Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det tidligste agerbrug

Oprindelig forfatter JJe

Det var begyndt i den såkaldt frugtbare halvmåne, der strækker sig igennem Syrien-Palæstina, det sydlige Tyrkiet, Irak og Iran. Frem til istidens slutning havde mennesket med held koloniseret næsten alle de beboelige egne af Jorden. Det havde udviklet en jæger-samlertilværelse, der var baseret på en mangfoldighed af fødeemner fra plante- og dyreverdenen. Men befolkningsmængden var forblevet lav gennem de mange årtusinder. Da den mellemistid, som vi lever i den dag i dag, begyndte for omkring 11.000 år siden, var verdens samlede befolkning næppe mere end nogle få millioner mennesker. Det begyndte afgørende at ændre sig, da landbruget opstod i Mellemøsten samtidig med den verdensomspændende klimaforbedring lige efter istiden. Flere munde kunne nu mættes. Langt flere mennesker end tidligere kunne nu leve inden for det samme areal. Det muliggjorde større bofasthed, og førte til udviklingen af større og mere komplekse samfund.

I virkeligheden skete det ikke blot ét, men tre forskellige steder på jordkloden. I Mellemamerika, i Mellemøsten og i Sydøstasien. Alle disse tre steder var der tale om et usædvanligt sammentræf af geografiske og økologiske omstændigheder, som gjorde dem til kerneområder i en dybtgående forvandlingsproces.2 Alle de tre områder bestod af en mangfoldighed af forskelligartede landskabsformer og klimazoner. Og dertil kom, at de hver for sig udgjorde en slags flaskehals mellem to kontinenter, hvor der nemt kunne opstå en økologisk eller befolkningsmæssig stress-situation, men samtidig også kunne findes holdbare løsninger på grund af de store geografiske, biologiske og klimatiske variationer.

 Globalt set udgjorde de områder i verden, hvor agerbruget blev opfundet, en slags „flaskehalse“ mellem kontinenterne. Store geografiske, biologiske og klimatiske variationer i hvert af de tre områder favoriserede imidlertid fremvæksten af agerbruget. Det gav føde til langt flere mennesker, end dengang Jordens befolkning endnu udelukkende levede af jagt, fiskeri og indsamling.

Globalt set udgjorde de områder i verden, hvor agerbruget blev opfundet, en slags „flaskehalse“ mellem kontinenterne. Store geografiske, biologiske og klimatiske variationer i hvert af de tre områder favoriserede imidlertid fremvæksten af agerbruget. Det gav føde til langt flere mennesker, end dengang Jordens befolkning endnu udelukkende levede af jagt, fiskeri og indsamling.

Det var denne helt enestående kombination af forskelligartede fakto rer, som skabte Mellemøstens rolle i Den gamle Verdens historie. Først med landbrugets opståen, senere med bycivilisationernes fremvækst, og senere igen med den maritime handel i Middelhavet, som afgørende bidrog til Vestens civilisation. Mange årtusinder frem i oldtidshistorien forblev Europa og Afrika marginalområder i forhold til udviklingen i Mellemøsten.

Annonce

I den frugtbare halvmåne fandtes der ved istidens slutning en mosaik af landskaber med en stor naturlig produktion og befolkningsmængde, adskilt af fattigere marginalområder, hvor der levede langt færre mennesker. Disse forskelle i befolkningstætheden var formentlig en af de udløsende årsager til, at landbruget opstod netop her. Af afgørende betydning for landbrugets opståen var naturligvis også, at i Mellemøstens frugtbare halvmåne groede de naturlige forformer til de kornsorter, som blev hjørnestenene i det tidlige agerbrug. Ligeledes levede her også vilde forformer til husdyrene får, ged, svin og okse, om end de sidste også fandtes uden for den frugtbare halvmåne.3

 Den såkaldt frugtbare halvmåne i Mellemøsten, dvs. den zone af landskaber i Mellemøsten, hvor det dyrkede korns vilde forformer findes, og som derfor blev så betydningsfuld for landbrugets udvikling omkring 9000-7000 f.Kr.

Den såkaldt frugtbare halvmåne i Mellemøsten, dvs. den zone af landskaber i Mellemøsten, hvor det dyrkede korns vilde forformer findes, og som derfor blev så betydningsfuld for landbrugets udvikling omkring 9000-7000 f.Kr.

Efter alt at dømme var der allerede ved slutningen af den sidste istid begyndt en befolkningsforøgelse i Mellemøsten. Årsagen var den verdensomfattende klimaforbedring, som gav forbedrede fødemuligheder for de jæger-samlersamfund, som levede i området. Det resulterede i, at mere permanente bosættelser opstod, og at man begyndte at lægge mere vægt på planteføde. Det fremmede igen en befolkningsforøgelse, som resulterede i, at man søgte at styre planteafgrøderne ved en egentlig dyrkning. Det ser ud til, at det første agerbrug opstod i Den levantiske Korridor, tæt ved søerne i Jordandalen i det 9. årtusinde f.Kr.4 Man begyndte at dyrke emmerhvede, enkorn og byg, og i mere begrænset omfang bælgplanter som linser og bønner. Fra denne vestlige ende af den frugtbare halvmåne spredte agerbruget sig mod nord med grene både mod øst og vest.

Et andet sted i den frugtbare halvmåne, i de lavereliggende dale af Zagrosbjergene, dér hvor Irak, Tyrkiet og Iran i dag mødes, fandt en anden udvikling sted. Her synes husdyrholdet at have udviklet sig som svar på klimatiske og miljømæssige faktorer, der meget lignede dem i Den levantiske Korridor. De første tæmmede dyrearter var ged og/eller får, som snart efterfulgtes af svin og kvæg.5 Da agerbruget nåede frem til også denne region, blev det muligt for befolkningen at leve i landsbyer baseret på husdyrhold, indsamling og dyrkning af planteafgrøder. Det var en langvarig proces, men inden for nogle årtusinder var grundlaget således skabt for landbrugsrevolutionen i Mellemøsten.

Alt dette skete allerede, mens fangstfolkene oppe i Europas nordlige egne færdedes i Præborealtidens lyse fyrre-birkeskov. Fra Mellemøstens frugtbare halvmåne spredte landbruget sig i de følgende årtusinder over stadigt større områder. Hvordan dette skete, kan ikke sættes på én enkelt formel. For forandringer af den menneskelige kultur er ekstremt komplekse processer. De foregår altid i et kompliceret samspil med de biologiske og fysiske omgivelser. Men mennesket er ikke alene en biologisk organisme, eller populært sagt: en omvandrende mavesæk. Det er også kulturbærer. Derfor er forandringer af den menneskelige livsform dybt afhængige af det kulturelle miljø, de foregår i. Følgelig var der ikke tale om én og samme proces, som forløb på samme måde overalt, hvor den nye erhvervsform vandt indpas.

Men naturligvis var de fysiske omgivelser afgørende for den måde, hvorpå landbruget spredtes. I de subtropiske egne var adgangen til vand den altafgørende faktor. Her kunne man imidlertid hele tiden udvide de dyrkede områder ved hjælp af stadig mere forfinede metoder til kunstvanding. Det førte i de følgende årtusinder til, at de første store civilisationer opstod omkring floderne i Mesopotamien, Ægypten og Indusdalen.

I egne med et tempereret klima udviklede der sig ikke noget kunstvandingsbrug – og ej heller bycivilisationer. Her var man afhængig af nedbør i form af regn. Men de tidlige agerbrugere udsøgte sig også især lavtliggende områder med høj grundvandstand, som man fandt det f.eks langs floder, på steder hvor floderne løb sammen og ved søbredder.6 Det var områder, som ofte havde en stor biologisk variation, som tillod langvarig bosættelse, hvor man kunne etablere en slags havebrug, og hvor jorden kun fordrede ringe bearbejdelse, f.eks. med hakke eller gravestok. Det var via sådanne egne, at landbruget bredte sig via Anatolien og ind i Centraleuropa. Derfor var det i begyndelsen også kun en lille del af det europæiske landskab, man udnyttede. Til gengæld var det muligt at have en forholdsvis høj befolkningstæthed inden for de begrænsede bosættelsesområder.

Det var en meget langvarig proces, der var blevet sat i gang i det 9. årtusinde f.Kr., da landbruget begyndte i Mellemøsten. I de følgende årtusinder skyllede forandringerne fra Orienten hen over hele Den gamle Verden. Der var mange faktorer, både menneske- og naturskabte, der virkede med i dette drama: klimaet, vegetationen, forholdet mellem land og hav, befolkningstætheden, menneskets opfindsomhed osv. Men resultatet var overalt det samme. Menneskene indgik overalt i en ny pagt med naturen, en farlig og risikofyldt pagt, som på langt sigt medførte det største skred nogensinde i menneskehedens historie. En irreversibel proces, som indebar grænseløse muligheder for forandring af menneskelivet, var sat i gang. Og det er en proces, som stadig er i gang overalt på jordkloden. Den nye livsform førte nemlig alle hånde bivirkninger med sig. Bl.a. den befolkningstilvækst, som også i dag er en af de væsentligste årsager til social forandring overalt i verden. Og den førte økonomisk specialisering med sig, som nok øgede produktiviteten, men samtidig også virkede kraftigt ind på omgivelserne. Kort sagt, nu blev de temaer slået an, som mennesket måtte beskæftige sig med igennem resten af oldtidshistorien, og som endnu i dag er bestemmende for vor overlevelse som mennesker på Jorden.

Noter

2: A. Sherratt 1996.

3: For en generel introduktion til området se C.L. Redman 1978.

4: Garrard et al 1996.

5: F. Hole 1996.

6: A. Sherratt 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Det tidligste agerbrug i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430796

Afsnittet Det tidligste agerbrug er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet