Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det jomfruelige land

Oprindelig forfatter JJe

Havde man engang i tiden omkring 4000 f.Kr. fra stor højde kunnet se ud over det danske land, ville man nok konstatere, at landet dengang som i dag var et ørige. Man ville dog have haft svært ved at genkende de enkelte landsdele efter deres omrids, for endnu havde landet ikke fået det udseende, vi kender fra nutidens landkort. De nordligere dele af Jylland, Fyn og Sjælland lå lavere, de sydlige dele af landet højere end i dag. Det skyldtes, at landet stadig var under påvirkning af de kræfter, der havde tynget det ned, da den mægtige isbræ for årtusinder siden dækkede det. Man kalder disse forandringer de isostatiske bevægelser. Men der var også andre kræfter, der påvirkede landets udseende. Det var de såkaldte eustatiske niveauændringer, som skyldtes ændringer i verdenshavets samlede vandmasse. Netop disse hævninger og sænkninger i havets overflade spillede, som vi har set det, en afgørende rolle for landets udseende stenalderen igennem.

I de forudgående årtusinder var der sket en kraftig havstigning som følge af varmetidens kulmination. Det skete, fordi isen ved polerne smeltede, og afsmeltningen tilførte verdenshavene enorme vandmængder. Mange steder kan man i dag finde gamle strandvolde oppe i landet, som stammer fra den sidste del af havstigningen mellem 4400 og 4100 f.Kr. Men i den tid, hvor de første bondesamfund viste sig i Danmark, faldt temperaturen igen så meget, at vandstanden ved kysterne sænkedes markant. Sænkningen var på omkring 1 m og må have medført, at mange af de vigtige fjorde lukkedes til. Det er måske årsagen til, at man i mange jyske køkkenmøddinger kan se, hvordan kystbefolkningens indsamling af skaldyr skiftede fra østers til blåmusling og hjertemusling.23 Åbenbart var der blevet færre østers på grund af en nedgang i tidevandets udsving, som igen påvirkede havets saltholdighed.24 Den heraf følgende ændring af vandudskiftningen i de ofte lange og smalle fjorde og sunde forringede utvivlsomt mulighederne for fiskeri.

Det land, der på grund af landstigningen dukkede frem af havet, kom til at forbinde nogle af de mange øer, som det nordlige Jylland havde været opdelt i, men langtfra dem alle. Nordjylland var stadig et ørige, et arkipelag, dvs. et hav med mange småøer. Kiggede man en sommerdag ud over den glitrende havflade i det stærke modlys, kunne man se ø efter ø tegne sig i silhuet derude i horisonten. Det samme syn man kan se, når man i dag færdes i det sydfynske øhav.

Annonce

Himmerland og Djursland var et fjordland. Her strakte dybe og vidt forgrenede fjorde sig ind mellem de stejle morænebakker. Det nordlige Djursland var en ø, som mod syd afgrænsedes af Kolindsund. Og overalt på morænebakkerne stod skoven tæt. Var de nordlige dele af landet helt opsplittede, så var de sydlige dele til gengæld mere sammenhængende. Langt op i bondestenalderen kunne man færdes til fods mellem øerne i det sydfynske øhav, Langeland, Ærø og Tåsinge.

I de sydvestlige dele af Jylland fulgte kystlinjen formentlig nutidens, men marskdannelsen var endnu ikke begyndt. Moser og rørsumpe dækkede store dele af de flader, der i dag er dækket med marsk.25 Her var mange egne uegnet til beboelse, og landet afgrænsedes mod vest af sumpede områder, hvor kystlinjen ofte skiftede i takt med det svingende havniveau. Men dengang som nu var det stedet for store flokke af fugle: også stenaldermenneskene kunne se det bevægende syn af kæmpemæssige flokke af strandskader på træk ned langs den jyske vestkyst.

Søgte man med øjet de skovbevoksede kyster i Østdanmark, så man overalt fremspringende næs med nøgne ler- og grusskrænter. Eller man så, hvordan kystlinjen veg tilbage i indelavninger og dybe fjorde. Her var der tit kratskov med pil, el, tjørn og hassel. Men lod man øjet vandre ind over landet, over den skov som dækkede alt, så man dog, hvordan søer og vandløb, og de vådområder, der grænsede op til dem, brød den store flade i mere lysåbne arealer. Man kunne se elletræer og pilebuske vokse helt ud i vandet. Og man kunne se, hvordan vældige sumpskove af tagrør, dunhammer og kogleaks skød sig frem langs søernes bredder.

 Endnu i den første tid efter landbrugets begyndelse var kystområderne af den største betydning for landets befolkning. Den biologisk set meget rige kystzone kunne se ud som her ved Skejtens stenbestrøede strand på Lolland.

Endnu i den første tid efter landbrugets begyndelse var kystområderne af den største betydning for landets befolkning. Den biologisk set meget rige kystzone kunne se ud som her ved Skejtens stenbestrøede strand på Lolland.

Den bevoksning, der dækkede landet, var præget af et mildt klima. Der var varme somre og forholdsvis milde vintre. Gennemsnitstemperaturen var lidt højere end i dag. Nu, omkring bondestenalderens begyndelse havde der dog været en kortvarig klimaforværring, som havde haft betydning for vegetationen. Mest var det gået ud over urskovens klatreplante, vedbenden. Det kan give anledning til at tro, at der i en periode havde været en serie strenge vintre med vedvarende frost. Det var også gået ud over andre varmefølsomme vækster som mistelten og hornnød. Den vilde vinranke kunne dog fortsat vokse i Danmark i det 4. årtusinde f.Kr.

Men det var ikke altid lysende somre. Skal man forestille sig menneskets liv i disse fjerne årtusinder, må man også huske de store, sorte tågevintre, som hvert år knugede landet igennem mange måneder med en overmagt, der var større end de lange, hvide vintres. Det var måneder, hvor bådene dernede på lavlandets søer og åer listede sig frem gennem tyk tåge, og hvor de døde rørsumpe ved bredderne var næsten forladt af fugleliv. Inde i landet stod skoven med sorte, våde stammer og en tæt bevoksning i underskoven, og op af jorden steg den fugtige lugt af forrådnende blade.

Det var først og fremmest skoven, der prægede landet. På den høje jord stod den tæt, selv om der også mange steder kunne ses mere åbne arealer. Det var der, hvor skoven fornyedes i generationsskift. Det kunne være ret store skovpartier, hvor jævngamle træer var faldet samtidig og dermed gav plads for omfattende og mere åbne opvækstarealer. Her var der om foråret gode vilkår for f.eks. hasselen og for urter og græsser, som hidtil havde været holdt nede i den lysfattige skov, og som var vigtig føde for det store skovvildt.

Også skovens sammensætning undergik forandringer. Noget tyder på, at en jordbundsforringelse var begyndt at sætte ind på de magre jorder på grund af næringsstoffernes udvaskning. De første dannelser af mor i skovbunden skete på denne tid.26 På fugtig bund skete der samtidig en forøgelse af tørvedannelsen, det var et tegn på en lavere omsætning af næringsstoffer. Hassel, eg, el og ask blev nu hyppigere end i tidligere årtusinder. Men lind og elm var til gengæld blevet mindre dominerende end før. På fugtig og frodig jord var el den fremherskende art. Den holdt til, hvor der var vådest, mens elm, ask, eg og hassel mest stod på den fugtige bund. På tør og fattig jordbund, som man fandt den i dele af Vestjylland, var urskoven ganske åben med græsser og blomstrende hedelyng på skovbunden. Birk og lind spillede en stor rolle i skovbilledet, men også hassel gjorde sig gældende. Nogle steder spillede også eg en stor rolle på den sandede bund.27

 Det var en tæt skov, som dækkede landet, da agerbruget tog sin begyndelse herhjemme. I skovbrynet sås et broget billede af mangfoldige vækster, men trængte man længere ind i skoven mødte man et andet billede. Her herskede dyb skygge, for unge træer skød hurtigt i vejret – og træerne blev gamle. På skovbunden lå væltede og smuldrende træstammer. En sådan skov findes ikke mere i Danmark, men her og der kan man dog møde en urskovsagtig bevoksning som her i Fuglsang Park på Lolland.

Det var en tæt skov, som dækkede landet, da agerbruget tog sin begyndelse herhjemme. I skovbrynet sås et broget billede af mangfoldige vækster, men trængte man længere ind i skoven mødte man et andet billede. Her herskede dyb skygge, for unge træer skød hurtigt i vejret – og træerne blev gamle. På skovbunden lå væltede og smuldrende træstammer. En sådan skov findes ikke mere i Danmark, men her og der kan man dog møde en urskovsagtig bevoksning som her i Fuglsang Park på Lolland.

Det var en rig skov, som dækkede landet i den periode. Den gav bl.a. menneskene mulighed for at indsamle vinterfoder til de husdyr, som de var begyndt at holde. Noget kunne man få ved stævningsdrift, men man kunne også indsamle løvfoder fra de højstammede træer, hvor man kappede sidegrenene af (sidestyning). Indsamling af løvhø synes allerede at være begyndt på denne tid.28 Også fra andre dele af Europa har man vidnesbyrd om, at den tidlige bondebefolkning praktiserede løvfodring af husdyrene.29 Men også for skovens vilde dyr betød forandringerne i skovbilledet forbedrede levevilkår. Det gjaldt især hjortevildtet.

I det lange perspektiv var det imidlertid især menneskets indgreb i skoven, der blev af betydning. Lad os da se på de forandringer, som det nye erhverv med dets agerbrug og kvægavl medførte for forholdet mellem menneskene og naturen.

Noter

23: P. Rowley-Conwy 1984b; C.Christensen 1993, s. 23, se også E. Koch 1998, s. 173 ff. De tidligste skaldynger var begyndt at blive dannet på overgangen fra Kongemose til Ertebølletiden, men de var ganske små. Den intensive udnyttelse af skaldyr skete igennem Ertebølletiden og aftog så i løbet af den tidlige bondestenalder.

24: S.H. Andersen 2001.

25: A.B. Gebauer i Stig Jensen 1998, s. 89.

26: Königsson & Frängsmyr 1980.

27: B. Odgaard 1990.

28: S. Th. Andersen 1980.

29: P. Rasmussen 1990a-b, 1991.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Det jomfruelige land i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430798

Afsnittet Det jomfruelige land er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet