Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Korn og kvæg

Oprindelig forfatter JJe

Med landbrugets indførelse var korn blevet en del af menneskets føde, men i begyndelsen tilsyneladende kun i ganske ringe omfang. Pollen af korn er fundet i en del pollendiagrammer fra elmefaldets tid omkring 3900 f.Kr. I nogle diagrammer optræder de endog før elmefaldet.46 Der er imidlertid ikke enighed om, hvordan disse diagrammer skal fortolkes, men meget taler for, at korndyrkningen i Danmark først sætter ind omkring og lige efter elmefaldet.

Selve kornet er i ganske enkelte tilfælde bevaret igennem næsten 6000 år, om end som regel kun i ganske små mængder. Sædvanligvis findes det på bopladserne, spredt i fylden i stolpehuller, i affaldslag og i fylden fra gruber. Man udskiller det ved hjælp af et flotationsapparat.47 Kornet kan være bevaret, fordi det tilfældigt er blevet brændt under madlavningen, eller det kan være brændt ved en ulykke, f.eks. ved at der er gået ild i huset. Undertiden har stenaldermenneskene også med hensigt brændt kornet, f.eks. af rituelle grunde. Eller kornet kan have ligget i affald, som man har brændt simpelthen for at slippe af med det.48 Når man skal bedømme sammensætningen af kornfundene for at finde ud af, hvordan afgrøderne har groet på markerne, er det naturligvis vigtigt, at man ved noget om, hvorfor kornet er blevet brændt.

 Stenalderens kornsorter. Fra venstre enkorn, emmer, dværghvede, almindelig hvede og seksradet byg.

Stenalderens kornsorter. Fra venstre enkorn, emmer, dværghvede, almindelig hvede og seksradet byg.

Det er også hændt, at man har fundet aftryk af korn i nogle af de tidligste lerkar fra det 4. årtusinde f.Kr.49 De ældste er fundet på bopladserne Muldbjerg og Store Valby på Sjælland samt Varby i Skåne.50 Aftrykkene viser, at de første kornsorter, der blev dyrket, var emmer (Triticum dicoccum), enkorn (Triticum monococcum), brød-/dværghvede (Triticum aestivum/compactum) samt nøgen byg (Hordeum nudum). Aftrykkene fra Muldbjerg og Varby er de tidligste, hvortil en kulstof 14-datering kan knyttes. De er begge fra omkring 3700 f.Kr., dvs. lidt senere end de første spor af korndyrkning i pollendiagrammerne.

Annonce

Fund af brændt korn fra den tidlige del af bondestenalderen er også ganske få, men viser det samme billede.51 De to ældste fund er fra bopladserne Sigersted på Sjælland og Limensgård på Bornholm fra omkring 3800 f.Kr. I begge tilfælde er der tale om nogle få korn af nøgen byg.52 Betydelig større er et fund fra et noget senere tidspunkt af det 4. årtusinde f.Kr., som stammer fra nogle ofringer på den store samlingsplads ved Sarup på Sydvestfyn, og som vi senere skal høre mere om.53 To lerkar, som begge rummede næsten ren, forkullet hvede, var nedgravet i en grube, og efter alt at dømme var det sket i forbindelse med en rituel handling. De brændte kornkerner viste, at på de marker, der dyrkedes ved Sarup omkring midten af det 4. årtusinde f.Kr., var emmerhvede den dominerende kornsort, mens enkorn og byg kun dyrkedes i begrænset omfang. Brød-/dværghvede har tilsyneladende kun spillet en underordnet rolle.54

 Aftryk af hvedekorn i et lerkarskår fra det 4. årtusinde f.Kr.

Aftryk af hvedekorn i et lerkarskår fra det 4. årtusinde f.Kr.

Om det så betyder, at stenalderbønderne tilsåede marken med hvede alene, er mere usikkert. Kornfundet fra Sarup kunne ganske vist pege i den retning. Men andre kornfund fra det 4. årtusinde f.Kr. er mere blandede og afspejler måske bedre sammensætningen af afgrøderne på stenalderbøndernes marker. Dyrkning af to eller tre forskellige afgrøder på samme mark ville nemlig give større sikkerhed mod sygdomsangreb og et usikkert vejrlig.55 Men foreløbig må vi lade spørgsmålet stå åbent, indtil bedre fund tegner et billede af, hvordan kornet groede på de små markstykker i den afbrændte skovjord.

Om kornavlen i landbrugets tidligste tid kan vi således kun sige, at den i begyndelsen var domineret af primitive hvedesorter. Men med tiden blev dyrkningen af nøgen byg efterhånden mere vigtig, og tendensen fortsatte frem til stenalderens slutning og videre ind i bronzealderen.56 Dyrkningen skete på små markstykker, som man i begyndelsen afbrændte for underskov. Her såede man så korn, som voksede op, gødet af asken. Altså en slags havebrug, om man vil fæste dette navn på den tidlige dyrkning. Markerne kan imidlertid kun have været i brug i kort tid, inden de var udpinte og blev forladt. Som vi senere skal se, var det formentlig først fra midten af det 4. årtusinde f.Kr., at man anvendte en primitiv plov, arden, til opdyrkningen af markstykkerne.

Eftersom elmefaldet synes at have haft naturlige årsager, skal vi næppe heller regne med, at husdyrholdet i begyndelsen satte noget tydeligt præg på skoven. De første tegn på, at kvæg færdedes i nærheden af menneskenes boliger kommer fra bopladsen Åkonge i den vestsjællandske Åmose.57 En kulstof 14-datering af knoglerne herfra giver tallet ca. 3955 f.Kr. Dyrene har været ret små, det viser især tænderne, og dermed kan man sige, at det ikke var dyr, der var nært beslægtet med uroksen. Deres forfædre må være tæmmet, længe før de kom til Danmark.58 Også fra Stengade på Langeland har man tidlige tegn på husdyrhold. Her er dateringerne dog mere usikre og falder blot i almindelighed inden for perioden ca. 4100-3800 f.Kr.59

Når det gælder de tidligste spor efter får eller ged – de to arter er vanskelige at skelne fra hinanden – så stammer nogle af de hidtil ældste fund fra Jordløse Mose på Sjælland. Her er dateringen ca. 3790 f.Kr. På bopladsen Muldbjerg i den vestsjællandske Åmose har man knogler fra ca. 3700 f.Kr. De er i øvrigt fundet sammen med knogler af kvæg.60

 Mikroskopisk optagelse af slidspor på kornsegl. Forstørret 100 gange.

Mikroskopisk optagelse af slidspor på kornsegl. Forstørret 100 gange.

Sporene efter landbruget tegner sig således kun ganske svagt i de første 4-500 år af bondestenalderen. Det samme billede får man, når man ser på de redskaber, som bønderne brugte ved afhøstningen af de små markstykker. På visse flintredskaber kan man langs æggen undertiden se en lakagtig glans, en såkaldt „gloss“. Den kan ofte iagttages med det blotte øje, og den skyldes slid som følge af brugen af redskabet. I de senere år er der blevet foretaget systematiske analyser af dette tilsyneladende ubetydelige fænomen.61

Det var naturligvis de flintredskaber, der blev brugt som segle, som først blev undersøgt. Alt efter hvilke planter, de havde skåret, havde der dannet sig slidspor i form af „gloss“ på æggen. Planter med et højt kiselindhold, f.eks. græsser, korn og tagrør, afsætter denne tydelige, lakagtige glans. Lidt mindre tydelige er de spor, der fremkommer, når redskabet bruges i træ og træagtige urter. Alt sammen er det naturligvis afhængig af, hvor længe redskabet har været brugt. Ved undersøgelserne brugte man et mikroskop, der kunne forstørre indtil 400 gange. Slidsporene sammenlignede man så med slidspor frembragt eksperimentelt på moderne flintredskaber. På den måde kunne man f.eks. påvise, at visse flintredskaber fra bronzealderen var blevet brugt til at skære de tagrør, hvormed man tækkede de store langhuse.62

 Formentlig skar man i bondestenalderen kornet af et stykke nede på strået. Derefter blev stråene flået af med et flintsegl indsat i et træhåndtag. Kornet blev derefter ristet og sat til tørre i store forrådskar.

Formentlig skar man i bondestenalderen kornet af et stykke nede på strået. Derefter blev stråene flået af med et flintsegl indsat i et træhåndtag. Kornet blev derefter ristet og sat til tørre i store forrådskar.

De redskaber fra bondestenalderens bopladser, som man normalt tolker som segle, er flintflækker med en lige æg og en helt eller delvis retoucheret ryg.63 Det er den naturlige, skarpe æg, som har været redskabets arbejdsæg. Den slags redskaber er påfaldende sjældne på de ældste af bopladserne, dvs. i den første halvdel af det 4. årtusinde f.Kr. Senere bliver de mere almindelige. Man har ikke fundet skæftede eksemplarer, men seglene har tilsyneladende alle været skæftet på nogenlunde samme vis. Flintflækken har været indsat i et træhåndtag, parallelt med skaftet. At dømme efter slidsporene må redskabet være blevet ført med en skærende bevægelse parallelt med skaftets længdeakse.

Når man høstede, fik man naturligvis også ukrudtet med. Ganske vist indeholder fundene af forkullet korn fra bondestenalderen meget lidt ukrudt. Men det betyder ikke, at det ikke har groet i mængder på markerne, det blev formentlig blot sorteret fra under høstarbejdet. I hvert fald ligner de mikroskopiske slidspor på bondestenalderens segle dem, man kan lave ved efterlignende eksperimenter på marker med meget ukrudt.

Men mest interessant er det, at graden af slid på bondestenalderens høstsegle ændrer sig med tiden. Mindst slid finder man på segl fra den allertidligste bondekultur. Det kunne tyde på, at man i begyndelsen kun har høstet korn i begrænset omfang, formentlig fordi korn dengang endnu kun havde en ringe betydning som næringsmiddel. Men i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr.64 bliver sliddet på seglene meget tydeligere. Herefter øges slidsporene frem til tiden omkring 2800 f.Kr., hvor man får særlig kraftigt polerede segle.

Så uanselige slidsporene på stenalderbøndernes redskaber end er, så er også de med til at tegne billedet af det første landbrugs udvikling. Det begynder i tiden efter ca. 4000 f.Kr. med ganske begrænsede vidnesbyrd om afhøstning af de små marker. I slutningen af årtusindet synes der så at være sket en markant udvidelse af kornavlen. Og endelig sker der omkring overgangen til den såkaldte enkeltgravstid yderligere en intensivering. Formentlig indfører man på det tidspunkt også nye høstformer. I hvert fald dukker der nu en ny slags seglblade op med en ganske anderledes form for slid.65 Men den historie hører til i de senere kapitler af denne bog.

Noter

46: E. Kolstrup 1987.

47: D. Robinson 1992.

48: H. Juel Jensen 1994.

49: Ibid. s. 96 ff.

50: De er fundet i lerkar af den såkaldte type I, se E. Koch 1998. Visse kar af den såkaldte type 0 har muligvis også kornaftryk og er måske et par århundreder ældre, E. Koch ibid. s. 306, 374. Ang. St. Valby se H. Helbæk 1955 og Värby se B. Salomonsson 1970.

51: D. Robinson 1994.

52: P.O. Nielsen 1985. Se også E. Koch 1998, s. 87 og A. Fischer 2000a.

53: G. Jørgensen 1977, 1982; N.H. Andersen 1997.

54: G. Jørgensen 1982.

55: Ibid. s. 227.

56: H. Rostholm 1986a; Robinson & Kempfner 1988; D. Robinson 1994.

57: A. Fischer 1985b, 1999, 2000a.

58: A.B. Godfredsen 1998.

59: J. Skaarup 1975, s. 193 og U. Møhl i J. Skaarup1975.

60: N. Noe-Nygaard 1998.

61: H.J. Jensen 1994.

62: Ibid.

63: H. J. Jensen 1994, s. 114 ff.

64: Dvs. i begyndelsen af fasen MN A II.

65: H.J. Jensen 1994, s. 138 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Korn og kvæg i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430800

Afsnittet Korn og kvæg er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet