Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Set med mikroskopets øje

Oprindelig forfatter JJe

Landbrugets begyndelse i Danmark kan ikke afgrænses til ét bestemt punkt i tiden. Det var en langsom proces, der strakte sig over århundreder. De første tegn på, at nye tider var undervejs, havde som sagt vist sig allerede i det 5. årtusinde f.Kr. Men vi skal helt frem til midten af det 4. årtusinde f.Kr., før man kan tale om et landbrug, hvor kornavl og dyrehold indgik som en integreret helhed, og hvor det gamle jæger-fiskererhverv for alvor var trængt i baggrunden.

Hvordan denne langvarige proces foregik, kan man kun få en forestilling om, hvis man kombinerer de arkæologiske undersøgelser med de naturvidenskabelige, først og fremmest pollenanalyserne og kulstof 14-dateringerne. Kun på den måde kan man få et billede af, hvordan mennesket foretog de første indgreb i skoven, hvordan det begyndte at holde husdyr og dyrke afgrøder.

Men sandheden er ikke noget, man uden videre kan læse ud af pollendiagrammerne. Der er nemlig store fortolkningsproblemer knyttet til dem. Det skyldes bl.a., at de enkelte plantearters pollen spredes på meget forskellig vis. F.eks. spredes pollen fra de forskellige kornsorter meget dårligt, og det kan være vanskeligt at skelne pollen af dyrket korn fra vildgræsser. I virkeligheden er det først i de allerseneste år, at man ved pollenanalytiske undersøgelser i forbindelse med udgravninger af arkæologiske fund har kunnet fremlægge klare kendsgerninger om f.eks. korndyrkningen i landbrugskulturens første tid.30

Annonce

 Pollen fra muldlaget under jættestuen Klekkendehøj. Hassel, med fortykket ydervæg efter varmepåvirkning, byg, kornblomst og lancetbladet vejbred.

Pollen fra muldlaget under jættestuen Klekkendehøj. Hassel, med fortykket ydervæg efter varmepåvirkning, byg, kornblomst og lancetbladet vejbred.

Et andet stærkt omdiskuteret problem har været det såkaldte elmefald, som viser sig i diagrammerne som et pludseligt fald i mængderne af elmepollen omkring 3900 f.Kr., netop på den tid, hvor landbruget langsomt begynder at gøre sig gældende i Danmark.31 På samme tid, eller umiddelbart derefter, viser der sig nemlig pollen fra byg og hvede i diagrammerne sammen med pollen fra bredbladet vejbred (Plantago major).

Nogle forskere tolkede dette elmefald som et resultat af, at den tidlige bondebefolkning havde høstet løvfoder til deres kvæg.32 Tanken lå ligefor: i modsætning til de fleste andre træer, er elmetræet kun i stand til at blomstre, når kvistene har nået en alder på mindst 9 år. Det vil sige, at hvis man kapper grenene f.eks. hvert tredje eller fjerde år, vil elmen ikke kunne blomstre. Faldet i mængderne af elmepollen i diagrammerne blev derfor tolket som et resultat af menneskelig aktivitet.

Tanken om, at elmefaldet skulle have at gøre med de første bønders indhøstning af løvfoder til deres kvæg, viste sig imidlertid mindre sandsynlig, da nogle forskere prøvede at regne efter, hvor meget løvfoder, der kunne have været tale om. De kom til det resultat, at det kunne have holdt mellem 190.000 og 400.000 dyr i live, og at indsamlingen må have krævet mindst en halv million menneskers medvirken.33 Det var helt åbenlyst urealistiske tal, når det drejede sig om den tidligste bondekultur i Danmark. Også fra naturvidenskabelig side blev der rejst tvivl om elmefaldets sammenhæng med de første bønders virke.34

 Elmebarkbillen, som overfører den berygtede svampesygdom, elmesygen.

Elmebarkbillen, som overfører den berygtede svampesygdom, elmesygen.

Elmefaldet synes at have strakt sig over en forholdsvis kort periode, ca. 2-300 år omkring 3900 f.Kr. Det er et fænomen, som viser sig i pollendiagrammerne over hele Nord- og Centraleuropa på samme tid. Det forekommer altså også i områder, hvor der allerede i århundreder havde levet bønder.35 Flere forskere har derfor peget på, at elmefaldet snarere havde at gøre med en elmesyge af samme art som den, der også i vor tid hærger store dele af Europa. Og som er med til at gøre bl.a. vore byer så sørgeligt fattige på træer.36

I pollendiagrammerne fra det 4. årtusinde f.Kr. kunne man imidlertid også se kraftige forandringer i skovens sammensætning på et lidt senere tidspunkt, nemlig i tiden omkring 3500 f.Kr. I modsætning til elmefaldet var de tydeligvis resultatet af menneskers indgreb i naturen og blev af geologen og botanikeren Johannes Iversen i 1941 i et banebrydende videnskabeligt arbejde betegnet med det oldnordiske ord „Landnam“, som betød at tage ubeboet land i besiddelse.37

Landnammet viste sig i pollendiagrammerne ved, at der var et drastisk fald i værdierne af skovtræerne eg, elm, lind og ask, dvs. de træer, som havde domineret den blandede skov i det 4. årtusinde f.Kr. Birk nåede samtidig et mindre maksimum fulgt af hassel. Derefter så det ud til, at den blandede skov igen vendte tilbage til sin tidligere tilstand. Samtidig med ændringerne af skovtræernes pollen skete der en tydelig vækst i andre pollenarter. I et første stadium skete der en pludselig fremgang af urteagtige planter, især græsser, ørnebregne og kurvblomstrede planter. I det næste stadium skete der to ting: først fik pil og bævreasp et lille og kortvarig, birk et påfølgende langt større maksimum. Samtidig undergik urtevegetationen en karakteristisk ændring, idet ledeplanter for overdrev, dvs. uopdyrket græsningsland, nu bredte sig. Især blev planten lancet-vejbred meget almindelig. Det sidste stadium var så præget af, at hassel nåede et maksimum, samtidig med at skoven begyndte at regenerere, dog i en noget ændret form.

Johannes Iversens fortolkning af disse forandringer var, at de var resultatet af et svedjebrug. Han mente, at pollendiagrammerne viste, at de første bønder havde foretaget kortvarige rydninger i urskoven med økse og ild for at kunne dyrke korn og holde kvæg i det skovland, som efterhånden regenererede. Helt så kortvarig var processen nu ikke. Man har nemlig i de seneste årtier ved kulstof 14-dateringer kunnet vise, at den kunne strække sig over henved 500 år.38 Det kunne tyde på, at Landnammet i pollendiagrammerne i meget generel forstand udtrykker menneskets langtidspåvirkning af vegetationen, herunder også den påvirkning som græssende kvæg udøvede på skoven.39

De pollendiagrammer, vi hidtil har omtalt, kan stamme fra lokaliteter med en stor, åben overflade, søer og moser f.eks. Diagrammerne afspejler derved en slags gennemsnit af vegetationsændringerne inden for et relativt stort område, flere hundrede kvadratkilometer. Man kan imidlertid også lave pollendiagrammer i f.eks. små, beskyttede vandhuller. Disse pollendiagrammer viser vegetationsændringerne inden for et meget mindre område, hvorved man får mange flere detaljer med.40 Endelig kan man lave pollendiagrammer fra bevarede muldlag under f.eks. gravhøje. Under normale vilkår bevares pollen ikke i de øvre jordlag. De bliver gravet ned af regnorme og holder normalt ikke længe. Men når jordlagene bliver dækket af f.eks. en gravhøj, går den biologiske omsætning i stå, og de yngste pollenkorn bevares.41

Den slags undersøgelser er foretaget i de senere år med stort held, idet man nu kan danne sig et indtryk af landskabets udseende lige forud for f.eks. gravhøjens opførelse. Det giver en meget mere direkte forbindelse til veldaterede anlæg fra oldtiden. Og man har da også med held lavet pollendiagrammer, som stammer fra bondekulturens første tid, f.eks. under de langhøje, der blev bygget før det 4. årtusindes midte og under nogle af de dysser og jættestuer, der blev opført på et noget senere tidspunkt end langhøjene.42

Man har således så at sige kunnet genskabe nogle af de landskaber, som de første bønder færdedes i. Der er tale om flere forskellige landskabstyper. En af dem viser os små rydninger skabt ved svedjebrand og ved kvægets græsning. Et andet landskab, som vi kan se under nogle af de tidligste anlæg, viser os derimod et sekundært (regenererende) skovland med bevoksning af birk eller hassel. Her er der også ofte spor efter, at menneskene har foretaget afbrænding og har dyrket hvede eller byg i disse afbrændte, sekundære skovlandskaber. Og så er der endelig landskaber, der består af åbne græsningsarealer.

At man kan se, at der er sket en afbrænding af vegetationen, hænger sammen med, at pollenkornene ændrer udseende, når de udsættes for op til 300 graders varme.43 Ydervæggene i kornene kan da svulme op til den tredobbelte tykkelse, og pollenkornene omformes ofte på en karakteristisk måde. Opvarmes kornene mere, forkuller de og bliver ukendelige, men er de bevarede, kan de fortælle, at bevoksningen på stedet er blevet brændt, og de kan oplyse om, hvilke træarter der voksede på marken før branden.

Den slags svedjebrug, som stenalderbønderne praktiserede, er udbredt over hele jordkloden. Man udnytter de næringsstoffer, som frigøres ved afbrændingen, især kali og fosfor. Formentlig har asken kun gødet jorden i nogle få år, så dyrkningen har næppe været langvarig. Så måtte man udnytte nye områder, mens de forladte dyrkningsområder enten blev forvandlet til åbent græsningsareal eller sprang i skov igen og kunne afbrændes igen ved en ny rotation.

Desværre kan vi ikke følge disse scenarier igennem hele bondestenalderen. For på et vist tidspunkt, omkring 3100 f.Kr., ophørte byggeriet af de store gravanlæg. Derefter er vi henvist til den type pollendiagrammer, som i bred almindelighed beskriver landskabets udvikling. De viser os, at der ud over skov stadig var åbne græsningsarealer for kvæg, og at sekundære hasselbevoksninger blev opretholdt.44 Men de fortæller os ikke meget om, hvordan bønderne dyrkede deres marker.

Der er således en del usikkerhed om, hvordan landbruget udviklede sig igennem det efterfølgende 3. årtusinde f.Kr. Ud fra de arkæologiske fund har man gættet på, at der efterhånden skete en konsolidering af landbruget, dvs. et skift fra ekstensiv skovgræsning og korndyrkning i retning af mere permanente græsningsområder baseret på en udvidelse af kvægholdet.45 Som vi senere skal høre, antager man også, at befolkningen på dette fremskredne tidspunkt var begyndt at leve mindre spredt, og at man i stedet boede sammen i større bosættelser. Men som sagt er pollendiagrammerne endnu ikke til meget hjælp i forståelsen af dette videre forløb.

Noter

30: S. Th. Andersen 1990, 1991a-b, 1993b, 1995, 1998.

31: J. Troels-Smith 1953; B. Aaby 1985; T. Madsen 1990; B. Friman 1996.

32: J. Troels-Smith 1953, 1960.

33: P. Rowley-Convy 1982; O. Rackham 1980.

34: H. Tauber 1965.

35: H. Tauber 1965; T. Madsen 1982.

36: A. Fischer 2000a.

37: J. Iversen 1941, 1967.

38: B.Aaby 1985 og 1986a.

39: J. Iversen 1967; S.Th. Andersen 1993a; B. Aaby 1985.

40: S.Th. Andersen 1991a og 1992.

41: S.Th. Andersen 1990, 1995, 1998.

42: Det er bl.a. langhøje ved Bjørnsholm, Bygholm Nørremark og Rude, der er blevet undersøgt, en dysse ved Mønge Havegård og jættestuer i Næsbyholm Storskov, Strandby Skovgrave, Klekkendehøj, Ormshøj, Glentehøj, Keldernæs og Bigum Jordehøj: S.Th. Andersen 1990, 1991d, 1992, 1993b-c, 1998.

43: S.Th. Andersen 1993c.

44: S.Th. Andersen 1991a, 1993b; B. Aaby 1985.

45: K. Davidsen 1978; T. Madsen 1982, 1990; G. Nygaard 1985, s. 446 ff.; J. Skaarup 1985, s. 359 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Set med mikroskopets øje i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430799

Afsnittet Set med mikroskopets øje er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet