Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Solvognen

Oprindelig forfatter JJe

Intet andet billede kan som Solvognen fra Trundholm levendegøre bronzealdermenneskenes forestillinger om den synlige og usynlige verden.1 Det ejendommelige kultbillede kom for dagen, da et mosedrag ved Trundholm i Nordvestsjælland en sensommerdag i 1902 blev pløjet for første gang. Trundholm er navnet på et noget højere parti af et vældigt mosedrag, der i den smalleste del af Odsherred strækker sig fra midten af landet ud til havet mod vest. Der går et vandløb gennem mosen, og mosefladen ligger ca. 3 m over havet.

Mosen ligger omgivet af landskaber, der hørte til bronzealderens rigeste. Her ligger gravhøj ved gravhøj, og her var bebyggelsen tættere end måske noget andet sted i landet i det 2. årtusinde f.Kr. Mosens store flade strækker sig over flere kvadratkilometer, og intet sted når den mere end et par meter over havfladen. Intet hindrer udsigten over den, selv fra den lave vej, der passerer den i øst, rækker blikket på de klare dage, der er så mange af i Odsherred, tværs over mosen helt over til Sejrøbugten og til Sjællands Odde.

 Solvognen fra Trundholm i Nordvestsjælland. Fra det 14. århundrede f.Kr.

Solvognen fra Trundholm i Nordvestsjælland. Fra det 14. århundrede f.Kr.

Den lille sekshjulede vogn lå splittet ad i mange dele. Ploven trak først hesten op. Den blev taget op, og der blev pløjet videre. Da ploven vendte tilbage, kom skiven frem på samme sted. Et større stykke af guldbelægningen sad endnu fast på den. Nu blev bondemanden for alvor opmærksom og opsamlede mange stykker af vognen, der lå spredt i plovfurerne. Han lod en dreng afmærke stedet med et par kviste, men troede iøvrigt at han var stødt på noget gammelt legetøj. Stumperne bragte han hjem til sin gård, for at hans børn kunne lege med dem.

Annonce

Først en uge senere hørte man på Nationalmuset i København om fundet, og en efterundersøgelse blev iværksat. Et område omkring findestedet blev gennemsøgt, tørvejorden blev soldet, og der fandtes yderligere et antal fragmenter af vognen og af det bladguld, som havde dækket den ene side af solskiven. Alt lå enkeltvis og ganske spredt. Undersøgelsen blev senere udvidet, således at der ialt opgravedes 4 m på den ene led og 5 m på den anden, dog uden at der gjordes yderligere fund. Her og der gravede man også i dybden. 50-60 cm under overfladen stødte man på gammel strandbund.

Mosen må have været tilgroet og havde en vis fasthed, da solbilledet blev lagt her, ca. 300 m fra nærmeste højere grund. Det blev altså ikke nedsænket i vand, ej heller blev det nedgravet. Det blev grundigt itubrudt og stumperne blev lagt åbenlyst på mosefladen, synlige for enhver der måtte vove sig derud.

 Det dekorerede hoved på hesten fra Solvognen.

Det dekorerede hoved på hesten fra Solvognen.

På Nationalmuseet kunne man nu sammensætte det lille, knap 60 cm lange kultbillede. Vognen havde seks hjul, kun ét var fuldstændigt, de øvrige var fragmenterede. En del af vognens midtstang og en af akslerne manglede. Desuden manglede lidt af hestens ene øre, halvdelen af det andet, en del af halen og nogle stykker, der var brækket af hestens ryg. Men om den rekonstruktion, man i 1902 lavede på Nationalmuseet, kan der ikke herske usikkerhed. Som Solvognen fremtræder i dag hælder solskiven dog lidt for meget fremover, fordi tappen har forskudt sig i den skede, hvori den er fastgjort. På flere af fragmenterne kunne man ved restaureringen se gamle brudflader. De viste, at vognen var blevet brudt itu før nedlæggelsen. Noget af guldbelægningen sad stadig fast på skiven, men en del flager af bladguldet var ved nedlæggelsen blevet revet af og derefter krøllet sammen.

Med rekonstruktionen af Solvognen på Nationalmuseet var dens fundhistorie imidlertid ikke udtømt. I november 1998 foretog man en grundig undersøgelse af findestedet ved hjælp af metaldetektorer. Det gamle findested kunne lokaliseres med nøjagtighed, og 20 kvadratmeter omkring det blev undersøgt med elektronisk udstyr. Man kunne se, hvordan tykkelsen af mosejorden i de forløbne næsten 100 år var svundet til nogle få cm. Det er de fleste danske mosers skæbne. Men undersøgelsen gav gode resultater. Metaldetektoren kunne lokalisere ialt 21 hjuldele, fragmenter af akser, eger og hjulringe. De kunne umiddelbart sættes på den rekonstruerede Solvogn.

 Solskiven på Solvognen fra Trundholm.

Solskiven på Solvognen fra Trundholm.

Solvognen fra Trundholm kan ud fra sin ornamentik dateres til omkring det 14. årh. f.Kr.2 Den er et lille mesterværk af støbeteknik, fremstillet i den såkaldte „à cire perdue“-metode, der bestod i, at man oven på en lerkærne fremstillede en voksmodel af hver enkelt af vognens dele. I voksmodellen indridsede eller stemplede man den ornamentik, som senere gentog sig i den støbte bronze. Voksmodellen blev så dækket af en lerkappe og derpå brændt. Derved fik man en støbeform med en indre hulhed, hvori man så kunne hælde den smeltede bronzemasse.

At Solvognens hest er støbt på den måde, kan man bl.a. se på dens ryg, hvor der findes en sekundær beskadigelse i form af et større hul. I det kan man skimte den indre lerkerne, hvorover bronzen er støbt. Flere steder på hesten, bl.a. ved dens bove, kan man desuden se rester af bronzestifter, som har tjent til at holde den ydre og den indre del af lerformen fra hinanden. Stifterne er runde og ca. 3 mm tykke. Midt under hestens bug, i en række fra forben til bagben, ses fem små uregelmæssigt kantede huller. Nogle af dem går helt igennem til lerkernen. Formentlig er de også spor efter de stifter, der har holdt formene fra hinanden.

Hestens hoved og pande er dekoreret med ornamentbånd. Øjnene er dannet af et rundt, hvælvet felt, som er udfyldt med koncentriske mønstre. Selve midten af feltet er indlagt med et mørkt brunligt stof, som formentlig er harpiksmasse, som man kender det fra andre indlagte bronzearbejder. Andre bånd ses under hestens hals og over dens bringe, det sidste er afskåret af en omhyggeligt tegnet manke.

Den runde solskive er støbt af to lige store, hvælvede plader dekoreret med spiraler og koncentriske kredse. Deres diameter er 26 cm. Der findes i det indre bælte en række koncentriske cirkler, der to og to forenes ved et omslynget bånd. På den anden side ses derimod spiraler, der er forbundet parvis på en helt anden måde. Den alleryderst liggende bort af tætstillede streger findes heller ikke på begge siderne. De to hvælvede plader er holdt sammen af en støbt ring, der dækker og forener deres rande. På kanten af den støbte ring sidder en afbrudt øsken, hvorfra en line har ført til en tilsvarende øsken under hestens hals. Mellem solskiven og vognen er der en kompliceret forbindelse: fra skiven er udgået en flad, solid tap, der nøjagtigt passer ind i det kraftige, bageste parti af midtstangen. Et gennemgående hul til en (nu tabt) nagle har sikret forbindelsen.

Kun den ene side af solskiven er belagt med bladguld. Det har en tykkelse nærmest som svært papir, og guldet gengiver nøjagtigt det ornament, der findes i bronzen. Ornamentet står i guldet meget frisk og klart, som det næppe ville gøre det, hvis blot guldet var trykket ned i bronzens ornamenter. Guldet har også småfejl, som ikke findes i bronzen. Formentlig er guldet lagt over bronzen og er blevet presset ned, men er så til sidst blevet efterarbejdet med en nål. Der ses ikke noget bindemiddel mellem guld og bronze. For at guldet ikke skulle løsne sig, lavede man en smal og dyb fure i den ydre ring. I den blev guldbladets rand fastholdt ved et nedhamret kobberbånd. En lignende fure findes på bagsiden af skiven, men her har der ikke været nogen guldbelægning.

Alle Solvognens dele er støbt og derefter omhyggeligt afpudset. De større stykker, hesten og skiven, er ikke massive men dog ret tykt støbte, godstykkelsen er omkring 1-2 mm. Hesten vejer 2640 gr, skiven 1550 gr. Alle eger, nav og hjulringe er af ens dimensioner. Vognen består af tre hjulpar, hvis aksler er forbundne indbyrdes af en lang flad stang, der er naglet på akslerne. På stangen er den spiralornamenterede skive tappet fast. Hesten står med benene tappet ned i de to forreste hjulaksler.

Noter

1: S. Müller 1904; Aner & Kersten 2, nr. 867.

2: Dvs. til bronzealderens periode II.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Solvognen i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430910

Afsnittet Solvognen er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet