Hellige tegn

Kultbilledet fra Trundholm fremstiller den guddommelige sol, som bliver trukket hen over himmelhvælvet af en hest. Man har nok i bronzealderen opfattet Jorden som flad, og da kan den ikke-guldbelagte skives bevægelse mod venstre opfattes som en afbildning af himmellegemets rejse om natten – gennem underverdenen – tilbage til dagningen i øst.³ Den guldbelagte side af skiven er da solens dagside, og kører vognen fra venstre mod højre, bevæger den sig, som man så solen, når man stod vendt mod syd, og fulgte dens vandring fra opgangen i øst (venstre) til dens nedgang i vest (højre).

En solvogn er for så vidt ikke den rette betegnelse for kultbilledet. For med solens vandring hen over firmamentet havde selve vognstellet intet at gøre. De seks hjul på den hestetrukne sol gjorde det først og fremmest muligt at køre kultbilledet frem til beskuelse ved de rituelle ceremonier. Men som vi senere skal se, havde hjulene nok også deres egen symbolværdi.

Solvognen fra Trundholm er enestående, dens lige findes ikke noget andet sted i verden. Men en guldbelægning som den, der sad på dens skive, kender man fra nogle få af bronzealderens grave.⁴ I 1863 lod den arkæologisk begejstrede kong Frederik 7. en stor gravhøj udgrave i Jægersborg Hegn i Nordsjælland.⁵ Gravhøjen, som lå højt på en bakke med et vidt udsyn over Øresund, dækkede resterne af en trækiste, og i den lå en fornem høvdings udstyr. Det bestod af bronzesværd og -økse, ragekniv, bæltekrog, fire små bronzeskiver, de såkaldte tutuli, og et lerkar. Men oven på sværdet og centralt i graven lå en guldskive af tyndt guldblik, 35 cm i diameter. Formentlig havde den dækket brystet af den døde høvding. Da man tog guldskiven op, mente man at kunne se, at der på bagsiden af den sad rester af en læderplade, hvortil guldblikket havde været fastgjort.

Enkelte andre steder i landet har man fundet lignende solskiver af stempeldekoreret guldblik – alle stammer de fra mandsgrave. Ved Tødsø i Nordvestjylland fandt man i en stor gravhøj en grav, hvori den døde var blevet højsat i en egekiste med et sværd, en dolk og to fibler.⁶ Hen over den døde havde ligget en papirstynd guldskive med koncentriske ornamenter. Desværre er oplysningerne om fundet ikke meget nøjagtige, men det ser ud til, at skiven var omkring 32 cm i diameter, at den lå hen over sværdet og dolken, og at der på skiven sad tynde skaller af bronzeoxyd og lidt harpiks. Måske skiven har været monteret på en bronzeplade.

Monteret på et bronzeunderlag var muligvis også den guldskive, der blev fundet i Kogehøj ved Flejsborg i Nordjylland.⁷ Skiven lå i en mandsgrav, hvor den døde var gravlagt med sit sværd. Den var dekoreret med koncentriske ringe, og der var svage spor af bronzeoxyd på skivens bagside. Samme dekoration havde en guldskive, der blev fundet i Solhøj ved Gug, ligeledes i Nordjylland.⁸ Graven var formentlig oprindelig en egekiste, og midt i den lå talrige små brudstykker af en cirkelrund plade af guldblik, 33 cm i diameter.

En sjællandsk og tre jyske guldskiver kender man altså, og hertil kommer to fra Nordtyskland.⁹ Ingen af skiverne er intakte, og der er kun bevaret sparsomme rester af det bronzeunderlag, hvortil guldblikket øjensynligt var fæstet. Om guldskiverne har hørt til kultbilleder som Solvognen fra Trundholm er ganske usikkert, men formentlig kan man tolke dem som solbilleder. Og at de er fundet i rige mandsgrave peger på, at religionsudøvelsen i denne del af bronzealderen lå i hænderne på socialt højt rangerende mænd – solens sønner var de måske.

Blandt helleristningsbillederne finder man også adskillige fremstillinger af skiveformede genstande fastgjort på et stativ og holdt af menneskefigurer.¹⁰ Er det mon ikke solbilleder af samme slags, som dem man har fundet i gravene? Og mon ikke også vi har et solbillede i det lille håndtag, hvori er indfattet en ravskive, som man kender fra et dansk fund? Den lille genstand er ikke mere end 7 cm stor, men holder man den op mod lyset, ser man, at ravskiven har en korsformet gennemboring.¹¹ Forneden ender håndtaget i en tap, som muligvis har været beregnet til at fastgøre det i et underlag. Tilsyneladende vrimler det i bronzealderen med solsymboler, nogle sikre, andre usikre. Men at solen var et kraftfuldt symbol, derom lader Solvognen fra Trundholm os ikke i tvivl.

Men Solvognen havde andre symbolværdier. Den kørte på seks hjul, hver med fire eger. Og det er første gang, vi møder egerhjulet, som fra nu af blev så betydningsfuldt et motiv i bronzealdermenneskenes billedverden, måske både som et solsymbol og et herskersymbol. Egerhjulet havde sin oprindelse i fjerne verdener i sydøst. Vi kender det bl.a. fra de steler, der stod på skaktgravene ved Mykene i Grækenland, og som kan dateres til det 16. århundrede f.Kr. Vi kender det også fra nogle samtidige signetringe med jagt- og væddeløbsscener, der havde deres oprindelse i den mellemøstlige billedverden. Og vi kender endelig det firegerde hjul fra den elegante og lette stridsvogn, bygget af udsøgte træsorter, som blev fundet i en grav fra det 18. dynasti på gravpladsen ved det gamle egyptiske kongesæde Theben.

Tilsynekomsten af egerhjulet i det 2. årtusinde f.Kr. er en skelsættende begivenhed, der hænger sammen med opfindelsen af stridsvognen, som igen var betinget af den første brug af heste som trækdyr.¹² Det var altsammen begyndt i et område, der strakte sig fra nordsiden af Sortehavet og helt over til Kasakhstan, hvor man i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. var begyndt at opdrætte heste til at trække lette, tohjulede vogne. Det var simpelt konstruerede vogne, som havde hjul afbøjet træ og fire eger.¹³ Fra deres oprindelsesområde på stepperne spredtes vognene i begyndelsen af det 2. årtusinde via Anatolien til Mellemøsten, og de blev her omformet til elitekøretøjer og de krigsmaskiner, der blev rygraden i datidens hære. Med tiden dannede de grundlaget for Mitanni-, Hetitter- og Assyrerrigernes magtudfoldelse. Og med stridsvognen og hesten spredtes det firegerde hjul til Egypten og Grækenland.

Men det firegerde hjul fandt også vej ind i det europæiske kontinents indre. Det skete via områderne langs den nedre Donau. I Karpatherbækkenet finder vi det i form af små lermodeller i tiden omkring 1600 f.Kr. De vidner om brugen af stridsvogne – og om hesteopdræt, som også er dokumenteret ved fundene af sidestænger af hjortetak i en form, der samtidig blev brugt tværs over stepperne og langt ind i Asien. De karpathiske sidestænger var dekoreret med en særlig form for dekoration af cirkler og buer, som man formentlig havde lært at kende i Anatolien. På samme tid blev Karpatherbækkenet og Moldavien centre for hesteopdræt, og det var formentlig herfra, at forbrugerne i Anatolien og det ægæiske område blev forsynet med heste og ekspertise. Ja, det er tænkeligt, at heste herfra via Slovenien nåede helt over til Norditalien, hvor man også har fundet de karakteristiske sidestænger.

Under hele dette forløb forblev stridsvognen et elitekøretøj. Og det var som sådan, at kendskabet til den – og til det firegerde hjul spredtes mod nord til kontinentets yderområder. Trukket af to heste ser vi stridsvognen afbildet i den berømte stormandsgrav fra Kivik i Skåne (se Shamanens billeder). Her står kusken op i vognen med tømmerne i hånden, nøjagtig som vi kender det fra skaktgravsstelerne i Mykene. Og det firegerde hjul finder vi ikke blot på Solvognen fra Trundholm, men også i miniatureudgave i nogle af tidens grave. I en gravhøj ved Lyngbygård i Eggeslevmagle sogn¹⁴ fandt man f.eks. et lille bronzehjul med fire eger. Og i gravhøjen Storehøj ved Tobøl, der indgår i en fornem kæde af høje langs Kongeåens nordside,¹⁵ fandt man også et bronzehjul, endog meget smukt dekoreret.¹⁶

Tobølhjulet var en del af gravudstyret i en ødelagt egekiste fra tiden omkring 1400 f.Kr. Graven var rigt udstyret med perler af rav og jet, en spiralring af guld, en dolk, diverse smykker fra dragten og dertil et fireegeret, miniaturehjul af bronze med bredt cylindrisk nav og en let skråtstillet, bred, men meget tynd fælg. Egerne var ornamenteret med skrå stregbånd langs kanterne, og hjulets diameter var knap 18 cm. Det har næppe siddet på en vogn som Solvognen, men måske på et langt skaft og har været brugt ved rituelle lejligheder. Gravudstyret tyder på, at den gravlagte var en fornem kvinde, flere af hendes gravgaver var af fremmed herkomst.¹⁷ Det fornemme gravudstyr og tilstedeværelsen af hjulet kan antyde, at hun har spillet en rolle i kulten.

Miniaturehjulet og hjultegnet dukker op i mange forskellige rituelle sammenhænge her efter midten af det 2. årtusinde f.Kr. Bl.a. på den ejendommelige kedelvogn fra Skallerup, som vi tidligere har hørt om (se Fremmede drikkekar). Skallerupvognens hjul er mindre end Solvognens, fælgene er smallere, egerne tykkere, men principielt er det den samme type hjul som Solvognens.

Hjulsymbolet finder vi også på en ragekniv fra samme tid som Solvognen¹⁸ og på en lidt senere, svær enægget kniv, hvis greb afsluttes med en knap i form af et firegeret hjul.¹⁹ Og endelig kender vi hjulsymbolet i talrige udformninger fra helleristningerne. Ja, det er det almindeligste tegn blandt de danske helleristninger, når man undtager skåltegnet.²⁰ Henved halvdelen af alle danske stenbilleder hører ind under den gruppe. De kendes fra et halvt hundrede lokaliteter fordelt over hele landet, men tættest ligger de i det nordlige og vestlige Sjælland, Trundholmvognens egn.

Blandt helleristningerne findes sol- og hjultegnene ofte sammen med andre billeder og i flere eksemplarer på samme sten. Den almindeligste form er hjulkorset, dvs. et kors omsluttet af en kreds. Det største samlede antal hjulkors i Danmark finder man på en flad klippe ved Lille Strandbygård på Bornholm. Hen over klippen ses tre store hjulkors med hornlignende udvækster. Omkring disse hjul grupperer der sig en halv snes andre hjulkors og et halvt hundrede skålgruber.²¹ At helleristningernes hjulkors i hvert fald for en del er blevet udført i en sen del af det 2. årtusinde f.Kr., kan man konstatere i enkelte gravfund.²²

At hjultegnene viser hen til vognen, ser man af, at det er hjulkorset, der anvendes, når helleristningen fremstiller en hel vogn.²³ Men var det en idé eller en realitet, de henviste til? Eller var begge dele tilfældet? Fandtes den stridsvogn, vi ser afbildet på stenene i Kivikgraven også heroppe i de yderste egne i nord? Naturligvis var den storstilede brug af stridsvognen som krigsmaskine kun mulig på sletterne i Mellemøsten. Men kan det tænkes, at enkelte eksemplarer af sådanne stridsvogne har været anvendt som herskersymbol i det 2. årtusindes Central- og Nordeuropa? Det er i hvert fald påfaldende, at modelhjulene gengiver tekniske detaljer fra de rigtige hjul i det ægæiske område, Egypten og Mellemøsten.²⁴ Det kunne forudsætte kendskabet til virkelige prototyper. Men foreløbig må vi lade spørgsmålet stå ubesvaret hen og nøjes med at antage, at da det firegerde hjul gør sin entré heroppe i Norden i tiden efter det 2. årtusindes midte, er det i en sammenhæng, der formentlig har flere betydninger, både som symbol på den politiske magt og på den guddommelige sol.

Solvognen fra Trundholm viser os også et tredje element, som fik stor betydning i bronzealderens religiøse mytologi: hesten. Også den blev til et motiv, som hurtigt spredtes langs den skandinaviske halvøs kyster.²⁵ Formet i bronze som Trundholmhesten, og med øjne af rav til at understrege dyrenes hellige karakter, kender man to bronzeheste fra et fund ved Tågaborgshöjden nær Hälsingborg i Skåne.²⁶ De blev i 1865 fundet sammen med tre økser og fire spyd. Og man sagde, at man samtidig og på samme sted havde fundet en skive af et spadeblads størrelse og dele af en vogn. Det kunne lyde som endnu en solvogn, men man må erkende, at fundhistorien ikke er særlig pålidelig.

De to bronzeheste fra Tågaborgshöjden viser dog klart nok, at hesten nu havde fundet sin plads i bronzealderens mytologi. Den dukker op, udformet som grebet på talrige af de rageknive, som mændene fik med sig i graven.²⁷ Stilistisk er hestehovederne sikkert og klart udformede og viser mange ligheder med Trundholmhestens hoved. Og de udgjorde et motiv, som bronzestøberen trofast holdt fast ved og udviklede videre igennem hele resten af bronzealderen.

Hesten bliver nu også et almindeligt motiv i helleristningerne, bl.a. i stormandsgravene fra Kivik og Sagaholm. Men igen må man spørge efter realiteten bag de mange billeder. Hvad er symbol, og hvad er realitet bag bronzealderens mange hestebilleder? Ser man efter på Trundholmhesten, bemærker man nogle huller i dyrets mundvige, som kan være mærker efter tøjlefæstet. Og man bemærker desuden, at dekorationen på hoved og hals kan antyde mundtøjet. Det er detaljer, som viser, at man har kendt og udnyttet hestens rolle som trækdyr.²⁸

Hestens tæmning og udbredelse har været et voldsomt debatteret emne, fordi man tidligere satte fænomenet i forbindelse med „indoeuropæernes“ vandringer (se bd. 1, s. 498). Der er dog ikke noget entydigt bevis for tilstedeværelsen af tamhesten i Europa før det 2. årtusinde f.Kr., og som vi har set, må den i de sydøstlige dele af kontinentet være indført i forbindelse med brugen af stridsvogne. I Sydskandinavien er Solvognen et af de ældst kendte tegn på hesten som trækdyr, og fra samme tid, eller snarere lidt før, har vi det ældste fund af de bidselstænger, som hørte til tamhestens hovedtøj.²⁹ Det er to buede stænger af hjortetak fundet i Østrup Mose, ca. 12 km nord for Roskilde.

Bidselstængerne, eller kindstængerne som de også kaldes, fra Østrup Mose er lidt over 15 cm lange, og har sirligt indskårne mønstre af bånd med mæanderslyngninger, småcirkler og bølgebånd. Hver stang har et ovalt hul med slidte kanter foruden to mindre. I den ene ende er der to vulster og et øje, som er brækket af på begge stykker. Biddet, som formentlig har været en snoet eller flettet læderrem, har været fastgjort i hver stangs midterhul. De andre huller har tjent til at holde stængerne fast i seletøjet.

De udenlandske paralleller til Østrupstængerne kommer dels fra befæstede, højtliggende bopladser, dels fra byhøje i flodlandskaberne i Mellem- og Sydøsteuropa. De samme steder, som også havde afgivet de ældste, centraleuropæiske fund af det firegerde hjul. På sidestængerne fra Østrup kan man se en dekoration svarende til den, man finder på bl.a. ungarske sidestænger. Man kan iøvrigt også finde den blandt de rige fund fra Mykene i Grækenland, igen et udtryk for, hvor vidt omkring ideer og tekniske fornyelser spredtes i bronzealderen.

Østrupstængerne viser sammen med Solvognen, at man kendte til tamhesten heroppe i Norden omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. Men brugte man den både som trækdyr og som ridedyr? Vi ved det strengt taget ikke. I princippet kan ridning og kørsel med heste godt være opfundet samtidig. Men der er endnu ingen sikre spor af hesten som ridedyr i bronzealderen, så foreløbig må vi formode, at det nok var som trækdyr, at hesten først blev kendt – og i første række formentlig som et mytisk og helligt dyr med tilknytning til solen (og månen?), himlens dominerende elementer.

Men solen, hjulet og hesten var ikke de eneste tegn, som indgik i den billedverden, hvormed bronzealdermenneskene udtrykte deres syn på verdens indretning. Skibet havde som helligt tegn allerede vist sig tidligere end Solvognen (se Skibet og bronzen). Første gang, vi så det sejle, var på klingen af et af de to krumsværd fra Rørby, enkelt og klart tegnet med sine svungne stævnforlængelser og 31 mandskabsstreger. Samtidig dukkede skibet også op som et af de vigtigste motiver i helleristningerne. Vi har allerede foreslået, at det skulle ses som et symbol på alt, hvad der havde med den politiske magt og med religionsudøvelsen af gøre.³⁰

Men skibet kunne have flere forskellige fremtrædelsesformer. En af dem var som miniaturefremstilling udført i det ædleste af de ædle metaller: guld. I 1885 stødte man i nærheden af Torshøj ved Nors i Thy på et nedgravet lerkar, som var dækket af en flad sten.³¹ I karret lå omkring et hundrede små både af guldblik med ræling og spanter af ganske tynde bronzebånd. Bådene havde rundet bund, og de spidsede til mod begge ender. I det tynde guldblik sås prægede cirkelornamenter, som man ville kunne tage for solsymboler.

Desværre hersker der en del usikkerhed om dateringen af dette ejendommelige fund. Bådenes karakter er stærkt omdiskuteret. Der har været forslag om såvel skindbåde som plankebåde og „udspændte“ stammebåde, men bådene fra Nors er helt uden paralleller. Skibsbilleder, guldblik og stemplede cirkelmotiver er imidlertid typiske bronzealderfænomener. Det taler for fundets placering i bronzealderen. Og det samme gør findestedet ved den store Torshøj, hvor der to meter fra det sted, hvor bådene blev fundet, også blev fundet en kostbar guldring fra bronzealderen.³² Og en hel lille flåde af både leder tanken hen på de klippeflader på bl.a. Bornholm, hvor bronzealderens både sejler så talrigt afsted.

Endnu et religiøst motiv fra disse tidlige århundreder af bronzealderen er fisken. Vi så det første gang på den store spydspids fra Valsømagle fra omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. (se Bronzestøbere i nord). Et hyppigt anvendt motiv blev fisken dog aldrig, men sejlivet var det. Helt til bronzealderens slutning anvendte man det.

Det samme gjorde man med fuglemotivet, som dukkede op nogle hundrede år senere end skibet og fisken, første gang i forbindelse med den mærkelige kedelvogn, som en sjællandsk stormand havde fået med sig i sin gravhøj ved Skallerup (se Fremmede drikkekar). Både på stellet af kedelvognen og indpunslet på kedelens side var der fuglefigurer, et motiv som fra nu af blev et af bronzealderens almindeligste – og som samtidig blev udbredt hos næsten samtlige folkeslag på det europæiske kontinent.³³

Kedelvognen er fra det 13. århundrede f.Kr., men allerede 300 år tidligere kunne man i Grækenland finde sådanne fuglefigurer. Det var på den tid, hvor de fyrsteslægter, som herskede over det store borganlæg i Mykene på Peloponnes, blev gravlagt med bl.a. nordisk rav i deres grave. Fuglefigurerne var religiøse symboler, som på en eller anden måde markerede det guddommeliges tilstedeværelse. I løbet af de følgende århundreder spredtes de mykenske metalhåndværkeres færdigheder til såvel Italien som til Centraleuropa. Fremstillingen af hamrede metalkar var blot et af resultaterne heraf. Og sammen med den tekniske kunnen spredtes også nogle af de religiøse symboler, som de mykenske bronzehåndværkere havde anvendt. Fuglesymbolet var et af dem. Og fra det 13. århundrede f.Kr. indgik det i Norden som et religiøst og ornamentalt motiv på småknive og mange andre genstande.

I slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. var næsten alle de billedtegn og motiver dukket op, som indgik i bronzealdermenneskenes kosmologi. Allerede nu er det tydeligt, at det motiv, som dominerede over alle andre, var solens rejse over himmelbuen dag og nat. Klarest kom det til udtryk i kultbilledet fra Trundholm. Men solen havde åbenbart også sine ledsagere, en fisk eller en fugl f.eks. Og dertil kom skibet, som endnu mest optrådte alene, men som senere skulle blive bærer af mange af de religiøse symboler. Endnu tegner der sig ikke nogen helhed i denne ejendommelige billedverden. Men den kommer senere, i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., hvor de enkelte motiver forbinder sig med hinanden til en egentlig mytologi, som kunne få sit udtryk i de rituelle ceremonier. Vi skal derfor vente med skildringen heraf og først se på nogle af de sakrale genstande, som indgik i bronzealdermenneskenes rituelle ceremonier.