er samtidige og de ældste, variant 7 er den yngste.

De syv varianter af den tyndnakkede økse, den dominerende øksetype i det 4. årtusinde f.Kr. Varianterne 1 og 2 er samtidige og de ældste, variant 7 er den yngste.

Den tyndnakkede flintøkse blev fremstillet i et utal af varianter.164 De mange varianter viser, at der var tale om en udvikling, hvor man byggede på erfaringerne fra de spidsnakkede økser og hele tiden tilstræbte mere funktionsdygtige redskaber. Nogle af økserne var således typiske overgangsformer mellem de spidsnakkede og de tyndnakkede økser.165

I bondekulturens anden fase, da det store landnam begyndte, var man nået frem til nogle meget funktionsdygtige former. De blev meget udbredte, vi kender dem fra tusindvis af fund. De kom i brug over hele landet, dog var de forholdsvis sparsomme i de sydvestlige egne.166 En række heldige fund viser os, hvordan økserne så ud i skæftet tilstand. Skaftet var skåret ud af et større stykke træ, hvis marv man havde fjernet. Bladet blev stukket så langt ind i skaftet, at en væsentlig del af nakken var fri. I en mose ved Arnakkegård i Svinninge Vejle, en af de inderste forgreninger af den udtørrede Lammefjord, fandt man således to økseskafter, begge af birketræ.167 På det ene var skaftets nederste ende afbrudt, den bevarede længde var 50 cm. Skaftets hoved var udformet som en jævn fortykkelse, der endte i en lang spids. Selve øksebladet var en opskærpet, tyndnakket flintøkse med slibning på alle fire sider, der var sat ind i en firkantet udskæring, så en del af nakken ragede frit ud. Bladet sad lidt skråt i forhold til skaftet. Det andet skaft var af samme type, blot var hovedet lidt sværere. Den nederste ende var afbrudt, den bevarede længde var 45 cm. Øksens blad var en temmelig stor, tyndnakket flintøkse, som var slebet på alle sider, men i øvrigt ganske medtaget efter lang tids brug.

Hen imod slutningen af det 4. årtusinde var de tyndnakkede øksers tid ved at være forbi. Den sidste variant, der var i brug, var en bred, tyndnakket flintøkse med stump nakke og uslebne smalsider.168 I to tilfælde har man fundet denne øksetype skæftet. Den ene blev fundet i Sigerslev på Stevns,169 den anden i Stormosen i Borum sogn ved Århus.170 Begge økserne havde kraftige skafter af asketræ. Bladet var indsat i en firkantet udskæring i skaftet og nakken af øksen ragede frit bagud. Skaftet havde været svajet og lignede derved et moderne økseskaft. Svajet har givetvis øget stabiliteten under brugen.

Ved efterlignende huggeforsøg har man lært en del om disse øksers særlige egenskaber, bl.a. at man i frostvejr skal bruge dem med stor varsomhed.171 Man har også lært, at øksebladet i skæftningen kun må spænde på smalsiderne af skafthullet, ellers revner skaftet. Men da man ved hugge-forsøgene først havde lært at håndtere økserne, skete beskadigelser kun sjældent. Det viste sig, at der skulle hugges med korte rappe hug, og at bevægelsen navnlig foregik i albueled og håndled. Bevægelsen i skulderen var derimod mindre, og kroppen var næsten fikseret. Huggede man på den måde, kunne man fælde en bøgestamme på 30 cm i diameter på lidt over en time. Man kunne enten fælde stammen ved rundhugning, eller man kunne hugge en kærv ind i stammen fra to diametralt modsatte sider. Derved kunne man bestemme den retning, stammen faldt i.

Da de tyndnakkede flintøksers tid var omme, afløstes de af de såkaldt tyknakkede økser, som forblev i brug igennem resten af bondestenalderen.172 De tyknakkede økser havde i modsætning til de tyndnakkede en plan, rektangulær eller kvadratisk nakkeflade, som var afgrænset af lige sider, og som var fremstillet ved en retvinklet afhugning af såvel bredsiderne som smalsiderne. De findes i to principielt forskellige former, hvoraf den ene hører hjemme i tiden omkring 3000 f.Kr. og århundrederne derefter, mens den anden hører hjemme i enkeltgravstiden, dvs. tiden efter ca. 2800 f.Kr.173 Navnlig forskelle i slibningen adskilte de to øksetyper.

 De tre varianter af den tyknakkede flintøkse. 1: Bundsø-varianten. 2: Lindø-varianen. 3: Valby-varianten.

De tre varianter af den tyknakkede flintøkse. 1: Bundsø-varianten. 2: Lindø-varianen. 3: Valby-varianten.

Den ældste af typerne kan inddeles i tre varianter, som har fået navne efter tidens store bopladsfund, Bundsø, Lindø og Store Valby.174 Hvad der adskiller de tre varianter, er navnlig udformningen af øksens nakke, som med tiden blev mere kvadratisk. Hvordan disse tyknakkede økser var skæftet, står ikke helt klart. Man har dog fundet et helt og et fragmenteret økseskaft af asketræ på den store boplads Spodsbjerg på Langeland. De har begge tilhørt tyknakkede flintøkser175 og viser, at bladet sad skævt, og at kun en lille del af nakken ragede bagud.176

Samtidig med at den tyndnakkede og den tyknakkede økse var i brug, fremstillede man mindre økseblade, såkaldt tyndbladede økser. De var aldrig længere end 16 cm, og tykkelsen afbladet var højst 2,4 cm.177 Det var letvægtsøkser, som var beregnet til finere tømmerarbejde. Deres variation var stor, men de lignede i visse henseender de svære retøkser, og fulgte til en vis grad deres udvikling. De havde næsten altid uslebne smalsider og intensivt slebne bredsider.178

 Fragment af økseskaft til tyknakket, svær flintøkse, lavet af asketræ. Fundet på Spodsbjerg-bopladsen på Langeland.

Fragment af økseskaft til tyknakket, svær flintøkse, lavet af asketræ. Fundet på Spodsbjerg-bopladsen på Langeland.

Med tiden udvikledes det værktøjssæt, som man brugte til tømrerarbejde. Den spidsnakkede huløkse kom til. Øksebladet havde et hvælvet, spidsovalt tværsnit, og længden oversteg sjældent 16-18 cm. Det var skæftet som en tværøkse, dvs. at æggen sad vinkelret på skaftet.179 Det var et ganske specialiseret og effektivt stykke værktøj, øksebladets hule side vendte opad, dvs. mod det træ, som blev bearbejdet med øksen. Huløksen med spids nakke kom først til i den seneste del af perioden, lige inden enkeltgravstiden.180

Næsten lige så sent kom også udviklingen af den firsidede flintmejsel,181 som man dog også blev ved med at bruge gennem resten af bondestenalderen.182 Mejslerne var lange, slanke redskaber med en kort, sleben æg, som var velegnede til udsparing af taphuller i hustømmer, skæftningshuller i økseskafter og lignende. Man slog sikkert på dem med en trækølle, ligesom man gør på moderne stemmejern. Som vi allerede har set, kunne man også bruge benmejsler til det samme arbejde som flintmejslerne.

 Fire varianter af de såkaldte tyndbladede økser. 1: tyndbladet, tyndnakket, tosidet variant. 2: tyndbladet, tyndnakket variant med slebne smalsider. 3: tyndbladet, firsidet variant med uslebne smalsider. 4: tyknakket, tyndbladet variant.

Fire varianter af de såkaldte tyndbladede økser. 1: tyndbladet, tyndnakket, tosidet variant. 2: tyndbladet, tyndnakket variant med slebne smalsider. 3: tyndbladet, firsidet variant med uslebne smalsider. 4: tyknakket, tyndbladet variant.

Men lad os igen vende tilbage til den skæftede flintøkse. Den var bøndernes vigtigste redskab i dagligdagen. Men den havde også en anden funktion, som udsprang af noget mere åndeligt, nemlig menneskets basale behov for kommunikation og identifikation. Øksen kunne være et kommunikationsmiddel, som udtrykte værdier og normer, der var gældende i samfundet. At det var tilfældet aner vi, når vi f.eks. finder slebne flintøkser, der er så store og så fornemt udførte, at de umuligt kan have haft en rent praktisk funktion i dagligdagen. Vi aner det også, når vi gang på gang finder flintøkserne nedlagt under omstændigheder, der kun kan tolkes som offerhandlinger.

Her må vi imidlertid erkende, at arkæologiens kilder er spredte og ufuldstændige. Det bliver navnlig klart, når man sammenligner dem med den viden, f.eks. etnograferne besidder om nulevende samfund i afsides liggende dele af verden. Vi kan tage et eksempel fra Ny Guinea, i hvis højland der helt op mod vor tid levede mennesker, som ernærede sig ved et primitivt agerbrug uden brug af plov, ganske som man gjorde det i Danmark i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. Også i disse højlandssamfund var stenøksen det vigtigste arbejdsredskab. Den blev brugt til fældning af skov, til bygning af hegn, huse osv. ganske som i bondestenalderens Danmark. Men stenøkserne indgik også i en omfattende byttehandel mellem de forskellige stammer. Og byttehandelen omfattede tillige buer og pile, farvestoffer, fjer af fugle, kløpinde af ben, mineralolie, flettede netposer, nødder, muslingeskaller, plantefibre, salt, tobak, træolie, yams, røget kød, levende svin samt meget andet.183 Hvor meget af det ville overleve efter 5000 år i jorden? Næppe meget. Det giver en fornemmelse af, hvor spinkelt et grundlag vore forestillinger om oldtidsmenneskenes levevis hviler på.

 Skaft til tyndbladet, tyknakket flintøkse lavet af asketræ. Fundet på Spodsbjerg-bopladsen på Langeland.

Skaft til tyndbladet, tyknakket flintøkse lavet af asketræ. Fundet på Spodsbjerg-bopladsen på Langeland.

Alligevel kan sådanne sammenligninger have deres værdi, hvis man bruger dem med omtanke. Det kan eksemplet fra Ny Guinea måske vise. På Ny Guinea fandtes højlandsfolkenes økser i flere forskellige udgaver. Der var dels meget store økser, som navnlig blev brugt i forbindelse med brudekøb. Brudeprisøkser kunne man kalde dem. Så var der mellemstore økser, som blev brugt i forskellige ceremonielle sammenhænge, og endelig var der økser af normal størrelse, der fortrinsvis fungerede som almindelige arbejdsøkser. Der var imidlertid ikke nogen skarp skillelinje mellem de forskellige øksetyper. Man kunne ikke umiddelbart skelne mellem økser, der kun havde en praktisk funktion og økser, der udelukkende blev brugt i rituelle og sociale sammenhænge. De kunne principielt alle benyttes på begge måder, alt efter hvilken sammenhæng det foregik i.

Økserne tilhørte en gruppe særligt værdifulde ting, der spillede en vigtig rolle i højlandsfolkenes sociale og politiske liv i. Udvekslingen af disse værdigenstande under ceremonielle former udgjorde nemlig en central del af den kamp om prestige, som gennemsyrede hele samfundet. I højlandet ejedes jorden kollektivt, kun brugsretten blev uddelegeret til de enkelte familier. Det var altså ikke kontrollen med jorden, som var den væsentligste forudsætning for magt og position. Afgørende var derimod kontrollen over mennesker – og resultatet af deres arbejde. Denne kontrol udøvede man via udveksling af værdigenstande. I en række kritiske situationer brugte man nemlig værdigenstande til at indfri forpligtelser i forbindelse med f.eks. giftermål, fødsel, sygdom, dødsfald og våbenhvile.

 Spidsnakket huløkse af flint.

Spidsnakket huløkse af flint.

Normalt ejede unge mænd ikke sådanne værdigenstande. De måtte derfor låne af ældre mænd, som regel klanfæller, fædre, onkler eller ældre brødre. Derved fik navnlig ældre, velhavende mænd en central magtposition, idet de unges afhængighed gjorde det muligt at gennemtvinge lydighed og solidaritet i samfundet. Kontrollen over værdigenstandene var altså af stor vigtighed. Derfor vanskeliggjorde man på forskellig vis adgangen til de socialt vigtige værdigenstande, som ofte bestod af materialer, der ikke var lokalt tilgængelige. Det var således ofte de ældre mænd, der kontrollerede udvekslingsforbindelserne med nabostammerne.

En mulighed for at omgå den traditionelle magtstruktur, dvs. de ældre mænds monopol på importen af værdigenstande, var at opdrætte svin, som i sig selv var værdigenstande. Det blev imidlertid ikke anset for passende, at mænd udførte det arbejde, som hørte til svinepasningen – det mente man var kvindearbejde. En kone var således den første forudsætning for at kunne deltage i produktionen og dermed udvekslingen af værdigenstande. Kontrollen over brudeprisbetalinger var derfor en betydelig magtfaktor, som de ældre kunne udnytte. Ved kloge investeringer i unge mænds brudepris kunne foretagsomme og velhavende mænd opbygge en gruppe af satellitter omkring sig, som var bundet af personlige afhængighedsforhold. Det gav støtte og opbakning i konkurrencen om magt og indflydelse og gav den ældre mulighed for at blive en „stor mand“. Det var altså ikke en position, han opnåede i kraft af sin fødsel eller afstamning men i kraft af evnen til at manipulere sine medmennesker.

 Tre varianter af bondesten alderens flintmejsler. 1: tosidet mejsel, kun æggen er slebet. 2: tyndnakket mejsel, minder stærkt om de tyndnakkede økser, er undertiden dobbeltægget. 3: tyknakket mejsel med kvadratisk tværsnit. De største stykker kan nå en længde på 30 cm; de fleste er mellem 5 og 20 cm lange.

Tre varianter af bondesten alderens flintmejsler. 1: tosidet mejsel, kun æggen er slebet. 2: tyndnakket mejsel, minder stærkt om de tyndnakkede økser, er undertiden dobbeltægget. 3: tyknakket mejsel med kvadratisk tværsnit. De største stykker kan nå en længde på 30 cm; de fleste er mellem 5 og 20 cm lange.

Fælles for udvekslingerne af værdigenstande var, at de overvejende foregik mellem naboklaner, som var knyttet til hinanden gennem giftermål. Disse forbindelser var af uvurderlig betydning for gruppens overlevelse på længere sigt. For på den måde sikrede man sig militære allierede og tilflugtssteder i tilfælde af hungersnød, sygdom og nederlag i krig.

Der er ingen som helst sikkerhed for, at det er foregået netop sådan i bondestenalderens Danmark. Men der er næppe tvivl om, at de fornemme, slebne flintøkser, som blev fremstillet i et omfang, der gik langt ud over det praktiske behov, på en eller anden måde spillede en rolle i den sociale konkurrence, som eksisterer i alle menneskesamfund. Vi skal senere se, at også andre værdigenstande indgik i udvekslingen mellem bondesamfundene og i den sociale konkurrence, som må have været en vigtig drivkraft i disses udvikling.

Noter

155: S. Jørgensen 1953.

156: P.O. Nielsen 1977a, s. 65 ff.

157: P.O. Nielsen 1977a; P.V. Petersen 1993, s. 103.

158: Typeafbildninger P.O. Nielsen 1977a, s. 66.

159: E. Koch 1998, s. 280, nr. 46.

160: J. Troels-Smith 1959, s. 108 ff.

161: Ibid. s. 111, fig. 6.

162: P.O. Nielsen 1977a, s. 68.

163: Ved Magleby Long, en lille sø syd for Skelskør har man fundet et knækket økseskaft af træ (C.J. Becker 1947, s. 24, fig. 4-5), som omsluttede bladet af en lille tyndnakket økse af en gnejsagtig stenart, kun ægenden er bevaret.

164: Generelt taler man om tyndnakkede økser, når bredden af nakken er mere end 4 cm, og når nakkens tykkelse udgør mindre end 40% af nakkebredden. Ved udskillelsen af de enkelte typer regner man med i alt ni proportionselementer, som kombineret på forskellig vis resulterer i syv forskellige typer, se P.O. Nielsen 1977a, s. 63, fig. 1 og P.V. Petersen 1993, s. 105. Se også K. Fabricius 1996, s. 139 ff.

165: P.O. Nielsen 1977a: type 1 og 2 har således ligesom de spidsnakkede økser en østlig udbredelse i Danmark og hører hjemme i den tidligste del af den ældre bondestenalder. Samme østlige udbredelse har også type 3.

166: P.O. Nielsen 1977a: Typerne 3-6. Type 3 har en østlig udbredelse, ganske som typerne 1 og 2. Type 4 findes derimod over hele Danmark, kun få fund i Skåne og Slesvig-Holsten. Dog er typen sparsom i de sydvestlige dele af landet. Type 5 er udbredt især i Nordjylland, men kendes også sporadisk fra hele landet. Type 6 er udbredt over hele landet med undtagelse af det vestlige og sydlige Jylland.

167: C.J. Becker 1947, s. 23, fig. 2-3.

168: Type 7, Blandebjerg-typen, C.J. Becker 1945a, s. 173, 1957, s. 12 ff.; P.O. Nielsen 1977a, s. 81.

169: C. Blinkenberg 1898; J. Brøndsted 1957, s. 207.

170: C.J. Becker 1949, s. 236 f., fig. 5; P.V. Petersen 1993, s. 104, fig. 48 C.

171: S. Jørgensen 1953.

172: Ved tyknakkede økser forstår man økser, hvis nakketykkelse udgør mindst 40% af nakkebredden, C.J. Becker 1957; P.O. Nielsen 1977b; P.V. Petersen 1993, s. 111 ff. Se også K. Fabricius 1996, s. 136 ff.

173: De to øksetyper betegnes henholdsvis A og B-økser. Iflg. P.O. Nielsen (1977b, s. 14 ff.) består gruppe A af tyknakkede flintøkser med uslebne smalsider, lige nakke og en smalsidevinkel på mindst 8 grader. Til denne gruppe henføres de såkaldte Bundsø-, Lindø- og St. Valby-økser. Gruppe B, som er fra Enkeltgravstiden, omfatter tyknakkede økser med slebne eller uslebne smalsider, lige eller skrå nakke samt en smalsidevinkel på højst 8 grader.

174: C.J. Becker 1957; K. Ebbesen 1975a, s. 149 ff; P.V. Petersen 1993, s. 111; K. Fabricius 1996, s. 148 ff.

175: J. Skaarup 1985, s. 42, fig. 13.

176: Vedr. diskussionen om skæftningen af økserne se K. Ebbesen 1978a, s. 38, idem 1982a, s. 140.

177: P.O. Nielsen 1977a, s. 110 ff.; P.V. Petersen 1993, s. 116 ff; K. Fabricius 1996, s. 160 ff.

178: K. Ebbesen 1982a, s. 141.

179: P.V. Petersen 1993, nr. 173.

180: K. Ebbesen 1978a, s. 126; P.V. Petersen s. 114; K. Fabricius 1996, s. 174 ff.

181: P.V. Petersen 1993, nr. 185-86.

182: P.V. Petersen 1993, s. 119 ff.

183: F. Højlund 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Øksen i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430805

Afsnittet Øksen er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet