Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landbruget kommer til Europa

Oprindelig forfatter JJe

Men tilbage til landbrugets spredning ud over det europæiske kontinent, som begyndte i det 7. årtusinde f.Kr. På den tid opstod de første bondesamfund i Grækenland. Og herfra bredte landbruget sig i de følgende årtusinder som to bølgebevægelser med hver sin retning: én fulgte Middelhavets kystområder helt over til den Iberiske Halvø. En anden nåede via Balkanhalvøen ind i det europæiske kontinents indre. Derfra bredte landbruget sig videre frem til lavlandsområderne i Frankrig, Nederlandene, Nordtyskland og Polen – og til sidst til Sydskandinavien. Under denne lange rejse ændrede landbruget sig hele tiden, fordi mennesket til stadighed tilpassede det til nye omgivelser.

Da de første bondesamfund opstod i Grækenland i det 7. årtusinde f.Kr., var der tale om primitive landbrug, eller måske snarere en slags havebrug, baseret på dyrkning af emmerhvede og enkorn sammen med bælgplanter såsom ærter og bønner.7 Husdyrene var især får og ged, men kvæg og svin var også kendt, om end de måske ikke blev holdt som husdyr helt fra begyndelsen. Snart derefter må lignende landbrug være opstået rundt omkring i de nordlige Middelhavsområder, men endnu kun som isolerede enklaver. Omkring dem fortsatte menneskene endnu lang tid frem den jæger-samlertilværelse, som de havde levet i årtusinder.

 Spredningen af agerbruget fra den såkaldt frugtbare halvmåne i Mellemøsten til Europa.

Spredningen af agerbruget fra den såkaldt frugtbare halvmåne i Mellemøsten til Europa.

I løbet af det 7. årtusinde kom der forøget nedbør og varmere vintre. Derved blev det muligt at praktisere et landbrug som det græske over større dele af Balkanhalvøen. Der opstod andre kombinationer af planteavl og husdyrhold længere nordpå, i det nordlige Balkan og i områderne langs den mellemste Donau. Så indtraf en pause, og først henved 1000 år senere fremstod helt nye landbrugsformer i det centrale og vestlige Europa.

Annonce

I det 6. årtusinde f.Kr. spredtes landbruget for alvor til det europæiske kontinents indre.8 Spredningen foregik ad de flodveje, der som et fint net af arterier gennemstrømmer det europæiske kontinent. Og bosættelsen skete i slettelandet langs floddalene, hvor man næsten udelukkende bosatte sig på én bestemt jordart: løss, som er en frugtbar, meget finkornet, næsten støvlignende jordart, der findes i en zone fra Belgien og Nordfrankrig gennem Mellemeuropa og videre langt ind i Asien. Den var blevet aflejret af vindene i tørre perioder under den sidste istid og egnede sig fremragende til et landbrug baseret på vårsæd og et husdyrhold, bestående af kvæg og svin. Spredningen af landbruget synes at være sket som en proces med mange faser med pauser og pludselige fremstød. Men i det lange perspektiv var resultatet, at Centraleuropa blev fyldt med små landbrugssamfund.

 Eksempler på de første centraleuropæiske bønders keramik, den såkaldte båndkeramik.

Eksempler på de første centraleuropæiske bønders keramik, den såkaldte båndkeramik.

Den frugtbare jordbund i løssområderne tillod, at man dyrkede den vedvarende, dvs. man behøvede ikke at lade den ligge brak i perioder, for at den skulle genvinde sin frugtbarhed.9 Og den krævede kun en begrænset bearbejdning. De små markstykker kunne dyrkes blot med hakke og gravestok, næsten som en slags haver. Udbyttet var til gengæld så stort, at relativt mange mennesker kunne leve sammen. Voksede befolkningen ud over, hvad området kunne bære, flyttede nogle af dem til nye områder med de samme jordbundsforhold, og landbruget spredte sig på den måde hurtigt ud over det europæiske kontinent. De skovdækkede områder holdt man sig derimod fra. At opdyrke dem ville have krævet en langt større arbejdsindsats med bl.a. rydning af skoven.

Man kalder dette første centraleuropæiske landbrug for den „båndkeramiske kultur“. Den er navngivet efter de båndformede ornamenter, der smykkede de tidlige bønders lerkar. Den båndkeramiske kultur strakte sig over et enormt område tværs igennem Europa, fra Moldavien i øst til Seinens munding i vest, og fra Donau i syd til Harzen i nord.10

På de frugtbare løssområder, men også kun på dem, udviklede der sig et landbrug, som kunne føde en hastigt voksende befolkning. Hvordan dens levevilkår var, har man kunnet få et godt indblik i bl.a. ved storstilede arkæologiske udgravninger på den såkaldte Aldenhovener Platte, der ligger i Rhinområdet mellem Köln og Aachen.11 Her lå bosættelserne i slutningen af det 6. årtusinde f.Kr. som perler på en snor på løss-terrasserne langs med floderne. Ved udgravningerne finder man ofte spor efter en mangfoldighed af store langhuse inden for ganske snævre områder. De mennesker, som boede her, holdt ofte til inden for et og samme sted generation efter generation. Deres huse var store og velbyggede, helt op til 45 meter lange. Den ene tredjedel af huset tjente til opbevaring af forråd, mens den resterende del blev brugt til beboelse.

 Grundplan og rekonstruktion af tømmeropbygningen i et langhus af den type, som anvendtes på løssområderne i det tempererede Europa. Den ene tredjedel af huset blev brugt til opbevaring af forråd, mens den øvrige del af huset tjente til beboelse.

Grundplan og rekonstruktion af tømmeropbygningen i et langhus af den type, som anvendtes på løssområderne i det tempererede Europa. Den ene tredjedel af huset blev brugt til opbevaring af forråd, mens den øvrige del af huset tjente til beboelse.

Man har ment, at disse første bønder havde et ganske særligt forhold til deres bosteder – og til deres døde.12 Når en af husets fremstående beboere havde forladt denne verden, opgav man huset og byggede et nyt. Man lod det gamle hus „dø“. Besøgte man en af disse folks bopladser, kunne man således se et antal huse i forskellige grader af forfald. Nogle af dem stod blot tilbage som en trapezoid eller rektangulær højning af jord. De døde begravede man dog ikke i husene, men på gravpladser et lille stykke vej fra bopladsen. Men de forladte hustomter symboliserede de familier, som havde boet der. Senere opgav man dog den skik og byggede i stedet „symbolske huse“, nemlig lange gravhøje af samme form og størrelse som de levendes huse.

Hvor flere bopladser lå sammen i en gruppe, kunne der ofte knytte sig et større eller mindre indhegnet anlæg til dem.13 Disse anlæg lå undertiden, hvor der tidligere havde ligget en boplads, men normalt var de placeret på iøjnefaldende steder i terrænet, på små næs eller forbjerge. Anlæggene, eller samlingspladserne, som man også kalder dem, var gerne indhegnet af grøfter og undertiden af en palisade. Ved de arkæologiske udgravninger kan man se, at grøfterne ofte har været gravet op igen, men er blevet genfyldt, ofte flere gange. Det er noget, man kender fra tilsvarende danske anlæg, som vi snart skal høre nærmere om. Hvad meningen med disse samlingspladser har været, er meget omdiskuteret. Der er dog ikke tvivl om, at de har haft en kultisk-ceremoniel betydning, formentlig i forbindelse med dyrkelsen af forfædrene. I hvert fald må en eller anden form for begravelseskult have indgået i de aktiviteter, som befolkningen udførte på samlingspladserne.

Man har beregnet, at der i det rhinske område allerede nogle få århundreder efter landbrugets indførelse levede en befolkning på henved 27.000 mennesker. Det ville svare til ca. 1,45 pr. kvadratkilometer. I dag er befolkningstætheden i de samme egne af Tyskland 247 pr. kvadratkilometer.

Hvis man imidlertid beregner befolkningstætheden for de første bondesamfund på løssområderne alene, bliver det gennemsnitlige befolkningstal pr. kvadratkilometer 16,7. Det kan sammenlignes med det befolkningstal, man havde i middelalderen, hvor der boede ca. 30 mennesker pr. kvadratkilometer. Det giver et indtryk af, hvor intensiv udnyttelsen af de frugtbare løssområder var allerede nogle få århundreder efter landbrugets begyndelse i Centraleuropa. Disse tal taler for, at befolkningsvæksten, og dermed et øget pres på naturomgivelserne, var en af de vigtigste følgevirkninger af den nye erhvervsforms indførelse.

I tiden efter ca. 5000 f.Kr. kom en ny fase i landbrugets udvikling. Bondesamfundene havde bredt sig så langt nordpå, at deres yderste udløbere rakte helt frem til egnene omkring den nedre Oder. Det betød, at der nu levede bondesamfund ikke langt fra Østersøens sydlige bredder. Længere mod nord, i Sydskandinavien, levede befolkningen stadig som jægere, fiskere og samlere. Så indtraf igen en periode med stilstand.14 Igennem mange århundreder levede bondesamfundene i Nordtyskland og Polen tæt op ad folkeslag, som praktiserede en helt anderledes livsform. Det betød dog ikke, at der ikke var kontakt mellem de to befolkningsgrupper, som vi senere skal se. Men de urgamle befolkningsgrupper i nord opretholdt endnu et stykke tid deres gamle livsform og havde tilsyneladende ingen tilskyndelse til at ændre på dette forhold.

De bondesamfund, der var trængt frem mod nord, var udgået fra de seneste af de såkaldt båndkeramiske kulturer, som igennem tusinde år havde levet langs hele den sydlige kant af det store nordeuropæiske lavlandsområde.15 Her havde befolkningen efterhånden udviklet lokale særegenheder, som skabte grupper med hver sin identitet.16 Men alle boede de, ligesom deres forfædre havde gjort det, på bopladser med store langhuse. I nogle egne kunne langhusene nu blive meget store, de kunne være mere end 60 m lange. De byggede også indhegnede samlingspladser, ligesom forfædrene havde gjort det.

Det var disse folkeslag, der i det 5. årtusinde f.Kr. begyndte at stikke følere ud i retning af sortjordsområderne i det udstrakte nordeuropæiske lavlandsområde.17 Det var et bølgende morænelandskab med talrige større og mindre søer, og det var gennemskåret ikke blot af de fire store floder Rhinen, Elben, Oder og Weichsel, men også af et utal af små vandløb. Bøndernes bosættelser var begrænset til nogle få regioner. De slog sig ned i det centrale Polen, navnlig i Kujawien, dvs. de frugtbare områder på Weichsels venstre bred, som dengang var et skovklædt landskab med små højdedrag imellem talrige stilfærdigt rindende floder og vandløb, søer og sumpede engstrækninger med et rigt dyreliv. Og de slog sig ned i områderne ved den nedre Oder. Her var det de frugtbare landskaber i Pyrzyce-bækkenet i Vestpommern og på Uckermünde Heide, der tiltrak dem. I de sydlige dele af Niedersachsen slog de sig ned på de nordligste løssområder mellem Hannover og Braunschweig.

Hvorfor bondesamfundene begyndte at ekspandere ind i skovområderne mod nord er endnu lidt af en gåde. Det ser ikke umiddelbart ud til, at det var et befolkningstryk i Centraleuropa, som udløste den nordgående bevægelse. Det var næppe en masse-udvandring, hvor man søgte efter nyt land. Dertil er bosættelserne i nord alt for små og spredte. De ser heller ikke ud til at være draget af sted på lykke og fromme. I hvert fald var de i stand til at tilpasse sig de nye muligheder, som de fremmede omgivelser mod nord bød på.

Man kender de tidlige bondesamfund bedst fra Kujawien i det nuværende Polen, hvor bønderne slog sig ned på områder, der lignede dem, frænderne længere sydpå havde udnyttet. Man boede på de frugtbare jorder tæt ved floderne og søerne. Man dyrkede emmer, enkorn og byg og holdt kvæg, svin og får eller ged. Og man boede i langhuse, op til 30 m lange, af ganske samme slags som var i brug over hele det mellemeuropæiske område.

Så fulgte i den sidste del af det 5. og begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. en sidste fase af landbrugets spredning mod nord og nordvest. Den nye livsform fik nu langsomt fodfæste over hele det nordeuropæiske lavlandsområde, herunder også Sydskandinavien. Også de Britiske Øer blev inddraget i landbrugskulturen.

Som vi tidligere har set, havde der allerede tidligt været kontakt mellem agerbrugerne i syd og jæger-fiskerfolkene i nord. Fra hånd til hånd var nogle af agerbrugernes redskaber, f.eks. deres karakteristiske økser, vandret mod nord.18 Det var formentlig sket i form af gavebytte og anden sporadisk kontakt. På et vist tidspunkt, var man imidlertid kommet i endnu nærmere forbindelse med hinanden. Så nær, at man lærte nye håndværk at kende fra agerbrugerne i syd. F.eks. lærte man at fremstille lerkar, som kunne bruges til opbevaring og tilberedning af føden. Det var et håndværk, som krævede overførsel af viden, f.eks. om hvordan man skulle tilberede pottemagerleret, før lerkarrene blev brændt.19

Det skete allerede før midten af det 5. årtusinde f.Kr. i kystområderne ved Østersøen og Vesterhavet. I vest ser det ud til, at det var fra agerbrugere, der levede ved Rhinens og Meuses munding i Holland, at jæger-fiskersamfundene i kystegnene lærte pottemagerhåndværket at kende. Herfra spredte det sig til det nordvesttyske område, til Niedersachsen og til Slesvig-Holsten. I øst skete det samme bl.a. på Rügen og i de tysk-polske egne omkring Odermundingen. Her var det keramikken hos agerbrugsfolkene i det centrale og sydlige Polen, der var forbilledet for det nye håndværk.20 På jæger-fiskerfolkenes bopladser kunne man nu både finde lerkar, der stammede fra agerbrugerne længere mod syd, og lerkar der var fremstillet på stedet, altså af de lokale fangstfolk. På de samme bopladser har man også undertiden fortæret kød af tamdyr, som i sidste instans må være kommet fra agerbrugsfolkene mod syd. Men endnu tyder intet på, at man også dyrkede korn på disse bopladser. Det skyldes formentlig, at de dyrkningsmetoder, som agerbrugsfolkene i syd anvendte, ikke uden videre lod sig overføre til de sandede morænejorder, hvor fangstfolkene i nord boede. Først i tiden efter ca. 4300 f.Kr. begynder man at kunne se tegn på, at man var begyndt at udvikle dyrkningsmetoder, der egnede sig til jordbunden i de nordlige områder.

I Danmark og Skåne skete denne udvikling ret sent. Det er først i de tidlige århundreder af det 4. årtusinde f.Kr., at man begynder at finde håndgribelige spor efter, at befolkningen var begyndt at dyrke korn og holde husdyr. Ertebøllefolkets tid var nu ude, bondekulturens tid var begyndt. På bopladserne begyndte man at anvende en ny slags keramik med tragtformet hals. Tragtbægre kalder man dem, og dem havde man til fælles med befolkningen over hele det nordtysk-polske lavlandsområde, fra Holland i vest til Central- og Østpolen i øst, og fra Sydskandinavien i nord til Böhmen og Mähren i syd. I den arkæologiske litteratur kalder man derfor denne tidlige bondekultur for Tragtbægerkulturen.

Der var mange ligheder, der bandt den nye bondekultur i Sydskandinavien og det nordtysk-polske lavlandsområde sammen til et større hele. Man dyrkede de samme kornsorter. Og man holdt de samme tamdyr.21 Man skaffede sig sine råmaterialer på samme vis, uanset om det var i de områder, der i dag er Polen, Tyskland, Sverige eller Danmark. F.eks. udvandt man flint ved regulær minedrift i de egne, hvor undergrundens kalk- og kridtaflejringer nåede op i dagens lys. Men lighederne rakte meget videre. For befolkningerne i det nordeuropæiske lavlandsområde havde jo, som vi flere gange har hørt, længe haft samkvem med hinanden og havde lært af hinanden.

Man begravede f.eks. med tiden de døde i grave, hvis udformning kunne have påfaldende ligheder over meget store områder. Det gjaldt f.eks. de store langhøje. Mange af højene rummede tømmerbygninger, hvoraf nogle var egentlige gravkamre, andre ikke.22 Udformningen af disse langhøje, som vi senere skal høre mere om, var resultatet af gensidige kontakter mellem stammesamfundene inden for en bred kystzone, der rakte fra Østersøområderne helt ud til Atlanterhavet.

De ritualer, der knyttede sig til langhøjene, havde også mange fællestræk over store områder. Mange af fællestrækkene udsprang af de ritualer, som de tidlige bondesamfund udøvede. Man må over store områder efterhånden have fået fælles trosforestillinger og ritualer, der bl.a. krævede, at de døde blev opbevaret i gravanlæg, som var synlige for enhver. Det var alt sammen ritualer, der internt var med til at skabe og styrke bevidstheden om fællesskabet i de nye stammesamfund.

Men lad os nu ikke foregribe den udvikling, som senere fandt sted i løbet af det 4. årtusinde f.Kr. Endnu befinder vi os i den fase, hvor befolkningen tog den nye livsform til sig. Hvor landbruget langsomt var ved at vinde indpas, men endnu levede side om side med ældgamle livsformer. Lad os derfor vende tilbage til det jomfruelige landskab, som i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. dannede rammen om de første bondesamfund i Sydskandinavien.

Noter

7: P. Halstead 1996.

8: Se. f.eks. J. Lüning 1997; J. Preuss 1998.

9: A. Sherratt 1980.

10: Lichardus & Lichardus-Itten 1985; J. Lüning 1997.

11: Se f.eks. P. Stehli 1989.

12: R. Bradley 1996.

13: N.H. Andersen 1996, s. 172 ff.

14: P. Rowley-Conwy 1985b.

15: M. Midgley 1992, s. 19 ff.

16: I Böhmen og Mähren, de sydlige dele af Polen og i de østlige dele af Tyskland levede en gruppe, som arkæologerne betegner Stichband-gruppen efter den særlige dekoration, hvormed de udsmykkede deres lerkar. Længere mod vest i den centraleuropæiske zone levede andre grupper, som man har givet navne som Grossgartach-, Planig-Friedberg- og Rössen-grupperne.

17: Udbredelseskort se M. Midgley 1992, s. 20.

18: A. Fischer 1982a, 2000a; L. Pedersen 1997b.

19: B. Hulthén 1977.

20: Der findes dog også forskere, som antager, at de sene jæger-fiskerfolks keramik var et fænomen, der kom østfra, idet de spidsbundede lerkar findes udbredt i en zone, der rækker fra Holland i vest og til Lithauen i øst, se f.eks. V.I. Timofeev 1990.

21: M. Midgley 1992, s. 355 ff.

22: M. Midgley 1985, 1992, s. 406 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Landbruget kommer til Europa i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430797

Afsnittet Landbruget kommer til Europa er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet