Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De første århundreder

Oprindelig forfatter JJe

Gennem en lang række iagttagelser kan vi konstatere, at landbrugsprodukter allerede tidligt i det 4. årtusinde f.Kr. begyndte at indgå i oldtidsbefolkningens føde. På samme tid dukker også en ny slags keramik op på bopladserne, den såkaldte tragtbægerkeramik. Når der kun er bevaret små skår af karrene, kan de undertiden være svære at skelne fra jæger-fiskerfolkets keramik. Både hvad angår magringsteknik, brændingstemperatur og strukturen af godset, er der ligheder mellem de to slags potter.66

Karrene fra Ertebølletiden havde dog generelt en spids bund og en række andre træk, der adskilte dem fra de første bønders keramik. Overgangen mellem de to keramikformer må, at dømme efter kulstof 14-dateringerne, være sket omkring 3950 f.Kr.67 Noget lignende gælder den flintteknik, man anvendte ved redskabsfremstillingen. Også her var der på samme tid tale om en glidende overgang.68

Lerkarrene fra bondestenalderens første tid har stor betydning for arkæologien. Ved hjælp af dem kan man i grove træk følge udviklingen af bosættelsen lige fra tilsynekomsten af de første spor af agerbrug frem til det tidspunkt, hvor landbruget for alvor havde fået fodfæste i Sydskandinavien. Det gælder især de såkaldte tragtbægre, som var den almindeligste karform, og hvis udvikling man via kulstof 14-dateringer kan følge igennem størstedelen af det 4. årtusinde f.Kr.69

Annonce

 Stadier i fremstillingen af et af agerbrugernes lerkar. Sammenlign med fremstillingen af et Ertebølle-lerkar, se

Stadier i fremstillingen af et af agerbrugernes lerkar. Sammenlign med fremstillingen af et Ertebølle-lerkar, se "Fangstfolkets Redskaber".

Ved hjælp af de ældste typer af tragtbægre kan man finde frem til de tidligste af bondestenalderens bopladser. Og her ser man, hvorledes jæger-fiskerfolkenes forkærlighed for at bo i kystområderne levede videre i tiden efter, at de første spor af landbrug havde vist sig.70 Man ser det f.eks. på de store køkkenmødding-bopladser som Bjørnsholm ved Limfjorden, Visborg ved Mariager Fjord og Norsminde i fjorden af samme navn, syd for Århus. Her boede man ganske, som man havde gjort det i tidligere årtusinder.

I Bjørnsholm, som vi tidligere har besøgt, levede beboerne fortsat af jagt, fiskeri, jagt på fugle og indsamling, som de havde gjort det i Ertebølletiden. Vi husker, hvordan den store køkkenmødding lå på nordsiden af den 8-9 km lange fjord, tæt ved dennes udmunding i Bjørnsholm Bugt. Der er nu gået et halvt årtusinde, og menneskene finder stadig deres udkomme ved at fiske og samle skaldyr i det næringsrige og saltholdige fjordvand.71 Men i landet bag fjorden er der sket ændringer. Man kan se, at der på den højereliggende jord er kommet opvækst af birkeskov til. Og man kan se, at netop birkeskoven mange steder har været brændt af for at skaffe plads til bøndernes små kornmarker, hvor de dyrkede hvede og byg. På bopladsen går der langbørstede tamsvin og roder i affaldet, og i de omkringliggende skove kan man støde på græssende kvæg. Beboerens livsgrundlag var tydeligvis blevet endnu mere varieret end tidligere. En langhøj med en imponerende tømmerfacade, bygget inde på det højtliggende terræn bag køkkenmøddingen markerede i øvrigt, at Bjørnsholm var en boplads med en central betydning for bebyggelsen i hele fjordområdet.

 Et af agerbrugernes første lerkar, fra begyndelsen af det det 4. årtusinde f.Kr. I modsætning til Ertebølletidens lerkar, som generelt havde en spids bund, havde de første bønders lerkar en flad eller rund bund. Halsen var gerne tragtformet; det har givet navn til disse tidligste lerkar, som man kalder tragtbægre. Fundet i en grav ved Dragsholm, Nordvestsjælland.

Et af agerbrugernes første lerkar, fra begyndelsen af det det 4. årtusinde f.Kr. I modsætning til Ertebølletidens lerkar, som generelt havde en spids bund, havde de første bønders lerkar en flad eller rund bund. Halsen var gerne tragtformet; det har givet navn til disse tidligste lerkar, som man kalder tragtbægre. Fundet i en grav ved Dragsholm, Nordvestsjælland.

Også ved Norsminde kunne man gøre den samme iagttagelse af en kontinuerlig bosættelse fra Ertebølletiden og ind i det 4. årtusinde f.Kr.72 Ude ved mundingen af fjorden, tæt ved det åbne hav, men beskyttet af fjorden og med gode muligheder for fiskeri og havjagt, lå en stor køkkenmødding. En stor del af den bestod af Ertebøllejægernes affald, de lag var henved halvanden meter tykke. Men direkte oven på dem lå affald, som stammede fra deres efterkommere i det 4. årtusinde f.Kr. Nu var det ikke så meget østersskaller, man smed der. Det var derimod muslingeskaller, men stanken og fluernes summen var stadig den samme. Der lå også massevis af slagteaffald, som vidnede om, at køkkenmøddingens sene beboere ikke blot havde fortæret kød af bl.a. sæl, vildsvin og kronhjort, men også af tamdyr som okse, får/ged og tamsvin. I deres lerkar var der tillige aftryk af emmerhvede og nøgen byg. Også her drev man altså landbrug side om side med de gammelkendte erhvervsformer.

Ved Mariager Fjord ligger køkkenmøddingen Visborg, formentlig landets største.73 Igen kan man se, hvordan menneskene i det 4. årtusinde f.Kr. fortsatte Ertebølletidens levevis ved at bo på gode fangstpladser ved kysten. Fra Visborg-bopladsen drog de på jagttogter i de omgivende skove efter kronhjort og vildsvin, men også efter elg og urokse. I fjorden drev de fiskeri og jagede sæler, og de indsamlede østers, snegle og muslinger på banker nær bopladsen. Desuden drev de en omfattende jagt på svaner og andefugle. Men ved siden af disse traditionelle fangsterhverv holdt de også nogle få husdyr, især kvæg og svin. Grundlaget for den daglige eksistens var tydeligvis blevet udvidet, men endnu spillede landbruget kun en rolle som supplement til de gammelkendte erhvervsformer.

 Udviklingen af de såkaldte tragtbægre i bondestenalderens første ca. 500 år. Formentlig danner de en grov kronologisk rækkefølge med de ældste (øverst) begyndende omkring 4000 f.Kr.

Udviklingen af de såkaldte tragtbægre i bondestenalderens første ca. 500 år. Formentlig danner de en grov kronologisk rækkefølge med de ældste (øverst) begyndende omkring 4000 f.Kr.

Ved den arkæologiske udgravning af Visborg-skaldyngen, kunne man se, at der neden under den, på den gamle jordoverflade, lå talrige ildsteder, i hvis nærhed der var foregået tilhugning af flintredskaber og slagtning af dyr. Selve jordoverfladen bestod af sort, stærkt trækulholdig, sandet jord. Pollenanalyser viste, at trækullet stammede fra afbrænding af birkeskov. Efter alt at dømme var det sporene af en svedjebrænding, og der var da også enkelte pollen af korn i prøver fra laget.

Ud over bopladserne ved kysten havde man fortsat fangstbopladser i indlandet, som man besøgte sæsonvis. En af de tidligste fra det 4. årtusinde f.Kr., bopladsen Åkonge i den vestsjællandske Åmose.74 Bopladsen havde en beliggenhed og en funktion, der ganske svarede til Ertebølletidens jagtpladser. Men der var tillige spor af, at beboernes kost, ud over fangstdyrene fra de omkringliggende skove og vandløb, også havde bestået af kød af tamdyr, både kvæg og formentlig også tamsvin.75 Brugen af pladsen synes at være begyndt omkring 3950 f.Kr. og sluttede et par hundrede år derefter.76

Fangstpladsen Muldbjerg i den vestsjællandske Åmose er endnu en boplads fra begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr., som viser forbindelsen til ældre tiders livsformer.77 Den lå på en lav holm i en stor, fladvandet sø og var kun beboet sæsonvis af en ganske lille gruppe mennesker. I den varme sommertid havde de jaget, fisket og indsamlet bær og nødder, inden de hen på efteråret igen vendte tilbage til frænderne ude ved kysten.

Lad os aflægge bopladsen et besøg. Man nåede frem til den med båd ad et åløbs mange slyngninger. Langs de sumpede bredder lukkede tætte elle- og pilekrat for udsynet. Men når man var nået frem til det sted, hvor åløbet mundede ud i søen, så man, at søen hele vejen rundt var kranset af vældige sumpskove af tagrør og dunhammer. Det var svært at bevæge sig igennem sivskovene, men ved at stage sig frem kunne man trænge gennem et virvar af snævre, lavvandede kanaler.

Omsider nåede man frem til den sandede holm, som lå godt gemt inde bag siv- og rørbevoksningen. Her var det tydeligt, at der færdedes mennesker. På en åben plads, omgivet af elle- og pilekrat, lå en lille hytte, der næsten gik i ét med omgivelserne. Foran den steg røgen op fra et ildsted og krydrede den fugtige, varme luft. Hyttens vægge bestod af hasselkæppe, der var stukket ned i den fugtige bund. Taget var af de rør, som voksede så tæt omkring holmen. Gennem indgangen kunne man se, at gulvet var lagt af strimler af bark.

I nærheden af hytten lå bundter af tynde, to-årige pile- og hasselkviste, som beboerne må have skåret og indsamlet i begyndelsen af sommeren.78 Man skulle bruge dem til fletning af fiskeruser. Og ganske rigtigt, ikke langt fra bopladsen, ude i det lave vand, kunne man se et fiskegærde, bygget af sådanne kviste.

Man skulle ikke opholde sig ret længe på bopladsen, før man fornemmede hvilken naturrigdom, man var omgivet af. Inden for kort tid kunne man se utallige arter af svømmefugle: svaner, gråænder, spidsænder, skeænder og krikænder. Brugte man øjnene godt, kunne man også se de veksler i bevoksningen, som kronhjort og rådyr fulgte, når de skulle ned til deres drikkesteder ved søbredden. Henne ved hytten hang der skind, som viste at bæver og odder blev fanget i nærheden. Her og der lå der små dynger affald med fiskerester, som fluerne summede omkring. Gedde, aborre og suder må i hvert fald have hørt til de arter, som hyttens beboere hentede op af søen. Der lå også dynger af birkebark, som ventede på, at blive forvandlet til sort tjære.

Op ad hytten stod et af beboernes vigtige våben: en ca. 160 cm lang bue af elmetræ. Nogle pileskafter var også efterladt. De var fremstillet af udkløvede stykker asketræ og havde tværpilespidser. Gik man endelig blot nogle få hundrede meter bort fra hytten, stødte man snart på åbne lysninger med talrige jordbærplanter og hindbærkrat. Og i nærheden stod krat af stynede og rodhuggede hasselbuske. Det var åbenbart her, man skar og indsamlede de mange kviste, som blev brugt til de flettede fiskegærder.

Så vigtig jagten, fiskeriet og indsamlingen end havde været for hyttens beboere, så var de ikke ubekendte med landbrugsprodukter. Ved den arkæologiske udgravning fandt man nemlig foruden knogler af talrige vilde dyr også nogle få knogler af både tamkvæg og af ged eller får.79 Og i et af lerkarrene var der tillige et aftryk af et hvedekorn.80

Ikke langt fra bopladsen fandt man et lerkar, der var sat ned i vandet som en offergave.81 At henstille offergaver i vådområderne i nærheden af bopladserne var en skik, der var begyndt allerede i den sidste del af jægerstenalderen. Men med agerbrugets begyndelse bredte denne skik sig mere og mere. Lerkar fra husholdningen indgik nu ofte i ofringerne. Man nedsatte dem gerne i vandløb og i søer, formentlig i forbindelse med rituelle måltider.82 Om denne vigtige side af de tidlige agerbrugeres religion skal vi senere høre nærmere.

Alt var således endnu i sin vorden i disse tidlige århundreder af det 4. årtusinde f.Kr. Men ganske langsomt voksede agerbruget i omfang. Det viser sig ved, at nogle af bopladserne nu begynder at blive anlagt i en vis afstand fra de kyststrækninger, som tidligere var så afgørende for menneskenes valg af bosted.83 En sådan boplads fandt man ved Sigersted i den mest centrale del af Sjælland.84 Den lå, hvor tre vandsystemer mødtes, Tuel Å, Ringsted Å og Susåen. Bopladsen lå langs vestkanten af et fladt, sandet plateau, som skrånede jævnt mod syd. Der må have stået huse på stedet, det tydede fund af brændt lerklining på. Men desværre lod husene sig ikke påvise ved den arkæologiske udgravning.

På bopladsen var der foregået en omfattende redskabstilvirkning af flint, bl.a. tilhugning og slibning af flintøkser. Økserne var af den spidsnakkede type, et forstadium til den omfattende produktion af tyndnakkede flintøkser, som satte ind i de følgende århundreder. Formentlig havde man også fremstillet keramik på bopladsen.85 Men ellers var der ikke meget tilbage af beboernes aktiviteter på stedet, ud over nogle affaldsgruber med husholdningsaffald. På de små marker på de lette jorder i skovene omkring bopladsen havde man dyrket nøgen byg, og mellem træerne havde også både tamkvæg, tamfår og tamsvin færdedes. Man havde også indsamlet vilde æbler i sensommeren, det viste fund af forkullede æblekerner. Derimod fandt man ingen spor af jagt på skovens vilde dyr. Der var dog ingen tvivl om, at bopladsens placering i landskabet havde givet gode muligheder for en varieret udnyttelse af omgivelserne. Bl.a. var der let adgang til strømmende vand og til rørsumpene i ådalene og deres udvidelser.

Lidt senere var bopladsen Havnelev på Stevns, der lå tre km fra kysten.86 Også på den havde man dyrket korn og holdt husdyr. Men selv om den havde ligget omgivet af skovland, hvorfra rådyr utvivlsomt kom for at søge føde i lysningerne omkring de nyanlagte kornmarker, var der meget få spor af, at beboerne havde drevet jagt. Den skarpe skelnen mellem agerbrug og jagt er et træk, man genfinder på mange af tidens bopladser.

En tilsvarende og lige så beskeden landbrugsboplads fandt man ved Mosegården i Østjylland.87 Den lå på en lav, flad sandbanke på nordsiden af Horsens Fjord. Selve bebyggelsen omfattede kun et areal på 5-600 m2 og havde blot efterladt spor i form af lertagningsgruber og stolpehuller. Fund af lerklining viste, at der havde stået et eller flere huse på stedet, men det lykkedes ikke ved den arkæologiske udgravning at få et klart billede af disses udseende. I den østlige ende af bopladsområdet havde der tilsyneladende ligget en mødding. Der var også spor af et ildsted og vest for det havde beboerne formentlig udfoldet deres daglige aktiviteter. Det viste sig ved fund af flintredskaber og keramik, hvortil bl.a. hørte tragtbægre, øskenbægre, øskenkrukker og lerskiver til bagning.88 Men pladsen havde ikke været beboet særligt længe, kun nogle få år og formentlig kun af en lille gruppe på mellem en halv og en hel snes mennesker. Så var den blevet forladt, og beboerne havde slået sig ned et nyt sted i de omgivende skove.

Men efter at bopladsen var blevet rømmet, havde man på stedet opført en langhøj kantet af et palisadehegn af kløvede, tætstillede stammer. Det blev arkæologernes held, for ellers havde bopladsen ikke været bevaret. Det er en ikke urimelig tanke, at gravhøjen blev anlagt oven på den jævnede boplads for at understrege forbindelsen mellem de døde og de levende. Den samme skik kan man i øvrigt se praktiseret på en række andre af bondestenalderens tidlige bopladser, f.eks. i Barkær på Djursland,89 Lindebjerg på Sjælland90 og Stengade på Langeland.91 Til disse grave skal vi senere vende tilbage.

Andre gravformer fra disse tidlige århundreder af bondestenalderen er i øvrigt ganske sjældne. Man kender dog et enkelt fund, der viser, at også jægerstenalderens gravritualer levede videre i den allertidligste bondekulturs tid. Det er en mandsgrav og en grav med to kvinder, som blev fundet ved Dragsholm på Sjælland.92 Muligvis er de to grave samtidige, og kulstof 13-analyser viser da det ejendommelige forhold, at mens manden fortrinsvis havde levet af føde fra landjorden, fra jagt eller landbrug, så havde de to kvinder på gammeldags vis mest levet af føde, som kom fra havet.93 Også til de grave skal vi senere vende tilbage.

Af disse endnu spinkle spor af det tidligste landbrug kan vi uddrage den viden, at menneskene med deres nye livsform i begyndelsen kun sporadisk og ganske svagt påvirkede det omgivende landskab. Man boede de samme steder som før, især ved kysten, og man udnyttede naturens ressourcer som man havde gjort det i årtusinder. Men tilsynekomsten af landbrugsprodukter i form af korn og husdyr antyder, at noget nyt var på vej. Der begyndte også at ske en ekspansion fra kysten ind i indlandsområderne til nye bopladser. Ved svedjebrænding skabte man rydninger i skoven, hvor kornet blev dyrket på små arealer over en kort årrække, inden markerne igen blev forladt og overgivet til husdyrenes græsning. Nye gravformer, dvs. mere monumentale grave, dukkede også op. De indikerer, at en ny samfundsorden var under opbygning. Dog var det først omkring det 4. årtusindes midte, at det gamle kystbundne bosættelsesmønster tilsyneladende havde udspillet sin rolle. Måske årsagen var, at det nye landbrug krævede større investeringer af arbejde og derfor medvirkede til en nedtoning af de årtusindgamle erhvervsformer.

Først omkring midten af det 4. årtusinde f.Kr., dvs. på den tid, hvor det store landnam ifølge pollenanalyserne fandt sted, begyndte bondesamfundenes påvirkninger af landskabet at blive mere synlige. Bopladserne begyndte nu at ligge i grupper, ofte i tilknytning til ådalene, og bopladsernes beboere begyndte at samarbejde omkring anlæggelsen af store samlingsanlæg. På samme tid fik gravene helt nye monumentale dimensioner. Det vidner om, at en opdeling af landet i territorier nu var begyndt. Det er til dette etablerede bondesamfund, vi nu skal vende os for at se på de følger, den nye erhvervsform havde fået for landets indbyggere. Men inden da skal vi kort vende tilbage til det 4. årtusindes „landbrugsrevolution“ med spørgsmålet om, hvordan det hele kom i stand?

I ældre tid var man overbevist om, at der bag den store forandring lå en indvandring af fremmede folkeslag, dvs. at landbrugskulturen så at sige ankom til landet som en færdig pakke indeholdende korn, kvæg, keramik, slebne stenøkser, moseofre og monumentale grave. Om det har været tilfældet, ved vi stadig ikke. Men det er også muligt, at nogle af elementerne i den nye livsform dukkede op til forskellig tid over en periode på nogle århundreder.94 Man kan også forestille sig, at det 4. årtusindes begyndelse har været en tid med stor geografisk mobilitet. De enkelte bosættelsesområder kan f.eks. meget vel have været forbundet indbyrdes ved f.eks. ægteskabsalliancer over større afstande og udveksling af specialister i forskellige håndværk. Men om en egentlig indvandring af fremmede folkeslag taler de arkæologiske kilder ikke. Dertil var kontinuiteten i menneskenes livsform for stor.

Ej heller ser det ud til, at der på den tid foregik afgørende ændringer af naturen eller befolkningsudviklingen, som kunne tvinge den gamle jægerfiskerbefolkning over i nye erhvervsformer. Man har ganske vist peget på, at der omkring 4000 f.Kr. bliver forringede vilkår for indsamlingen af østers,95 og at der på samme tid skulle være opstået et vist befolkningspres som følge af en øget bofasthed. Ingen af disse ændringer ser dog ud til at have skabt en situation, hvor befolkningen blev tvunget til at tage nye erhvervsformer i brug.96

Tilbage bliver den forklaring, som stadig flere forskere har hældet til i de senere år: at i hvert fald en del af årsagen til indførelsen af landbruget skal søges i den socioøkonomiske sfære.97 At det var konkurrencen om magt og prestige, både internt og eksternt, der førte til, at landbrugsprodukterne vandt indpas i de nordeuropæiske jæger-samlersamfund, herunder også i Sydskandinavien. At indførelsen af agerbruget var et resultat af handel og social dynamik – og at landbrugsprodukterne i begyndelsen var en luksus, som først senere udviklede sig til at blive selve den basale føde.

Teorien hviler på den forestilling, at mennesker basalt set altid konkurrerer, og at konkurrence mellem grupper af mennesker er en af de vigtigste forklaringer på social forandring. Vi har allerede beskrevet, hvordan en sådan konkurrence kan have skabt mulighed for, at eksotiske genstande af fjern oprindelse cirkulerede mellem de enkelte samfund i jægerstenalderen. Vi forestillede os nogle samfund, hvor det var de ældre mænd, som dominerede udvekslingen, f.eks. af kvindelige ægteskabspartnere, og at der i indgåelsen af sådanne alliancer formentlig også indgik en udveksling af gaver. Ved at skele til stammesamfund i andre dele af verden så vi, at gaveudveksling ofte er forbundet med afholdelse af fester, hvor værterne sikrer deres anseelse ved et stort udbud af madvarer. Måske det samme er foregået herhjemme i jægerstenalderens slutning. Så er det ikke svært at forestille sig, hvordan korn og tamdyr med tiden kom til at indgå i dette udbud.98 Bl.a. kvæg er jo en hyppigt brugt målestok for velstand i konkurrencen om social prestige.

Det er indlysende, at i et sådant socialt spil ligger også muligheden for, at enkelte individer skiller sig ud fra flertallet ved at besidde større magt og prestige. Den mulighed kan have eksisteret allerede i de sene jæger-fiskersamfund, og den bliver endnu mere aktuel med bondestenalderens begyndelse, hvor cirkulationen af materielle og ikke-materielle goder tilsyneladende øges. Man har kaldt landbrugets produkter for „den produktive gave“,99 og det ser da også ud til, at deres tilsynekomst hænger sammen med en række andre dynamiske elementer i samfundsudviklingen: befolkningsvækst, større bofasthed, specialisering af håndværk og hierarkisk opbyggede sociale systemer. Udviklingen af disse træk skal vi senere følge igennem bondestenalderens videre forløb. Her har vi alene set på, hvordan landbrugsprodukter oprindelig kan have vundet indpas i områderne i Europas nordlige yderkant: først som en eftertragtet luksus af fremmed herkomst, senere som selve det fundament, hvorpå den daglige eksistens hvilede.

Om bondestenalderens kronologi

daol-1-222.jpg

Bondestenalderen betegnes i den arkæologiske litteratur ofte neolitisk tid (neo = ny, lithos = sten). I Danmark strakte den ældre del af bondestenalderen sig over en periode på henved 1200 år – fra ca. 4000 f.Kr. til 2800 f.Kr. Den ældste del af perioden kaldes tidligneolitisk tid (TN), den yngre del kaldes mellemneolitisk tid A (MN A). Den efterfølgende enkeltgravstid, fra ca. 2800 f.Kr. betegnes mellemneolitisk tid B (MN B).

Af de to afsnit af den ældre bondestenalder (TN og MN A) er det tidligste det dårligst belyste. Traditionelt har man opdelt det i tre faser, TN A, TN B og TN C. Det er en opdeling, der er baseret på stilistiske studier af keramikkens former og dekoration. Der er imidlertid også forskere, der nøjes med en tvedeling af den tidligneolitiske tid, TN I og TN II.

TN A og TN B (eller TN I) er landbrugets etableringsfase, og den tid hvori de første langhøje blev bygget. I TN C (eller TN II) begynder bondekulturen for alvor at udfolde sig. Der udvikler sig nu tre forskellige keramiske stilarter: i Østdanmark opstår Virumstilen, i Jylland og på Fyn Fuchsberg-stilen og i Nordjylland Volling-stilen. TN C (eller TN II) er også tiden, hvor byggeriet af de store stengrave (dysserne) og de store samlingsanlæg begynder (f.eks. Sarup I).

Den efterfølgende mellemneolitiske tid (MN A, efter ca. 3500 f.Kr.) opdeles efter nogle af de kendteste bopladsfund: MNA Ia – Troldebjerg, MNA Ib – Klintebakke, MNA II -Blandebjerg, MNA III – Bundsø, MNA IV -Lindø, MNA V – Store Valby. Keramikkens stilfaser er betegnet på samme vis. De fem (seks) faser er imidlertid ikke lige synlige i alle dele af Danmark. F.eks. repræsenterer Troldebjerg-stilen næppe en selvstændig periode uden for Langeland. Og i Jylland er elementer fra MNA Ia og Ib i brug på keramikken på samme tid. Af lignende årsager slås Bundsø- og Lindø-stilfaserne ofte sammen til en fase, MN A III/IV. Kulturelt repræsenterer MNA Ib et højdepunkt. Det er her byggeriet af jættestuerne foregår. De store samlingsanlæg som f.eks. Sarup II opføres stadig.

Kulturelt set vil det være mest anskueligt at inddele den ældre bondestenalder i tre hovedfaser: en tidlig del, omfattende TN A og B (eller TN I), en mellemste del, omfattende Fuchsberg/Virum, Troldebjerg- og Klintebakke-faserne (TN II eller TN C og MNA Ia-b), og en sen del omfattende Blandebjerg-, Bundsø/Lindø- og Store Valbyfaserne (MNA II-V). Det er den opdeling, der er fulgt på de efterfølgende sider.

Noter

66: B. Hulthén 1977; A.B. Gebauer 1995; E. Koch 1987, 1998.

67: De bedste vidnesbyrd kommer fra køkkenmøddingerne Norsminde og Bjørnsholm i Jylland og fra en serie sæsonbosættelser i den vestsjællandske Åmose, se A. Fischer 1993b, 2000a.

68: M. Stafford 1999.

69: E. Koch 1998. De forskellige kartyper er daterede ved hjælp af kulstof 14-dateringer, som derved er meget vigtige for forståelsen af landbrugets tidligste udvikling. I de senere år har det imidlertid vist sig, at der er nogle problemer forbundet med disse kulstof 14-dateringer. Det skyldes, at dateringerne ofte er foretaget på føderester, der kan være bevaret inde i karrene. Hvis disse madskorper indeholder rester af dyr, der har levet i vand, f.eks. fiskeben, kan dateringerne være flere århundreder for gamle. Et tilsvarende problem har man også med de østersskaller, som udgør så stor en del af køkkenmøddingerne. Man kalder det den marine reservoir effekt. De fejl, som reservoir effekten har medført, fik tidligere nogle forskere til at mene, at overgangen fra jæger-fiskersamfundet til agerbrugssamfundet var sket meget hurtigt (H. Tauber 1981a, 1981b, 1986). Det er næppe tilfældet. Tværtimod må vi regne med, at det tog forholdsvis lang tid, før den daglige føde kom til at bestå af landbrugsprodukter (A. Fischer 2000a). Indtil da ernærede befolkningen sig fortsat på den måde, som den havde gjort det i årtusinder: ved jagt, fiskeri og indsamling. Korrigerer man imidlertid dateringerne af lerkarrene for denne fejlkilde, får man en grov kronologisk rækkefølge, hvor kar af type 0 er de ældste, og kar af type III de yngste (A. Fischer 2000a). Fund af lerkar på bopladserne giver os dermed en mulighed for at skitsere udviklingen af livsmønstret i de første 4-5 århundreder af det 4. årtusinde f.Kr.

70: T. Madsen 1982.

71: S. Th. Andersen 1992; S.H. Andersen 1993a, 1995, 1998c. På bopladsen er fundet skår af den ældste type af tragtbægre, den såkaldte type 0, se E. Koch 1998, s. 82 ff.

72: S.H. Andersen 1991, 1994b. Også på Norsminde-bopladsen er der fundet skår af den ældste type af tragtbægre, type 0, se E. Koch 1998, s. 82 ff.

73: S.H. Andersen 1999, 2000a.

74: E. Koch 1998, s. 82.

75: A.B. Gotfredsen 1998.

76: På Åkonge-bopladsen fandt man blandt de få lerkar et kar af type 0, hvorfra man fik en direkte kulstof 14-datering, upåvirket af den marine reservoir effekt. Den gav alderen ca. 3965 f.Kr. A. Fischer 2000a.

77: Denne vigtige plads har desværre aldrig været genstand for en videnskabelig publicering. Se J. Troels-Smith 1953, 1957, 1960. Liste over de fundne dyreknogler, se E. Koch 1998, s. 243. Se også J. Skaarup 1973, s. 118 ff. Tragtbægre af type I er fundet på bopladsen, som er kulstof 14-dateret til omkring 3700 f.Kr, se E. Koch 1998, s. 87.

78: J. Troels-Smith 1960.

79: E. Koch 1998, s. 243.

80: J. Troels-Smith 1960.

81: E. Koch 1998, s. 337, nr. 155.

82: E. Koch 1998.

83: T. Madsen 1990.

84: P.O. Nielsen 1984a, 1993c.

85: Der var bl.a. tragtbægre af den såkaldte type I, se E. Koch 1998, s. 86 ff.

86: Th. Mathiassen 1940; P.O. Nielsen 1993c; E. Koch 1998, s. 153. På bopladsen fandtes tragtbægre af type II, se E. Koch 1998, s. 90, samt talrige tyndnakkede flintøkser, der var fremstillet på stedet af flint fra de nærliggende kystklinter.

87: Madsen & Petersen 1984; se også Eriksen & Madsen 1984.

88: Keramikken hørte til den såkaldte Volling-gruppe, som er den første almindeligt udbredte keramik fra bondestenalderen i Jylland og samtidig med keramikken fra Havnelev på Sjælland, se Madsen & Petersen 1984.

89: P.V. Glob 1949, 1975; D. Liversage 1992.

90: D. Liversage 1981.

91: J. Skaarup 1975.

92: E. Brinch Petersen 1974. Mandsgraven indeholdt bl.a. et lerkar af type I, se E. Koch 1998, s. 87.

93: A. Fischer 2000a.

94: Ibid.

95: P. Rowley-Conwy 1984a-b.

96: E.Koch 1998, s. 173 ff; A. Fischer 2000a. Hvad angår den formodede befolkningstilvækst, har man peget på, at bosættelserne bliver talrigere i løbet af Ertebølletiden. Det sker imidlertid samtidig med, at havstigningen aftager, hvilket gør synligheden af kystbosættelserne større i slutningen af jægerstenalderen. Men formentlig er mange af de ældre bopladser blot blevet eroderet bort eller oversvømmet. Kun den fremtidige udvikling af undervandsarkæologien kan give svaret på, om det er tilfældet.

97: I. Hodder 1990; J. Thomas 1988; D. Price 1996; C. Tilley 1996; A. Fischer 2000a.

98: K. Jennbert 1984; A. Fischer 2000a.

99: K. Jennbert 1984.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De første århundreder i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430801

Afsnittet De første århundreder er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet