Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Europa i opbrud

Oprindelig forfatter JJe

Det 8. århundrede f.Kr. blev et vendepunkt i Europas historie. På den tid begyndte græske kolonister at slå sig ned ved kysterne i det vestlige Middelhav.1 Først i Mellemitalien og på Sicilien, senere mange andre steder i Middelhavsregionen. Græske skibe med deres lange, smalle sejl sås nu stadig oftere ved bl.a. den franske Middelhavskyst, og her grundlagde man omkring 600 f.Kr. kolonien Massalia (Marseille). Men på det tidspunkt havde grækerne allerede etableret støttepunkter for deres handel mange andre steder i regionen.

På samme tid voksede den etruskiske civilisation med dens små bystater frem i Mellemitalien. I hvor høj grad det skete under græsk påvirkning er stadig omdiskuteret.2 Men sikkert er det, at den elite, som sad på magten i de små, bylignende samfund ved Det tyrrhenske Hav, var stærkt påvirket af den græske. Fra grækerne overtog man bl.a. en heroisk krigerideologi – og den kom i særdeleshed til udtryk, når eliten med pomp og pragt begravede sine døde.

Udviklingen i Mellemitalien påvirkede igen forholdene i Norditalien, på Posletten og i Venetien, og med tiden blev disse områder Middelhavskulturernes vigtigste indfaldsvej til det centraleuropæiske kontinent. Bl.a. som følge af deres placering ved handelsruterne nordpå udviklede der sig i Norditalien bosættelser, der mere og mere fik karakter af bystater, med alt hvad dertil hører.3 Det gjalt i Felsina, forløberen for Bologna, og det gjaldt i en lang række andre bysamfund som Verucchio, Este, Padua, Concordia og Oderzo. Alle var de hjemsted for en elite, hvis livsform vi bl.a. kender fra den lokale kunst, og som byggede på en blanding af etruskisk og vestgræsk kunst.4 Denne kunst fik stor udbredelse, ikke blot i det nordvestlige Italien men også i de vilde bjergegne i Slovenien og Østrig, som man måtte passere for at nå frem til de folkeslag, der boede nord for Alperne.

Annonce

Baggrunden for hele denne udvikling var bl.a., at man af grækerne havde lært dyrkningen af vin og oliven. Men den appenniniske halvøs rigdomme på jern spillede også en vigtig rolle. Altsammen førte det til en omfattende vareudveksling af bl.a. vin, oliven, tekstiler, jern og luksusvarer, en vareudveksling som nok havde profitformål, men som formentlig for en del opererede bag et slør af ældgamle ritualer for udveksling.5 Hele denne økonomiske og kulturelle udvikling førte i det 7. århundrede f.Kr. til fremvæksten af konføderationer af bystater i mange egne i det vestmediterrane område.

 I områderne ved Adriaterhavets nordlige ende, hvor middelhavsfolkene udvekslede handelsvarer med centraleuropæerne, udviklede der sig en ejendommelig blandingskultur. Man efterlignede middelhavsfolkenes livsform, bl.a. deres gravskikke. På billedet ses kvinder, der bærer gravgaver frem til en stormands begravelse. Det udsmykker siden af en rigt dekoreret bronzespand fundet ved Certosa i Norditalien.

I områderne ved Adriaterhavets nordlige ende, hvor middelhavsfolkene udvekslede handelsvarer med centraleuropæerne, udviklede der sig en ejendommelig blandingskultur. Man efterlignede middelhavsfolkenes livsform, bl.a. deres gravskikke. På billedet ses kvinder, der bærer gravgaver frem til en stormands begravelse. Det udsmykker siden af en rigt dekoreret bronzespand fundet ved Certosa i Norditalien.

Konkurrencen mellem fønikere, grækere og etruskere om markederne i det vestlige Middelhav skete imidlertid ikke uden militære konfrontationer. For etruskerne betød det, at deres søherredømme efterhånden indskrænkedes. I stedet blev de til en landmagt, som med tiden udvidede sin interessesfære kraftigt mod nord.6 I slutningen af det 6. århundrede f.Kr. satte etruskerne sig i besiddelse af bysamfundene i Podalen. De ældgamle kommunikationsruter tværs over Alperne, direkte ind i Centraleuropa blev nu udbygget, og fra bysamfundene i syd med deres koncentrationer af forbrugere og specialiserede produktionscentre gik en strøm af færdigvarer nordpå. I den modsatte retning gik en tilsvarende strøm af råvarer som metal, salt, rav, skind og formentlig også slaver.

Forbindelserne nordpå gik fra Venetien i øst, formentlig enten via Etsch-Eisack passagen over Brennerpasset ind i Sydbayern. Eller de gik ad den ældgamle rute uden om Østalperne, dvs. via Steiermark, Kroatien, Vestungarn, Sydvestslovakiet og derfra via de mähriske porte ind i det nordeuropæiske lavlandsområde.

I vest gik forbindelserne fra Norditalien til Centraleuropa gennem Alpedalene ved Tessin. Her kontrollerede man de snævre overgange ved bl.a. San Bernardino og Store St. Bernhard, og her havde der siden bronzealderen været en tæt bosættelse. Men i løbet af det 8. århundrede f.Kr. begynder befolkningen også her at rykke sammen i større bosættelser.7 Og i de følgende århundreder vokser velstanden i området, først og fremmest på grund af den rolle, man spillede i transithandelen. Sin største rolle som formidler af etruskiske handelsvarer kom området til at spille i det 6. og 5. århundrede f.Kr.8 På den tid udviklede bl.a. bosættelsen Como sig til en regulær bydannelse med et bebygget areal på mere end 150 hektarer.

 De vigtigste handelsruter fra Sydfrankrig og Norditalien til det centraleuropæiske område i det 7. og 6. århundrede f.Kr.

De vigtigste handelsruter fra Sydfrankrig og Norditalien til det centraleuropæiske område i det 7. og 6. århundrede f.Kr.

På mindre end et halvt årtusinde gennemgik Mellem- og Norditalien således en forvandling fra et bronzealdersamfund til et samfund af tidlige bystater med en begyndende markedsøkonomi. Det skulle få dybe konsekvenser for udviklingen nord for Alperne.

Men bysamfundene ved Middelhavet havde også en tredje indfaldsvej til Centraleuropa. Den udgik fra de områder i Sydfrankrig, i Rhônemundingsområdet, hvor befolkningen var blevet helleniseret i løbet af det 6. århundrede f.Kr.9 Herfra kontrollerede man dels den gamle Rhône-Saône-Doubs rute mod nord, dels ruten fra Rhône til Genfersøen og derfra videre ind i det centraleuropæiske område.10

Allerede i slutningen af det 7. århundrede f.Kr. havde befolkningen i Sydfrankrig haft en blomstrende handel med Etrurien, først og fremmest med vin.11 Lidt senere fulgte gundlæggelsen af den græske koloni Massalia, som fra slutningen af det 6. århundrede f.Kr. helt kom til at dominere fjernhandelen op ad Rhône.12 Vareudvekslingen omfattede ikke kun kostbare færdigprodukter, men også råmaterialer som f.eks. koral, elfenben, muslingeskaller og silke. Altsammen varer, som var stærkt efterspurgte hos befolkningen i det centraleuropæiske område.

I det Europa, som lå nord for Alperne, mærkedes udviklingen i Middelhavslandene med stigende styrke fra det 8. århundrede f.Kr., den periode man i arkæologien kalder Hallstattperioden.13 Allerede i slutningen af Urnemarksperioden kunne man finde et stort antal højtliggende, befæstede bosættelser, der lå som knudepunkter i det ældgamle, kontinentale udvekslingsnetværk.14 De sikrede, at færdigvarer og råmaterialer blev spredt over store afstande, og de indgik i et vidtrækkende net af forbindelser fra Centraleuropa, ikke blot til det vestlige Frankrig og De britiske Øer men også til kontinentets nordligste egne. Bag denne vareudveksling stod et krigeraristokrati, hvis betydning var vokset kraftigt igennem de seneste århundreder.15

Hen imod slutningen af det 8. århundrede f.Kr., begyndte krigeraristokratiet i en bred zone fra Böhmen i øst til Rhinen i vest at markere sig på en helt ny måde. Det skete ved vognbegravelser, hvor den døde blev bisat med åg og seletøj, som symboliserede et hesteforspand.16 Ændringer af seletøjsudstyret tyder på, at man var begyndt at bruge nye hesteracer, som formentlig kom fra steppeområderne nord for Sortehavet. Men vigtigt er det desuden, at krigeraristokratiet nu var bevæbnet med lange hugsværd af jern. Våben og redskaber af bronze var tydeligvis ved at gå af brug blandt de centraleuropæiske folkeslag. I stedet anvendte man i stigende grad jern.

Jernet havde første gang vist sig i Mellemøsten i smedet form i det 3. årtusinde f.Kr. Det var dog først, da kobber og tin blev en mangelvare og for kostbart at fremskaffe som følge af et øget metalforbrug i de mellemøstlige og ægæiske civilisationer, at man begyndte at omstille sig til brugen af jern. Det skete efter de store samfundsmæssige omvæltninger omkring 1200 f.Kr., og omkring 1000 f.Kr. var man i det østlige Middelhavsområde helt gået over til jern. På den tid nåede jernteknologien fra Grækenland via Donauområderne frem til det vestlige Mellemeuropa. Her anvendte man det i begyndelsen kun i små mængder til smykker og småredskaber. Det nye metal var jo ikke hårdere end bronze – forarbejdningen af det krævede også en større arbejdsindsats. Og så længe forsyningerne af kobber, tin og brudbronze endnu fungerede, var der ingen grund til at gå væk fra bronzen. Men som vi har set var der opstået noget af en krise for metalforsyningerne omkring det 9.-8. århundrede f.Kr. Allerede i slutningen af det 8. århundrede f.Kr. udgjorde jern omkring 20% af den samlede mængde metal i omløb – og man taler fra det tidspunkt om en jernalder i Centraleuropa. Det skal forstås sådan, at centraleuropæerne nu opgav bronzen som fælles værdienhed. I Sydskandinavien skete det først et par århundreder senere.

Begyndelsen af jernalderen faldt i Centraleuropa sammen med mange forskellige ændringer. I slutningen af det 6. århundrede f.Kr. bredte skikken med at begrave samfundets elite i rigt udstyrede vogngrave sig fra Rhinen og langt ind i Frankrig. I vogngravene anbragte man kostbare drikkesæt af bronze, fornemme våben og guldsmykker.17 Det afspejler, at kontakten med Middelhavsfolkene nu var blevet mere intens, og følgelig fik de højtliggende, befæstede bosættelser i zonen nord for Alperne en vigtig rolle at spille. Nogle af dem blev i løbet af det 6. og begyndelsen af det 5. århundrede f.Kr. til dynastiske centre. Forbilledet var formentlig Middelhavsområdets bystater.18

 De vigtigste borganlæg nord for Alperne i det 6. århundrede f.Kr.

De vigtigste borganlæg nord for Alperne i det 6. århundrede f.Kr.

Krigeraristokratiet byggede gerne sine borganlæg på iøjnefaldende højdedrag i terrænet, tydeligvis strategisk placeret, specielt i forhold til vandvejene. Borgenes umiddelbare indflydelsessfære synes at have ligget inden for en radius af 20-50 km. Herfra modtog borgherren formentlig tribut, og inde i borgene producerede og redistribuerede man prestigevarer og andre materielle goder til omkringboende undersåtter.19 Det økonomiske grundlag for de store borganlæg var formentlig en handel med bl.a. salt, skind, rav, huder, honning, voks og måske slaver til bycivilisationerne i syd.

Rundt om borgene opførte fyrsteslægterne deres gravhøje. Nogle af dem kunne være indtil 12 m høje og have en diameter på 100 m. De fornemste rummede træbyggede gravkamre, hvor de døde blev jordfæstet sammen med et rigt udstyr af firhjulede vogne og drikkeservice, ofte af mediterran herkomst. Man lod sig tydeligvis påvirke af Middelhavsfolkenes gravskikke.

Et af de mest imponerende borganlæg i det vestlige Centraleuropa er Heuneburg ved den øvre Donau.20 Borgen var blevet opført i midten af det 6. århundrede f.Kr. og stod omgivet af en mur med rektangulære tårne, bygget af soltørret tegl. I det regnfulde centraleuropæiske klima var det ikke just et velegnet byggemateriale. Men meningen var, at Heuneburg skulle ligne de byborge, man havde set dernede i de solbeskinnede egne ved Middelhavets kyster. Og at man havde kontakt med middelhavsfolkene, det viser talrige fund af bl.a. attisk-græsk keramik og provencalske vinkrukker fra borgens indre. Det mærkelige bygningsværk fik dog ikke nogen lang levetid. Det blev ødelagt sent i det 6. århundrede, men blev så genopført i en teknik, der passede bedre til det lokale klima, nemlig med tømmer og jord. Rundt om borganlægget lå flere store gravhøje, som formentlig rummede grundlæggerne af Heuneburgdynastiet, bl.a. en af de største gravhøje i Europa, den berømte Hohmichele.21

 Et af de mest imponerende vidnesbyrd om kontakterne mellem Middelhavets kulturer og folkeslagene nord for Alperne er dette kæmpemæssige græske vinkar nedsat som gravgave i en gravhøj ved Vix nær Chatillon-sur-Seine i Bourgogne, Østfrankrig. 208 kg vejer det, og henved 1100 liter vin har det kunnet rumme.

Et af de mest imponerende vidnesbyrd om kontakterne mellem Middelhavets kulturer og folkeslagene nord for Alperne er dette kæmpemæssige græske vinkar nedsat som gravgave i en gravhøj ved Vix nær Chatillon-sur-Seine i Bourgogne, Østfrankrig. 208 kg vejer det, og henved 1100 liter vin har det kunnet rumme.

De store borganlæg blev bygget i en bred zone nord for Alperne og rakte langt ind i Østfrankrig. Her lå bl.a. borgen Mont Lassois ved Chätillon-sur-Seine i Bourgogne. Ved den var der opført tre store fyrstegrave, hvoraf den ene, graven fra Vix, indeholdt usædvanlige rigdomme.22 Det store gravkammer rummede en processionsvogn, der var skilt ad, og på hvis lad en fornem kvinde var gravlagt med en overdådighed af smykker. Ved gravkammerets væg var stillet et fornemt drikkeudstyr, bl.a. et kolossalt græsk vinkar. 208 kg vejede det, og henved 1100 liter vin kunne det rumme.

Både gravene og borganlæggene tegner billedet af nogle dynastier, som i løbet af forholdvis kort tid i det 6. århundrede f.Kr. skabte en voldsom magtkoncentration i Sydtyskland og i Østfrankrig, baseret på intensive kontakter med de helleniserede områder i Sydfrankrig og de etruskisk påvirkede områder på sydsiden af Alperne.23 Men eventyret varede kun kort. Efter henved hundrede år opløstes de sydtyske og østfranske dynastiske centre, og magten gik over på andre hænder. Den historie hører imidlertid det følgende bind til.

Den stærke magtkoncentration i det vestlige Centraleuropa i det 6. århundrede f.Kr. ændrede mangt og meget i kontinentets historie. Den satte punktum for den europæiske bronzealderkultur. Jernalderen – og dermed en helt ny kulturepoke – var begyndt. Hvordan virkede disse forandringer da ind på forholdene længere nordpå?

 At det var folk fra aristokratiske slægter, der blev begravet i storhøjene ved borganlæggene i Sydtyskland og Østfrankrig, viser dette par sko med guldbelægning, som blev fundet i fyrstegraven Hochdorf i Württemberg.

At det var folk fra aristokratiske slægter, der blev begravet i storhøjene ved borganlæggene i Sydtyskland og Østfrankrig, viser dette par sko med guldbelægning, som blev fundet i fyrstegraven Hochdorf i Württemberg.

De områder, som særligt havde betydning for forholdene i det nordeuropæiske lavlandsområde og dermed i Sydskandinavien, lå i Mellemtyskland, Böhmen, Mähren og Slovakiet. De havde endnu i det 8. og 7. århundrede f.Kr. spillet en vigtig rolle som formidlere af kulturimpulser fra Centraleuropa til det nordeuropæiske lavlandsområde. På den tid blev deres elite efter centraleuropæisk skik begravet i rigt udstyrede vogngrave.24 Men i løbet af det 6. århundrede f.Kr. svinder disse tegn på en aristokratisk krigerkultur bort. Det samme gør sporene efter de tidligere så stærke forbindelser mod syd, til det sydøstalpine område. Det sker altså samtidig med den stærke økonomiske og kulturelle blomstring i det vestlige Centraleuropa.25

Hvad der var årsagen til disse ændringer, står endnu hen i det uvisse. Man har foreslået, at de skyldtes angreb af skytiske folkeslag østfra.26 Men det er nok mere sandsynligt, at der var en sammenhæng med den kraftige koncentration af den politiske magt, som samtidig skete i de vestlige dele af Centraleuropa. Hvorom alting er, så svækkedes forbindelserne mellem det østlige Centraleuropa og Sydskandinavien i løbet af det 6. århundrede f.Kr. Der blev nu ikke længere ført bronze nordpå ad disse ældgamle forbindelsesveje. Og resultatet var i høj grad føleligt heroppe i kontinentets nordlige egne. Det førte til den nordeuropæiske bronzealderkulturs ophør omkring 500 f.Kr.

Ser man det europæiske kontinent fra Middelhavslandene i syd omkring midten af det 1. årtusinde f.Kr., så tegner der sig en serie koncentriske zoner.27 Syd for Alperne lå kerneområdet, som beherskedes af Middelhavets bykulturer med deres begyndende markedsøkonomi. Nord for Alperne, tværs igennem Centraleuropa, lå den første zone, der var en periferi (bestående af den såkaldte Hallstattkultur), som stod i intim kontakt med bykulturerne i syd og påvirkedes af dem. Længere mod nord fulgte så den næste zone, der var en marginalzone. Til den hørte det nordtysk-polske lavlandsområde og Sydskandinavien, og her var indflydelserne fra de mediterrane kulturer kun af meget indirekte art. Overgangen mellem de to zoner lå i de mellemtyske bjerge og Böhmen-Mähren-Slovakiet, hvorfra kontakterne sydfra blev formidlet videre nordpå.

Noter

1: D. Ridgeway 1992.

2: A. Guidi 1998.

3: Se bl.a. G. Colonna 1986.

4: Lucke & Frey 1963; O.-H. Frey 1969.

5: Siden den engelske forsker Moses Finley (1973), inspireret af den amerikanske økonomiske historiker Carl Polanyi, fremhævede handelens sociale forankring, har man diskuteret, hvorvidt denne handel kunne beskrives med moderne økonomiske begreber som en egentlig profithandel. Der er dog intet til hinder for, at en profithandel, ligesom diplomatiet, kunne operere bag et slør af ældgamle ritualer for udveksling, se bl.a. K. Kristiansen 1998, s. 141.

6: R. de Marinis 1986; F.-W. von Hase 1992.

7: Den første store sammenflytning er konstateret i Castelletto Ticino, som ligger på et højdedrag ved Ticino-floden. Det sker i det 8. århundrede f.Kr. Se A. Guidi 1998, s. 156.

8: O.-H. Frey 1955, W. Kimmig 1963; R. de Marinis 1986.

9: F. Benoit 1965.

10: C. F.E. Pare 1989.

11: R. de Marinis 1986.

12: W. Kimmig 1983; M. Clavel-Lévêgue 1985.

13: Opkaldt efter gravfeltet Hallstatt i Nederøstrig. Perioden inddeles i to tidsafsnit HaC og HaD, som henholdsvis dækker tiden ca. 730-620 f.Kr. og 620-450 f.Kr., se J. Jensen 1997, s. 16 ff og C.F.E. Pare 1999a. I begyndelsen af Hallstattperioden er der en indledende fase (HaC0), som formentlig begynder allerede omkring 800 f.Kr.

14: A. Jockenhövel 1984; J. Biel 1987.

15: P. Schauer 1984a, 1990; P. Stary 1980.

16: G. Kossack 1957, 1959 og 1970; C.F.E. Pare 1992.

17: C.F.E Pare 1992.

18: W. Kimmig 1983; L. Pauli 1984a.

19: Frankenstein & Rowlands 1978; P. Brun 1988.

20: W. Kimmig 1983.

21: Riek & Hundt 1962.

22: R. Joffroy 1979.

23: D. Krausse 1996.

24: C.F.E. Pare 1992.

25: H. Parzinger et al. 1995, s. 222 ff.

26: Se bl.a. J. Chochorowski 1985. Teorier om angribende rytterfolk østfra finder man hyppigt i den østeuropæiske arkæologi. De er dog i de senere år blevet udsat for meget kritiske vurderinger, se bl.a. Parzinger & Stegmann-Rajtár 1988; D. Metzner-Nebelsick 1998 og C. Clausing 2001.

27: A. Sherratt 1994a-b; P. Brun 1994.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Europa i opbrud i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430860

Afsnittet Europa i opbrud er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet