Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rigdommen der svandt

Oprindelig forfatter JJe

I det 9.-8. århundrede f.Kr. havde området omkring Helnæs Bugt på Sydvestfyn været hjemstedet for nogle stormandsslægter med kontakter langt sydover, til beslægtede samfund på den anden side af Østersøen. Deres boplads lå på Kirkebjerget ved Voldtofte, og til de fornemste medlemmer af slægten var der blevet opført gravhøje af en størrelse langt ud over det sædvanlige. Lusehøj, som vi tidligere har hørt om, var en af de største. Med sine 8 meter i højden og 36 meter i diameter var den synlig viden om, og stod som et imponerende monument over den magt og rigdom, som en af den sene bronzealders stormandsslægter havde kunnet samle. Bl.a. havde vognkassen fra en kostbar centraleuropæisk processionsvogn udgjort ligbåren, da en af højens døde var blevet gravsat.

Et glimt har vi fået af den pragt, som stormandsslægterne kunne omgive sig med. Men hvor længe fastholdt disse slægter deres position? Var det kun en enkelt generation, der kunne udvise en sådan ødselhed i gravritualerne? Eller bevarede slægterne deres position igennem flere slægtled? Svaret er ikke let at give. Men det er i hvert fald tydeligt, at der i de følgende tider også boede magtfulde familier på egnen. For storhøje blev der stadig bygget. Ganske vist ikke så rigt udstyrede som tidligere, men størrelsen af gravhøjene viser dog, at der bag deres opførelse stod slægter, som kunne mobilisere en ikke ringe arbejdsstyrke.

 Den rigeste af gravene fra gravhøjen i Håstrup, kun 10 km fra Lusehøj. Gravgaverne var indsvøbt i et stykke stof, der formentlig var fremstillet i de østlige egne af Alperne.

Den rigeste af gravene fra gravhøjen i Håstrup, kun 10 km fra Lusehøj. Gravgaverne var indsvøbt i et stykke stof, der formentlig var fremstillet i de østlige egne af Alperne.

Ved Håstrup kun 10 km fra Lusehøj, blev der i det 7. århundrede f.Kr. opført en gravhøj, som i størrelse meget vel kan måle sig med de noget ældre gravhøje på egnen.28 Oprindelig lå der på stedet en lille gravplads med i hvert fald fire mindre høje. Den først anlagte af disse var lidt over 12 m i diameter og var formentlig også bygget i det 7. århundrede f.Kr. Der er altså næppe gået lang tid, før den store gravhøj blev opført oven på de små høje. Men nu var der tale om et gravminde af helt anderledes dimensioner. 38 meter var højen i tværsnit, altså endnu større end den lidt ældre Lusehøj. Adskillige tusinde kubikmeter græstørv må der være gået til dens opførelse.

Annonce

Ulykkeligvis var den grav, som storhøjen blev opført over, blevet plyndret. Den bestod af en stenkiste, som var opført på selve det sted, hvor den døde var blevet brændt, men af gravgaverne var der intet spor. Gravgaverne i de andre grave, som højen dækkede over, viser imidlertid, at det må have været en stormandsslægt, som her havde højsat sine døde. I en af de andre grave fandt man et usædvanligt gravudstyr. Graven bestod af en lille rektangulær stenkiste, hvori var stillet en urne med en skål som låg. Urnen var fra bund til munding besmurt med et tyndt lag harpiks, og i harpiksmassen sad der rester af et stykke stof. Det var vævet i den teknik, som man kalder firskaftet kiper, og en analyse af stoffet har vist, at det formentlig var fremstillet langt borte, i de sydøstlige egne af det europæiske kontinent.29 I urnen lå den dødes brændte, rensede ben, og sammen med dem en samling små bronzebukler fra et læderbælte, en pincet, en øreske og en neglerenser af jern. Desuden var der en jernnål med svanehalsbøjet stilk, en halvrund ragekniv med greb formet som fuglehoveder, en flad ravperle og en mærkeligt formet glasperle. Den sidste giver ligesom tekstilresterne et fingerpeg om, at der var tale om sager, som stammede langvejs fra. Glasperlen må efter alt at dømme være fremstillet i det sydøstalpine område, og er formentlig kommet den lange vej hertil via det østlige Centraleuropa.30

Små og tilsyneladende ubetydelige sager var gravgodset, men med en oprindelse i fjerne egne af det europæiske kontinent. Hertil en storhøj af dimensioner, som man sjældent ser det på den tid i Sydskandinavien. Altsammen tyder det på, at egnen omkring Helnæs Bugt på Sydvestfyn i det 7. århundrede f.Kr. stadig var hjemstedet for stormandsslægter med forbindelser langt ud i verden. Måske disse forbindelser ligesom i tidligere århundreder gik via det rige center i Seddin i Brandenburg, som jo netop også levede videre helt frem til bronzealderens slutning.31

Højen ved Håstrup er ikke enestående, omend den er den største. Også andre storhøje blev bygget på samme tid i det sydvestfynske område. Ved Høed var opført en høj med en diameter på 22 m.32 Lige som Håstruphøjen blev den bygget over nogle lidt ældre småhøje, men den centrale grav var fra bronzealderens slutningstid, og den var efter tidens forhold rigt udstyret med to armringe, et toiletsæt, en jernkniv og perler af rav og bronze.

 Bemalet lerkar fra gravhøj i Holmebo, Sydvestfyn. Urnen er formentlig et importkar fra den sydlige del af Polen.

Bemalet lerkar fra gravhøj i Holmebo, Sydvestfyn. Urnen er formentlig et importkar fra den sydlige del af Polen.

I Vester-Skerninge sogn blev i samme århundrede opført en 21,5 m stor høj, Hannemosehøj.33 Også den dækkede over en forholdsvis rigt udstyret urnegrav, som iøvrigt var nedsat på selve bålpladsen, hvor ligbrændingen var foregået. Og i nabosognet Øster-Skerninge, ved Holmebo, byggede man på samme tid en lige så stor gravhøj.34 Den dækkede over en stenrøse, hvori der var en grav med en meget usædvanlig gravurne. Urnen var et lerkar bemalet med rød farve og med hvidt fyldstof lagt ned i ornamentrillerne. Det var tydeligvis et kar, som stammede langt borte fra, formentlig fra egne i den sydlige del af det nuværende Polen. Karret rummede desuden nogle ubestemmelige jernfragmenter og en sjældent fornemt dekoreret halvrund ragekniv.

Gravgodset fra disse høje er måske ikke særligt rigt, men det omfatter dog genstande, som i bronzealderens slutning må have været af stor sjældenhed. Hertil kommer højenes størrelse, som også er usædvanlig. Alt i alt tyder det på, at der i disse sidste århundreder af bronzealderen stadig var slægter, som i gravritualerne kunne hæve sig langt over gennemsnittet.

Hvor repræsentative de fynske fund er for landet som helhed, er vanskeligt at sige. For Sydvestfyn er den eneste egn af Danmark, hvor man endnu har foretaget mere systematiske undersøgelser af den sene bronzealders høje.35 Men også på Sjælland har man i bronzealderens slutning opført gravhøje af en betydelig størrelse. På Ondagre, et næs ved Fladsåen øst for Mogenstrup kirke, ligger en klynge større gravhøje, hvoraf nogle i hvert fald er bygget i bronzealderens sidste århundreder.36

En af højene havde en diameter på 20 m. I den centrale grav var resterne fra ligbålet nedlagt i en beholder af træ eller bark, som rummede en nål, en malle og en spiralsnoet perle, alt af bronze, samt to små perler af en ubestemt stenart og seks glasperler. Igen et usædvanligt gravudstyr. Perlerne er f.eks. af en type, som kendes i stort tal fra Schweiz og Norditalien. To andre høje i nærheden var af tilsvarende dimensioner og var også bygget over grave fra bronzealderens slutning.37

 To stencirkler med urnebrandgruber fra bronzealderens slutning. Fra gravpladsen Hårbølle nær Fanefjord på Møn.

To stencirkler med urnebrandgruber fra bronzealderens slutning. Fra gravpladsen Hårbølle nær Fanefjord på Møn.

De mere ordinære grave fra tiden kender man nok i et forholdsvis stort antal.38 Men som helhed er vores viden om de sikkert ganske almindelige småhøje, dvs. almindelige menneskers grave, meget ringe. Småhøjene, hvis diameter normalt var mellem 5-10 m, er nemlig en meget sårbar gruppe gravmonumenter. Når de er bevaret, er det som regel i de syddanske småskove, hvoraf mange gennem århundreder har været drevet som gærdelsskove, også kaldet stævningsskove eller stubhaver. Med ca. 20 års mellemrum blev de før i tiden afskovet totalt. Imidlertid blev skoven ikke forynget ved plantning men ved afhugning af træerne ved roden. Man udnyttede en række træers evne til at sætte nye skud fra de friske stød, og træet blev brugt til risgærder, redskaber og brændsel. Flere af f.eks. de langelandske fund af småhøje fra bronzealderens sidste halvdel stammer fra områder, der tidligere blev udnyttet som stævningsskove. Men uden for skovene blev de små gravhøje meget nemt pløjet bort.

Fra Langeland kender man som nævnt flere små gravfelter med småhøje, ved f.eks Nygård,39 Kvindebjerggård40 og Vesterby.41 Gravfelterne synes at have været benyttet igennem århundreder af den sene bronzealder, helt frem til dens slutning. Men selve gravene er ofte meget fattige og består blot af gruber fyldt med brændte knogler, rester fra ligbålet og undertiden nogle lerkarskår. Kun en sjælden gang finder man en bronzenål, en ragekniv eller andre dele af de dødes personlige udstyr i dem.

 Plan af gravpladsen ved Hårbølle, Fanefjord sogn på Møn.

Plan af gravpladsen ved Hårbølle, Fanefjord sogn på Møn.

En typisk gravplads af den art fandt man ved Hårbølle nær Fanefjord på Møn.42 Den var anlagt i nærheden af en gravhøj med en diameter på 19 m. Gravene bestod undertiden af stenkredse, som formentlig havde kranset en lille, lav høj. Undertiden manglede stenkredsen helt, og graven bestod blot af en grube nedgravet i undergrunden. På gravpladsen fandt man dels urnegrave med rensede, brændte knogler, dels urnebrandgruber, hvor urnerne var nedsat omgivet af og fyldt med brændte knogler og bålrester, og dels bålpletter som enten var anlagt direkte på undergrunden eller noget nedgravet, og hvor der lå brændte knogler, bålrester og ubetydelige lerkarskår. Altsammen meget ubetydeligt, og uden at der i gravene var gjort noget forsøg på at markere den dødes rang og sociale status. En vreden halsring i en af gravene var det eneste, der skilte denne grav ud fra de andre.

Lige så beskedne urnebrandgruber fra bronzealderens slutning kender man også fra Bornholm, bl.a. på gravfeltet Nr. Sandegård, hvor de ofte danner små selvstændige gravpladser i forbindelse med små røser af ældre dato.43 Gravene kan dog også være både centralgrave og sekundærgrave i de små røser, men i alle tilfælde er der tale om grave med intet eller kun meget lidt gravgods.44

Samme anonyme indtryk får man af gravene fra bronzealderens sidste tid i Jylland. Oftest finder man dem nedsat sekundært i ældre tiders gravhøje. Men det hænder også, at man finder små gravpladser, som må have hørt til et enkelt gårdanlæg. Det var f.eks. tilfældet i Thorskov ved Århus.45 I et skovareal tæt op til kysten lå nogle små lave røser eller stenlægninger i tilslutning til nogle agersystemer fra overgangen mellem bronze- og jernalderen. At røserne eller stenlægningerne ikke lå samlet i et gravfelt men var spredt ud over agersystemet, kan tyde på, at hver røse i nogle generationer havde fungeret som gravsted i den del af agersystemet, som hørte til en af landsbyens gårde. En af røserne dækkede over 8 urnegrave og brandpletter fra bronzealderens slutningstid. En anden over grave fra den tidligste del af jernalderen. Her kan man altså følge den samme lille gruppe af mennesker fra bronzealderen ind i jernalderen.

Kontinuitet fra den ene til den anden af de to kulturepoker kan man også finde på andre små jyske gravpladser. F.eks. ved Ring46 og Vester-Alling47 på Djursland. Begge steder bestod gravpladserne af små, lave stenlægninger, som dækkede urnegrave og brandgruber fra henholdsvis bronzealderens sidste og jernalderens første århundreder. For datidens mennesker har overgangen mellem de to tidsaldre naturligvis ikke været følelig. Århundrede føjede sig til århundrede i en ubrydelig række.

Noter

28: E. Albrectsen 1951; Madsen & Thrane 1992, s 53 ff; H. Thrane 1994, s. 101; J. Jensen 1997, s. 252, nr. 43.

29: L. Bender Jørgensen 1986, s. 25, 110, 192.

30: J. Jensen 1965b.

31: H. Wüstemann 1978; J.Jensen 1997, s. 195 ff.

32: Flemløse sogn, Odense amt, E. Albrectsen 1957; J. Jensen 1997, s. 248, nr. 29.

33: Madsen & Thrane 1992; J. Jensen 1997, s. 253, nr. 44.

34: Madsen & Thrane 1992; J. Jensen 1997, s. 254, nr. 46.

35: H. Thrane 1983a-b; 1984; 1989; 1993.

36: Mogenstrup sogn, Præstø amt, Jørgensen & Gärtner 2000.

37: Jørgensen & Gärtner 2000 og J. Jensen 1997, s. 244, nr. 18.

38: J. Jensen 1997, s. 241 ff.

39: J.Winther 1929; J. Jensen 1997, s. 250, nr. 39.

40: J. Jensen 1997, s. 251, nr. 41.

41: J.Winther 1929; J. Jensen 1997, s. 251, nr. 42.

42: P.V. Glob 1938; J. Jensen 1997, s. 245, nr. 22.

43: C.J. Becker 1990, s. 64 ff.

44: Se f.eks. sådanne grave på gravpladsen Mandhøj i Ibsker sogn, O. Klindt-Jensen 1957.

45: P. Eriksen 1984; J. Jensen 1997, s. 259, nr. 71.

46: J. Jensen 1966a; 1997, s. 258, nr. 70.

47: J. Jensen 1966a; 1997, s. 258, nr. 69.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Rigdommen der svandt i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 1. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430861

Afsnittet Rigdommen der svandt er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet