Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Offernedlæggelserne

Oprindelig forfatter JJe

Styrken i bronzealdermenneskenes religion viser sig tydeligt i de utallige kostbarheder, man destruerede i forbindelse med de mange offernedlæggelser. Selv om man kun nu og da sønderbrød bronzerne, er ordet destruere alligevel passende. For kostbarhederne blev taget ud af brug, henlagt på et helligt sted og blev aldrig igen anvendt af mennesker.

Allerede da metalgenstande i større tal var begyndt at komme i omløb omkring 2000 f.Kr. indgik de i de nedlæggelser af værdigenstande, som især fandt sted i landets talrige vådområder. Det var en rituel praksis, som havde rødder helt tilbage til bondestenalderens begyndelse, men som fortsatte igennem hele den efterfølgende bronzealder frem til midten af det 1. årtusinde f.Kr. I bronzealderforskningen bruger man gerne betegnelsen „depoter“ om sådanne nedlæggelser. Her har vi foretrukket betegnelsen offernedlæggelser eller nedlæggelser af votivgaver, fordi der efter alt at dømme var en rituel baggrund for størsteparten af disse forsætligt anbragte værdigenstande i moser, engdrag, søer og vandløb.

 Udbredelsen af helleristninger med billedfremstillinger i Danmark.

Udbredelsen af helleristninger med billedfremstillinger i Danmark.

I de efterfølgende kapitler vil vi gang på gang støde på offernedlæggelserne. Det er derfor nødvendigt at se på fundgruppen som helhed og samtidig tilføje nogle kildekritiske bemærkninger, der kan kaste lys over det mærkelige fænomen, som offernedlæggelserne udgør. Ser man på, hvornår fundene er indgået til de danske museer,130 viser det sig, at ca. 60% af fundene er gjort i 1800-tallet, hovedparten i århundredets anden halvdel. Det skyldes, at en meget stor del af de fundne genstande stammer fra vådområder, en biotop som i de sidste 150 år overalt i Danmark har været i tilbagegang på grund af især tørvegravning og den dræning, som satte ind navnlig fra 1860'erne.131 Der er altså en nøje sammenhæng mellem fundmængderne på den ene side og den erhvervsøkonomiske udvikling (og museumsvæsenets opbygning) på den anden side. Ikke desto mindre viser undersøgelserne, at fundenes geografiske udbredelse giver os et repræsentativt billede af, hvor i landet man i bronzealderen udøvede den skik at foretage rituelle nedlæggelser af metalgenstande.132

Annonce

 I årtusinder havde oldtidsbefolkningen nedlagt offergaver i vådområderne omkring bosættelserne. Den skik opretholdt de

I årtusinder havde oldtidsbefolkningen nedlagt offergaver i vådområderne omkring bosættelserne. Den skik opretholdt de

Langt de fleste af fundene stammer fra nuværende eller tidligere vådområder.133 Det gælder henved 60% af fundene. Mellem 20 og 30% har vi ingen oplysninger om, men formentlig stammer også en stor del af disse fra nu opdyrkede vådområder. Det betyder dog ingenlunde, at man helt skal se bort fra de fund, som er fremkommet på tørt land, uden tilknytning til vådbundsområder, ved en stor sten f.eks. eller på bopladserne.134 Det antyder, at der kan have været mange forskellige motiver bag nedlæggelserne af værdigenstande, og at der ikke findes en enkelt nøgle til forståelsen af dem alle.

Ser man på offernedlæggelserne i et længere tidsperspektiv, viser der sig også store variationer i deres antal. På side 324 er vist en grafisk fremstilling af samtlige offernedlæggelser fra bronzealderens begyndelse til slutningen af den førromerske jernalder omkring vor tidsregnings begyndelse, både genstande fundet enkeltvis og flere fundet sammen.135 Der viser sig tydeligt to højdepunkter: et ligger i bronzealderens periode II, dvs. omkring det 14. århundrede f.Kr. Et andet ligger i perioderne IV og V, dvs. tiden fra ca. 1100 f.Kr. til mellem 800 og 700 f.Kr. Imellem disse to højdepunkter ligger nogle århundreder, hvor antallet af deponeringer svandt kraftigt ind. Et tilsvarende fald i fundmængderne ser vi også i tiden efter ca. 700 f.Kr. Formentlig hænger svingningerne sammen med, hvor store mængder bronze, der kom til landet. Og hvad angår den afsluttende nedgang i fundmængderne, så skete den utvivlsomt, fordi bronzen netop da var ved at have udspillet sin rolle som værdimåler i oldtidssamfundet.

 Skema over antallet af offernedlæggelser fra hele bronzealderen og den keltiske jernalder fordelt på de enkelte perioder. Nederst i søjlerne: nedlæggelser af mange forskellige genstande, våben og smykker f.eks.; i midten nedlæggelser af flere ens genstande; øverst nedlæggelser af enkeltgenstande, en økse, et sværd eller et smykke

Skema over antallet af offernedlæggelser fra hele bronzealderen og den keltiske jernalder fordelt på de enkelte perioder. Nederst i søjlerne: nedlæggelser af mange forskellige genstande, våben og smykker f.eks.; i midten nedlæggelser af flere ens genstande; øverst nedlæggelser af enkeltgenstande, en økse, et sværd eller et smykke

Svingningerne i mængderne af værdimetal, som blev destrueret ved at blive ofret i vådområder, hænger imidlertid også sammen med, hvor meget metal man investerede i gravritualerne. Det er blevet fremført, at store investeringer af værdier i form af gravgaver skal ses som et led i nye samfundsgruppers etablering, i dette tilfælde højfolkets elite. Investeringer i offerhandlingerne skal derimod ses som udtryk for disse samfundsgruppers konsolidering. De kommunikerer nu med guderne på samfundets vegne.136

Selv om investeringer af metal i henholdsvis grave og offernedlæggelser ikke altid er komplementære størrelser, er det dog sandsynligt, at der i den meget ulige fordeling af metalmængderne i henholdsvis grave og offernedlæggelser i den tidligste del af bronzealderen afspejler sig et gruppeorienteret samfund, hvor råderetten over det nye eksotiske metal snarere lå hos slægtskabsgruppen end hos det enkelte individ.137 Den situation ændres radikalt omkring midten af det 2. årtusinde,138 hvor gravene bliver udstyret med rige gravgaver af bronze og guld. Enkeltindivider af samfundets elite begynder nu at markere sig socialt ved besiddelse af metalgenstande – og ved arbejdskrævende opgaver, såsom opførelsen af gravhøje.

På samme tid kan man også se påfaldende rigdomsforskelle i gravene. Det har vi taget som udtryk for, at højfolkets samfund omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. udviklede sig til et samfund med en ulige fordeling af rigdom og status. Denne forvandlingsproces skulle så være gennemløbet hen imod slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., hvor der igen investeres færre mængder af metal i gravritualerne. På samme tid svinder mængderne af offernedlæggelser imidlertid også ind. Om nogen klar komplementaritet i metalmængderne i grave og offernedlæggelser er der altså ikke tale.

 Offernedlæggelse fra et stolpehul i en stor hustomt udgravet ved St. Tyrrestrup i Nordjylland. Øverst ses to celte og forneden en række pålstave. Nedlæggelsen bestod af slidte og fejlstøbte stykker, en barre og en smelteklump. Formentlig var genstandene oprindelig gemt under gulvet tæt ved ildstedet.

Offernedlæggelse fra et stolpehul i en stor hustomt udgravet ved St. Tyrrestrup i Nordjylland. Øverst ses to celte og forneden en række pålstave. Nedlæggelsen bestod af slidte og fejlstøbte stykker, en barre og en smelteklump. Formentlig var genstandene oprindelig gemt under gulvet tæt ved ildstedet.

Hvordan skal vi nu forstå de mange nedlæggelser af offergaver, som finder sted, omend med vekslende intensitet, igennem hele bronzealderen? Findestederne giver os ikke noget svar. For fundomstændighederne er altid ret intetsigende. De giver os så at sige aldrig noget vink om, hvad det var for ceremonier, der ledsagede offernedlæggelsen. Man kunne f.eks. forvente at finde måltidsrester sammen med de ofrede genstande. Men det er næsten aldrig tilfældet. Platforme af grene, som man kender det fra bondestenalderens offernedlæggelser, finder man heller aldrig.

Det eneste, vi har at holde os til, er genstandene selv. Men hvad fortæller f.eks. kombinationerne af genstandstyper os? Her har man kun kunnet påvise, at nogle af offernedlæggelserne indeholder kombinationer, der formentlig var bestemt for én eller et par personer. I det rige offerfund fra Vognserup på Vestsjælland139 var der således tale om to fuldstændige smykkesæt. To forskellige kvinder må altså have bidraget til offernedlæggelsen. Den og lignende iagttagelser har man tolket således, at en offernedlæggelse må have været det sidste led i en længere, forudgående ceremoni.140

Dertil kommer, at nedlæggelserne ofte indeholder genstande, som vi kender fra de religiøse ceremonier, der er afbildet på bronzealderens billedfremstillinger, helleristningerne f.eks., eller miniaturebillederne på bronzegenstandene.141 At dømme efter udbredelsen af disse ceremonigenstande, hjelme, økser, lurer etc. må bronzealdersamfundene over store dele af det sydskandinaviske område have været bundet sammen af en fælles forestillingsverden. Man har i bronzealderen, fra Jylland i vest til øerne og Sydsverige i øst, og fra Sydnorge i nord til Nordtyskland i syd, været forenet gennem en fælles mytologi og fælles rituelle udtryksformer. Opretholdelsen af dette betydningssystem må være sket gennem udvekslinger af alle hånde slags, utvivlsomt også f.eks. gennem udvekslinger af mennesker. Denne fælles forestillingsverden udgør, hvad vi kalder den nordiske bronzealderkultur.

 Offernedlæggelse af to sæt kvindesmykker fundet i Vognserup Enge i Kundby sogn vest for Holbæk. Oprindelig var stedet en ellesump, men man havde vovet sig 100 m ud fra den faste bred for at foretage nedlæggelsen, der omfattede i alt 242 kvindesmykker. De var ved nedlæggelsen alle intakte, men brugte, nogle tydeligvis slidte eller reparerede.

Offernedlæggelse af to sæt kvindesmykker fundet i Vognserup Enge i Kundby sogn vest for Holbæk. Oprindelig var stedet en ellesump, men man havde vovet sig 100 m ud fra den faste bred for at foretage nedlæggelsen, der omfattede i alt 242 kvindesmykker. De var ved nedlæggelsen alle intakte, men brugte, nogle tydeligvis slidte eller reparerede.

I den tidligste del af bronzealderen havde det fortrinsvis været mandssager, man nedlagde som rituelle ofre. Det bliver de fortsat i stort tal efter det 2. årtusindes midte. Det største offerfund fra tiden omkring 1400 f.Kr. er det, man fandt ved Smørumovre uden for København.142 Det indeholdt 163 bronzer, 88 pålstave, 60 spydspidser, et sværdfæste, en dolk og nogle celte. Andre rige nedlæggelser af mandssager stammer bl.a. fra et lille vandløb på nordsiden af St. Jørgensbjerg ved Roskilde.143 Her var nedlagt et fuldgrebssværd med ottekantet greb, to bronzeklinger og en grebknap. Et lige så rigt fund dukkede op i Vindmosen ved Asnæs.144 Det bestod af tre sværd med massivt greb, et grebtungesværd og to grebknapsværd. Sværd er i det hele taget ganske almindelige i tidens offernedlæggelser. De bliver også i stort tal nedlagt enkeltvis. Det samme gælder økserne. Ved Frøjk i Nordvestjylland fandt man således 19 såkaldte pålstave sammen med en sværdklinge, nogle spydspidser og en processionsøkse.145

Men kvindesager viser sig nu også i stigende grad i fundene. Et af de rigeste er det allerede omtalte fra Vognserup Enge med to sæt kvindesmykker af meget høj kvalitet. Lignende fund med et enkelt eller flere sæt kvindesmykker er gjort ved Annebjerg Skov i Odsherred,146 Rye syd for Tissø på Vestsjælland,147 Bonderup ved Tårnborg, ligeledes på Vestsjælland,148 Frankerup skov ved Eggeslevmagle på Sydvestsjælland,149 Vellinge Mose på Fyn150 og Råbjerg i det nordligste Jylland151 for blot at nævne nogle af de rigeste.

Offernedlæggelserne viser altså det samme billede som gravene, nemlig at kvinderne nu begynder at blive synlige, og at de i højfolkets samfund kunne besidde høj rang, formentlig fordi de spillede en stor rolle i elitens ægteskabsalliancer.

Langt størsteparten af offernedlæggelserne stammer fra tiden omkring 1400 f.Kr. Derefter svinder deres antal betydeligt ind. Ved Solrød nord for Køge har man dog fundet en nedlæggelse bestående af en bælteplade, en bæltedåse og to spiralfingerringe af guld, som stammer fra den ældre bronzealders sidste del.152 Og i Brunsmose og en mose ved Espe, begge på Fyn har man gjort lignende fund.153 Men der er ingen tvivl om, at offernedlæggelserne i tiden omkring det 12. århundrede er i stærk aftagen. Det samme gælder nedlæggelserne af enkeltgenstande. Først i tiden efter 1100 f.Kr. fik skikken igen en kraftig opblomstring.

Noter

130: Se J. Jensen 1997, s. 146 ff.

131: I dag er mere end 70% af landbrugsjorden på øerne drænet, i Jylland er det ca. 40%.

132: K. Kristiansen 1974.

133: J. Jensen 1997, s. 151 ff.

134: Se f.eks. T. Nilsson 1991.

135: Se J. Jensen 1997, s. 168.

136: L. Hedeager 1990, s. 86.

137: H. Vandkilde 1996.

138: Dvs. i periode IB/II.

139: Kjærum & Olsen 1980, nr. 63.

140: W.A. v.Brunn 1980.

141: J. Jensen 1988.

142: Aner & Kersten 1, nr. 354.

143: Aner & Kersten 1, nr. 484.

144: Aner & Kersten 2, nr. 771.

145: H.C. Broholm 1943, M 81.

146: Aner & Kersten 2, nr. 825.

147: Aner & Kersten 2, nr. 669.

148: Aner & Kersten 2, nr. 1160.

149: Aner & Kersten 2, nr. 1173.

150: Aner & Kersten 3, nr. 1868.

151: H.C. Broholm 1943, M 47.

152: Aner & Kersten 1, nr. 532.

153: Aner & Kersten 3, nr. 1745 og 2069.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Offernedlæggelserne i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430916

Afsnittet Offernedlæggelserne er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet